Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).

“Små” ting, der generer mig (og muligvis også dig) herremeget

Et sip er mindre end et skvis, ikk’?

 

Forleden oplevede jeg, at en meget voksen kvinde slog mig i ryggen med en 10 kilo tung pose kattegrus. Vi stod begge i køen i Aldi, klokken var mange, og hun var helt åbenlyst løbet tør for ordentlighedspoint den dag. Meget kort er forhistorien den, at jeg ikke synes, man skal skubbe til andre mennesker, medmindre man kan undgå det. Og oftest kan man faktisk sagtens og relativt ubesværet blive fri for at støde ind i andre mennesker i supermarkedskøen – især hvis man opererer ud fra rationalet om, at man ikke bliver betjent hurtigere af at opføre sig som en aggressiv gnu. Hun, altså kattegrusdamen, abonnerede desværre ikke på den overbevisning, og fordi jeg nægtede at lægge mine varer op på båndet, før der var plads, tyrede hun altså sækken ind i ryggen på mig. Personligt synes jeg, at den slags mikroaggressioner er sjove. Jeg kom ikke til skade, jeg følte mig ikke truet på helbred eller stolthed, og fordi jeg tog det hele med et smil og roligt forklarede hende, hvordan katteposevold ikke løser en skid, navnlig ventetid i køen, blev hun blot endnu mere frustreret, hvilket udelukkende gjorde mig mere glad. Foranlediget af dette har jeg tænkt lidt videre på listen over ting (udover utålmodige og åndssvage kunder), der irriterer mig mere, end de måske burde.

LISTEN

#1: Når folk bruger ordet ‘jo’, som om det, de lige har ytret, enten er en gentagelse eller en almengyldig kendsgerning.

#2: Mennesker, der er for dovne til at gå op i politik. And don’t get me wrong: Jeg kan personligt fable længe om vores fallerede, forfejlede og inkompetente demokrati, og jeg er helt og aldeles med på politikerlede og jeg véd snart ikke hvad. Men det er ikke undskyldninger for ikke at sætte sig ind i, hvordan et samfund (ikke) fungerer. Faktisk taler alt sammen for, at vi går Alexis de Tocquevillesk til værks og revurderer det rod, der er opstået.

#3: Når mænd hiver fat om halsen på mandlige bartendere, hiver dem ind til sig og hvisker dem indforstået og bro-agtigt i øret.

#4: Folk, der mener, at Oldtidskundskab er det mest ubrugelige og nyttesløse fag, de nogensinde har været udsat for. Når man kan være af den overbevisning, mener jeg, at det skyldes, at man ikke har forstået koncepter som det alment menneskelige og fælles kultur.

#5: Dem, der ikke lægger skillerten (eller hvad den nu hedder) på kassebåndet, efter de har lagt deres varer op.

#6: Voksne mennesker, der tror, at en vellykket samtale består i, at de bare snakker om dem selv, deres familiemedlemmer og dertilhørende problemer.

#7: At det er blevet hipt at gå med sokker i (Balenciaga/Fila)-velcrosandaler.

#8: Når kunden foran mig hverken responderer på ekspedientens “Hej”, “Vil du have kvitteringen med?” eller “Hav en god dag!”. Det betyder nemlig også, at jeg må tage over i stedet.

#9: Unge mennesker, der – ud fra eget skøn – stædigt og insisterende fastholder, at de véd, at de bare skal være på antidepressiv medicin resten af deres liv.

#10: Rindende vand. Sluk.den.hane.prompte.eller.jeg.skriger.

36 kommentarer

  • Sofie

    Hej søde Karo. Undskyld mit lange fravær. Jeg har været i praktik, været syg og nu holdt ferie. BUT I AM BACK!
    #1: JA! Eller når de siger det om noget kulturelt, de gerne vil gøre lidt mere kulturelt, fordi de gerne selv vil virke lidt mere kulturelle. Som om noget både være alment kendt og det er en nicheting af en nicheting.
    #4: Jeg havde oldtidskundskab i 3.g og skulle som den eneste fra min klasse op i det (som den sidste eksamen før huen). Jeg ELSKEDE det!
    #5: Skyldig. Sorry! Jeg glemmer det.
    #6: Enig. Jeg har selv lige droppet et venskab pga. dét.
    #7: Gælder Birkenstock? Jeg elsker sokker i Birkenstock.
    #8: Til gengæld går jeg enormt meget op i det her.
    #9: Yas. Hele den ‘Jeg bliver aldrig klogere, end jeg er nu’ på den selvophøjende måde… stooooop.

