Harry Potter, Fantastiske Skabninger og Nazityskland

Niceface vs. bitchface

Har du nogensinde rendt rundt i byen og haft følelsen af, at alle folk bare smilede til dig? Og din hjerne reagerede nogenlunde i retning af har jeg en klat snot i panden? Kan man se min tissekone? Er det fordi, jeg er grim? Har vi knaldet? Burde jeg kende dig? 

Jeg håber lidt, at I kan sige ja til noget af det, for så er jeg ikke alene om at være lidt socialparanoid. Dybest set er det lidt ærgerligt, at jeg har det på den måde. For når folk smiler til en på gaden, er det dybest set nok fordi, de har en god dag og slet ikke ser nogen grund til at skjule det. Heldigvis.

For et par dage siden havnede jeg på en ganske ringe “artikel” på Buzzfeed, om 22 problemer, man kun kender, hvis man har et resting bitchface. For de uindviede beskriver Urban Dictionary et hvilende kællingeansigt således: A bitchy alternative to the usual blank look most people have. This is a condition affecting the facial muscles, suffered by millions of women worldwide. People suffering from bitchy resting face (BRF) have the tendency look hostile and/or judgemental at rest.

Da jeg var yngre fik jeg ofte at vide, at jeg havde et resting bitchface, og jeg tog det altid som et kompliment. Nok fordi jeg var af den opfattelse, at jeg udstrålede attitude, selvtillid og en form for ophøjet utilnærmelighed. Retrospektivt er selvtillidsdelen reel nok, men at sætte en dyd i at emme af attitude og utilnærmelighed virker i dag en smule underligt. Og dumt. (Desuden tror jeg, at det kræver større balls at smile stort til fremmede end at stirre køligt på dem.)

Der er næsten ikke noget dejligere end at smile til folk og opleve, at de smiler tilbage. Så nu har jeg sat mig for at have et permanent niceface. Om ikke andet, så bare et resting stoneface; et hjerneforladt udtryk er trods alt bedre end et humørforladt.

Apropos humørforladt og smilemuskler på overarbejde, så var jeg jo på tinderdate i går. Hele seancen varede lige omkring to timer, og så tror jeg sgu egentlig, at han gik hen og blev lidt træt af mig. I hvert fald fik han pludseligt ret travlt med at følge ham hjem. Jeg bebrejder ham ikke, for jeg tænkte mere på min lune seng, end jeg tænkte på ham liggende i den. Så det blev heller ikke denne gang, jeg mødte min soulmate.

Da jeg kom hjem, nænnede jeg næsten ikke at fjerne min date-makeup, for jeg følte slet ikke, at den havde haft tid eller mulighed for at udleve sit fulde potentiale. Så jeg fiskede min elskede sodavand frem fra køleskabet, øvede mit rustne selfiegame og tog afsked med mit rutinerede bitchface.

7 kommentarer

  • S

    Vil stadig argumentere for at resting bitchface er bedre end hendes mindre udbredte lillesøster resting sad face. Når mine ansigtsmuskler slapper af får jeg at vide jeg ser enten træt, trist eller syg ud, jeg bliver spurgt om jeg er okay og hvordan jeg har det og om jeg er sikker på jeg er okay fem gange i løbet af en dag mindst. Og så går alle bare rundt og er bekymrede bare fordi man lige lader ansigtsmusklerne tage en pause… til gengæld giver jeg det bedste ‘opgivende’ blik uden at være klar over det, der kan få folk til at gøre hvad jeg vil på 0,5 sekunder hvilket kan være ret nice.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Den kan jeg vist godt hoppe med på. Ser det alt for tydeligt for mig, og det er ikke rart.
      Måske du skal tage et ANTM-seminar a la T. Banks og lære at få de der sparkle eyes? Så gør det heller ikke noget, hvis din mund er trist i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan nikke det du skriver 🙂 Verdenen virker meget bedre at være i, hvis man bare smiler lidt og de smiler tilbage. Det gør endda min dag god, og sikkert også deres 🙂

    Man skal kysse (på date) med mange frøer, når man finder sin prins 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tænker helt det samme. Og wow, hvor er det vildt og fedt, at der ikke skal mere til. Vi burde ikke lave andet. 😉
      Du har vist også ret på prinsefronten. Desværre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nå, så det er det, det hedder. Folk har altid beskyldt mig for at være top snobbet og i øvrigt pissesur, når de så mig. Ikke fordi at jeg var det, men fordi jeg har en lettere nedadvendt mund når jeg slapper af i ansigtet. Ret nitte. Så i flere år gik jeg og øvede mig i at smile “Mona Lisa” style, så alle troede at jeg var sød og lidt mystisk. Så blev jeg voksen (og sat). Nu er jeg tilbage til lidt ligeglad. Min lettere nedadvendte mund passer alligevel helt perfekt til min frisure (kaldet “I tried”) og min mor-er-på-barsel t-shirt.

    Øvs med daten, jeg håber du støder på en du svinger bedre med næste gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er altså heller ikke til at finde rundt i alle de slangs, men RBF er vist et ret etableret udtryk – også her i Danmark. 😉
      Haha, jeg kan ret snildt forestille mig, at ens ansigtsudtryk ikke er førsteprioritet på barsel, og fred være med det. 😀
      Og tak, måske jeg giver det et skud igen om et års tid!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    Jaaa jeg har resting nice face, og kender derfor ualmindeligt godt til at fremmede folk smiler til mig på gaden. Det er virkeligt en skøn og rar ting. Det resulterer også i at jeg ikke kender noget til danskere utilnærmelighed, for mig snakker alle altid til: på gaden, i køen, i toget, unge og gamle, mænd og kvinder. Så hermed anbefaling: anlæg dig resting nice face <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Harry Potter, Fantastiske Skabninger og Nazityskland