Her skulle der have stået en nytårskliché

Jeg vil gerne kunne tale om RIGTIGE skamlæber. 

I morges sad jeg og hyggede med mit tredje og meget vigtige sakramente: Bloggers Delights nyhedsfeed og en gigantisk kop kaffe, som vist også var den tredje. Her faldt jeg over Sydhavnsmor, som skrev, at hun var ret vild med sine skamlæber. Min umiddelbare reaktion var wow girl, good for you, men der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at hun selvfølgelig ikke snakkede om læber mellem benene, men at der i stedet var tale om en reference til norske Frøken Sætres mørkmalede MAC-læber.

Desværre, tænker jeg egentlig lidt. For der er godt nok ikke mange, som taler om skamlæber. Mig selv inklusive. Men ordet indbyder bare heller ikke helt til det. SKAMlæber. Det har altså lidt en uheldig klang, og det er mig en gåde, hvorfor en bedre løsning ikke har vundet indpas hos os endnu. (Jeg tillader mig at foreslå kønslæber; en konservativ, men alligevel væsentlig ændring.)

Som jeg tidligere har givet udtryk for, er jeg af den overbevisning, at ord har en stor betydning for, hvordan vi opfatter og taler om ting. Og jeg ville heller ikke mene, at skamlæber var et dårligt ord, hvis vi ikke havde et problem med at gå til lægen og proklamere: Min højre skamlæbe er sgu lidt hævet, vil du venligst tilse den for mig? Personligt ville jeg nærmest hellere gå med en ispose mellem benene i en uge og vente på, at min krop selv klarede jobbet.

Men sagen er bare, at der er mange, som skammer sig over deres skamlæber. Hvis man foretager en hurtig googlesøgning på ordet, er størstedelen af resultaterne fra plastikkirurgiske klinikker, som tilbyder reduktion af de kvindelige skamlæber, og de resterende søgeresultater er fra usikre kvinder, som i debatfora udtrykker bekymring og ærgrelse over størrelsen af samme.

Jeg kan godt forstå dem. I de første år af min pubertet var jeg selv hamrende usikker, og jeg troede, at jeg var totalt forkert og sikkert også ramt af elefantitis i kønsdelene. Med ret stor sikkerhed kan jeg i dag sige, at det ikke er tilfældet. Men dengang var min primære kilde til nøgne kvinder, når mine veninder og jeg sneg os ind på redtube for at blive forargede (eller noget i den retning), og netop disse ture i de kuriøse afkroge af internettet fik mig til at tro, at rigtige kvinder var små og lyserøde.

På nogenlunde samme tidspunkt var der en del hype over Kussomaten, hvor kvinder kunne gå ind og tage et billede af deres kønsdele. Og ideen var ret god. Jeg læste også et blogindlæg skrevet af en jævnaldrende fourth wave-feminist, som kritiserede udførslen af projektet, fordi billederne ikke komplimenterede kvindekønnet, men i stedet bekræftede opfattelsen af, at almindelige tissekoner er grimme. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg give hende ret.

Jeg har oplevet flere mødre, som anekdotisk og kærligt har fortalt om deres små tumlingedrenge, som hele tiden vil have bleen af, så de kan gå og rykke sig selv i tissemanden. Sjovt nok har jeg aldrig hørt samme historie om piger, og det til trods for at jeg flere gange selv har været vidne til, at de er ligeså tilbøjelige til at rende med nulrefingre i skridtet. Min teori er, at det er lidt kært, nuttet og nærmest forventeligt, når drenge gør det, mens det på en anden måde opfattes som pinligt, underligt og uvant eksplicit, hvis det er en pige.

Ligeledes har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt sætningen det er ikke størrelsen, men gørelsen om mændenes lem, hvorimod jeg ikke erindrer nogensinde at have hørt, at omfanget af kvindens kønsorganer er fuldstændig underordnet, uanset om vi snakker æstetik, nydelse eller ydelse.

Jeg tror, at jeg vil arbejde lidt med stativ, stakit, kasket. Måske den i stedet kunne lyde kønslæbe, klitoris, onani. 

