I det mindste er jeg ikke fatalist.

Det er lørdag, da jeg spærrer øjnene op, jeg ved med det samme, at jeg ikke gider i dag.

Det er en af de dage, hvor jeg føler mig personligt angrebet af tankerne i min hjerne fra det allerførste sekund. Og klokken er endda kun 8.

Vi klarer os til i morgen. Det er sådan, vi plejer at gøre det, siger jeg til mig selv. Hvem har brug for en terapeut, når jeg er så god i min egen trøst.

Så kan jeg ikke helt huske, hvad der sker, men jeg tror, at det hele sker på rutinen. Man skal passe på med, hvad man siger, men jeg har haft det godt de sidste par måneder. Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvor lidt jeg har brug for. Bare jeg har mine rutiner, så skal det nok gå. Mine rutiner er robuste, og når de er der, ramler det andet ikke fuldstændigt.

Derfor tror jeg også, jeg ved, hvad der sker. Jeg sætter morgenkaffen over og står nøgen ved køkkenvinduet og kigger ud på de gule bygninger. Nu går dagens arbejde i gang. Nu skal jeg bare klare mig igennem.

Klokken 12 spiser jeg min morgenmad. Ligesom dagen før og dagen før det. To blødkogte æg og en speltbolle. Jeg smører aioli på og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser blommerne og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser maden, men ønsker lidt, at jeg ikke gjorde, og pludselig er klokken 13. Det betyder, at jeg skal ud på tur.

Problemet er bare, at jeg orker det ikke. Jeg orker ingenting, tungsindet har taget over, og der er ikke den ting, jeg kan forestille mig, jeg har lyst til. Men jeg ved også, at jeg får hjertebanken og bliver nervøs, hvis jeg ikke går min tur, så jeg hopper alligevel i mine Converse, tager mit headset på og smutter ud i det lukkede land. Der går ikke mere end 500 meter på Amagerbrogade, før det går galt.

Mine øjne begynder at prikke, og jeg ved ikke, hvilket menneske der sidder i min hjerne lige nu. Vi snakker sammen. Stemmen siger, at jeg skal få noget hjælp, men jeg siger, jeg ikke har brug for det. Andre har mere brug for det, og jeg vil ikke tage andres plads. Så finder jeg min telefon frem, mens jeg går, og jeg søger på Amagers psykiatriske akutmodtagelse. Der står, at man kan blive ringet op af en sygeplejerske, hvis man har brug for hjælp. Jeg får en tudse i halsen, og min mund mumler lydløst ud i luften: “Jeg har det ikke særlig godt lige nu … jeg tror måske, jeg har brug for hjælp”. Og jeg ser for mig, at jeg cykler hen mod klinikkens indgang med min lille skuldertaske med snus og tyggegummi for at blive omfavnet af en medarbejder. Jeg varmer mig ved tanken om omfavnelsen. Den er det, jeg har brug for lige nu.

Så drømmer jeg lidt væk igen og mine tanker vender tilbage til et sted, de tit har været før: Hvordan efterlader man sin lejlighed før et selvmord? Og smider man sin dildo ud inden? Jeg skubber tankerne væk, for jeg vil jo ikke dø. Jeg synes bare, livet er forfærdeligt hårdt nogle gange.

Jeg står for rødt ved Christmas Møllers Plads og hilser på en hund. Når jeg har fået et hjem, skal jeg have en som dig, tænker jeg. Mit hjerte bliver tungt igen. Et hjem. Snart hjemløs igen. Jeg orker snart ikke mere. Jeg orker virkelig ikke i dag.

Solen skinner på vandet ved Voldene, og jeg undgår øjenkontakt med mennesker, for jeg kan ikke finde ud af at smile til dem i dag, og det vil jeg ellers gerne.

Jeg er pissesur på ham, jeg har hjertesorger over. Et par dage forinden har jeg vist fået fortalt ham, at det, der skete dengang, var en økse i mit betændte sår af dårligt selvværd. Det der selvværd, der gør, at jeg piner mig selv sådan. Det, der gør, at rutinen er så vigtig. Det var ikke okay, det han gjorde, og mens jeg går, prøver jeg at gøre det til mit livsmantra at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke at gøre andre kede af det, for det føles helt elendigt at være så ked af det, og det vil jeg ikke være skyld i.

Nogle gutter på en bænk siger, at jeg har en god røv. Jeg har lyst til at smadre dem. Kvæle dem mellem mine baller, men jeg ved stadig aldrig, hvordan jeg skal reagere på det der, så jeg lukker øjnene og går videre. Hiver min telefon frem og læser den besked, der lige er tikket ind.

Jeg kigger ud over Bryggen og smiler. Beskeden er ligegyldig, men den er der, og det er det, der betyder noget. Mens jeg går igennem Fælleden, planlægger jeg at lave en TikTok-video, når jeg kommer hjem. Jeg ved lige præcis, hvordan den skal være, jeg ved bare ikke, om jeg kan finde ud af det.

