Kender du Typen? #Se&Hør-edition

Da jeg begyndte på Femsen, havde jeg ikke den fjerneste ide om, hvilke frynsegoder der fulgte med. En af dem er selvsagt, at jeg har adgang til stort set alle magasiner og ugeblade, når de kommer, duftende af tryksværte, direkte fra trykkeriet. Et af dem er Se&Hør, som vi alle elsker/hader eller bare elsker at hade.

Når bladet kommer ind, finder jeg straks frem til den mere kuriøse endesektion. I ved, den med manden og kvinden, som altid brillerer med deres fravær af påklædning. Der har egentlig aldrig været så meget andet i det end at more mig åbenlyst på andres bekostning, men den ekstra dimension er så altså opstået nu.

Ideen er ikke min egen, men tyvstjålet fra en eller anden studerende, som havde overtaget Journalisthøjskolens instagramprofil (ja, det er en thing.) Nu har jeg valgt at kalde det Kender du Typen? #Se&Hør-Edition, men Se&Hør-spillet kan også gå an.

Reglerne er som følger:

  1. Find en makker/modstander, som du kan dyste imod.
  2. Bladr om på de to nøgne mennesker på det bagerste sider. Sørg for, at I ikke kommer til at smugkigge tekstboksene. Disse skal dækkes til – eventuelt bare med en hånd.
  3. Nu skal den første spiller, ud fra billedet, gætte, hvad der står i tekstboksen. Start ud med navn, og kør videre til de næste punkter (alder, by, ’interesser’, ‘livret’, ‘3 ting på en øde ø’ osv.) når I har gættet rigtigt.
  4. Når første spiller har gennemført og svaret rigtigt på alle punkter, skifter I, og det er den anden persons tur til at gætte.

Heeey, er det ikke mega svært? Der findes jo 17.309 forskellige madretter og 2 milliarder ting at tage med på en øde ø?

Her bliver jeg nødt til at sige nej. Det er faktisk så tilpas nemt, at jeg forledes til at tro, at de er tvunget til at beskrive sig selv ud fra et afkrydsningsskema, hvor der maksimalt er 5 valgmuligheder ved hvert spørgsmål.

Hermed et par konstateringer, som kan gøre det nemmere for jer.

  • Tænk i forstæder og provinsbyer. De kommer MEGET sjældent fra større byer.
  • Mange af pigerne har dobbeltnavne, og fritidsinteresserne, der oftest går igen, er: Heste, gå i byen, hygge med venner og familie.
  • De fleste af mændene interesserer sig derimod for træning, fester og gaming.
  • Livret, som gør sig gældende for begge køn, er ALTID: Sushi (hvis vedkommende træner) ELLERS lasagne, boller i karry, spagetti med kødsovs, pizza ELLER bøf (med sovs og kartofler.)
  • Mændene er OFTE OFTE OFTE håndværkere.
  • Begge køn beskriver primært sig selv med ordene ‘sød, smilende, glad og fræk’.
  • Og til Øde Ø-spørgsmålet vil de fleste gerne hive deres kæreste med. Ellers vil de gerne have en båd, så de kan sejle hjem igen, mens de mindre pragmatiske blot ønsker sig en smartphone, hængekøje og nogle tændstikker.

GOD FORNØWLS’!

165bb918-fa3f-480b-846b-b8657d206def

Bloganbefalinger: MILKs

hvidkaffeboern

Hvis min blog ikke hed noget med kaffe, så skulle den helt klart have navnet BedreSentEndAldrig.com.
Og med de ord er det tid til anden runde af gode blogs, I kan føje til jeres faste kartotek. Jeg har bemærket, at de blogs, jeg vender tilbage til, stort set altid har samme ting til fælles: Jeg ville smadder gerne drikke en kop kaf’ med mennesket bag ordene.

MILK – MOMS I’D LIKE TO KNOW

#1: Blogsbjerg: Når jeg læser Lindas blog, glemmer jeg lidt, at jeg skal forestille at være journalist (in spe), og jeg labber alting ukritisk til mig. Enten det, eller også er jeg bare foruroligende enig i alt, den kvinde skriver. Blogsbjerg er både sjov, alvorlig og intelligent på samme tid, og så kan jeg utroligt godt lide den for, at der aldrig bliver skrevet ligegyldige og uvedkommende indlæg, som bærer præg af, at ‘jeg skriver noget, fordi det bør jeg jo’. Linda er bare lidt bedre end andre gode koste.

#2: Skøre Liv: Maude, eller det vil sige, det hedder hun ikke, men jeg kender faktisk hendes RIGTIGE navn, gnæk gnæk. Skøre Liv skriver mestendels om sine poder (= børn, that is) og selv om man måske – lidt ligesom undertegnede – ikke helt er hoppet på den galej endnu, er bloggen stadig gennemført læseværdig. Der er rart at være, og Maude virker som et gennemført godt menneske, og så har hun været katalysator for en del latter fra min side, se fx. disse tegninger. Haha, børn er så grineren.

#3: Ida bida: Ida fangede allerede min opmærksomhed, da hun for mange år tilbage var i medierne i forbindelse med Foreningen Danske Modeller, som seriøst var noget af det mest forfriskende, jeg længe havde hørt om. Først laaaang tid efter stødte jeg på Ida-pigens blog, og det tog mig en del indlæg, før jeg havde lagt brikkerne sammen og kunne konstatere, at ‘Guuud, det er da hende den mega seje modello-forkvinde!’. Det var nok forhistorie. Ida er totalt sej og sjov, og så gør hun mig ofte lidt bloggermisundelig, fordi hun kan vinkle hverdagshistorier på meget vellykket vis.

#4: I carried a watermelon: Surprise, surprise… Tidligere på året dedikerede jeg jo faktisk et helt indlæg til Vandmelonen, fordi jeg var så hype over, at kvinden bag Dines the Infotainer var vendt tilbage til Blogland. Når jeg skriver det på den måde, er det, fordi det bestemt og ganske afgjort ikke er Dines, som er skribent denne gang, men i stedet den rigtige kvinde bag. Karoline. Anbefalingen falder ikke, fordi Karolines navn er kodylt, men fordi hun virkelig kan noget med ord og fortællinger, som jeg kun kan drømme om. Hun skriver meget om sorg, og det virker så ærligt, at man nærmest mærker den selv. Desværre er hun ikke så aktiv disse dage, men vi må bare krydse arme og andre lemmer for, at det blot er for en stund.

