Ammestop kan gøre ondt

tak for frisuren, mutterfix

Uden at kunne verificere dets sandhedsværdi husker jeg ikke mig selv som værende et specielt bekymret barn.

Jeg husker dog, at der var én ting, der bekymrede mig en del, nemlig mine brystvorter. Allerede da jeg begyndte at få et kendskab til historien om bien og blomsten – og det var altså ret tidligt – begyndte jeg at undre mig over, hvordan mine spæde spejlægs-agtige bryster nogensinde skulle være i stand til at frembringe mælk af nogen som helst art, og hvordan i alverden en ret hypotetisk fremtidsbaby skulle gribe fast om det ‘noget’, der ikke rigtigt var der.

Det siger jeg helt uden at gøre grin med min 5-årige hjerne, for bekymringen var egentlig en latent del af mig, indtil jeg som 21-årig stod sitrende hos en piercer i Sydafrika og ventede på en dom i retningen af: Beklager. Vi kan ikke spidde din brystvorte … for du har ikke nogen.

Men det gik jo fint, og sådan er der så meget. Efter i torsdags, hvor ingenting gik fint, fik jeg et klarsyn af en art. Amning. Selvfølgelig skulle vi lave en journalistisk fortælling om amning. 

Fra min praktiktid kunne jeg huske nogle ammestatistikker, og jeg kom i tanke om alle de kvinder og fagfolk, jeg havde snakket med om netop det. Deres udsagn om, hvor hårdt det kan være for moderen, når hun stopper med at amme sin baby. 

Eftersom jeg ikke rigtigt (dvs. slet ikke) har reel kompetence på området, kan det måske virke lidt underligt, at den slags rører mig meget. For det gør det. Derfor har vi nu besluttet os for at undersøge de forskellige grunde til at indstille amningen, og hvilke tanker det sætter i gang hos mor.

Derfor – og kun hvis I har lyst – må I hellere end gerne smutte forbi Mælk fra mor, smide en tommel op, en kommentar, en tanke, en besked, en video. Alt er velkomment, og alt er en kæmpe hjælp. 

Go’ mandag derude! 🙂

Jyde/københavner-konstellationen

For nogle måneder siden blev jeg presset til at lave et CV (mit eget), for den slags er åbenbart en nødvendighed (dét, og så en opdateret LinkedIn-profil, men det kommer nok ikke til at ske) for at søge og få jobs nu til dags.

Sådan et CV fik jeg strikket sammen, og nogen sendte det videre til en – eller flere – virksomheder, som jeg forstod det. Efterfølgende fik jeg lidt feedback på den person, jeg udgav mig for at være på papiret, og et af mine strong features var åbenbart, at jeg er jyde.

Vi véd det jo godt. Jyder kan man stole på. Jyder er troværdige, pålidelige, hyggelige, rolige af sind. Mødestabile. På et anekdotisk plan har jeg hørt et utal af historier om jyske artsfæller, der altid lægger tryk på deres hjemstavn, når de søger bolig i Københavnstrup, og jeg har hørt historier om sjællandske telefonsælgere, som konsekvent skifter over i en jysk dialekt, når de ringer potentielle kunder op, fordi det trækker op i salgsstatistikken. Jyder tager ikke røven på folk. Til gengæld er de enormt fordomsfulde, tilbageholdne og knapt så kløgtige som deres medborgere øst for Storebælt.

Københavnere? Ja, de er smarte i en fart, arrogante, overilede, over-begejstrede og ikke helt til at regne med. Til gengæld er de velorienterede (synes de i hvert fald selv).

Fordomme er for det meste ret dumme og ret ude af trit med virkeligheden, men ikke desto mindre er det også ret sjovt, når du finder dig selv midt i én. Min eksamen på 7. semester er i gang (og mere om det senere), og min makker er en pige, som kommer fra Vesterbro.

Hun ér ægte Vesterbro.

Hun snakker højt, og hun snakker meget.

Hun siger sådn der og agtigt i alle sætninger, og det fungerer sgu meget godt.

Hun råber NEEEEEMT, når vi har fået kilder i hus.

Hun danser med bare patter. (“ALLE må gerne se mine patter! Jeg har goooo’e patter.”)

Hun trøster mig, når jeg for 42. gang i løbet af en arbejdsdag erklærer, at jeg er bange for at dumpe. (“Neeeeej, det går sådn der ægte fint, mand!”)

Hun ytrer ting som: Jeg véd, jeg er for nice. Jeg véd, jeg er lækker. (Hun siger, at jeg er lækker).

Hun har en ukuelig tro på, at alt, vi bedriver rent journalistisk, er totalt i orden.

Hun går klædt som Melanie C anno 1996 (agtigt).

Hun beroliger mig og giver mig lov til pauser, når mit tavse hoved er ved at koge over (og det er det ret ofte).

Med andre ord: Hun er helt perfekt udgave af, hvad hun er. I løbet af en enkelt dag kan jeg nå at forberede mig mentalt på en reeksamen, stille spørgsmål ved vores ambitionsniveau, recitere Syndfloden og betvivle min status som ‘tænkende, intelligent væsen’ op til flere gange, og når det sker, synes hun altid, vi er fab and fly, at jeg skal slappe lidt af, og jeg véd ikke med det første, men det sidste har hun i hvert fald ret i.

