Jeg håber virkelig, at I andre er ligeså kiksede som mig, men at jeg bare ikke hører om det. 

Min dag startede ud med, at jeg tissede i en kop. Klokken var 5.30, jeg kunne ikke sove længere, og min blære var fyldt. Ret slukøret kunne jeg konstatere, at min roomie netop var gået i bad, så jeg trissede febrilsk rundt i lejligheden for til sidst at ende i køkkenet. Her stod jeg og stenede, mens jeg posttraumatisk stirrede på håndvasken og mindedes den frygtelige tid på Frederiksberg, hvor jeg dagligt (og natligt) forettede min nødtørft med en vandhane halvvejs oppe i røven. Jeg overvejede det kort, men naboerne kan kigge direkte ind, og jeg orkede sgu ikke lige springet. Så jeg fandt en kop, og jeg følte mig herre klam, men også ret lettet. 

Senere samme dag – altså stadig i dag – var jeg blevet træt på arbejdet, og det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg (igen) skulle tisse, og jeg i et uopmærksomt øjeblik tabte min menstruationskop ned i kummen. Jeg skal ikke være sen til at sige, at det var ret træls, men udfordringen var også overskuelig, og jeg kom hurtigt videre med mit liv. 

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg har vandret halvdelen af Amager rundt med et stykke toiletpapir i panden, fordi jeg åbenbart har været lidt for lemfældig med en omgang tørren sved af panden. 

Jeg ville sommetider godt, at jeg kunne være sådan en, der kunne vise, når jeg også er sej og semi succesfuld, men jeg aner ikke, hvordan man gør. Maude sagde til mig, at hun egentlig gerne gad at vide, når jeg engang imellem har det godt. Det er ret grineren sagt, og jeg forstår sagtens, hvor hun vil hen. (Shit mand, jeg efterlyser præcis den indsigt om mig selv på daglig basis).

Så nu har jeg tænkt. En hel del faktisk, hvilket egentlig er ret usædvanligt for mig, og jeg tror måske også, jeg er nået frem til noget, der giver nogenlunde mening.

1. De fleste af dagstimerne bruger jeg på Femsen, og lige fra begyndelsen tog jeg den eneste rigtige beslutning, nemlig at arbejde ikke skulle følge med herind. Jeg kan ikke lide gråzoner, selv om det havde givet mig anledning til at fortælle lidt om, hvor meget ros jeg får fra mine kollegaer. Det er meget, og det gør mig glad hele tiden.

2. Når jeg har fri, er jeg meget sammen med andre mennesker, og heldigvis er det dem, der gør, at jeg ikke er med røven i vandskorpen hele tiden. Men ‘andre mennesker’ fortæller jeg ikke om. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere grænseoverskridende eller ubehageligt end det. (Åkæ, mine forældre er undtagelsen, men det har de det fint med. Altså min mor har). Med andre ord er der kun meget lidt tid til bare at have det godt over mig selv, og så bliver det sådan noget lavfrekvent ‘Fedt, jeg hader ikke mig selv specielt meget længere’ eller ‘ Fedt, jeg fandt lige en totalt opturs-kvark i Lidl’! Oopaaaa! 

3. Jeg er makabert bevidst om, at alt, der er godt, også har en ende. Så længe jeg mest skriver om det, der gør livet til sort of a bitch, er der meget mindre at tabe og meget mindre at forklare, når livet virkelig er en bitch. Og på den måde gør jeg jo bare ligesom så mange andre: kravler over, hvor hegnet allerede er pillet ned. 

Så til alle jer, der gennem det sidste år og 354 dage (bloggis har åbenbart snart fødselsdag, tillykke) har spurgt, om der er noget i mit liv, jeg ikke skriver om, kan jeg endelig svare: Ja. Cirka 90 procent.