 

Hvorfor leve i nuet, når jeg kan bekymre mig om julen?

hvidkaffekors

Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg i dag ville prøve noget lidt nyt. Det ville nærmest være noget dagsaktuelt eller opsamlende, der skulle forklare lidt om, hvad jeg egentlig render og laver de her dage. Men jeg tror måske bare ikke, at jeg har den der gave, hvor jeg er i stand til at gøre mandag interessant. Til gengæld har jeg bemærket, at jeg er ret god til at skrive om alle de ting, som bekymrer mig, irriterer mig eller gør mig ked af det. Det er da også en slags gave, og i dag bliver heller ikke undtagelsen. Jeg har nemlig fanget mig selv i at snakke en del om jul (og nytår), og desværre kan jeg jo bare konstatere, at tonen har ændret sig lidt, hvis man sammenligner det med Karoline på 15, som bare glædede sig herre meget til sovs, kartofler og andesteg med Onkel Jørgen og mormor, og Karoline på 15, som skulle ud og drikke sig fuld og kysse med fremmede til en eller anden privatfest på Trøjborg.

Tingene har gudskelov ændret sig siden dengang, noget til det bedre, men også meget til det værre. Først og fremmest er alle mine bedsteforældre døde, og Onkel Jørgen er her heller ikke længere. Mit barndomshjem er væk, og mine forældre er blevet skilt. Formildende – og nok også lidt atypiske – omstændigheder vil dog, at min far ikke gider holde jul med sine børn, så vi slipper for at være skilsmisserotationsunger, som hvert år har problemer med at finde hjørnebrikkerne til puslespillet (“Hvis jeg holder jul hos far i år, så får jeg ikke holdt jul med mormor om to år, fordi mormor næste år skal holde jul med en anden gren af familien, som vi ikke har tradition for at fejre jul med”.) I har hørt den før, ikke?

Den meget lidt formildende omstændighed (okay, der er to) er, at min far har ladet det sive, at han vil invitere sine børn ind til sig den 23. for at sige glædelig jul, stikke os en kuvert med nogle cold cash og sende os hjem igen. Jeg vil virkelig gerne have de penge, men jeg vil virkelig ikke belemre mig selv med hans selskab. Det smarte ved København er, at det ligger så langt væk fra Aarhus, og det er ret praktisk at trække geografikortet frem, når der dukker en invitation op, jeg helst var foruden. Det usmarte er, at jeg ikke har den undskyldning op mod jul, og jeg er stadig for nosseløs til at sende ham den definitive: Du er en idiot, tror du virkelig selv på, at vi skal spilde hjerternes fest på hinanden? Hvad pokker siger jeg så.

Jeg er for længst nået til det punkt, hvor jeg smager bræk i svælget, når jeg nævner min far, og jeg bebrejder ingen, hvis de har det på samme måde. Egentlig mistænker jeg lidt mig selv for at bruge ham som et bekymringsfikspunkt, så jeg ikke behøver at tage stilling til alle de andre ting, der gør, at jeg ikke rigtigt kan finde ro.

For eksempel kunne jeg begynde at bekymre mig om det der udlandsophold, der vist nok har noget deadline af en art her til december måned.

Eller at jeg ugentligt – i hvert fald som det er lige nu – bliver målt og vejet kun for at kunne konstatere, at hvad kommer let ikke nødvendigvis går let. (For slet ikke at tale om flashbacks til de gode gamle torsdagsvejninger på psyk, hvor vi sad på rad og række og overvejede, om vi kunne nå at bælle en liter vand fra toilettets håndvask, før vi blev kaldt ind til vægten.)

Eller at jeg er lidt grundlæggende sur på min kære moder, og jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal stå på min ret til at være det.

Eller at min søster har været i et biluheld, og jeg kan ikke engang tage mig sammen til at sende hende sms (eller forlige mig med tanken om at fejre den 24. med hende.)

Jeg overvejer lidt at melde mig ud af julen og ind i et kloster. Jeg har altid tænkt, at der var noget smukt ved at være nonne.

Du ved, du bor på Amager, når…

butiksskiltene er skrevet med comic sans.

du dagligt ser mænd komme slæbende med fladskærms-tv, og det seriøst er umuligt at gennemskue, om de lige har stjålet dem eller købt dem over dba.

indbegrebet af kærestehygge er en tur sammen i FW, og café-kaffen er skiftet ud med shakes.

du som jyde føler dig hjemme.

din lokale ClubTan ikke er ved at gå konkurs.

modvind er blevet et livsvilkår.

du ikke er videre imponeret over, at broer kan hæve sig lodret op i luften. Det betyder bare, at du kommer for sent på arbejde.

den største udfordring på cykelstien er at undgå kollision med den indfødte spritter, som har besluttet sig for at krydse vejen.

du relativt ubesværet kan gå på fortovet uden at få associationer til dengang, du var lukket ind i pitten til en Jon Nørgaard-koncert.

du hører ordet ‘Nuna’, og du straks tænker Nam Nam. Og vice versa.

du altid spejder efter Linse og Lone.

du sukker, når dine veninder flytter til Nordvest. Eller Vanløse.

du nogenlunde kender til Norweigans, EasyJets og SAS’ flyveplaner.

du har fundet ud af, at der stadig findes folk, som gemmer deres cigaretskodder bag øret.

det er blevet tydeligt for dig, at udtrådte bamsestøvler og pelsveste aldrig for alvor har været dømt ude. (Eller at de i hvert fald har fået et comeback.)

du forsvarer dit hood med næb og klør.

din gade er en visitationszone, som altid lugter af hash (ok…. Det er vist mest en københavnerting.)

img_3954

Luksusfælden-tendenser

Det er blevet november, og min novemberkaktus blomstrer

Det er blevet november, og min novemberkaktus blomstrer

“Når hun modtog rudekuverter, lagde hun dem ind i mikroovnen og lod, som om de ikke eksisterede,” sagde min veninde, og så konkluderede vi kortfattet, at det nødvendigvis måtte være nogle halvdumme mennesker, som var med i Luksusfælden. I et par sekunder tyggede jeg lidt på den konklusion, og så indrømmede jeg, at jeg faktisk godt kunne forstå tankegangen. Jeg har forsømt mange regninger gennem mit liv, og jeg har først fået gjort noget ved dem, når rykkerbrevet kom. Ikke fordi jeg ikke havde pengene eller noget, bare fordi.

