Mens jeg venter på, at ovnen bliver varm

Jeg har fundet ud af, at min venstre hjernehalvdel ikke fungerer specielt godt, når den er omringet af kaos. Men nu er flyttekasserne efterhånden havnet i papcontaineren, mit tøj er smidt på plads i kommoderne, og jeg har fundet en stikdåseløsning, som ikke involverer et ledningehelvede til elkedel, mikroovn og Nespressomaskine ude i køkkenet. Så kan jeg bare håbe på, at mine ord så langsomt begynder at vende tilbage. Ikke kun fordi det har været ret hårdt at have så travlt, at alle mine tanker forsvandt, men nok også fordi Femina bliver ret trætte af en journalistpraktikant, som ikke lige er i stødet til at skrive.

Siden fredag har jeg haft lejligheden for mig selv, og jeg er her også alene de næste par dage, mens Nadia – min veninde fra 1. semester, som jeg skal bo sammen med – er i Holstebro for at hjælpe sin journalistkæreste med at pakke ud. (Det er sådan en meget klassisk indavlssituation blandt journalister. Journalister er sammen med journalister, og sandsynligheden for at jeg også ender med en journalist er tæt på 100. Jeg har hørt, at det er det samme for læger.)

Det har passet mig ret udmærket, for jeg har fået frit slag ude i køkkenet, som ved min ankomst stod ganske ryddet og med tomme hylder, kun klar til at blive overtaget af mig og mine ting. Nadia spiser nemlig som en fugl i 0. klasse (dvs. meget lidt, og det er for det meste A38 1,5 % og Kelloggs Cornflakes) så det passede os begge fremragende, at køkkenet blev en udvidet del af mit værelse.

Så nu bruger jeg dagene på at få følelsen af, at lejligheden også er mit hjem, og at København er min by. Projektet går nogenlunde, men jeg bliver lidt modarbejdet af enkeltelementer, som især udfordrer min tålmodighed, personlige hygiejne og nervøse mave. Ovnen i køkkenet er sådan en lydløs sag, som ikke viser tegn på aktivitet, når den er tændt. Det er ikke et udtryk for den nyeste pyrolytiske termoteknologi. Det er snarere en konklusion på, at den er 17 år gammel og endnu ikke kender varmluftens ædle kunst, men stadig bryster sig af sine stilfærdige varmelegemer, som gerne vil tilberede ens mad, hvis bare man kan vente længe nok på det.

Der er intet bad i lejligheden (heller ikke i kælderen), og jeg lugter efterhånden lidt fordærvet, hvilket er en anden ting, jeg nok lige skal have løst inden min første arbejdsdag. Min sidste anke må være toilettet, som ikke kan klare modstanden af selv det mest beskedne læs, hvilket jeg nogenlunde kan håndtere, mens jeg har lejligheden for mig selv. Men når min udlejer kommer tilbage, forudser jeg, at mine tarme får et seriøst problem.

Og hvis man ser bort fra ovenstående, så er alt faktisk godt, og det er i hvert fald meget bedre, end jeg kunne have håbet på. I går faldt jeg i snak med mine nye underboer, et par i 40’erne, og det endte med, at vi brugte et par timer på mit nye køkkengulv (som ret beset ikke er et gulv, for det er blevet rykket op) mens vi fjernede søm fra brædderne og snakkede om Gud, Frederiksberg og behandling af spiseforstyrrede. Da vi var færdige, gav kvinden mig et langt kram, kiggede mig i øjnene og sagde: “Tak for din fortælling.”

Det var dybest set lidt paradoksalt, for i virkeligheden var det jo mig, som skulle takke for hjælp, værktøj og arbejdskraft. Lige nu synes jeg egentlig også, at de fortjener et tak for at lade mig finde ud af, at mine ord langt om længe er kommet tilbage. Og det er ret rart.