    GOD SOMMER!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er jeg glad for, du er tilbage. Jeg var faktisk nået til det der ‘Hvor er Sofie-stadie’, haha. (Nu er jeg også selv tilbage, så alt godt <3 ) Jeg håber, at du har det så dejligt, og at du nyder sommeren. 🙂
      Sokker i Birkenstocks ER bomben og superfint på samme tid, og jeg ville tilgive dig any day, og du stod foran mig i køen uden at lægge skillerten på sin rette plads (efter dine varer, that is). Ville highfive din kæmpehånd og give et kram. Alt godt, dit gode menneske

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Åh GUD. Nummer ét er verdens allermest irriterende måde at udtrykke sig på. I skarp konkurrence med “Det er så fint”. Hvorfor og hvordan er folk blevet så pikkeirriterende? Selv mine gode venner bruger de der vendinger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      I know, right! Det er så tricking triggering 😀
      ‘Det er så fint’ er – helt rigtigt – i samme kategori, og det burde alle (ALLE) efterhånden være klar over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • c

    PS Jeg har aldrig forstået hvorfor man ikke skal have sokker i sandaler (og ja, er kvinde). Hvis det nu er for koldt til sandaler, men for varmt til sko?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ps. Det kan man da også sagtens 🙂 Men at afsky looket størstedelen af sit liv for derefter at tage det til sig, bare fordi det pludselig er blevet fashion, synes jeg simpelthen er for tåbeligt. At gøre det af praktiske årsager er en helt anden historie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • c

    Ang. 9 Udover at systemet er meget glade for at hjælpe en på antidepressiver, men ikke rigtigt tager stilling til hvordan man kommer af dem igen. Har man så ikke ofte en ekstra tilbøjelighed til fatalisme når man er i starten af tyverne? Jeg troede i hvert fald ikke rigtigt på at noget kunne ændre sig fordi jeg ikke havde erfaret på egen krop at tiden vitterligt helede mange sår, eller i hvert fald gjorde at man lærte at leve med dem.
    Samtidig gør depressionen i sig selv også en mere fatalistisk. Det føles som om der ikke er noget håb, og at ingenting nogensinde ændrer sig til det bedre, lige meget hvad andre (klogere og ældre personer siger). Det forfærdelige ved depressioner, synes jeg netop, er at følelserne trumfer fornuften. Andres erfaringer og råd går bare ikke ind.
    Det betyder selvfølgelig ikke at de praktiserende læger ikke burde blive bedre til at tale med folk om behovet vitterligt er der. I stedet for bare at forny recepten. Måske man burde indføre en årlig kontrol når man får antidepressiver – ligesom man får målt blodtryk når man får p-piller.

