Organismespasmer (og en kliché-reference til Iliaden, vistnok).

Ærligt, så kan jeg ikke lige huske, hvor det var, jeg kom fra.

Efter min mundtlige eksamen i januar havde jeg et par dage fri, før jeg tog hul på mit sidste skolesemester. Journalistisk Entrepreneurship. Sådan et fag på 15 ECTS-point, jeg kun havde hørt dårlige ting om, og sådan et fag, der bare endte med at være meget federe end størstedelen af alt det obligatoriske hejs, Journalisthøjskolen har trukket os gennem de sidste par år. 

Vi har siddet hver dag – en hønsegruppe på fem – og konceptudviklet om den kvindelige orgasme. Det startede vist med, at ingen af os vidste, at klitoris er sådan en kæmpe penislignende tingest, eller at kvinder får rejsning flere gange i løbet af et døgn, og at skeden slet ikke er vores primære kønsorgan. Så var der nogle klimakskurver, som viste, at mænd har en ret overlegen orgasmestatistik, når det gælder heteroseksuelle samlejer, og så gav det nærmest sig selv, at vi blev nødt til at arbejde med lige præcis det. Og det gjorde vi så, og i forgårs afleverede vi hele baduljen – med håbet om en bedre verden og flere lykkelige parforhold. 

At lukke fem piger ind i samme rum i så lang tid rimer skræmmende meget på ‘levende mareridt’, men virkeligheden er, at det har været helt fantastisk, og det har pigerne også været, selv da jeg brugte en hel uge på kun at have lyst til at søge eksil i fosterstilling.

Der skete nemlig det, der sommetider sker – i hvert fald for mig – hvor det, jeg normalt hævder at være mine største styrker, ender med at blive dem, der også røvrender mig.

For det første er jeg indbegrebet af Alt skal nok gå-mentaliteten, fordi min erfaring rent faktisk siger mig, at alt nok skal gå, også selv om det ikke går, som man havde håbet på. For det andet er jeg ikke bange for at være alene. Ensomhed er jeg skrækslagen over for, for den er modbydelig og dræbende, men at være alene og at gøre ting selv, sætter jeg en dyd i.

De to ting plejer at fungere i et fint og hyggeligt og tenderende sært samspil, men det endte altså brat, da jeg forleden fandt ud af, at min journalistbachelor-opgave er lige om hjørnet (betydende: jeg skal i gang nu, agtigt). På nogenlunde samme tid fandt jeg også ud af, at jeg mere eller mindre var den eneste, der ikke havde nogen at lave opgaven med. Jeg er godt klar over, at det ikke lyder specielt frygteligt, men når erkendelsen alligevel føltes som det største personlige nederlag, jeg har oplevet i nyere tid, skyldes det to af mine mest invaliderende akilleshæle.

Den første er det mindreværd, der intuitivt fik mig til at tænke, at jeg aldrig nogensinde kan skrive en opgave, der kommer over spærregrænsen. At jeg ikke kan finde ud af at strukturere min tid, mit liv eller et projekt i to måneder, og at jeg ser mig blind på alle mine faglige valg, og at en mundtlig eksamination vil udmunde i en eller anden sadistisk scene, hvor jeg bare ligger nede på jorden ude af stand til at afværge. Den slags mindreværd, der fik mig til at ringe til min studievejleder, fordi jeg helst bare ville droppe min uddannelse og finde på et andet liv.

Den anden er det faktum, at Journalisthøjskolen måske er et dejligt sted for de fleste, men for mit vedkommende har den været helt igennem ensom. Den kom ind i mit liv, hvor jeg stadig var syg, jeg har nærmest kun været der, mens jeg har været syg, og det gør så forbandet ondt, når jeg stadig kan huske alle de år i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg var en social evighedsmaskine, der kunne alting hele tiden.

Nu har jeg så brugt et par uger på at tale situationen op, og jeg har besluttet mig for, at jeg må forsøge at klare den alene. For helt rationelt og drænet for følelser: Hvad er det værste, der kan ske? Formentlig at jeg dumper, og selv om det ikke er, hvad jeg håber på, så er det måske ikke så slemt igen.

Det viser sig, det har et navn: Listicles.