Min løsning skulle findes i Betalingsservice. Den tjeneste har virkelig gjort mit liv bedre – og meget mindre dyrt (ikke sponsoreret.)

Så snakkede vi lidt videre om penge, for det er bare en af de ting, vi alle har tilfælles. Mit forhold til dem er ret forkrøblet, jeg tjekker aldrig min netbank eller mine kontoudtog, for de demonstrerer en virkelighed, jeg ikke gider en konfrontation med. Min veninde har det anderledes. Hun er typen, som lægger budgetter, skriver til ind i Excel og har overblik. Hun er også typen, som har mange flere penge, end jeg har.

Mens vi sad og snakkede, begyndte hun at se lidt brødebetynget ud, og så fortalte hun mig, at hun lige havde fået en masse penge af sin mor. Når jeg siger en masse, så mener jeg det. Mange penge. Hun har fået den slags beløb før, og hver gang jeg har hørt om det, har jeg reageret med vrede. Jeg har tænkt, at det dog var en forfærdelig forkælelse svarende til at pakke sit barn ind i vat lavet af dollarsedler, og det kommer der absolut ikke noget godt ud af. Den her gang blev jeg også sur, men for første gang nogensinde gik det op for mig, at vreden ikke bundede i min venindes mor, men i misundelse. Og barnlig uretfærdighed.

Ved I, hvem der ellers har mange penge? Min far. Det har han aldrig lagt skjul på. Hverken med de 3-4 Jaguarer, han har haft eller de 2 sommerhuse, han har købt. Heller ikke dengang han stod med 50.000 kroner i sedler, som han demonstrativt smed på gulvet foran min mor og jeg, bare fordi han ville vise, hvor lidt den slags småpenge betød for ham.

Det er lidt blevet til en ongoing joke blandt mine veninder, at hvis jeg som barn ringede til min far og bad om et lift hjem, var hans faste svar: Hvor meget vil du give for det? Bestemt ikke, fordi han manglede de 50 kroner, et lift som regel kostede, men fordi det var hans måde at fortælle, at man ikke kan få uden at give, og at hvis vi ville have noget ud af ham, krævede det, at han stadig havde kontrollen. Sådan var det altid med ham. Én stor byttehandel. Quid pro quo.

Han har altid skudt det hen på, at ‘børn skal lære at klare sig selv’, men jeg tror, at jeg har luret ham. Det handler ikke en skid om os. Det handler bare om, at det er hans penge, som han har arbejdet hårdt for og fortjent. Derfor skal de ikke ødsles væk på børn, som alligevel kun er problemer.

Jeg skylder en del penge til min mor. Det er helt tilbage fra dengang, jeg blev sygemeldt. 3 måneder inde i skoleåret blev jeg ringet op af Journalisthøjskolen. De fortalte mig, at de var kommet til at lave en fejl, og jeg var slet ikke berettiget til at få SU. Så jeg skulle lige gå ind og melde mig fra, ansøge om kontanthjælp, og så ville jeg modtage et tilbagebetalingskrav på 12.000 kroner. “Men hav en god dag, ikkås.”

Hvis min far havde været nogenlunde normal, forestiller jeg mig, at han havde hjulpet mig ud af den mavepine. Men jeg turde ikke engang nævne det for ham, for jeg ville bare blive skuffet. Og så ville jeg nok også skylde ham min venstre nyre og førstefødte i dag – for intet kommer jo gratis, og ting skal betales tilbage med renter. I dag tør min lillesøster ikke engang spørge, om hun må låne en af min fars ekstra cykler, når hendes egen er på værksted, for hun ved, at det er det samme som at sætte sig selv i gæld, og lidt ligesom med kviklån falder tilbagebetalingen som et slag i hovedet.

Ej, hvor er jeg misundelig på min veninde. Tænk, bare at kunne få uden tanke for, at det skal gives tilbage igen.

De bedste citater fra 2016

Aarhus

Aarhus

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg har skrevet om min far eller andre bekymringer, jeg helst var foruden. Begyndende ligtorne, voksende fedtdepoter og blabbede storesøskende. Med undtagelse af det der Jeg hader mig selv-skriv fra foråret, skriver jeg altid ting på en ret afklaret måde, og jeg er sjældent ked af det, når jeg gør det.

Tidligere på ugen skete der det, at jeg besluttede mig for at læse tilbage på mine faderskriblerier, og meget overraskende skete der det, at jeg blev ked af det og begyndte at græde. Den havde jeg ikke lige regnet med. Derfor lukkede jeg også hurtigt fanen ned og dvælede ikke mere ved det. På cirka samme tid opstod der det, jeg vagt kan betegne som følelsesmæssige udfordringer, og jeg blev nødt til at trække i håndbremsen. Som et helhjertet forsøg på at forstå, hvorfor jeg gør, som jeg gør – fordi jeg er bedre til at skrive end at tale – begyndte han at læse tilbage på min blog, og det kom der faktisk noget ret sjovt ud af (måske er det kun sjovt for mig selv, jeg ved det ikke helt.)

Så her er en tur tilbage i 2016-versionen af Hvid Kaffe – dengang hun nærmest var ubekymret, og der var en hel masse ting, hun slet ikke forstod endnu.

TOTALT UPROVOKERET TOP 10

1. “Min lejlighed lugter af prut og brændt rødkål. Og så sner det.”
– 9. november 2016 / Panikdag

2. “om der står beskrevet i Matas-ansattes arbejdsbeskrivelse, at de skal tale i et supersonisk toneleje.”
– 12. september 2016 / Jeg forstår ikke… #9

3. “Da jeg viste min lillesøster close to naked-udgaven, sagde hun, at mit hoved lignede en kartoffel – og jeg er egentlig tilbøjelig til at give hende ret.”
– 30. august 2016 / Hvad ville Harry gøre?

