Jeg gik mig over sø og land.

Sidste år, før jeg besluttede mig endeligt for at dedikere min journalistiske hovedopgave til din jeg-fortælling om anoreksi, havde jeg også en anden ide. Jeg ville gerne skrive om farkomplekser.

Det skulle også være en jeg/fortælling, og det skulle også være første kapitel til en bog. Jeg tror, den skulle hedde: “Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand”. Måske skulle den faktisk bare hedde “Sumpen”, og den ville stadig handle om mig, og hvordan den første, jeg blev forelsket i, var min far.

Eller i hvert fald i en mand, der kunne og kan alt det samme som min far: Alt. Men mest afgørende af alt føre mig hen til det absolutte nulpunkt. I ved, det punkt hvor man går rundt i regnen søndag eftermiddag og på forhånd har dårlig samvittighed over for den buschauffør, hvis fartøj man er tæt på at gå ud foran.

Så er der det andet punkt. Der hvor resten af verden, døgnet, retningsløsheden ikke eksisterer – og ensomheden heller ikke.

Midterpunkterne fandtes ikke. Det var helt det samme som med min far. Forskellen – og den tror jeg er altafgørende – er, at min far aldrig nogensinde kunne lide mig. Og det er derfor, det stadig gør så inderligt og ubeskriveligt ondt lige nu. Tanken kan slet ikke slippe væk fra mig: Hvorfor vil man gøre et menneske, man rent faktisk kan lide, så ondt?

Der tilbage i december – og I må undskylde, at jeg sumper sådan i det – sad jeg med hovedet på skulderen af en god veninde, mens jeg kiggede ud over vandet ved Amager Strand. Tårerne løb ustoppeligt ned over mine kinder, og jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor det her føltes som noget, jeg havde prøvet en gang før.

Hvordan jeg hele mit liv havde gjort alt for at få min far til at elske mig lige så meget, som jeg elskede ham, selv om jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Hvordan jeg prøvede at gøre mig god nok til ham, hvordan jeg kunne klare mig i alle livets facetter, så jeg kunne fortjene hans kærlighed. Og hvordan det til sidst alligevel endte med, at jeg måtte stoppe det helt. For han ville aldrig nogensinde elske mig. Og det var mig der tabte. Jeg kunne se, at det hele var sket igen.

Sumpen, kalder jeg stedet. Det sorte hul, som man ikke kan hive sig selv op af igen. Jeg er bange for, at jeg går i cirkler rundt om det, og jeg er rædselsslagen for at falde i.

Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for jeres erfaringer.

Jeg har ikke før været så klar til at komme videre, som jeg er lige nu. Men jeg har heller ikke syntes, at det nogensinde har været så svært, som det er lige nu.

Mit spørgsmål er: hvordan er I kommet jer over at få revet det hele i stykker? Hvad har I gjort, når håbet forsvandt?

Kunne I komme videre, mens I stadig havde kontakt til den anden? Blev I nødt til at cutte al kontakt? Kunne I fortsætte med at være hinandens fortrolige? Hvad hjalp?

Det betyder rigtig meget for mig, hvis nogle af jer vil svare. Jeg har virkelig brug for det.

Det her blev sendt til mig, og til personen, der har skrevet det: send mig en DM haha ❤

Del I-V: Fra portvin til piller

Forleden nat drømte jeg, at jeg begik selvmord. Jeg vågnede med kramper i maven og sved over det hele, og så var der vreden … den altoverskyggende vrede. Den var vendt tilbage.

Januar var lidt kaotisk. Livet skete, og det samme gjorde dagene. Lige som om de bare overlappede hinanden med aftaler hver evig eneste dag. Jeg hader at leve sådan, hvor den ene dag tager den anden, men i sidste måned var det, hvad der reddede mig. For velsignelsen ved overdreven travlhed er netop, at jeg ikke har tid til at pille mig selv nogen steder – endsige i navlen – og der er ikke rigtig plads til følelser, når jeg bare skal holde den kørende. Og det har været rart. Det har været rart at få et lille hiv af apati og ligegyldighed.

