Hvordan lykkedes jeg med at pakke min sviner ind i vat?

#1: For et par uger siden var jeg ude for noget meget spændende: Jeg havde været på biblioteket på Islands Brygge og hjembragt bogen Store Mænd og Syge Kvinder (læs den!!!!!), som jeg sad og skimmede for væsentlige passager. Forrest i bogen fandt jeg sådan en klistret kode/chip/noget, som jeg pillede af (fordi den sad i noget tekst, jeg var meget ivrig efter at læse), men chippen endte med at løbe med min opmærksomhed, fordi: Jeg var helt overbevist om, at det var en hemmelig kode med et vigtigt feministisk budskab, som en anden låner af bogen ville videregive. Jeg lagde bachelorlæsningen fra mig og brugte de næste par timer på at finde chippens oprindelse, ligesom jeg tog fat i flere i mit netværk, som muligvis kunne have nogle kompetencer inden for kodeknækning og kryptering. Det her var tydeligvis en vigtig og meget oprivende opgave for mig. Sikken ære at få den slags i hænderne helt uventet. 

Spol frem til i dag, da jeg stod helt svedende og desperat ved bibliotekets afleveringsstand, som seriøst ikke ville scanne denne fantastiske bog. Fik fat i en bibliotekar og forklarede hende om min udfordring, hvorefter hun åbnede bogen og konstaterede, at en eller anden (= idiot) havde fjernet bibliotekschippen. “Så er det jo heller ikke nemt,” fik jeg vist sagt og traskede tilbage mod Amagerbro – helt trist – fordi min skattejagt nu var ovre. 

#2: Nu hvor dagpengeland måske snart bliver en realitet, overvejer jeg lidt at gå selvstændig. Jeg ser i hvert fald et stort konsulentmarked for krisehåndtering for influenter. Lol hashtag bloggergossip. 

#3: Ikke at nogen har spurgt, for det har ingen, men der sidder altid et par stykker fast på Hestenettet for erfaringer, så derfor: jeg har taget tetracyklin mod akne cirka to måneder nu, og det virker sgu. Jeg har ikke engang fået tør hud af det. Eneste hager er, at jeg ikke må spise mælkeprodukter 3 timer før og efter, jeg har taget en pille, hvilket er lidt træls. Min hud må desuden ikke blive eksponeret for sol, men eftersom compliance-begrebet næsten er opfundet med udgangspunkt i mig, er det ikke så problematisk. 

On that note skal jeg altså have skrevet en compilation med apotekertyper, du helt sikkert er blevet betjent af, hvis du – ligesom undertegnede – har bredspektrede behandlingskrævende udfordringer. 

#4: Jeg har ikke massivt belæg for at antage følgende, men jeg tror, at mange af mine jævnaldrende har haft en barndomsdrøm om at arbejde hos Vi Unge. Det havde jeg i hvert fald, faktisk var det nok en af mine største ønsker som 11-årig, hvorfor jeg heller ikke tøvede, da jeg forleden blev tilbudt nogle timer på redaktionen. Således bijobber jeg en smule på Vi Unge-bladet for tiden, og det er faktisk helt henrivende, at en af mine arbejdsopgaver har været at skrive en sommernovelle i to dele. Jeg kan ligeledes heller ikke afvise, at jeg projicerer egne forelskelsesfølelser over på novellens 14-årige hovedperson. Som hedder Mathilde. 

***

Som en person, der idealiserer at være fuldt beskæftiget med gode ting frem for travlhed, er det lidt frustrerende, at jeg for tiden har lidt travlt. Det betyder, at jeg har tvunget mig selv i at prioritere ‘skal’ over ‘vil’ – dette blandt andet afspejlet i indlægsfrekvensen herinde. I den forbindelse har jeg tænkt meget over, hvor fucking heldig jeg er over at have det her sted, hvor jeg altid kan søge hen for råd, omsorg, opbakning, meninger, erfaringer, anbefalinger, alt. Det er så megapriviligeret og i min optik det en blog skal kunne. Jeg ser desværre også, at det bliver sjældnere og udfordret fra diverse kanter, og jeg synes, det er så ærgerligt, men ikke desto mindre gør det også, at jeg sætter endnu mere pris på, at I her her. Også når jeg ikke altid selv er det. Tak for det og god mandag aften til jer alle <3

“Jeg kan da sagtens skrive bachelor om anoreksi,” sagde hun og græd.