    Mvh
    C ud)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jo, det tror jeg helt sikkert, man har, når man er i 20’erne. En fatalistisk tilgang til mange ting, altså. Og det er selvfølgelig en del af forklaringen på, hvorfor nogle har den indstilling. En anden er den, du selv nævner først: At man kommer til at parkere mennesker på pillerne uden stillingtagen til, hvornår det skal have en ende. Jeg har selv haft en klinisk depression, og jeg husker godt, at det virkede usandsynligt, at jeg nogensinde ville få det bedre. Men jeg husker også, at jeg blev nødt til at tro på det, når folk omkring mig trøstede mig og sagde, at det var en midlertidig ting, og at jeg ikke behøvede at have det sådan for altid. Det var desuden meget federe at tro på end det modsatte. Lad det være sagt, så er det jo en individuel ting, og vi er alle ramte på forskellige måder. Jeg tror heller ikke, at vi er specielt uenige. Mest af alt mener jeg, at problemet (eller fænomenet, eller hvad man nu kalder det) er systemisk og udtryk for en samfundsmæssig brist. Jeg synes simpelthen ikke, at det er i orden, at vi parkerer mennesker på antidepressiver og lader, som om det er løsningen på et psykisk problem. Det er måske løsningen lige nu, om et år – måske de næste ti – men jeg bliver ked af det, når folk ikke får den fornødne og kompetente hjælp til at se, at der kan være andre muligheder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Det kan også skyldes afmagt og utilstrækkelig vejledning, at man gerne vil være på antidepressiv altid. For det ville jeg, og det var jeg også i alt for mange år. Jeg var pisse bange for tilbage fald, jeg var pisse bange for hvad der ville ske og jeg var generelt bare en kylling. Mine læger fulgte aldrig rigtig op på det, det var først psykiater, der sagde at det jeg fejlte ikke kunne medicineres væk. Da jeg så trappede ud, kunne jeg ingen forskel mærke, netop fordi medicinen ikke havde virkning på det. Og det betød jeg tog medicin meget længere, end jeg behøvede, og at det derfor er ret vigtigt at snakke om, hvorfor man tager medicin, hvilken dosis man tager og hvor længe. Når det er sagt, er der altså tilfælde, hvor det bedre kan svare sig at skabe en medicinsk base end at ind og idtrappe folk hver eneste gang, de har nye episoder, fordi det slider for hårdt på kroppen, men det er altså en helt anden kategori af mennesker, hvor det ikke handler om vilje, men nødvendighed. (Jeg ved godt det ikke er dem du lægger dig ud med i dit indlæg, men i frygt for at nogen læser min kommentar og misforstår mig, har jeg bare brug for at udtrykke det sort på hvidt).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg mener nemlig præcis, hvad du skriver. At det skyldes afmagt, frustration, manglende overskud til at se andre udveje og utilstrækkelig vejledning. Og det er netop det, der gør mig så ærgerlig/trist til mode/irriteret/alt muligt andet i samme afdeling. 🙂 Så jeg tror slet ikke, vi er uenige.
      Men jeg kan godt se, at jeg nok har udtrykt, at DE irriterer mig, snarere end det er de omstændigheder, der ligger bag, og den tager jeg på min kappe. Med andre ord: jeg er slet ikke ude på at lægge mig ud med nogen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Ah, jamen så forstår jeg dig meget bedre. Men for fanden, altså, det er jo vores TING at være uenige altså! 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HAHAHAHAHAHAHA 😀 For helvede, det fungerer jo ikke, det her …
      Skal vi ikke aftale, at jeg lover at trashtalke gangsterrap og katte, næste gang jeg skriver noget igen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Og sådan er det jo 😉 Det synes jeg lyder som en meget god idé! Du kan altid tilføje android vs iphone OG Kardashians, hvis du virkelig føler for at lave noget ravage! (Eller overforbrug af udråbstegn)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg tør ikke gå ind i den med Kardashians – er bange for, det vil ende med et ægte uvenskab, og det har jeg ærligt talt ikke lyst til!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    forstår ikke rigtig nr 9? jeg har aldrig hørt om nogle på antidepressiv der vil være på det resten af deres liv, men kun at de vil af det så snart de kan. Desuden synes jeg slet ikke det er noget du skal blande dig i, hvor længe skal være på antidepressiv:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Nårh, og en sød, lille smiley 🙂 🙂
      1. Fordi du ikke har oplevet det, betyder det ikke, at det ikke sker.
      2. Det andet er en stråmand = elendig måde at argumentere på. Jeg blander mig ikke, det gør mig bare i dårligt humør. Meget stort forskel. Jeg vil gerne diskutere den her slags, for det er meget interessant, men jeg gider ikke gøre det på et flabet udgangspunkt, som du lægger for dagen. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Og lige som man troede, at du ikke kunne blive sejere! Du er edder’dylme god til at sætte tingene på plads – den med stråmandem ryger lige i baglommen til næste gang nogen skyder mig synspunkter i skoen. Hvis der er plads til mere på listen, så vil jeg forresten gerne tilføje “folk der tager andre folks mad uden at spørge i køleskabet på arbejde” aka “snitterne væk fra min madpakke Lone!”

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Nej nej nej, jeg troede, at det var sådan noget, der kun skete i Friends?! Fortæl mig lige, at der ikke er nogle mennesker, der gør det i virkeligheden? Hvis det alligevel er tilfældet, får det en 1. plads. Jøsses, det gør man bare ikke!
      Og Marie … tak <3 Husk endelig på stråmænd, og kald dem ud! De har ingen gang på jord. You can do it!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie S

      Ja! De findes! Og jeg fangede en af dem den anden dag! Hun stod med min (!!) dyre og dyrebare eftermiddags-snack i hånden og sagde uden pis “den må man vist godt tage lidt af”. Hun vidste ikke at det var min, før jeg meget ret harm stemme forklarede hende, at nej den var faktisk ikke til deling. Hun blev ret flov, heldigvis. Nogle mennesker har seriøst ingen pli. Du skal dog altid være velkommen til min madpakke, dig deler jeg gerne med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ, hun skulle have en opsang! Det gør man bare ikke?! Hvordan kan man i nogen verden tro, at det er okay? Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår simpelthen ikke mennesker. Jeg håber, hun blev så flov, at hun aldrig gør det igen.
      Og hehehe, det var dog noget af det sødeste <3 Det vil jeg se frem til, bliver det en dag aktuelt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Må man som bobler til listen ønske sangere på max 20 år, der på enten dansk eller engelsk synger/rapper “I’ve seen it all”?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Den må meget, meget gerne tilføjes til Bobler – faktisk er det lige før, den må få punkt 11 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Men sådan er det jo:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Sådan er hvad? 🤷🏼‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Det er et Magrethe Vestager citat da hun skulle svare på at folk kunne få dagpenge i 2 år 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, der kan man bare se. 😄 den havde jeg sgu aldrig regnet ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    💗 du er sjov! Jeg glæder mig til at læse vi unge, når du starter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hæh, tak, Henriette 😘 jeg er også selv lidt spændt på at se, hvad det bliver til