  • Jeg er begyndt på tetracyclin, sådan en skrap pillekur til huden, der gør mine læber smaddertørre. Det er ret surt, men på positivsiden har pillerne også dræbt al klamydia i min krop, hvis det altså var noget, jeg havde.
  • Har ikke den fjerneste ide om, hvem Jordyn Woods er, eller hvorfor hele verden tilsyneladende snakker om hende.
  • Her på fjerdedagen i min cyklus står det klart for mig, hvad der vil toppe på listen over ting, en fremtidig kæreste aldrig nogensinde må vide eller opleve: Hvordan det ser ud, når man om morgenen har lavet lort OG tømt menstruationskoppen på samme tid.
    (Ovenstående er en absurd klam sætning, og jeg beklager).
  • På en helt anden og væsentlig længere liste, nemlig den over situationer, der får mig til at fremstå ekstra socialt inkompetent, er når ekspedienter i tøjbutikker roser det tøj, jeg er ved at betale for. Forleden var jeg i H&M på Fisketorvet, hvor jeg havde fundet et par praktiske strømper, jeg ville købe. Personligt var jeg af den overbevisning, at det var en ganske almindelig og modeneutral sok, jeg havde valgt, men hende ekspedienten sagde alligevel: “Ej, de er superfede!”. I min livsverden er der to måder, hvorpå jeg kan respondere på en sådan ytring. Enten kan jeg sige “tak”, og tage det som et kompliment af min stil (… men måske faktisk mest som et skulderklap til H&Ms designteam) eller jeg kan sige (hvilket jeg alleroftest desværre gør): “Ja, det synes jeg også,” hvorfor jeg har valgt lige netop denne sok. Men ærligt .. hvad er det rigtige, mindst underlige at sige?
  • OK, så lige et videoklip af en eller anden stangspringer in action, og jeg synes hurtigt, I skal gøre det samme. Når I har gjort det, må I gerne svare på: Hvad fanden er meningen, og hvem er den syge høne, der har opfundet det?
  • Der er fortsat en del influncere/content creators/andet godtfolk, der brokker sig over Forbrugerombudsmandens regler for bloggere, og jeg skal da heller ikke være sen til at medgive, at der helt afgjort er nogle gråzoner, hvad det angår. Men bloggerbasser, ku’ vi ikk’ lige prøve at ændre narrativet lidt? Hvis du har problemer med at markere ting som reklame, fordi fucking alt, du har at fremvise og omgiver dig med, er sponsoreret, er det måske dine valg i livet, der skal tages op til revision. Ikke Forbrugerombudsmandens.
  • Åbenbart har jeg haft sidste undervisningsdag på Journalisthøjskolen. Og med ‘jeg’ mener jeg ‘nogle andre end mig’, for jeg var der ikke, og nu skal jeg tilsyneladende heller ikke tilbage. Tak for de sidste 4 år, vennerne.

Den moderigtige sok

IRL-FAQ: Når håret sympatistresser med ejermanden

Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

 

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

 

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?

Daddy-o, jeg troede sgu, vi var done.

Som Miriam grundigt gennemgik forleden, findes der en række spørgsmål, som forhåbentligvis snart begraver sig selv for bestandig, og selv om spørgsmål til børn og kærlighedsliv fuldstændig preller af på mig, er jeg gennemført enig i, at det er emner, der skal ud af vores smalltalk-repetorie hurtigst muligt. 

Et spørgsmål, som derimod kan få mig til synkront at finde boksehandsker og lommeservietter frem, er, når jeg er blevet mødt af: “Er du sikker på, din far ikke vil dig det bedste? Tror du ikke, I måske bare kan have en overfladisk relation?”

I dag er det to år siden, jeg begyndte i praktik i København, hvilket betyder, at det også er omtrent to år siden, jeg flyttede mine ting fra min fars ejendom og fik min mor til at putte husnøglen i hans postkasse. Jeg havde så dårlig samvittighed – og det har jeg i øvrigt stadig – over måden at gøre det på, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle have gjort. 

Også for to år siden besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af, at det er gået med ham, som det er. Det virker måske som en spøjs – grænsende til naiv – beslutning, men fordi han mestendels opfører sig ret tåbeligt, har den været ret nem at efterleve,

Lad det være helt klart: Jeg kan aldrig nogensinde tænke på min far uden at komme i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at skære ham ud af mit liv. Hvordan kan man være sikker på, at et af de mennesker, der burde elske dig allermest, ikke skal være en del af dig?

Dagen før juleaften gik jeg i sneen langs Voldene, da jeg kom til at tænke på min sidste fødselsdag, hvor jeg vågnede op til en sms fra min far, og i det sekund, tanken begyndte at udvikle sig, fik jeg blackout og væltede ned i krattet til venstre for mig. Det varede ikke mere end et splitsekund, men i lang tid efter kløede og kradsede mine øjne, og jeg kunne ikke få det til at stoppe. Da min mor, lillesøster og jeg den efterfølgende aften var færdige med at pakke gaver ud, lå der til sidst to kuverter under juletræet. En med min søsters navn og en med mit. 

For at gøre et absurd langt følelsesmæssigt scenarie meget kort endte det med, at jeg sad grædende og stirrede på kuverten, som jeg ikke kunne få mig selv til at åbne. Det lykkedes til sidst, og jeg forbandede min fars gestus langt væk og ønskede sådan, at han havde sendt mig en pose lort i stedet for et bundt penge til opsparingen. Det er så meget nemmere at håndtere hans fravær, når det, han gør, passer perfekt ind i fortællingen om, hvor stor en nar han er.