Jeg kommer også i tanke om mine bukser, der gik i stykker i mit sidste cykeluheld. Dem vil jeg lave om til et par denimshorts. Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Mine fødder er betændte af at gå så langt, så længe i så dårligt fodtøj, så jeg prøver at lade være med at humpe. Fysisk smerte er så nem. Det ved jeg, jeg har sagt før. Så nem. Jeg har glemt alt om Amagers klinik, da jeg svinger ind på min gade igen tre timer senere. Nu tænker jeg bare på TikTok og mine nye shorts. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken længde de skal have, og lige der i det sekund er det den eneste bekymring.

Det er sådan her, vi plejer at gøre det. Vi klarer os til i morgen.

 

 

Havareret.

Han sender et link til en højttaler, på tilbud. Han har flere gange nævnt, at han synes, jeg skal have den. Han synes, at den højttaler, jeg har nu, spiller dårligt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ville købe den, hvis ikke jeg havde brugt mine penge på en psykolog, der skal holde mig væk fra gasblusset efter de ting, der er sket med ham. Så jeg siger ikke noget.

Om natten drømmer jeg om det, og om morgenen vågner jeg til det. Hvem han er sammen med, hvorfor han var sammen med hende, og hvorfor det ikke kunne være mig. Birgit spørger, hvornår det skete, og jeg svarer december. Så siger hun, at det heller ikke er specielt lang tid. Jeg udbryder højt og med løftede øjenbryn, at jeg synes, det er herrelænge siden. Det føles som evigheder. Det føles som en evighed at være så sur, så aggressiv, så modløs, så ked af det, så skuffet, så såret.

Jeg er ikke vant til at snakke med psykologer. Samtaleformen føles uhøflig. Jeg føler mig dum, fordi jeg tænker om mig selv, at jeg burde være længere. Jeg burde ikke sørge mere nu. Folk er trætte af at høre på det, jeg er selv træt af at høre på det, og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at tænke, at Birgit ikke har det på samme måde.

De her dage er det, som om det aldrig bliver bedre.

Jeg mødes over en øl med en gammel ven, eller hvad man nu skal kalde ham, som jeg kender fra et liv, der føles som en andens. Tuborg er kold, vinden er det samme, og han spørger interesseret til mig. Han affejer mig ikke, når jeg fortæller, at jeg har været ked af det i lang tid. Tværtimod vil han høre mere. Han vil også gerne høre, hvordan min dag har været, hvorfor jeg humper på mit venstre ben, om jeg har overvejet at snakke med min far igen, og hvordan det går med anoreksien og sådan.

Det bliver endnu tydeligere for mig, at jeg har glemt, hvordan den slags føles. Jeg bliver mistroisk og overrasket, når de viser oprigtig interesse. Så langt er mit hoved blevet spolet tilbage.

Han fortæller om dengang, jeg ringede til ham i en brandert og bad ham om at hente mig hjem. Han kørte afsted, men kørte galt på vejen. I mellemtiden havde jeg helt uvidende om hans havari sat mig på en bus (eller en taxa eller en cykel eller noget fjerde, jeg husker det ikke) og fundet plads i hans seng. Jeg kigger på ham og tænker, at meget havde været nemmere, hvis jeg bare var blevet der.

En liste: (Flere) ting, jeg hader.

At Nina Zamani har fået en kæreste, der ikke er mig.

At krisecentrene er mere end proppede for tiden. Og min nye nabo. Han har en væsentlig brist et sted i hjernen, og så er han antageligvis voldelig over for sin kæreste. For helvede. Jeg er på den.

At jeg ikke har set Tiger King. Fatter ikke en skid af, hvad der sker på Insta halvdelen af tiden.

Mit eget selskab efterhånden. På den anden side er der ingen andres selskab, jeg ville kunne holde ud så længe.

At flytte. Det er præcis en måned siden, jeg flyttede, og jeg er først ved at nå mit normale stressniveau nu. Om to måneder skal jeg flytte igen. Jeg ved bare ikke hvorhen.

Nye Borgerlige. Og det faktum, at de sidder i folketinget. Deres nyeste tagline er, wait for it … “Corona-kriminalitet skal give udvisning.” Ja.
“Corona-kriminalitet” er et elendigt (ikke-)ord, og det er simpelthen et elendigt forslag. Hvis ikke I, der læser med, har set indslag fra Nye Borgerlige i aktion i folketingssalen, så gør det lige. Det er et eminent bevis på, at demokrati i praksis ikke nødvendigvis er den bedste løsning.