4. “Men intentionen med dette indlæg er ikke at vise, hvor håbløs en romantiker jeg er. Nej, faktisk vil jeg bare gøre jer opmærksomme på, at der i aften er meteorsværm”
– 11. august 2016 / En servicemeddelelse fra Jesper Fårekylling

5. “Kan man egentlig godt holde sig på måtten, hvis man er glatbarberet?”
– 6. august 2016 / Kropsbehårede tanker

6. “I stedet brækkede jeg mig i Midttrafiks bybus og faldt i søvn med hovedet nede i toilettet, mens min veninde havde banket hovedet ind i badeværelsesfliserne og var besvimet ved siden af mig.”
– 25. juli 2016 / Kan man miste evnen til at blive forelsket?

7. “For bare et år siden begrænsede mine baller sig til et par livløse hudflapper”
– 29. juni 2016 / Om at have en (stram) røv og have det røv)stramt med det.

8. “købte en pakke Dulcolax og (…) jeg gemmer pillerne i tilfælde af, at jeg en dag skal hævne mig på dumme mennesker.”
– 26. juli 2016 / Ting, jeg er flov over at eje, men ikke nænner at smide ud.

9. “hvorfor hovedet ikke er indrettet sådan, at det var pænest set nedefra og ikke oppefra. Hvis det nu var omvendt, ville man slippe for pludselige FaceTime-traumer, og det ville blive så meget nemmere at selfiesnappe både gående og liggende.”
– 28. september 2016 / Jeg forstår ikke… #10

10. “vurdere deres helbred ud fra deres morgenstivert.“
– 17. september 2016 / Hvad mænd dog kan…

Ting, der nok ikke ændrer sig som det første

… selvom man kan argumentere for, at det burde de.

ældre menneskers tilbøjelighed til at skabe en 7 meter lang kø ved føtex’ kasselinje, selvom alle selvbetjeningskasserne er ledige.

at en af mine naboer har en hund, som dagligt lægger kæmpe lorte uden for min hoveddør. Det må hunden selvfølgelig gerne, men det ville klæde den inkompetente lorteejer at samle efterladenskaberne op. Ellers træder jeg nemlig i det.

risikoen for at ens billeder bliver misbrugt på internettet. I den lettere ende af skalaen fik jeg forleden tilsendt nedenstående billede af min veninde, fordi de havde en Karoline-klon, som skabte en del problemer. Man kan næsten ikke forvente andet, når personen på billedet ser så tåbelig ud. Jeg er egentlig mest ked af, at nogen kan finde på at videresælge håndsprit.

hvidkaffe-tradono

hår i numsen.

cyklister med cykelhjelm, som cykler SMS’ende over for rødt lys. Det er lidt ligesom anoreksi: langsomt selvmord.

min følelsesmæssige afstumpethed og svigtende evne til ‘commitment’. Ja, jeg hænger lidt med fedtmulen.

sommertid.

piger, som i pigegrupper, lægger billeder op af deres graviditetstests for at spørge, om de mon er gravide. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at en læge har bedre forudsætning end Karina Chanel har til at kunne besvare dit spørgsmål.

Bubber som meningsdanner slash debattør på P1.

den evige splittelse mellem at være tynd eller glad.

influenzaer, som siger ja til alt, der munder ud i cash. Men som min gamle moder altid sagde: Penge er for evigt. Integritet er midlertidig.

Det kan Allerslev skrive under på.

Not another #metoo.

DAGENS P3-CITAT:Jeg har givet hende et klask i røven, og jeg har tørret noget øl af hendes bryster, og det har jeg selvfølgelig gjort helt klart for at lave spas”.
– Peter Aalbæk, stodder

Det er nok kun for sådan nogle som min mor, for hvem det er gået ubemærket hen, at #metoo eksisterer og de seneste uger har levet et hæsblæsende liv. Jeg har ikke selv brugt det, men det kunne jeg sagtens have gjort – også rigtig mange gange. Når det ikke er tilfældet, skyldes det flere forskellige ting.

For det første er jeg totalt mættet af alt, der rimer på SoMe og hele det vokabularium, der hører med. Jeg orker ikke at læse flere artikler med ord som hashtag, viral eller Facebookprofil. For det andet er jeg feminist uden drive eller overskud til at melde mig ind i debatten, og for det tredje er jeg hamrende usolidarisk over for mit køn. Eller… det tror jeg, at jeg er, og det vil jeg gerne uddybe gennem en oplevelse, jeg havde for to år siden. Dengang begyndte jeg at forfatte et læserbrev tiltænkt et dagblad, men qua ovenstående punkt to fik jeg det aldrig afsluttet.
Så here goes.

KAN MAN TALE OM EN FEMINISTISK ARVESYND?

Vi skal tilbage på mit første semester på Journalisthøjskolen. Mit hold havde fået til opgave, at vi skulle skrive en reportage fra en aarhusiansk forstad. Jeg trak Tranbjerg og fandt ud af, at deres lokalcenter havde en Madklub for Mænd. Det lød ret hyggeligt, og jeg fik lov til at komme ud og være med. De var en solid gruppe af pensionerede herrer, som som altid så frem til fløde, dart og hinandens selskab. No wives allowed.

Som enhver anden social samlingskonstruktion havde de uofficielt udpeget en alfa-han, og lad os kalde ham Svend. Det var ham, der styrede stemningen, køkkenet og skar dyrekøllen fri for sener, og det var dermed også ham, jeg interviewede – hvilket i øvrigt var komplet umuligt, idet han mest så mig som en ung pige og ikke en journalist (det gav han ikke direkte udtryk for, men jeg mener, at jeg har tilstrækkeligt belæg for at sige det, FORDI:) Da jeg har indsamlet nok indtryk og citater til min artikel, går jeg hen til Svend, som har slået sig ned på en stol sammen med de andre mænd, mens de venter på stegen.

Nå, jeg vil smutte videre. Tak for jeres gæstfrihed, det har været hyggeligt,” siger jeg og nikker rundt til rollatorbanden.

Svend kigger på mig, ønsker mig held og lykke med livet – og klapper mig i røven.

Jeg siger tak og går min vej.