Jeg har lige givet dage som i dag et navn: Tina Dickow. En ægte Tina Dickow-dag. For andre er det måske Lana Del Rey, Billie Eilish eller Andrea Bocelli (har nogen nogensinde lyttet til Con te partiro UDEN at græde?)

Lige nu er det Fugleflugt, på en måde meget passende, fordi jeg beskæftiger mig ret meget med fugle for tiden. Så sent som i formiddags brugte jeg en halv times penge på at betragte to svaner i kamp nede ved Voldene, og jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne blive ved så længe. Jeg forstår heller ikke, hvordan de kan se så classy og majestætiske ud, selv når de kolliderer voldsommere end to japanske sumobrydere i sværvægtsklassen.

Men min generelle fuglebeskæftigelse, den er faktisk også delvist skyld i, at hvid kaffe i folkemunde til evigt tid bare er noget, man drikker, og ikke en blog, man læser. For snart to år siden fik jeg nemlig en idé til en socialrealistisk børnebog (haha slap af), og rent undtagelsesvis – for første og sidste gang – vil jeg gerne takke Kenneth Kristensen Berth for at sige noget så absurd perfidt og umenneskeligt, at jeg ikke kunne gøre andet end at bearbejde hans ubehageligheder med noget illustreret og næstekærlig læsning for børn. Så det arbejder og skriver jeg på, og hovedpersonerne er fugle. Tænk Fuglekrigen i Kanøfleskoven, den slags fugle.

Så skriver jeg faktisk også lidt på en novellesamling, der hedder Snallerværk, og det er ikke, fordi jeg vil være irriterende og hemmelighedsfuld omkring det, jeg er bare pissebange for, at jeg aldrig får det afsluttet, og at alt det, jeg gerne vil, aldrig bliver til noget. Nu er jeg således også gået i gang med min bacheloropgave, og jeg har fået lov til at skrive en bog – eller kun en del af den, fordi jeg skal aflevere skidtet om små to måneder. Det kapitel, jeg vil skrive, handler om, at det sværeste, ved at have anoreksi, var tiden bagefter. Bagefter målvægten, bagefter behandlingen, bagefter vægtøgningen. Alt det, jeg stadig bander og svovler over den dag i dag, og alt det, der stadig kan gøre livet fucking besværligt.

Jeg har også fået lov til at bruge mig selv som fortæller; som den opsøgende og undrende journalist, der rejser tilbage i tiden og snakker med mennesker fra dengang for at finde ud af, hvad der skete, og hvorfor det er så svært at finde et stabilt fodfæste igen.

Så var det, at folk begyndte at sige, at det lød ret hårdt, at jeg skulle passe på mig selv i alt det her, og jeg fægtede demonstrativt med armene, FORDI JEG KAN JO KLARE ALT, JEG ER PANSER, JEG ER UPÅVIRKET, JEG ER AFKLARET MED MIN SKÆBNE BLA BLA BLA.

Big news is, at det er jeg åbenbart ikke. Og nu har jeg lige smidt en eller en forskerfagbog hårdt ind i min væg, fordi den fik mig til at græde, fordi det meget pludseligt gik op for mig, hvorfor jeg blev syg. Og at det overhovedet ikke er et afsluttet kapitel. Altså, hvorfor-delen. Om lige knapt en uge tager jeg til Århus for at snakke med min gamle behandler og to af de piger, jeg var på daghospitalet med. “Af minder og steder, stemninger og nostalgi, jeg kommer med kærlighed, tilbage til der, hvor jeg hev flaget ned”. Hvis det ikke er vaskeægte Tina Dickow, så véd jeg snart ikke.

 

Ikke relateret billede, men: hehe