Det meste Sørine Godtfredsen siger. For eksempel at danskere opfører sig forkælet under Corona. Ved du hvad, Sørine? Det er også danskere, der har stemt mennesker som Lars Boje og Mette Thiesen ind i Folketinget. Kan du ikke please ramble om den ukristelighed i stedet?

Virksomheder, der ikke kan finde ud af, om de skal være privatpersoner, eller om de bare skal være virksomheder. Især den slags der laver terapeutiske lydfiler til 149 i intropris – lydfiler, der henvender sig til personer med sårbarheder, stress, depression og angst. Det er ikke så meget lydfilerne, der er problemet, det er mere det faktum, at de eksisterer på et grundlag, der er komplet uden fagligt belæg. Det er det faktum, at personen bag nægter at forholde sig til nogen som helst form for kritik og alle spørgsmål, der måtte have en undrende karakter. Det er det faktum, at man nægter at tage ansvar og det faktum, at man forsøger at indfange mennesker og afkræve dem penge på et tidspunkt i deres liv, hvor de måske er allermindst i stand til at stå imod. Jeg er så harm, at jeg nærmest sitrer …………… I véd, den tanke, man får, når man ser et barn, der absolut ikke kan synge, gå ind foran Blachmann kun for at blive ydmyget foran hele Danmarks befolkning? Hvor man virkelig dybt og inderligt ville ønske, at en god ven eller et familiemedlem lige havde taget barnet til side inden for et hurtigt reality check? Det var en bøn, skulle den rette læse med.

Mine fumlefingre eller efterhånden amputerede hjerne, der fik afpubliceret sidste indlæg. Jeg véd ikke, hvordan jeg formåede at gøre det ved et uheld – umiddelbart burde det være umuligt. Det er tilbage nu. Jeg hader også, at min søster ikke var her hver dag – så havde jeg slet ikke brug for Birgit.

SOD

SOD

En bog af Karoline Mathilde Rasmussen

Prolog

Jeg stod på toppen af Ringgadebroen, og mine hænder knugede sig fast til det regnvåde rækværk. Alt var gråt på den måde, som det kun kan være i januar. Jeg kiggede ned på togskinnerne mange meter under mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder.

I flere måneder havde jeg kun haft mine sko af om aftenen, når jeg skulle i seng, fordi en stemme inde i mig sagde, at jeg ikke måtte sidde stille. På en måde var der noget tragikomisk ved at have kæmpet for at tage 12 kilo på for ikke at dø, og nu, hvor det endelig var lykkedes, stod jeg på toppen af Aarhus og tænkte, at jeg umiskendeligt var naglet til bunden – og om jeg ville nå at mærke noget som helst, når jeg kolliderede med jorden under mig.

Få meter fra mig hang en vissen rose og et stearinlys magen til dem, man sætter på kirkegården, stod ved gelænderets opsats og brændte ikke længere. Til minde om én, der var sprunget flere år forinden. Jeg slap rækværket og fortsatte min gåtur. Dybest set havde jeg ikke lyst til at dø. Jeg havde bare ikke lyst til at leve længere.

Kapitel 1: TYVE KOMMA FEM

(…)

Da jeg stadig var i København, ringede jeg til Birgit. Hun var den daglige leder på daghospitalet, da jeg var der. Hun var også vores faste psykolog, som vi havde gruppesamtaler med hver mandag. Birgit havde mig også til visitationssamtale, da jeg i første omgang søgte hjælp. Hun skræmte livet af mig med sine spørgsmål, der virkede langt klogere end min sygdom, og hun vidste altid, hvad mit næste træk var, før jeg selv gjorde. I dag er hun privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun især hjælper spiseforstyrrede med den terapeutiske dimension af deres sygdom. Det er den del, der typisk ligger i forlængelse af vægtøgningen, altså når en almindelig hverdag så småt skal til at indfinde sig. Birgit og jeg har aftalt, at jeg kan komme forbi hendes praksis til en snak om at blive rask.

Min mor har sagt, at jeg kan låne hendes cykel, men da jeg har spist morgenmad har jeg god tid, og jeg føler mig rastløs. Klokken er kun lidt over middag, og jeg skal først mødes med Birgit klokken to. Min sygdom ved, at en times gang er bedre end et kvarter på cykel.

Derfor går jeg fra Skåde til Århus. Da jeg er halvvejs, kan jeg mærke, at vablerne er begyndt at bryde frem på mine hæle. Det gør ondt, men det er min egen skyld, for skoene er nye og stive.  Humpende når jeg frem til Ryesgade, hvor Birgits praksis er. Jeg bipper mig selv ind, går forbi elevatoren og humper op på 4. sal og direkte ud på toilettet, hvor jeg hiver mine nylonstrømper ned og studerer mine fødder. Der er blod over det hele. I hjørnet af rummet står en badevægt, og jeg kigger skiftevis på den og mine åbne sår, mens jeg ikke kan holde latteren tilbage.