Et par dage senere skulle vi mødes på holdet og “udveksle erfaringer og gode råd”, jeg rakte hånden i vejret og sagde noget om, at det var svært at blive taget seriøst som ung journaliststuderende, og NÅRH JO, så fik jeg et klask i røven, bemærkede jeg til slut, mens jeg grinte lidt af det.

Reaktionen var mildest talt overraskende for mig. De efterfølgende dage blev jeg mødt af flere medstuderende, som ville høre, om jeg var okay. Min underviser kom til mig, fordi hun overvejede at kontakte lokalcentret med en klage, og mange piger meddelte, at hvis det var sket for dem, havde de smækket Svend en knytnæve i hans hårløse tinding. Jeg fattede ingenting, men mest af alt fattede jeg ikke mig selv eller min egen ikke-reaktion. Den var lige pludselig blevet forkert; jeg burde være forurettet, sur og krænket, men ingen af de følelser fyldte specielt meget i mig. Selvfølgelig havde jeg foretrukket, at Svend havde taget afsked med mig, som var vi ligemænd; et håndtryk havde været oplagt, men inde i mit hoved havde jeg nok retfærdiggjort hans handling med hans alder og på en måde tænkt ‘herregud, den moral uddør sammen med ham og hans generation om 10 år.’

Jeg sad tilbage på den anden side, og jeg var ikke sur på Svend. Jeg var sur på mig selv, og jeg var sur over, at jeg ikke havde sagt fra, for det var åbenbart det, jeg skulle have gjort. Jeg skulle nok ikke have slået ham, men en eller anden variant af ‘Halløj mester, det der er faktisk ikke okay’ kunne også have gjort det. Det blev jeg bare først rigtigt klar over, da jeg var blevet mødt af mine medstuderendes reaktioner, og det var først der, den dårlige samvittighed meldte sig. Ikke over for mig selv, men over for alle de andre kvinder, som måske havde følt sig krænket, hvis de havde været i mine sko.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg bærer et medansvar for at sige fra over for tosser, der ikke kan se forskel på deres egen kone og en journalist på arbejde. Næste gang Svend – eller en af hans artsfæller –  får besøg, gentager røvklapperiet sig, fordi det ikke havde konsekvenser sidst.

Så nu, højtærede Alle Derude, nu bryder jeg lige manifestet endnu en gang: Sådan i det store virvar, vi kalder kønsdebat og ligestilling… er det godt nok, hvis vi bare vogter vores egne grænser, eller skal Svend have smæk – hvis ikke for din egen, men så for din næstes skyld? Please. Jeg er oprigtigt nysgerrig.

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

 

 

 

Jeg konstaterer lige

at butikkerne for længst har introduceret hele julesortimentet af gode godter, og at det TIL STADIGHED vækker harme hos folk. Det ved jeg, fordi Judith og Jens rent faktisk bruger tid på at sætte sig ned for at skrive indignerede beskeder til Netto, fordi det åbenbart er dagligvarebutikkernes skyld, at de endnu engang ikke oplever the true Christmas Spirit. Jeg ville så gerne aftale med Judith og Jens, at de skulle gemme energien til en ny hobby. Bowling fx.

at to døgn i Aarhus simpelthen bare ikke er nok – og slet ikke når man, som jeg gjorde i denne weekend, går i totalt turistmodus, fordi der er så mange fine ting at vise frem. Med stor hjælp fra jer (min helt personlige Google, som Oliver misundeligt betegnede det) nåede vi følgende:

  • Burger og pommes på Burger Shack i Frederiksgade. Det er bare en af landets bedste.
  •  Et smut forbi Moesgård Museum blot for at kunne gen-konstatere, at det også bare er et af landets bedste.
  • Deres café serverede i øvrigt helt fortrinlig mad, kaffe og kage. Vi fik en MoMu-hotdog og en grillet sandwich. Førstnævnte var med en gigantisk grillet pølse (ikke stadion-typen) med chilimayonnaise og sprøde rodfrugter. Jeg fik også en MoMu-kage, som vel minder om en jordbærkage, den her var bare bedre. Priserne var forresten totalt anstændige, og servicen var perfekt jydegod, så næste gang jeg er i nærheden, kommer jeg nok forbi for en bid mad. Museumsudstilling eller ej.
  • Kaffe på Foodfein. Vi nåede ikke Great Coffee (som jeg har gæstet en trilliard gange, så JEG klarer den nok.)
  • En smut forbi Dokk1, Godsbanen, Mindeparken, Slottet, Trøjborg, Nordre Kirkegård, Tangkrogen, Frederiksbjerg, Øst for Paradis osv.. faktisk cirka over det hele.
  • Jeg fik også fremvist et af mine barndomshjem, som åbenbart er sat til salg igen. Selvom det langt fra var lykkelige tider i det hus, blev jeg alligevel en smule nostalgisk over gensynet (måske mest fordi jeg forbinder det med Hugo, ham min søde engelske bulldog, som desværre ikke er blandt os længere.)
  • At se Letbanen blive testkørt.
  • Først at spise aftensmad klokken 23 fra Gerners Grill. Det er vel også en slags Aarhus-kultur.
  • At drikke kaffe på Ingerslev Boulevard lørdag formiddag OG købe bolcher fra Honningbolchemanden. I véd, hvem han er.

img_3882

Kan endvidere konstatere, at…

der er lang vej igen, før Aarhus med rette kan kalde sig for cykelby. Magen til elendige turist/bycykler skal man da lede længe efter.

det er totalt typisk, at Molslinjen crasher, lige som jeg står og skal med den. Mig, mig, mig.

Grauballemanden bare stadig er herre klam, og det giver stadig mening, hvorfor han var den primære årsag til, at jeg altid sov med lyset tændt som barn.

img_3888

jeg virkelig er ude og skide over, hvad jeg gør, når jeg er færdig i praktik til næste år. Hvordan kan man seriøst vælge mellem Aarhus og København?

P3 bare sommetider er ufatteligt heldige med deres lyttere. Har I hørt Kamma og hendes banke banke på-vittighed? Hvis ikke, så gør det lige.

mit hår endnu engang matcher årstiden. I sommers var det lidt gult, og nu er det gråt. Til vinter bliver det nok hvidt, og til foråret skal jeg nok fortolke en mere moderigtig udgave af grøn, for jeg har på fornemmelsen at det ellers bliver ret grimt.

img_3902

2 farveanmeldelser bagude.

