Jeg …

… er blevet 30.  Folk på gaden omtaler mig ikke længere “pige”, men “dame”, jeg har fået rynker, og jeg er pinligt bevidst om, at selv om jeg ikke kan forestille mig noget værre end en nat på Søpavillonen, ville Søpavillonen nok heller ikke kunne forestille sig noget værre end at lukke mig ind. Helt ærligt, så ved jeg jo godt, at 30 år er ingenting, min bog er stadig i de første kapitler, men det er, som om, at dem, der er blevet skrevet, allerede er alt for langt væk, og jeg hader og er forfærdet over, at jeg ikke kan skrive dem om. Jeg kan ikke opleve dem igen, jeg kan ikke spole tilbage. Mine 20’erne var alt. De var fester, sabbatår, rejser og booty calls, før de blev sygdom, stilstand depression. 20’erne var en ulykkelig forelskelse i en mand, der 1:1 var min far. De var et skridt frem, 10 tilbage og så lidt frem igen. Mine 20’ere var den her blog, Hvid Kaffe, det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alt var åbent, intet var givet, og uanset hvor hårdt det nogle gange var og føltes, var hver dag som et eventyr.  Jeg ved godt, at alle de ting stadig er mig, de virker bare så uendeligt fjerne.

… overvejer at få botox, og det er formentlig et meget direkte symptom på ovenstående, men jeg har lidt svært ved at vurdere, om det er en glidebane.

… snakker med min far igen. Jeg drikker kaffe med ham, når jeg kan. Han inviterer mig på gløgg før jul. Jeg låner hans sommerhus, når jeg skal på ferie. Han inviterer mig på La Glace, næste gang han kommer til København, og selv om jeg ikke kan fordrage flødekager, nænner jeg ikke at sige nej.

… er blevet opereret i knæet og fået et nyt korsbånd for anden gang. Har pre-op febrilsk googlet: “how not to gain weight after knee surgery” og “does your body burn extra calories when recovering from a surgery” og været i obskure afkroge af nettet, men det viser sig, at uanset hvor forstyrrede mine tanker er på et teoretisk plan, bliver de sjældent til noget i praksis længere. Det er kæmpestort. Også: Jeg ved ikke, om vægtfluktuationer efter en operation er en normal krise at have, eller om det bare er mig – og jeg synes, det er for pinligt at spørge.

… havde overset 500 mails om, at bloggen snart ville lukke for evigt, hvis ikke jeg genaktiverede mit domæne og webhotel. Begyndte næsten at græde ved tanken om aldrig at kunne skrive herinde igen, så nu er jeg her, og det føles helt rigtigt. Undskyld, måske mest til mig selv, for at lukke mine tanker inde. Det skete pludselig for mange ting, der ikke handlede om mig, og fordi jeg har det bedst med kun at smide mig selv (ok, og min far*, haha) under bussen, blev det bare for svært. Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg gør det nu.

Jeg håber, at I alle er kommer godt ind i 2023, og at jeres hjem ikke er opvarmet med gasfyr. ❤