Men så skete februar. Jeg var i et cykeluheld og vred mit knæ, så nu går jeg med krykker, mens jeg bander og svovler. Og så er der den forbandede drøm, hvor jeg tog livet af mig selv. Det er første gang i mit liv, jeg oplever den følelse, jeg for nemheds skyld vil reducere til at kalde for kærestesorger. Vreden er en stor del af det. Det samme er døden. For hvor håbløst det end måtte lyde, virker døden sommetider som et mere skånsomt alternativ til det, man føler som en ny konstant.

Og jeg ville så inderligt gerne fortælle om det. Stadie for stadie, raserianfald for raserianfald. Jeg ville så gerne lave en lineær fremstilling af processen, men så var det, jeg tænkte lidt og fandt ud af, at processen er alt andet end lineær. Den er 3 skridt frem og 14 tilbage, og ét stadie kan vare et minut, en dag eller en uge, og så bliver du slået hjem igen. Det her bliver således alt andet end lineært, men vi starter dog ved dag 0.

Del 1 – Fosterstilling og fornægtelse: Alt er sort. Jeg kan ikke se verden gennem mine øjne, fordi de flyder over med tårer. Jeg venter på, at jeg vågner og finder ud af, at det hele er noget, jeg har drømt. Jeg nægter at tro på, at det er sket – for hvis det virkelig er sket, betyder det, at alt, jeg har håbet på, er ødelagt. Tanken er uudholdelig. Det er uudholdeligt at være vågen, så jeg pakker mig sammen på andre menneskers sofaer. Lige nu er det allerværste, husker jeg mig selv på.

Del 2 – Portvin og proteinbarer: Jeg fornyer min recept på de zombiepiller, jeg ellers ikke har haft brug for i lang tid. De holder de værste tanker væk. Jeg sluger dem med portvin om aftenen, så de slår ekstrahårdt. Måske slår de også hårdt, fordi jeg ikke har spist andet end proteinbarer de sidste mange dage. Alt mad smager gråt, og jeg har ikke lyst til at spise (Jeg har ikke lyst til noget som helst), og et eller andet sted tænker jeg også, at hvis jeg lader være med at spise, bliver det hele nemmere at håndtere. Jeg ønsker et par gange at få anoreksi igen, for jeg ved, at anoreksien aldrig nogensinde ville tillade mig at føle så meget – og slet ikke noget over for andre mennesker. Det meste af tiden stirrer jeg tomt ud i luften. Min veninde siger, at det værste er overstået.

Del 3 – Dødløft og dødstanker: Jeg véd, at det snart er jul, og jeg kan ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue at købe gaver, ja faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde kan overskue noget som helst igen. Min søster føder en søn, og jeg bliver moster, men det kan jeg heller ikke overskue. Jeg sidder i min mors sofa i Århus, og sommetider griner jeg, og jeg finder endda mandlen i risalamanden. På juleaftensdag tænker jeg, at jeg har lyst til at dø, for det virker ikke, som om noget bliver bedre. Alle mine tanker handler om ham, om pigen han var sammen med, og hvor meget jeg har lyst til at slå hende ihjel. Jeg har også lyst til at slå mine tanker ihjel, så jeg får min mor til at køre mig til og fra træning, fordi jeg heller ikke kan overskue selv at gå ud ad døren. Crossfit-salen i Århus er tom om eftermiddagen den 24. december, og jeg står alene og dødløfter med Birkenstocks på, fordi jeg ikke kan overskue at skifte sko. Jeg tænker, at når jeg ikke kan være glad, så kan jeg være stærk.

Så bliver jeg smidt ud af min lejlighed.

