Jeg vil gerne kunne tale om RIGTIGE skamlæber. 

I morges sad jeg og hyggede med mit tredje og meget vigtige sakramente: Bloggers Delights nyhedsfeed og en gigantisk kop kaffe, som vist også var den tredje. Her faldt jeg over Sydhavnsmor, som skrev, at hun var ret vild med sine skamlæber. Min umiddelbare reaktion var wow girl, good for you, men der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at hun selvfølgelig ikke snakkede om læber mellem benene, men at der i stedet var tale om en reference til norske Frøken Sætres mørkmalede MAC-læber.

Desværre, tænker jeg egentlig lidt. For der er godt nok ikke mange, som taler om skamlæber. Mig selv inklusive. Men ordet indbyder bare heller ikke helt til det. SKAMlæber. Det har altså lidt en uheldig klang, og det er mig en gåde, hvorfor en bedre løsning ikke har vundet indpas hos os endnu. (Jeg tillader mig at foreslå kønslæber; en konservativ, men alligevel væsentlig ændring.)

Som jeg tidligere har givet udtryk for, er jeg af den overbevisning, at ord har en stor betydning for, hvordan vi opfatter og taler om ting. Og jeg ville heller ikke mene, at skamlæber var et dårligt ord, hvis vi ikke havde et problem med at gå til lægen og proklamere: Min højre skamlæbe er sgu lidt hævet, vil du venligst tilse den for mig? Personligt ville jeg nærmest hellere gå med en ispose mellem benene i en uge og vente på, at min krop selv klarede jobbet.

Men sagen er bare, at der er mange, som skammer sig over deres skamlæber. Hvis man foretager en hurtig googlesøgning på ordet, er størstedelen af resultaterne fra plastikkirurgiske klinikker, som tilbyder reduktion af de kvindelige skamlæber, og de resterende søgeresultater er fra usikre kvinder, som i debatfora udtrykker bekymring og ærgrelse over størrelsen af samme.

Jeg kan godt forstå dem. I de første år af min pubertet var jeg selv hamrende usikker, og jeg troede, at jeg var totalt forkert og sikkert også ramt af elefantitis i kønsdelene. Med ret stor sikkerhed kan jeg i dag sige, at det ikke er tilfældet. Men dengang var min primære kilde til nøgne kvinder, når mine veninder og jeg sneg os ind på redtube for at blive forargede (eller noget i den retning), og netop disse ture i de kuriøse afkroge af internettet fik mig til at tro, at rigtige kvinder var små og lyserøde.

På nogenlunde samme tidspunkt var der en del hype over Kussomaten, hvor kvinder kunne gå ind og tage et billede af deres kønsdele. Og ideen var ret god. Jeg læste også et blogindlæg skrevet af en jævnaldrende fourth wave-feminist, som kritiserede udførslen af projektet, fordi billederne ikke komplimenterede kvindekønnet, men i stedet bekræftede opfattelsen af, at almindelige tissekoner er grimme. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg give hende ret.

Jeg har oplevet flere mødre, som anekdotisk og kærligt har fortalt om deres små tumlingedrenge, som hele tiden vil have bleen af, så de kan gå og rykke sig selv i tissemanden. Sjovt nok har jeg aldrig hørt samme historie om piger, og det til trods for at jeg flere gange selv har været vidne til, at de er ligeså tilbøjelige til at rende med nulrefingre i skridtet. Min teori er, at det er lidt kært, nuttet og nærmest forventeligt, når drenge gør det, mens det på en anden måde opfattes som pinligt, underligt og uvant eksplicit, hvis det er en pige.

Ligeledes har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt sætningen det er ikke størrelsen, men gørelsen om mændenes lem, hvorimod jeg ikke erindrer nogensinde at have hørt, at omfanget af kvindens kønsorganer er fuldstændig underordnet, uanset om vi snakker æstetik, nydelse eller ydelse.

Jeg tror, at jeg vil arbejde lidt med stativ, stakit, kasket. Måske den i stedet kunne lyde kønslæbe, klitoris, onani.