Nuvel. I dag var vi til vejledning. Vores tredje bud på et eksamensemne blev dræbt. Deadline føles meget nærværende.

Da vi var gået en halv time over tid, sagde vores kære underviser: “Pigerne. Jeg véd simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe jer nu,” og da vi cuttede Skype-forbindelsen til ham, kiggede min makker og jeg på hinanden, og ingen af os sagde et ord, hvilket på mange måder var bekymrende. Ikke så meget i forhold til mig, for jeg er tit tavs flere timer i streg, men jeg har aldrig oplevet hende være så stille så længe.

Herpå fulgte nogle hjernekogte timer, før jeg pakkede mine ting sammen, og noget af det sidste, jeg sagde, da jeg gik, var et eller andet med ‘orlov’ (perfekt krisehåndtering), og så cyklede jeg forbi Fisketorvet, hvor jeg brugte 15 minutter på at hade Normals sortiment af tandbørster.

Det kan jeg forresten ikke anbefale. At forskyde frustrationer. Det er sjældent en bæredygtig strategi.

Jeg må nok erkende, at jeg skal til at stifte bekendtskab med den der intense eksamensboble, jeg har hørt så meget om, men aldrig for alvor selv stiftet bekendtskab med selv. Det er sikkert også fint nok. Og går det hele, er det også fint nok. Og gør det ikke, har jeg et CV klar til alle de orlovjobs, jeg skal til at søge.

#1: Statusopdateringer, jeg nok ikke havde lavet i dag

 

Jeg har fundet Danmarks (IMO) bedste hjemmeside.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg er fuldstændig forfalden til P1. Kanalen er så forbandet godt selskab, og så lærer den mig altid noget, jeg ikke vidste, jeg gerne ville vide. Et eksempel på sidstnævnte er, når morgenværterne ringer op til en superbegejstret naturvejleder, som fortæller energisk om en edderkop, han lige har opdaget, eller et træ, som endnu ikke har tabt sine blade (og hvorfor det er dejligt for alle træets beboere).

Naturvejledere er for optur (og jeg mindes stadig min pressetur til Fanø, hvor vi blev fulgt rundt af en meget, meget sød én af slagsen, som imidlertid var mere interesseret i vadehavets rige fugleliv, end han var i mig — hvilket jeg egentlig godt forstår).

Nu har jeg efterhånden gået i skole i et par måneder, og jeg har ikke sagt for meget, når jeg fortæller, at det har budt på rigtig meget internetoverspring af mere eller mindre konstruktiv art. Det mest værdifulde fund i den forbindelse har helt afgjort været siden fugleognatur.dk, hvis debatforum rummer så meget guld, at Danske Bank ville få erektion blot ved tanken.

Lad mig anbefale tre tråde bare for at komme godt i gang:

  1. Hvilke fugle danner par for livstid? 

    Bid her især mærke til den fabelagtige fortælling om den australske alfesmutter, og hvordan samtalen udvikler sig til en diskussion om dyrs følelsesliv (det.er.uvurderligt.)

  1. Artsbestemmelse (Eller ‘Gæt en lort – for voksne’)En mand har taget billeder af en masse lorte. Nu har han brug for hjælp. Detaljegraden er imponerende.
  1. Er dette larve af Smutugle (pronuba)?… som betyder, at jeg nu hungrer efter at finde en larve, jeg kan hjælpe på vej videre i livet. Seriøst, tjek det lige ud (ellers finder I aldrig ud af, hvor nuttet det ser ud, når en larve spiser æbler).

Jeg anerkender, at det nok ikke alle, der sætter specielt stor pris på det her tip (og sikkert også vil anfægte, at der er tale om Danmarks bedste hjemmeside) og det har jeg prøvet at tage højde for ved at finde fælles fodslag gennem et dansk kulturklenodie. Da jeg arbejdede på Femsen, lavede jeg nemlig en ret fin test, som jeg tror, mange har interesse i, nemlig: Hvilken mand fra Matador ville du blive forelsket i?

(Og der er altså ikke tale om betalt samarbejde. Det er udelukkende et oprigtigt ønske om en god weekend til jer alle).

Som vi taler …

… befinder jeg mig i Århus, fordi jeg i går skulle til feedback på det journalistiske projekt, jeg har lavet de sidste 4-5 ugers tid. Cykelturen fra min mutti til Journalisthøjskolen involverer både Skåde Bakker og Ringgaden/Århus N (har jeg egentlig ikke sagt det her før, eller har jeg bare tænkt meget på det, fordi det er en håbløs tur?) hvilket betyder, at jeg altid har skiftetøj med i tasken, fordi jeg sveder, som en vild hest havde gjort det under #tørken2018. I går havde jeg imidlertid glemt en ekstra bluse, men jeg hang stadig den gennemsvedte t-shirt til tørre på en stol i det lokale, vi skulle feedbacke i. Set i bakspejlet ikke mit mest charmerende træk, men dén t-shirt glemte jeg altså også, og nu har jeg lidt ondt af den person, der en dag bliver tvunget til at have fysisk kontakt med den for at få den væk.