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Amen! (Skal siges højt med en kraftig sydstatsdialekt)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og i kor! (Jeg supplerer nemlig 😉 )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Jep! ALLE. Alle punkter skaber også undren hos mig! Og generelt andres “manglende pli” kan jeg virkelig vende og dreje – mon de har en dårlig dag? Er de stressede? Eller har de aldrig lært de små mellemmenneskelige adfærdsnormer?

    Min kæreste sagde forleden, eller vel nærmere konstaterede, efter jeg havde fortalt om en betragtning: du bruger så meget energi på, hvad andre gør, når du bevæger dig ud. Og ja:
    1. jeg anser det slet ikke som brug af “energi”, jeg kan ikke lade være – det er ikke en anstrengelse.
    2. ja, jeg noterer og registrerer ALT – igen, jeg kan ikke lade være…
    3. jeg blander mig i verdenen, og jeg mener noget og tænker meget!
    Jeg tror ikke, han vil påpege det igen 😉

    Køs 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Præcis! Lige præcis! Og kan bruge så lang tid på at diskutere med mig selv, til hvilken grad opførslen er okay, hvis de rent faktisk har haft en lang og hård dag på arbejdet. Jeg kan stadig ikke blive enig.

      Til dine tre punkter: jeg kunne have skrevet det nærmest ordret selv. Og det er fuldstændig fantastisk at se, hvordan mennesker agerer. Både når det er godt, og når det er skidt. Jeg tror, man bliver så meget klogere af det. Måske fangede din kære kæreste også det, hehe. 😉
      Kæmpe møs herfra også

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. C

      Jeg tænkte i hvert fald højt… hvordan kan du ikke bemærke alt omkring dig og undres?! Der var vi lidt uenige i, hvorvidt det er “det værd”, men igen – hvis det er en anstrengelse for ham, så fair nok. Men for mig er det naturligt og umuligt ikke betragte og undres (på godt og ondt!). Det tager ikke min energi, tværtimod giver det mig noget, hvis mødet med mennesker har været positivt og det havde jeg jo snydt mig selv for, hvis jeg ikke havde standset op og mødt verdenen.
      I dag f.eks. Så jeg en ung gut styrte efter en mor med et barn i en klapvogn, hvor barnets jakke var blæst væk uden moren havde set det. Det unge menneske trippede i svingdøren for at nå hende og han satte i løb, mens han kæreste/veninde stolt så til. Kvinden med barnet blev så glad, gutten vendte op og så så evindeligt stolt ud. Jeg kunne mærke mit smil fra øre til øre og prøvede at skabe øjenkontakt med ham, ville sige “skide flinkt gjort”, men han havde travlt med at kigge på pigen og nærmest flyve hen til hende.
      Tænk, hvis jeg havde snydt mig selv for det ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, manner. Jeg har gåsehud over hele kroppen. Hvor er det bare fint – det ene og det andet. Hvor jeg bare håber, det går dem godt … og at han måske lige voksede i graderne på hende pigen (hvis det altså overhovedet var nødvendigt). Men ja! Præcis! Sådan noget der kan jo redde en hel ægte lortedag med myldretrafik og cyklister, der ikke giver tegn, før de standser og forårsager harmonikasammenstød. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • JA til 1, 2, 4, 5, 6, 8 og 10. Jeg bliver skingrende vanvittig når vandet bare fosser ud af hanen uden formål, og det gør det nogle gange når man har børn, og jeg bliver stadig lige hysterisk. Vedr. 3, 7 og 9, så tror jeg bare jeg må se i øjnene, at jeg slet ikke ved hvad der rør sig out there, og hvad der ikke gør. Men jeg springer trods alt sokken i sandalen over. Kram til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Så længe du kvitter sokkemoden, er jeg glad. Så må du faktisk nærmest svinge ind i mig på cykelstien, og jeg vil tilgive det (men mest fordi du er dig 😘 ). PS. Kan man trække børn i lommepenge, hvis de bruger for meget vand?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).