 

Huller i hovedet

the amaze faze

the amaze faze

Jeg ved godt, at jeg ikke er helt og aldeles tabt bag en vogn. På samme tid er jeg heller ikke bleg for at indrømme, at havde jeg levet for flere tusinde år siden, havde det sgu nok ikke været mig, som opfandt hjulet, eller fandt ud af, at korn kunne males, blandes med vand, bages og spises. I dag forstår jeg – til trods for ihærdig indsats – stadig ikke, hvordan sorte huller fungerer, hvorfor tyngdekraften er så crazy, og hvad grunden er til, at børn elsker sommerfugle og mariehøner, når voksne nu godt ved, at vi bare skal kigge de bæster dybt i øjnene for at indse, at de er præcis ligeså klamme som alle andre kryb. Men altså.. alt det er der faktisk ingen, der forventer, at jeg ved. Det er straks værre, når det kommer til sådan nogle hverdagsting, hvor jeg finder ud af, at jeg har seriøse videnshuller.
For eksempel har jeg først lige fundet ud af…

at Iben vistnok var lesbisk. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, det bringer bare en hidtil ukendt dimension til Matador.

hvilket tidspunkt på dagen ‘middag’ dækker over. Skulle planlægge et interview, og kilden spurgte, om vi ikke kunne ringes ved omkring middagstid. Gudhjælpemig, det er jo midt i aftensmaden! tænkte jeg straks, men det er det åbenbart ikke. (Middag er klokken 12.)

hvad ‘vestenvind’ er. Blev nødt til at spørge min mor forleden, fordi jeg seriøst ikke kunne følge med i vores samtale længere. Vestenvind er, når vinden kommer FRA vest; ikke når den blæser MOD vest.

i samme meteorologiske afdeling har jeg også lige lært, at ‘højtryk’ og ‘lavtryk’ ikke bare siger noget om temperaturer og nedbør og sådan, men rent faktisk siger noget om – I gætter det aldrig – LUFTTRYKKET, hvorfor det faktisk giver god mening, at helbredet kan blive lidt forvirret, når luftmasserne skifter.

Jeg har stadig til gode at lære…

hvordan man koger ris. Her tænker jeg både på ris:vand-ratio, tilberedningstid og SKAL VANDET KOGE FØRST. (Til gengæld er jeg en haj til at koge kartofler. Hvis man koger dem, før man forfremmer dem til pommes, bliver de nemlig ekstra lækre.)

(… hvorfor man er ‘en haj til noget’. Det skal jeg lige huske at høre Omveje om.)

hvorfor man kan tale ind i en mikrofon og høre ens stemme komme ud af nogle højtalere. Prøv lige at se scenariet for jer. Se det, og prøv at forklar dit barn (eller en ven) hvordan den slags går til. You just can’t.

hvordan man tager bussen i København. På samme måde som offentlige cylelpumper er angstprovokerende for mig, har jeg det med hele busprocessen i hovedstaden. Sådan helt fra begyndelsen: hvor stiger vi ind? Kan man købe billetter? Med dankort? Hvis ja, hvor? Og hvordan kommer jeg ud igen? Bagi? I midten?
Jeg skal tage mig sammen.

Sidst, men ikke mindst! I Aarhus ved jeg nogenlunde godt, hvordan man rejser med bus. Til gengæld ved jeg ikke helt, hvor man skal rejse hen i Aarhus, hvis man skal turiste den. Næste weekend tager jeg til Smilets By m. Ledsager, som aldrig har været der, og jeg vil jo gerne vise ham byen fra sine bedste sider. Jeg er selv ret nem at gøre glad, hvad det angår, jeg skal bare være et sted med adgang til et toilet. Men til alle aarhusianere og andet godtfolk, som har gæstet byen: hvad er helt klart noget, man bare MÅ se… og spise?

8 NERVEPIRRENDE FILM

FOTO: CHRISTIAN GEISNÆS

MELANCHOLIA // FOTO: CHRISTIAN GEISNÆS // HER

Lige for tiden føler jeg mig notorisk bagude, og lige nu er desværrw ingen undtagelse. I fredags var fredag den 13., og dermed 710 år siden, at en masse tempelriddere blev fanget og brændt på bål, hvilket jo er ret uhyggeligt uden nødvendigvis at have betydning for at fredag den 13. er en ret uhyggelig dag.

I går, dermed med en dags forsinkelse, var jeg i biografen og se mother! Den der festivaltypiske film, som nogle anmeldere elskede, mens andre buhede og kaldte for makværk. Jeg tilhører mest den første gruppe, for jeg synes faktisk, at filmen var ret vellykket. Den var måske ikke decideret uhyggelig, men den var ganske, ganske ubehagelig – nogenlunde på samme måde som Lars von Trier også kan skabe fysisk væmmelse. Så til jer, der godt kan leve med, at I ikke fatter, hvad der foregår 50 procent af tiden, I bør tage ind og se den på det store, hvide lærred. Der tror jeg, at den gør sig bedst.

Jeg elsker gyserfilm. Desværre oplever jeg alt for ofte, at gyserfilmsmagere taler ned til deres publikum. Som om at de godtager plothuller og tynde fortællinger, hvis bare der er et par jump scares i ny og næ til at holde publikum fremme i sæderne. Det er ærgerligt, og mange nedbidte negle er gået til spilde af den grund. Så derfor: 8 forsinkede anbefalinger på grumme OG gode film.

Den traditionelle…
Sinister er en klassisk haunted house-gyser, som handler om en familie, der flytter ind i et – JA – hjemsøgt hus. Faderen, som er true crime-forfatter, finder en kasse med gamle VHS-bånd, som muligvis har en forbindelse til de mord, han er ved at skrive om. Indholdet på båndene er selvfølgelig enormt ubehageligt, og der begynder pludselig at ske en masse creepy ting, hvor man begynder at fortryde, at det lige præcis var det hus, man besluttede sig for at købe. Sinister er pisse hamrende uhyggelig, skuespillet er godt, og man føler, at man bliver holdt i hånden hele vejen igennem. TRAILER HER.