Del 4 – Tomhed og Tinder: Jeg tænker, at mænd over 40 er voksne. De er ikke er respektløse idioter. Det viser sig, at det er de. Jeg dropper at swipe og at mødes med nogen igen, for dybest set er jeg ikke klar til nogen af de ansigter, der er foran mig. Jeg ville ønske, at jeg var. At jeg bare blev forelsket igen, og at den sidste måned ville forsvinde ned i et sort hul, som om den aldrig nogensinde var sket. Tanken om, at han er sammen med andre, slår mig ihjel. Det er den værste tanke, og jeg kan ikke få den væk.

Del 5 – Fadøl og fortrydelsespiller: Jeg tager i byen og drikker øl. Og gin. Og shots. Jeg går hjem morgenen efter, og om mandagen går jeg på apoteket og sluger en pille. Jeg smiler, fordi jeg er 27 og ikke er blevet klogere, end da jeg var 14. Så aftaler jeg også med mig selv, at jeg skal drikke mindre, for jeg minder mig selv om, hvad min veninde har sagt: “Det er nu, du har tiden til at være god mod dig selv. Det er nu, du skal lære dig selv at kende.” På en måde har jeg ikke rigtig lyst. Jeg ved ikke, om jeg kan kendes ved mig selv, når jeg aldrig nogensinde kan få det – eller den – jeg gerne vil have.

Februar: Jeg ligger i min seng fredag aften. Jeg har ligget her i to timer, og jeg kan ikke få mit hjerte til at stoppe med at banke. Stressen, kortisolen og angsten pumper i hele min krop. Det er måske sådan, det føles at knække, tænker jeg, før jeg griber min telefon og ringer op.

Jomfruen/Fisken/Stenbukken (Et brev til Brinkmann).

Det er ikke så længe siden, jeg endte i en perfekt afstemt brandert med to af mine (journalist)veninder. Egentlig var det vist bare meningen, at vi skulle drikke rødvin og lave dansekoreografier til Missy Elliott, men det endte med, at vi brugte det første af aftenen på at “udvikle” et fremragende TV-koncept, som vi sendte afsted til DR3s programudvikler. Formentlig fordi vores skriftlige pitch bar præg af, at vi allerede havde konsumeret den første flaske, har vi aldrig fået svar. Og hvilken skam! Uden at afsløre for meget var essensen af konceptet, at man skulle lave et social eksperiment, som tog udgangspunkt i astrologi. Sagen er nemlig den, at astrologi i løbet af det sidste år er blevet den reference, der går alleroftest igen i utroligt mange af mine venskaber.

Når jeg skal fortælle om et menneske, jeg har mødt, og jeg mangler beskrivende ord, siger jeg bare: “Han er dobbeltskorpion,” og så nikker mine veninder indforstået og med en smule ærefrygt. Når min Vandmand-veninde skal have råd, har hun in mente, at hun spørger en Jomfru, når hun spørger mig. Så véd hun, hvad hun får. Sådan fortsætter listen, og hvad fanden sker der egentlig for det? Vi er veluddannede, vaccinerede og relativt vågne, og alligevel går vi rundt og snakker om astrologi, som om vi havde fundet videnskabens hellige gral: Svaret på det hele.

Det havde Svend Brinkmann og Esben Kjær et bud på, da jeg i lørdags tændte for P1 og lyttede til Bagklog. De to herrer sad og scannede dagens avisforsider, og de kunne konstatere, at Kristeligt Dagblad havde dedikeret ikke mindre end TO(!) forsider til den forsinkede kendsgerning, at astrologi er ved at vinde indpas i populærkulturen igen. 

Ingen af de to herrer havde umiddelbart bemærket, at astrologien gløder blandt ungdommen, men i samarbejde med Kristeligt Dagblad var de ret hurtige til at finde årsager til, at det er tilfældet. En kort sammenfatning:

  1. Astrologi handler om MIG, hvorfor det stemmer godt overens med den individualiserede kultur, vi har. Vores fokus er kun på os selv, verden handler sig om os (tror vi), og vi er afkoblet fra resten af den.
  2. “Vi” gider ikke en forpligtende religion. Derfor er astrologi et godt alternativ.

