13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019

  1. Følgende inkompetente sammensætning af bogstaver: ‘jeg kondolere’, som efterhånden mere er blevet reglen end undtagelsen.
  2. Stories af denne længde: ———————————- ; både fra koncerter, fyrværkeriet nytårsaften og af solnedgangen. Jeg er glad for, at du føler begejstring – måske endda glæde – over din nuværende situation, men vi deler den ikke, og pak så den telefon væk.
  3. Folk af denne race, som er den samme: Dem, der stiller sig i midtergangen på flyet, en menneskealder før man kan komme ud. Folk, der bytter julegaver den 27. december og folk, der sidder i kø til skat, når det der regnskab bliver offentliggjort.
  4. Bekymringen over, om Vh, Mvh, Kh eller Dbh virker som den mest passende afrunding på en arbejdsrelateret mail.
  5. Det faktum, at jeg i øjeblikket har 9 ud af 10 symptomer på depression. Og madlede på 14. dag, hvilket i praksis betyder, at jeg hver aften bruger to timer på at gå fra butik til butik, mens jeg febrilsk leder efter noget, jeg ikke får kvalme ved tanken om. Åh, madlede, du er et dårligt tegn.
  6. Amerikanske rappere, der lyder, som om de aldrig har klaret sig gennem én dags skoleundervisning og cirka er lige så velartikulerede som en pludrende baby på fem måneder. Ingen nævnt – for jeg kender oprigtigt ikke jeres navne – og ingen glemt.
  7. Og nu vi er ved det: Jeg véd godt, at jeg er diskvalificeret på forhånd, fordi min fødekanal aldrig har håndteret andet end primært fallosformede ting og menstruationskopper, men … kunne 2019 ikke blive året, hvor mødre, der har truffet forskellige valg, stoppede med at tale så herrestrengt til hinanden? Jeg mener … I vil alle det bedste for jeres børn. I fucking gør det bedste for jeres børn hele tiden. Tænk lige, hvis noget af den energi, der bliver brugt i diverse kommentarspor, blev brugt på noget systemaktivisme? Ja, jeg véd godt, at ytringen – nærmest tanken i sig selv – er ulovlig at have, når den kommer fra én som mig, der ikke kan forestille sig, hvor meget dårlig forældersamvittighed kan fylde. Men åh, hvor kunne det være smukt egentlig, hvis nogle af de fucktards, der har ansvaret for normeringer og elendige vilkår i forhold til at arbejde på deltid, blev tvunget lidt mere til at beskæftige sig med de mennesker, deres elendige dømmekraft rent faktisk rammer. Jævnfør punkt fem véd jeg virkelig ikke, hvorfor jeg skriver det her, for jeg orker nærmest ikke at stå ved det. Sorry. Jeg elsker jer alle uanset.
  8. Min nyerhvervede kendsgerning om, at jeg stopper med at skrive, når jeg har det dårligt. Ringe formulering: Kendsgerningen vil jeg for alt i verden gerne hænge mig fast i, men jeg skal simpelthen ikke lade være med at skrive.
  9. Den der diskusprolaps. Nu lover jeg, at jeg aldrig nævner den igen.
  10. Inkompetente politikere i et ufleksibelt og dysfunktionelt system, der normalt bliver kaldt for ‘et velfungerende demokrati’. Tænk lige over det. Og tænk lige over det, når Inger giver håndtryk til de nye danskere på torsdag.
  11. Mennesker i trafikken, der ikke vinker som tak, når man holder tilbage for dem, selv om man egentlig ikke behøvede det.
  12. Dem, der bruger 10-15 minutter på at fortælle om en eller anden Dali’sk drøm, de har haft om natten, som ingen relation what so ever har til noget i virkeligheden. One life, don’t waste it.
  13. Alle de der dun, jeg fik på kroppen og i ansigtet, da jeg var syg. Det er, som om et eller andet termostat i mig ikke helt har fattet, at jeg ikke længere har brug for pels for at holde på varmen.

dun 🙂

 

Det her er mit bedste bud på en opsummering.