Den japanske…
Da jeg gik i folkeskole, holdt vi tit gyseraftener for hele banden. Det var altid hyggeligt, men med svingende uhyggelighedssucces. Hvis der er en film, som fik os alle til at blive mørkeræd i en længere årrække, er det Forbandelsen (The Grudge // dvs. den amerikanske version). Den handler om en amerikansk kvinde (Sarah Michelle Gellar), som er flyttet til Tokyo med sin kæreste. Michelle Gellar arbejder som hjemmehjælper, og hun bliver sendt ud for at se til en amerikansk kvinde, som bor i universets klammeste hus med universets klammeste, uhyggeligste og mest ubehagelige spøgelsesdæmoner.

Den fucked up…
Hvid kvinde skal introducere sin sorte kæreste for sin hvide familie. Hvid familie kan godt lide Obama og har ikke noget imod sort mand. Eller noget. Filmen Get Out er helt henrivende, velspillet, uhyggelig, ubehagelig, sjov, anderledes og twistet på én og samme gang. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet en gyserfilm, der også formår at være samfundskritisk på en intelligent måde. Se den!
TRAILER HER.

Den psykologiske…
Leonardo-musen er muligvis salgsargument nok for de fleste, men skulle der sidde et par stykker derude, som endnu ikke har set Shutter Island, så skal I altså få det gjort. Jeg tilhører den gruppe af mennesker, som synes, at lobotomi og den slags er noget af det mest væmmelige i menneskets historie, hvilket nok gør, at denne film rammer dobbelt hårdt. Filmen er instrueret af mesteren Martin Scorsese, og det er jeg ret glad for, for han gør det fænomenalt. Go watch. Get fucked.
TRAILER HER.

De Trierske…
Hvis man godt kan lide, at noget er smukt og grundlæggende uhyggeligt på samme tid, skal man helt klart se Lars Von Triers Antichrist og Melancholia. Handlingsmæssigt har de to film ikke meget til fælles (det er selvfølgelig, hvis man ser bort fra den grundlæggende eksistentielle håbløshed, som Triers hovedpersoner ofte befinder sig i.) Antichrist er fysisk ubehagelig at være vidne til, mens Melancholia er fuldstændig melankolsk, smuk og betagende i alle henseender. Den gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg brugte flere dage på at komme mig bagefter. Men altså… hvis man ikke kan lide Lars, kan man nok heller ikke lide disse to film.
ANTICHRIST TRAILER // MELANCHOLIA TRAILER.

Den grotesk vamle…
OK, Hostel er måske ikke en GOD-GOD film, men den er seriøst ulækker. Nogle amerikanske unge backpacker i Østeuropa, alt er fint og fun, lige til de tjekker ind på et hostel, der driver en lidt anden – og væsentligt mere obskur – forretning, end man lige gik og troede. Hostel er ikke for sarte hjerter; der er mange ufatteligt eksplicit ulækre scener, men hvis man er til den slags, er filmen i allerhøjeste grad værd at se.
TRAILER HER.

Den med det klamme barn…
Det er mange år siden, jeg så Orphan, så handlingen står ikke helt skarpt for mig. Hvad jeg imidlertid tydeligt husker er, at jeg – og resten af selskabet – var skræmt fra vid og sans fra start til slutning. Det er noget med en familie, som adopterer en pige fra Østeuropa, og hun er selvfølgelig ikke sød og dejlig, som hun giver sig ud for at være. Hun er faktisk ret ond. Og herre klam.
TRAILER HER.

TEST: Hvilken hunderace er du?

fullsizerender-jpg

Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

Den Store HundeQuiz – HVILKEN HUNDERACE ER DU?

1. Hvis du skulle forestille dig, at du var sådan en type, der dyrkede sport, hvilken gren ville du så owne?

  1. Noget hjernegymnastisk. Sudoku, skak og ordkløveri.
  2. Vandpolo.
  3. Jeg må ikke dyrke sport. Min krop er for porøs.
  4. Joachim Boldsen er mit største idol, så det må nok være håndbold.
  5. I al beskenhed så vil jeg owne alt, jeg sætter mig for.

2. Din venindes hund er lige blevet aflivet, og hun er tydeligt påvirket af tabet. Hvordan prøver du at lette stemningen?

  1. Den bedste kur mod sorg er samtale, så jeg foreslår en gåtur, hvor vi kan snakke om alle de fantastiske stunder, vi nåede at have med Buster.
  2. Intet lindrer hjertesorg som lidt godt til ganen, og ost har som bekendt aldrig slået nogen ihjel.
  3. Jeg er selv ret meget nede og ramme bunden, så jeg foreslår en aften foran fjerneren.
  4. Tabt kærlighed skal blot erstattes af ny kærlighed, så jeg har allerede ringet til det lokale internat. DOG SHOPPING!
  5. Jeg vil nok prøve at trøste hende lidt, men inde i mit hjerte er jeg glad, for det betyder, at hun får mere tid til at være sammen med mig.

3. Hvis din ærkefjende skulle beskrive dig med ét ord, hvad ville det så være?

  1. Bedrevidende.
  2. Grådig.
  3. Hysterisk.
  4. Doven.
  5. Besidderisk.

4. På en skala fra Amøbedrengene til Stephen Hawking, hvor intelligent er du så?

  1. ”I have no idea. People who boast about their I.Q. are losers.”
  2. Der er jeg nok ret average.
  3. Hvis folk beder mig om noget, forstår jeg cirka, hvad de mener, 30 procent af gangene. De resterende 70 procent lader jeg bare som om.
  4. Jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg er den hurtigste knallert i Esbjerg, men jeg har til gengæld et hjerte af guld.
  5. Min intelligens fejler ikke noget. Jeg er bare forfærdelig med mennesker.

5. Du sidder til middag med nogle mennesker, du ikke kender specielt godt, det hele føles mildest talt lidt akavet, og snakken er gået i tomgang. Du forsøger at give stemningen et løft, men hvordan?