… tænker jeg meget på, hvordan min privatøkonomi ville se ud, hvis jeg brugte halvt så lang tid på at redde den, som jeg gør på at ødelægge mit hår. Tanken ramte mig helt konkret og ubarmhjertigt i forgårs, da jeg havde brugt 3-4 timer på at cykle rundt for at finde en Colorista Hairpaint i farven Beige Blonde (det lykkedes), og selv om farven faktisk også blev fin nok, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at min hårprokrastination måske har taget overhånd. Nogle gange er det bare rart at projicere al sin energi over på noget, der ikke betyder det mindste, fordi andet virker for omfattende.

… gik jeg rundt i en times tid og troede, at jeg var blevet godt og grundigt inkontinent. Da jeg endelig fandt mig et toilet, kunne jeg konstatere, at jeg bare havde glemt, at jeg havde menstruation, og resten af dagen lugtede jeg seriøst af rusten jernstang.

… har jeg nærmest lige fundet ud af, at min far har inviteret min bror til at holde jul hos sig i Vejlegade, og jeg er faktisk dybt imponeret over, hvor nemt det er for den mand at styre udenom alle former for gængs samvittighed.

… (fordi han jo har tre styks ekstra børn, mig og mine to søskende, som ikke har fået en invitation). Men det efterlader os altså der, hvor min storesøster holder jul med sin kærestes familie, hvilket efterlader os der, hvor der er min mor, min lillesøster og undertegnede tilbage. Da min mor sagde det til mig i går, brugte jeg 10 minutter på at grine over det, fordi jeg ellers ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere, at vores julebord for blot få år siden var dækket op til 6+ mennesker, og nu er vi T.R.E (plus en hund, min mor vist skal passe <3 ). Så nu har jeg altså inviteret min søster, mor og Hund til jul i min lejlighed på Amager.

… arbejder jeg lidt på at komme ud af mit hoved, for sandheden er, at når jeg går for meget ind i det, bliver jeg træt af 1) Mig selv. Fordi jeg tænker og bekymrer mig for meget og 2) Verden og hvad fanden, man ellers skal lægge i det og 3) Menneskeheden, og hvad vi egentlig gør galt (og hvordan det går til, at babyer fødes som små kærlighedshungrende pacifister, og så snart de får en bevidsthed og smelter sammen med det etablerede (det, som vi har etableret), går det galt. Der findes selvfølgelig også gode, rare, aktivt pacifistiske voksne, ikk. Men der findes altså også det modsatte). I nat så jeg en dokumentar om næsehorn, og jeg begyndte at græde, for der er (var??) kun fem hvide næsehorn tilbage på kloden, og næsehorn er så blide, og jeg kan slet ikke overskue en verden uden dem, og især ikke når det skyldes, at det er os, som har dræbt dem.

Dagens tankehitliste

… Det der med at få toiletvand sprøjtet i ansigtet, når man er i gang med den ugentlige toiletrengøring … kan man egentlig godt undgå det?

… Havde det ret sjovt ved tanken om, at gamle sociale medier som arto, NationX og deslige havde overlevet, og om det mom havde betydet, at influencers i dag havde satset på Habbo-land, så de kunne rende rundt som pixelerede mennesker med pixelerede Daniel Silfen-tasker og være fucking queens of Habbo Hotel.

… Disse dage satser DR stort på samtale om døden, og jeg elsker det (ikke døden, men samtalen. Den er vigtig). Og i den forbindelse har jeg fået nys fra min gamle bedste studieveninde Isabella (som nogle af jer givetvis kender) at hun har været med til at lave børne/voksen-dokumentaren ‘Venner med døden’, som jeg helt klart skal se, og havde jeg børn, skulle de også se den.

… Som en mulig afstikker til ovenstående kan jeg ikke helt slippe kommentaren Hvorfor er det egentligt så magtpåliggende, at menneskeheden fortsætter?, som blev bragt i Information for en rum tid siden. Jeg synes, spørgsmålet er godt, omend tanken om, at mennesket skal afvikle sig selv, er en smule dystopisk.

… Mørke, lange hår på lårene. Det er åbenbart en ting, der sker, når ‘man’ er voksen eller hvad?

… Der er OMSIDER et nyt discount-indlæg på trapperne, hvor Lidl (selvfølgelig) igen er i front. Det giver jo anledning til at skåle på, at jeg faktisk fik a little something fra dem tilbage i september; nemlig den nette sum af 18 kroner og 70 øre for deres slet-ikke-irriterende pop up bannerannoncer, der er her på bloggis, hvilket således udligner de 18 kroner, jeg brugte på en bakke økoæg i deres Amagerbrogade-filial for lidt siden.  Jeg takker og bukker.

… Har faktisk skrivedag lige nu, men jeg tror måske, min arbejdsmakker mente, jeg skulle skrive den artikel, vi har deadline på lige om lidt. Derfor: Go’ torsdag!

Anbefaler også Det Lille Mememageri