DAG 2

“Det er jeg ked af, men jeg troede altså, du skulle ultralydsscannes,” sagde den søde radiolog. Hun er hundrede procent undskyldt, for vi kan alle se ret befrugtede ud i vores vintertøj.

Få minutter efter blev jeg hentet af en anden sød radiolog. Han trak mig ind til den store røntgenmaskine, og så forløb vores eneste samtale nogenlunde sådan her:

Ham: – Er du gravid?

Mig: – Ha ha ha, det håber jeg ikke.

Ham: – Altså … er du gravid eller ej?

Mig: Ikke umiddelbart.

Ham: – Jeg har brug for et klart svar. Ja eller nej?

Mig: – Jeg har ikke taget en test, så jeg véd det egentlig ikke. Men jeg har menstruation og såd’n …

Ham: – ……… Du må ikke få taget røntgen, hvis du er gravid.

Mig: – Så er jeg ikke gravid.

Jeg er ikke gravid, viser det sig.

DAG 1

Er omsider blevet overtalt til at tage til læge. Bliver taget imod af en medicinstuderende, som skal stå for konsultationen. Hun spørger, om hun gerne må filme seancen. Af altruistiske årsager – altså dem, der mener, at min lorteryg skal tjene et eller andet nobelt formål – sagde jeg ja.

Fortrød det måske et øjeblik senere, da jeg blev bedt om at tage mit tøj af, hvilket tog omtrent 10 minutter. Har det på en eller anden måde ambivalent med, at der findes et videoklip af mig, der sidder forkrøblet på en stol og undskylder for, at jeg hverken kan bevæge mig endsige tage mine benklæder af. Hun tilbød at hjælpe.

Lagde mig op på briksen og svedte den der papirbeklædning helt i stykker. Så spurgte hun mig, om jeg havde haft problemer med at holde på afføringen, og jeg er sikker på, det var et velment spørgsmål, ikke desto mindre er det også ret træls, når svaret nødvendigvis må være ja.

Nå, men … jeg har nok fået en diskus prolaps i lænden, viser det sig.

Efter nøje eftertanke er jeg blevet enig med mig selv om, at det hele gik galt, to sekunder efter dette billede blev taget. En grå mandag i Århus, da jeg besluttede mig for – uden at varme op – at løfte hundrede-et-eller-andet kg uden sko (fordi dem havde jeg glemt derhjemme). Så beder man faktisk selv om det.

DAG 3

Kan ikke lade være med at tænke på, om alle børn – uanset hvor uegnede de er udi performancekunsten – stadig har en drøm om at medvirke i MGP.

DAG 4

Tager til julefrokost på Aller, og jeg kan ikke danse ordentligt, fordi min ryg gør ondt.

Der er fri bar, og jeg kan åbenbart ikke finde ud af at håndtere den slags goder. There is no such thing as a free lunch, som min underviser på Journalisthøjskolen altid sagde, og jeg betaler. Hårdt.

For at undgå den værste fortørnelse bilder jeg jer og mig selv ind, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg kom hjem fra julefrokosten (men lad os bare sige, at en taxa fragtede mig).

Kaster op hver halve time resten af aftenen og natten og morgenen, og da solen er stået op og igen illuminerer mit badeværelse, må jeg erkende, at jeg ikke har knælet over kummen (rygproblemer, igen), hvilket betyder, at jeg har ramt alt andet end mit toilet. Kaster op igen, fordi jeg er så klam.

Taster mit alkoholindtag fra dagen før ind i sådan en online beregner. Promille: 4,4. (“Ved en promille på 4 vil de fleste sandsynligvis være bevidstløse eller i livsfare.”)

Tager til julefrokost klokken 20 i Boxen. Føler mig ikke længere levende.

DAG 5

Sover.

Benytter mit stemmebånd klokken 18.30, fordi jeg skal bede min lokale grillmand om at lave mig en bakke pomfritter.

Kiggede på min fod kort før sengetid. Opdagede, at den så ud som på billedet. Véd stadig ikke, hvad der er sket.

DAG 6

Vågner klokken 9, som også er det tidspunkt, jeg skal møde på arbejde.

Får fat i et juletræ, som jeg slæber fra Vesterbro til Amagerbro i myldretid.