Jeg lyttede opmærksomt, og så kunne jeg mærke, at jeg blev sur. Først og fremmest generer det mig, når noget, der kunne have været en kvalificeret samtale, ikke er det. For det andet er jeg så pissetræt af velvoksne mennesker, der altid kan problematisere ungdomskultur og skyde det hen på, at det nok handler om navlepilleri. Hvad der frustrerede mig yderligere var, at Kristeligt Dagblads pointe var, at vi i stedet for astrologi burde gribe mere til kirken og troen.

Derfor fattede jeg min telefon for at sende en SMS til P1 med brok, men jeg stoppede mig selv og vil i stedet forsøge at sammenfatte mine væsentligste budskaber her:

Kære Kristeligt Dagblad, jeg starter lige med dig: Astrologi og troen på Gud (eller hvad vi vælger at kalde det) er ikke gensidigt udelukkende. Tværtimod og overhovedet ikke. 

Kære Svend og Esben

Jeg kan faktisk rigtig godt lide jer. Men ikke så meget når I køber ind på den absolut nemmeste præmis: Nemlig at se ned på de ting, der optager feminine væsener. Det er der intet nyt i, sådan har det faktisk næsten altid været, men jeg havde forventet mere af jer. Især af dig, Svend.

For det andet vil jeg gerne mane den misforståelse til jorden, at astrologi kun handler om én selv, for det er noget pis. De fleste af os ved godt, at fordi vi hverken forstår verden, eller hvordan den fungerer, har vi brug for rammer til at kunne forklare dens enkeltdele. Også selv om de forklaringer, vi finder og praktiserer, er forkerte. Det er en af flere grunde til, at vi blandt andet har videnskabelige teorier, akademisk tænkning og at menneskets natur er forskellig, om man forklarer den ud fra Descartes eller Nietzsche. Astrologien er på samme måde: Den er et par briller, du tager på for bedre at kunne begribe verden – og i særdeleshed de mennesker, du omgiver dig med. Det er ikke sikkert, at den passer – og det samme kan siges om de store filosoffers tanker – men den er dog en teori. Og en relativt harmløs én af slagsen.

Er den navlepillende? Ja og nej. Det meste, der bliver læst af de forkerte øjne, har potentialet til at være navlepillende. Der vil være dem, der læser Biblen og undskylder deres opførsel med, at de er født som syndere. Så er der dem, der læser en prisbelønnet selvhjælpsbog og kun lærer, at alle andre er problemet. Der er dem, der tager Jungs personlighedstest eller får stukket en farve/typetest i hånden af deres HR-afdeling for at lære, om de er blå, gule, røde eller grønne. Men det kan temmelig meget også være ligegyldigt, hvis man nægter at se sig selv som en brik i et større puslespil, hvor alle har en anden farve end én selv.

Det samme gælder også for astrologi: Hvis du bare bruger det til at forklare eller undskylde dig selv, fx ved at ghoste folk, fordi du er Skytte (yes, it’s a thing), så er du jo bare en idiot. Men det havde du været også helt uden dit stjernetegn. Hvis du derimod bruger det til at forstå og acceptere, hvorfor andre har et større behov for tryghed, end du selv har, så fedt. Tillykke. Så har alle jo vundet. Og det kan jeg ærligt talt ikke se, hvorfor man eller I skal se sådan ned på.

Bedste hilsner
Karoline, en beskidt jomfru

 

 

 

 

Det var også på tide: Ny liste.