29 kommentarer

  • […] SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget enig og super fedt indlæg. Synes du har nogle rigtig gode pointer.
    Kh Anna fra tyvertragedien 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak, Anna. Det er fedt, at du er med.
      Og tillykke med bloggen, eller hvad man nu siger. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Daniella

    Godt indlæg!
    Jeg er sygeplejerske og husker min gamle rødstrømpe-lærer som befalede af vi aldrig mere måtte sige skamben og skamlæber – der skulle ikke være skam forbundet med kvindekroppen. Desuden mente hun, at ordet brystvorter burde erstattes af et ord tilsvarende det engelske nipples – det lød jo meget mere delikat;-).
    I selv samme time fortalte en medstuderende, at man på Grønland siger fisse, men ændrer det til kusse hvis kvinden har født børn – og de er ligefrem stolte af at have en kusse (aner ikke om det er rigtigt – men sjovt er det).
    Det var en af de timer, hvor jeg ikke havde svært ved at holde mig vågen 😉

    I min gamle anatomibog oversættes klitoris til “Kilderen”. Så her kommer den:
    KØNSLÆBE – KILDEREN – ONANI

    (tak for en dejlig blog)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hahaha! Det var dog det mest herlige indlæg i lang tid! Jeg kan alt for godt relatere til nipple-delen. Hvem i alverden fik også ideen, at kalde dem for vorter?!
      MANGE tak for det her, Daniella; for roserne og et godt kussegrin. Det er jo helt perfekt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det med skam osv… Der var noget i den her podcast-episode, der fik mig til at tænke på dit indlæg. Tror det er en relativt nyopstartet podcast, men den lover godt:

    https://itunes.apple.com/us/podcast/future-of-sex/id1127544978?mt=2&i=1000377645040

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      UHJHH! Podcast-tip! Hvor er det fedt! Jeg gir’ det et lyt ASAP!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    PS. Så ELSKER jeg også Gulddrengen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • …har lige opdaget din blog og tror jeg elsker dig! Hold nu fast hvor er du bare ualmindelig vittig, begavet, original, fin, smuk, modig og viis. Og så skriver du helt, helt fantastisk.

    Er så glad for at jeg fandt herhen <3

    Kram fra Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Nu har jeg gået og varmet mig ved din kommentar i flere timer, og til at starte med vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle svare, for ‘tak’ virker bare ret så utilstrækkeligt til så lang en række af komplimenter. Hvor er det ufatteligt sødt og stort af dig at skrive. Jeg bliver SÅ glad! TUSIND TAK, Maria. Både for dine ord, men også for at jeg nu har fundet ved til din blog! Karoline er fan! Rigtig god weekend. Kram. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Vigtigt emne og så gode og velformulerede tanker. Jeg har tænkt mere end én gang hvordan du kan være så klog, empatisk, overvejet og ikke mindst modig med den alder du har – du burde jo være 60+
    Jeg er vild med, at du skriver som du gør og selvom
    Min tid er sparsom (indehaver af en baby) tjekker jeg den ud dagligt.
    PS du svarede tilbage på min Bounty snap igår, og jeg blev latterligt glad og stolt Hahaha #idiot

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Ej, Sidsel.. jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Min bedste ven gennem min barndom var 50 år ældre end jeg selv, så jeg har nok altid været lidt gammel af sind, og resten. Wow. Bare wow. Og tusind tak for det. (Jeg bliver nødt til at understrege, at jeg sagtens kan være barnlig og irriterende.) Det er så fedt, at du er med! Hils lille, søde baby mange gange fra mig.
      PS. Jeg mente, at det var af enorm vigtighed at anerkende, hvor rigtig og fornuftig en beslutning, du havde truffet. Go! 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Min mor er semi feminist. Hun fortæller mig, at det er for at fastholde kvinden i skam over sin krop, så manden kan bruge den som han vil og være den overlegne i et hver henseende. Hvis man kan få kvinden til at skamme sig, og føle sig forkert i sin egen krop vil hun være nemmere at manipulere og det er derfor et levn fra dengang kvinderne gik i køkkenet og en orgasme var så ukendt et fænomen at den blev betrægtet som hysteria af læger. Vi har for eksempel aldrig hørt om en skamnosse, fordi mandens penis er hans stolthed og den han skal videre give liv med, hvorimod en kvinde og hendes lyster kun hører til i pornofilm. Jeg ved ikke om jeg er hundrede procent enig, men jeg kan godt se, hvor hun vil hen ad og at hun har en pointe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      (‘Semi’-feminist? :-D)
      ALtså.. ja.. altså.. der er da helt sikkert noget om snakken, selvom jeg ikke tror, at mange mænd den dag i dag vil købe præmissen om, at de bare prøver at fastholde kvinder i skam. Faktisk tror jeg godt, at mænd kan lide frigjorte og selvsikre kvinder. Men ja. Interessant teori.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • KØNSLÆBE, KLITORIS, ONANI – YEAH!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit

    Læger kalder det kønslæber. Skamlæber er et gammelt ord, som desværre hænger ved. Jeg får lyst til at vise dig dette link fra Stevie på Youtube. Jeg er slet ikke så pessimistisk vedrørende unges sex-knowhow i fremtiden, for der er heldigvis meget andet end porno, hvor man kan orientere sig diskret.
    https://www.youtube.com/watch?v=ORJKu8_PH_w

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg ser det ikke som sex-knowhow, snarere krops-knowhow, og der kan jeg personligt godt blive bekymret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine S

    Vigtigt emne at få bragt op i debatten og jeg tror, du vil være så god til det! Emma Holten, go home!…. eller ryk bare lige lidt til side, så der også er plads til Karo

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hehehehe, man kan altid regne med dig, og det er sgu ret dejligt.
      Jeg tror imidlertid hverken, at jeg har nerver, momjeans eller talegaver nok til at melde mig ind i kønskampen, men jeg sender Emma alle de venligste tanker. Så kan vi to bare snakke om tissekoner, næste gang vi ses!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt fedt FEDT! Indlæg og vigtigt ikke mindst. I vores kønsforskrækkede verden er denne debat/italesættelse så vigtig.
    Og vildt godt set ift. nuttede små drengebørn og tissemænd vs. pinligt min datter sidder og piller sig i tissekonen. Hvorfor egentlig? Fordi det ene kønsorgan sidder yderligt og ikke det andet?
    Jeg startede et nyt forløb op i min 7. klasse i dag “Mellem barn og voksen”, det slutter af i uge 5 hvorefter “uge sex” er på skemaet. De er allerede ved at dø af skam over det!
    Jeg ser frem til at (prøve at) bryde nogle tabuer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      TAK! Jeg tror også på, at det er vigtigt.. eller i hvert fald en lille krog af noget større, som i hvert fald er det.
      Lige nu har jeg HELT vildt meget lyst til at finde ud af, om der er hold i det omkring små drenge vs. små piger. Hvis jeg kan få fat på nogle, som har lidt kompetence på området, giver jeg meget gerne en opfølgning. 😉
      Haha! Det er simpelthen SÅ godt og nødvendigt med sådan et forløb, men jesus, 7. klasse-elever har altså også en lidt vanskelig alder, hvad det angår. Jeg fornemmer, at en ‘held og lykke’ vil være på sin plads! Du er sej!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    JEG ELSKER DIG! Seriøllos, det bedste blogindlæg ever

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg tror også, at jeg elsker dig lidt nu! Tak, Line!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Jeg er med! Kønslæbe, Klitoris, Onani!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      YES! Er det blasfemi at tilføje et ‘amen’?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg er fascineret af din blog! Du er så hudløst ærlig – og bryder nogle tabuer – som ingen andre tør røre ved.

    Jeg er vild med din ligefremhed. Du er et dejligt frisk pust i den polerede blogverden. Og samtidig har jeg bare lyst til at gardere dig mod flere røvhuller. Godt du mærker efter, hvad du vil finde dig i – og ikke finde dig i.

    Ønsker dig det bedste i 2017! Du kommer til at rocke på Femina. Masser af god karma din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Årh, Louise! Wow! Den kommentar! Det er simpelthen sådan et gigantisk kompliment, og jeg er så overvældet over, at du virkelig mener og siger de voldsomt pæne ting. Du skal have en million gange tak for det hele, for det betyder mere, end du aner. ❤️ Al mulig god karma og GODT nytår til dig også!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her skulle der have stået en nytårskliché