Min mor og søster kommer herover den 23. december, og så danser vi rundt om juletræet hos mig. Vores julemiddag bliver vegetarisk, gluten- og laktosefri. Til gengæld har jeg fået lov til at låne min nabos chihuahua. Livet er rart nok, viser det sig.

Karo er ked af’ed.

brun, frisk og nydeligt hår. :'(

Min matematik- og fysiklærer i folkeskolen hed Holger. Han var en gæv mand i Fjällræven-bukser og vandrestøvler, hvilket jeg forestiller mig, han muligvis har tilfælles med flere kolleger over hele landet. Holger sagde en dag til mig, da jeg stod og kogte med min bunsenbrænder, at grunden til, jeg ikke kunne konkludere en skid ud fra mit forsøg på et forsøg, skyldtes, at jeg ikke forholdt mig til den naturvidenskabelige metode.

Eftersom det måske var ham, der ligesom var ansvarlig for netop denne mangel, tog jeg det ikke så tungt, men kiggede bare halvfrustreret på ham, mens flammen brændte rundt om reagensglasset.

“Du må kun ændre på én variabel ad gangen,” uddybede han. “Ellers véd du ikke, hvad der påvirker hvad. Og så bliver ingen klogere.”

Det gav jo fuldstændig mening, og det var, som om han havde fjernet al videnskabelig kaos i mit hoved. Dét her, det er fandme værdifuldt, håber jeg at have tænkt i øjeblikket. 

På samme måde har jeg alle dage været imponeret over mennesker, som kunne tilgå deres liv med samme kontrollerede akkuratesse. “Jeg er utilfreds med x, så jeg ændrer variablen y, og så ser jeg, om det ikke bliver meget bedre,” og når det så bliver meget bedre, kan de på anekdotisk vis konstatere, at det bare var y – som måske var gluten, for lidt søvn, arbejdsplads, hvad véd jeg – der fik hele korthuset til at vælte.

Den form for overblik og kontrol fascinerer mig, sandsynligvis fordi mit eget hoved alle dage har fungeret under en eller anden uoprettelig kaosteori, hvor alle variabler kegler rundt, kommer og forsvinder efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der gør, at noget går galt for mig lige nu.

I sommer var jeg et vaskeægte overskudsmenneske. Jeg kunne sove tre timer om natten hver nat og være fuldstændig upåvirket. Jeg kunne træne to gange om dagen hver dag og aldrig blive øm. Jeg kunne bade topløs ved Helgoland efter midnat, selv om jeg havde flyttet hele dagen. Jeg kunne cykle til Dragør og længere væk end det, og det var kun en smuttur. Min menstruation kom på minuttet, min hud var nærmest fin og og absurd brun, og fysisk var jeg flyvende. Ægte frisk og rask, I véd. 

Vi skal ikke langt ind i efteråret, gråvejr og 7. semester, før tingene begyndte at gå lidt ned ad bakke. Det er, som om det hele kom med Århus, som det alle dage har gjort: mit ansigt fik nærmest byldepest, jeg var stadig søvnløs, men evigt træt, og hver gang min mor skulle samle mig op på Rutebilstationen, var noget af det første, jeg sagde til hende: “Jeg har simpelthen så ondt.” Det var fandme, som om efteråret, skolen, min barndomsby, et eller andet havde gjort mig til en krøbling. 

Jeg har afleveret min første eksamen, og på nogenlunde samme tid er jeg begyndt på et kort vikariat på Feminemsen (jeg er så glad!), og jeg tænkte, det ville lette på en del ting. 

Men i to-tre uger har jeg ikke været i stand til at sidde på en stol i mere end fem minutter, før det har gjort for ondt. Jeg kan kun tage tøj på i liggende stilling, jeg kan ikke bukke mig forover, og jeg priser mig lykkelig for mit toiletmøbel, som agerer støttestok, hver gang jeg skal på wc. Om natten ligger jeg stadig vågen, men nu skyldes det bare smerter. Min ryg gør så ondt, og jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at tude. Desuden er jeg så langt væk blabbet af smertestillende piller, at jeg konstant befinder mig i skærsilden mellem de vågne og de sovendes land. 