– Jeg er åbenbart lige rejst fem år tilbage i tiden, mumler jeg for mig selv og går ud mod venteværelset.

Birgit henter mig kort tid efter og viser mig ind på sit arbejdsværelse. Så forklarer hun, at hun bliver nødt til at spise frokost, mens vi snakker. Hun spørger mig, om jeg har spist. Jeg siger, at det har jeg, selvom det er løgn, men jeg vil gerne undgå hendes psykologblik, der ser lige igennem mig. 

Nu er klokken 22.29 …

… og det er snart et år siden, jeg skrev ovenstående og lod det være det sidste, Journalisthøjskolen modtog fra min hånd (for nu). Det er også snart et år siden, jeg fik fat i Birgit og bad hende om hjælp til at skrive første kapitel til den bog, der overhovedet ikke er færdig endnu.

Sidst jeg skrev herinde, bad jeg også om hjælp. Hver eneste svar læste jeg igen og igen, og mange gange var det med tårer ned ad kinderne og ondt i maven. Fordi I var så gode, men også fordi I helt uafhængigt af hinanden alle gav mig det svar, jeg havde håbet, jeg ikke ville få. Kom væk.

Jeg kan ikke det hele endnu, men midt i mavepinen skrev jeg i torsdags endnu engang til Birgit. Ikke for at få hjælp til en bog, men for at få hjælp til mig. Så tak for at skubbe mig derhen. Inderligt tak.

Det er lidt svært, hvordan jeg afslutter det her uden at nævne alt det, der sker lige nu, men: Jeg håber, at I har det godt derude, derhjemme. <3

 

Jeg gik mig over sø og land.

Sidste år, før jeg besluttede mig endeligt for at dedikere min journalistiske hovedopgave til din jeg-fortælling om anoreksi, havde jeg også en anden ide. Jeg ville gerne skrive om farkomplekser.

Det skulle også være en jeg/fortælling, og det skulle også være første kapitel til en bog. Jeg tror, den skulle hedde: “Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand”. Måske skulle den faktisk bare hedde “Sumpen”, og den ville stadig handle om mig, og hvordan den første, jeg blev forelsket i, var min far.

Eller i hvert fald i en mand, der kunne og kan alt det samme som min far: Alt. Men mest afgørende af alt føre mig hen til det absolutte nulpunkt. I ved, det punkt hvor man går rundt i regnen søndag eftermiddag og på forhånd har dårlig samvittighed over for den buschauffør, hvis fartøj man er tæt på at gå ud foran.

Så er der det andet punkt. Der hvor resten af verden, døgnet, retningsløsheden ikke eksisterer – og ensomheden heller ikke.

Midterpunkterne fandtes ikke. Det var helt det samme som med min far. Forskellen – og den tror jeg er altafgørende – er, at min far aldrig nogensinde kunne lide mig. Og det er derfor, det stadig gør så inderligt og ubeskriveligt ondt lige nu. Tanken kan slet ikke slippe væk fra mig: Hvorfor vil man gøre et menneske, man rent faktisk kan lide, så ondt?

Der tilbage i december – og I må undskylde, at jeg sumper sådan i det – sad jeg med hovedet på skulderen af en god veninde, mens jeg kiggede ud over vandet ved Amager Strand. Tårerne løb ustoppeligt ned over mine kinder, og jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor det her føltes som noget, jeg havde prøvet en gang før.

Hvordan jeg hele mit liv havde gjort alt for at få min far til at elske mig lige så meget, som jeg elskede ham, selv om jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Hvordan jeg prøvede at gøre mig god nok til ham, hvordan jeg kunne klare mig i alle livets facetter, så jeg kunne fortjene hans kærlighed. Og hvordan det til sidst alligevel endte med, at jeg måtte stoppe det helt. For han ville aldrig nogensinde elske mig. Og det var mig der tabte. Jeg kunne se, at det hele var sket igen.

Sumpen, kalder jeg stedet. Det sorte hul, som man ikke kan hive sig selv op af igen. Jeg er bange for, at jeg går i cirkler rundt om det, og jeg er rædselsslagen for at falde i.

Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for jeres erfaringer.

Jeg har ikke før været så klar til at komme videre, som jeg er lige nu. Men jeg har heller ikke syntes, at det nogensinde har været så svært, som det er lige nu.

Mit spørgsmål er: hvordan er I kommet jer over at få revet det hele i stykker? Hvad har I gjort, når håbet forsvandt?

Kunne I komme videre, mens I stadig havde kontakt til den anden? Blev I nødt til at cutte al kontakt? Kunne I fortsætte med at være hinandens fortrolige? Hvad hjalp?

Det betyder rigtig meget for mig, hvis nogle af jer vil svare. Jeg har virkelig brug for det.

Det her blev sendt til mig, og til personen, der har skrevet det: send mig en DM haha ❤