Og lige der er, hvor den betændte kerne altid har været. Selv om han kaldte os børn for uduelige, selv om han ignorerede os i dagevis, og selv om han gang på gang fortalte os, at han aldrig skulle have sat os i verden, behøvede han kun at smile til mig og holde om min hånd, før jeg havde tilgivet ham alt det andet. Det er altså en helt sindssyg magt at have over et andet menneske.

– “Du har tydeligvis komplicerede følelser for ham,” konkluderede min søster tørt julenat, efter vi havde stået i lyset fra det åbne køleskab og spist resterne af min gudsbenådede risalamande med hver vores ske. Jeg tror egentlig bare, jeg grinte.

Komplicerede følelser, hva’ gir’ I mig?

 

13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019

  1. Følgende inkompetente sammensætning af bogstaver: ‘jeg kondolere’, som efterhånden mere er blevet reglen end undtagelsen.
  2. Stories af denne længde: ———————————- ; både fra koncerter, fyrværkeriet nytårsaften og af solnedgangen. Jeg er glad for, at du føler begejstring – måske endda glæde – over din nuværende situation, men vi deler den ikke, og pak så den telefon væk.
  3. Folk af denne race, som er den samme: Dem, der stiller sig i midtergangen på flyet, en menneskealder før man kan komme ud. Folk, der bytter julegaver den 27. december og folk, der sidder i kø til skat, når det der regnskab bliver offentliggjort.
  4. Bekymringen over, om Vh, Mvh, Kh eller Dbh virker som den mest passende afrunding på en arbejdsrelateret mail.
  5. Det faktum, at jeg i øjeblikket har 9 ud af 10 symptomer på depression. Og madlede på 14. dag, hvilket i praksis betyder, at jeg hver aften bruger to timer på at gå fra butik til butik, mens jeg febrilsk leder efter noget, jeg ikke får kvalme ved tanken om. Åh, madlede, du er et dårligt tegn.
  6. Amerikanske rappere, der lyder, som om de aldrig har klaret sig gennem én dags skoleundervisning og cirka er lige så velartikulerede som en pludrende baby på fem måneder. Ingen nævnt – for jeg kender oprigtigt ikke jeres navne – og ingen glemt.
  7. Og nu vi er ved det: Jeg véd godt, at jeg er diskvalificeret på forhånd, fordi min fødekanal aldrig har håndteret andet end primært fallosformede ting og menstruationskopper, men … kunne 2019 ikke blive året, hvor mødre, der har truffet forskellige valg, stoppede med at tale så herrestrengt til hinanden? Jeg mener … I vil alle det bedste for jeres børn. I fucking gør det bedste for jeres børn hele tiden. Tænk lige, hvis noget af den energi, der bliver brugt i diverse kommentarspor, blev brugt på noget systemaktivisme? Ja, jeg véd godt, at ytringen – nærmest tanken i sig selv – er ulovlig at have, når den kommer fra én som mig, der ikke kan forestille sig, hvor meget dårlig forældersamvittighed kan fylde. Men åh, hvor kunne det være smukt egentlig, hvis nogle af de fucktards, der har ansvaret for normeringer og elendige vilkår i forhold til at arbejde på deltid, blev tvunget lidt mere til at beskæftige sig med de mennesker, deres elendige dømmekraft rent faktisk rammer. Jævnfør punkt fem véd jeg virkelig ikke, hvorfor jeg skriver det her, for jeg orker nærmest ikke at stå ved det. Sorry. Jeg elsker jer alle uanset.
  8. Min nyerhvervede kendsgerning om, at jeg stopper med at skrive, når jeg har det dårligt. Ringe formulering: Kendsgerningen vil jeg for alt i verden gerne hænge mig fast i, men jeg skal simpelthen ikke lade være med at skrive.
  9. Den der diskusprolaps. Nu lover jeg, at jeg aldrig nævner den igen.
  10. Inkompetente politikere i et ufleksibelt og dysfunktionelt system, der normalt bliver kaldt for ‘et velfungerende demokrati’. Tænk lige over det. Og tænk lige over det, når Inger giver håndtryk til de nye danskere på torsdag.
  11. Mennesker i trafikken, der ikke vinker som tak, når man holder tilbage for dem, selv om man egentlig ikke behøvede det.
  12. Dem, der bruger 10-15 minutter på at fortælle om en eller anden Dali’sk drøm, de har haft om natten, som ingen relation what so ever har til noget i virkeligheden. One life, don’t waste it.
  13. Alle de der dun, jeg fik på kroppen og i ansigtet, da jeg var syg. Det er, som om et eller andet termostat i mig ikke helt har fattet, at jeg ikke længere har brug for pels for at holde på varmen.

dun 🙂