  1. Jeg spørger værten, om hun ikke har et brætspil. Så kan vi snakke, mens vi spiller.
  2. Sorry, men den slags sker ikke for mig. Jeg oplever aldrig en akavet stemning.
  3. Jeg begynder at snakke meget højt og hurtigt. Dårlig snak er bedre end ingen snak.
  4. Hehe, jeg har lidt magiske tricks i ærmet, og dem fremviser jeg gerne, når muligheden byder sig.
  5. Jeg tager hjem.

6. Yndlingsårstiden?

  1. De er alle gode på hver deres måde, men foråret er ekstra charmerende.
  2. Jeg kan godt lide efterår. Regn er faktisk ret hyggeligt. Og friskbagte boller. Og kakao.
  3. Sommer. Jeg er nok lidt af en frossenpind.
  4. Sommer OG vinter. Jeg spiser sne og slikker sol. 🙂
  5. Det tror jeg ikke helt, at jeg har en holdning til.

7. Du er IKEA med din bedre halvdel. Men hvad laver du?

  1. Jeg driver min kæreste til vanvid ved konstant at hive i hans jakkeærme, fordi jeg vil UD.
  2. Jeg står i cafeteriet og kører 5-kroner-hotdogs ind i skuffen én efter én. 5 KRONER!
  3. Ingen ord kan beskrive mit love/hate-forhold til IKEA. Der er jo virkelig mange fine ting, men på den anden side laver jeg heller ikke andet end at blive sur på alle de mennesker, der fylder på gangene. Flyt. Jer. Nu. Bare. Eller. Jeg. Skriger.
  4. Jeg går rundt i udstillingshjemmene og føler mig godt tilpas, lægger mig i sengen, læser i bøgerne – jeg er ikke til at slæbe væk.
  5. Jeg sidder i bilen i parkeringskælderen og venter på, at min kæreste er færdig.

8. Du er ude og spise på BIKS – Danmarks Største Buffet. Hvordan griber du det an?

  1. Jeg fylder min tallerken med salaterne og finder mig et stykke grillet laks.
  2. Min tilgang til sådanne situationer må klart være ‘én af hver slags’ – ligesom så meget andet!
  3. Jeg er ret småtspisende, så jeg spiser mig mæt i en enkelt ret, og jeg bliver lige sur over det hver gang.
  4. Jeg rykker direkte mod grillen, og jeg kommer nok til at spise et måltid, som består 97 procent af kød.
  5. Jeg holder mig til det, jeg kender.

9. Hvordan ser du ud?

  1. Godt, tror jeg. Især efter en tur hos frisøren. Det gør virkelig noget for min selvtillid.
  2. Jeg ved, at jeg er tiltrækkende. Personligt ville jeg nok foretrække, hvis jeg vejede lidt mindre, men jeg har fundet ud af, at de ekstra ekstra kilo er udtryk for livskvalitet, og det kan jeg sagtens leve med.
  3. Mine træk er ret fine, min krop er ret fin, men det er min stemme, jeg sætter mest pris på.
  4. Jeg er ret grim.
  5. Jeg er gudesmuk, og det er jeg overbevist om, at alle andre også synes.

10. Hvad er din rolle i vennegruppen?

  1. Der er jeg nok ‘Den Kloge og Eftertænksomme’. Altså… ikke så meget, at det er irriterende, for jeg prøver at holde igen, men jeg er nok lidt mere reflekteret, end de er.
  2. Min livsfilosofi er, at man kun har det FUN, MAN SELV BLANDER, og jeg blander min saft med spas og kærlighed, så mere eller mindre er jeg nok den ven, som er alles ven, og som alle bare elsker. <3
  3. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg er nok den, der råber lidt højt og nemt bliver skinger. Hvad kalder man den rolle? Vennen, som altid kan høres?
  4. Jeg er ikke den klassiske leder, for jeg hader at tage beslutninger, men alligevel ender vi tit med at gøre, hvad jeg gør. Det kaldes nok likeability.
  5. Vennegruppe? Sådan en er jeg ikke en del af. Jeg ser kun folk på énmandshånd, og det er mere end rigeligt for mig.

11. Du skal i biografen med en veninde, men hun ringer i sidste øjeblik og aflyser. Hvad gør du?

  1. Tilgiver.
  2. Ringer til en anden. Der skal meget mere til at bringe mig ud af kurs.
  3. Bliver sur og skælder hende ud. Fandme dårlig stil, mand!
  4. Tager hjem og sover.
  5. Jeg er ligeglad, havde alligevel tænkt mig også at brænde hende af. Det må blive næste gang.

 

!!!!!!RESULTAT!!!!!!!!

 

FLESTE 1’ere: DU ER EN PUDDEL!
Ved første øjekast kan du godt virke lidt reserveret og ophøjet, men den antagelse er faktisk helt forkert. Du er både sød, hengiven og loyal. På grund af din fornuft og intelligens kan du godt virke lidt bedrevidende, men det skal du ikke være ked af. Hvis folk virkelig vil dig det bedste, bliver de hos dig.

Foto her

Foto her

FLEST 2’ere: DU ER EN LABRADOR!
Da gud skabte kærlighed, var det med dig som muse. Du er indbegrebet af glæde og hjertevarme, du elsker at være sammen med dine venner og familie, og du er altid i et godt humør. Selv hvis du skruede 30 procent ned for charmen, ville du stadig være en bombe af overskud. Derfor: Du kan sagtens slappe lidt af. Ingen vil bebrejde dig for det.

 

Foto: Max Pixel

FLEST 3’ere: DU ER EN CHIHUAHUA!
Dybest set er du nok rigtig sød og dejlig, men du har også et temperament, der nemt stikker af, og det har du brændt dig på ved flere lejligheder. Heldigvis har du nemt ved at tiltrække nye mennesker, fordi du sagtens kan være charmerende, når du har besluttet dig for at være det.

chihuahua-1393442_960_720

FLEST 4’ere: DU ER EN ENGELSK BULLDOG!
Du er godmodig, rolig og nem at holde af. Dit hjerte brænder for dine nærmeste, men du har også et stort behov for alenetid, så du kan sove og genoplade. Du er meget trofast, og du har en imponerende evne til at få folk til at le, og du skal ikke engang prøve. Naturtalent, kaldes det nok.

english-bulldog

FLEST 5’ere: DU ER EN KAT!
Beklager, men du er simpelthen ikke nogen hund. 🙁

kat