Jeg tror, min magiske, livsomvæltende variabel ligger i en chill pill. Min selverkendelse har imidlertid ikke taget i dyk sammen med resten af min krop, så jeg véd med ret stor sikkerhed, at det nok ikke kommer til at ske sådan rigtigt.

Helt oprigtigt er jeg bange for, det er en prolaps i lænden af en art Eller noget med iskias-nerven. Så nu har jeg i ramme alvor sat Medina på, for det er sgu synd for mig.

 

Ting og fænomener, der gør mig ægte pissed og/eller frustreret

Når …

… ‘nogen’ appellerer til ‘mindre forbrug, mere omtanke’ på Black Friday, men resten af året lever som omvandrende reklamesøjler, skyder om sig med affiliate links og rabatkoder til boohoo og kampagner for SAS.

… personer, som udmærket godt kender til mine familieforhold, spørger: Kan du ikke bare låne nogle penge af dine forældre?

… folk beder mig om at gøre ting, jeg havde tænkt mig at gøre på helt eget initiativ. Så har jeg ikke længere lyst til at gøre det.

… jeg hører, at stadig flere børn ned til 8 år er i kontakt med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, og at 11-årige overvejer at bruge afføringsmidler for at tabe sig.

… især voksne mennesker bruger så meget forkert tid på Instagram, at det er noget, der seriøst påvirker deres liv og selvopfattelse i en negativ retning. Må jeg anbefale kun at bruge mediet på happy jolly stuff, herunder videoer af nuttede hunde, træklatrende geder, meme-profiler (og måske dine venner).

… det går op for mig, at jeg vitterligt har opgivet at finde ud af, hvad alt det der bankhvidvaskning/mændene, der røvede Europa EGENTLIG er for noget, og at jeg – lidt ligesom med skandalesagen i SKAT – ikke kan forholde mig til størrelsen på pengesummen, hvorfor min følelsesmæssige reaktion på det hele bedst kan beskrives som apati.

… kunder i supermarkeder ikke kan finde ud af at stable indkøbskurvene ordentligt, og jeg bliver nødt til at gøre det for dem.

… jeg læser kommentarspor som nedenstående og erfarer, at no vaxxers seriøst stadig er en ting, og at alt, der minder om fakta mere eller mindre preller af på dem. Ikke at lade sine børn vaccinere er ikke bare dumt, det er også enormt egoistisk. Jeg står fast på den her. De eneste mennesker, vi  måske kunne overveje at sende ud på en øje ø, er mennesker, der bevidst fravælger vaccination. (Det mener jeg ikke. Jeg synes i øvrigt, at det der Lindholm-asyl-ø er det mest forkastelige, forargelige og triste projekt i nyere tid, og jeg véd snart ikke, hvad jeg skal stille op længere).

Manden og pikken.

Engang havde jeg en træner, som – hver gang han skulle veje sine ord, når han var bange for at formulere sig forkert – indledte sætninger med en lyd, der vel kan staves sådan her: Erhm.

Lidt på samme måde starter jeg nu.

Erhm:

I visse kredse er det en brandvarm kartoffel, mens det for andre – og sikkert størstedelen af os – er passeret ubemærket hen, at der har været lidt røre omkring mænds kønsorganer.

For at det ikke skal virke, som om jeg er sensationslysten, for det er jeg oprigtigt ikke, skal vi spole tilbage til en varm sommerdag tidligere på året. Selv om min adfærd og relativt mørke kartoffelfarve kan indikere det modsatte, er jeg faktisk ikke specielt glad for eller god til for meget sol. Min hjerne står simpelthen af. Således havde jeg trukket mine mørklægningsgardiner for til mit værelse, åbnet alle vinduer og lagt mig på min seng med en kold klud på panden, mens jeg prøvede ikke at kede mig ihjel. Midlet hertil var den fremragende podcast Perfekt Uperfekt af Katrine Gisiger, og lad mig understrege, at jeg er ret begejstret for begge.

I den pågældende episode begyndte værten og gæsten at tale om et engangsknald, som vist var mislykket på mange måder, og hans lille pik, og hvad den ikke kunne, blev nævnt flere gange. Jeg fik forbandet ondt i maven af at høre det, og jeg tænkte: Stakkels gut … hvis han hører det her …

Der skal ikke megen selvransagelse til, før jeg kan konstatere, at den der maveonde ikke kun skyldtes sympati for manden, men i lige så høj grad havde rod i egne mindreværdskomplekser og gamle teenagetanker om at se fuldstændig forkert ud mellem benene. Jeg fik det dårligt ved tanken om, at to mænd skulle snakke om et dårligt knald med mig, udveksle detaljer om mine kønslæber for bagefter at slynge det ud som en lydoptagelse i det store Podcastland. 

Tilbage i en mere nærværende nutid skete der det, at Katrine Gisiger i mandags gæstede Stegger og Toft på P3. Før hun vidste af det, afspillede de to radioværter podcastklippet for hende, hvorefter de havde fået en mand i studiet, som gennem hele sit liv havde haft seriøse mindreværdskomplekser på grund af størrelsen på hans pik. Jeg kan med det samme afsløre, at det var ret ubehageligt.

(Journalisten beskriver her sagen og forklarer, hvordan Katrine Gisiger (ikke) er blevet briefet om, hvad der skulle foregå i radiostudiet den dag.) Af åbenlyse årsager aner jeg ikke, hvad der er blevet sagt, og derfor vil jeg også prøve ikke at forholde mig så meget til den del. Umiddelbart mener jeg, at Gisiger bliver fremstillet som dobbeltmoralsk, og det er jeg ret sikker på, hun ikke er; jeg anerkender virkelig hendes arbejde, og at kalde hende ud som kropsudskammer, er seriøst skørt.

Derfor vil jeg i stedet tale om pikke og den korte sekvens i podcasten, som overskred min personlige grænse. 

Jeg har en håndfuld meget gode og nære veninder, og ligesom de fleste andre veninder taler vi om kønslæber, onani, skedelugte, røvsved, præferencer i sengen og uønsket hårvækst. Hvad vi derimod helst ikke snakker om, er størrelsen på mænds tissemænd. (Indrømmet, det har jeg selvfølgelig gjort, da jeg var yngre, men det var sgu heller ikke fedt gjort). Vi har ikke aftalt, at det er noget, vi ikke gør, sådan er det bare blevet. For mig svarer det til en udlevering af noget, man ikke selv er herre over, og vender jeg den igen om, er der det egoistiske hensyn, at jeg af hele mit hjerte ville hade, hvis en eller anden mand diskuterede mine kønsorganer med andre mænd. Offentligt såvel som i et lukket forum.

Vi snakker så meget om kvinder, og det er dejligt, det er vigtigt, og det er tiltrængt, men vi snakker ikke så meget om mænd med mænd. Måske er det, fordi de er født med privilegiekæppen og derfor ikke må brokke sig, måske skyldes det den – uuh – giftige maskulinitet, eller måske er det bare for svært. Eller noget fjerde. Men bare fordi vi ikke taler om det, må vi ikke glemme, at de kære mænd også har mindreværdskomplekser. 

Bare fordi der ikke er nogen indvendinger, når vi siger om en irriterende mand, at han sikkert bare er sur, fordi han har en lille pik, er det ikke ensbetydende med, at der ikke sidder nogen og bliver kede af det, når den slags bliver ytret.

I P3-studiet sagde gæsterne, at de – som kvinder – ikke kunne tage mandekampen (ok, véd ikke, om det er direkte citeret, men sådan afkodede jeg det).

Jeg tror ikke på, at nogen mand nogensinde kunne finde på at gøre mig til fanebærer for noget som helst mandefrigørende projekt, men jeg tror på, at enhver mand (måske med en penis, der måler mindre end gennemsnittet) ville sætte stor pris på, at jeg ikke fnisede af hans pik.

Det synes jeg egentlig er meget fair – og et udmærket sted at starte.

Hvis man tror på, at alle kroppe er dejlige, må det nødvendigvis også betyde, at alle pikke er dejlige. Det her er i min verden et eksempel på, at når man siger A, må man også sige B. 

rip karo