En er rigtig kommet ud af fosterstilling, hva

Jeg bruger min juleferies sidste fredag aften på at skrive en artikel. Eller “på at skrive” er i sandhed en meget diplomatisk formulade, for jeg skriver cirka, som om jeg blogger, og så er det dybest set nok mest konstruktivt at være her i stedet. For tiden befinder jeg mig i sådan en mærkværdig og ganske ubehagelige social skærsild, hvor jeg hverken kan holde ud at være alene eller at være sammen med andre mennesker. Det, der hjælper mig ud af ensomheden, er at skrive. Så det prøver jeg nu. Denne gang i form af en liste – og den er præcis lige så uvinklet som den artikel, jeg (ikke) har skrevet. I plejer heldigvis at være overbærende.

# Alle vil bolle med Jesper Buch.

# Speaking of bolle: Efter mit keglesnit har jeg oplevet nye tilstande i mit underliv. Ikke nok med at have livmoderhalssmerter når jeg har menstruation, har jeg dem nu også i generøse mængder, når jeg har ægløsning. Og når jeg er liderlig. Det føles lidt, som om et menneske med meget skarpe gelé-negle niver hårdt og længe i mig. Er jeg den eneste?

# Som jeg lige gik og håbede, at dette Herrens år ville være året, vi ikke længere skulle cope med turistcyklister og dertilhørende foruroligende adfærd i trafikken, overværede jeg den 1. januar tre styks af førnævnte i bilernes venstresvingsbane ved Christmas Møllers Plads (for reference svarer det lidt til at cykle i nødsporet på E45). Det mest imponerende? De virkede på ingen øjensynlig måde påvirkede af, at alle mennesker i en radius af 10 kilometer kollektivt facepalmede og dyttede af dem.

# Findeløn til den første, der kan sende link til den mest kvalificerede analyse af Iran/USA/Irak/Verdenssituationen lige nu.

# Den her er måske lidt indforstået, og måske er I heller ikke de rigtige at spørge, men: Kigger I nogensinde på videoer af mænd, der dødløfter? Hvis ikke, så prøv det lige. Og bemærk så, hvordan de (mændene, that is) helt konsekvent trækker vægtstangen op til klunkerne, således der opstår et øjebliks bolle hviler på stang-situation. I am not to judge, men virker det ikke umiddelbart som noget, der burde være ganske ubehageligt?

Forleden lavede jeg Tiramisu, men på grund af nytåret havde mange fået lignende ide, og det var således ganske umuligt at opdrive ladyfingers på hele Amager. Heldigvis skal der mere til at slå mig ud af kurs, så jeg brugte Bastogne-kiks i stedet. OG SERIØST! PRØV DET.

# Lige som jeg naivt gik og håbede på, at mennesker blev klogere, lærte af deres fejl og den slags, stødte jeg på nedenstående. Nok er nok, siger jeg!

 

13 dage. Plus det løse.

På grund af min bulldozerlignende kropsbygning havde jeg to primære opgaver, dengang jeg spillede fodbold. Den ene var at fælde modstanderen rent, og den anden var at tage alle frispark, fordi min højre vrist altid kunne få bolden fra vores egen banehalvdel op i modstanderens målfelt. Med andre ord: min evne til at sparke hårdt har aldrig fejlet noget.

Således skulle der også gå 13 dage efter mødet med lygtepælen, før jeg kunne falde i søvn om aftenen uden en dunkende fod. Jeg håbede lidt, at min trang til at ligge i fosterstilling ville fortage sammen med hævelsen, for som jeg sagde til min veninde: Det ligger ikke til mig at være så ked af det i så lang tid ad gangen.

Sådan gik det bare ikke. I det hele taget gik ikke ret meget, som jeg havde håbet på, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg overhovedet skulle skrive det her. For noget af det, jeg altid har kunnet lide ved mig selv (og en af de primære årsager til, at I er så søde i min evindelige kummerlighed, forestiller jeg mig) er, at selv om mange ting har været træls, har jeg altid været gennemsyret af en eller anden uransagelig optimisme, lattermildhed og evne til at grine lidt af det. Problemet er bare, at den har jeg ikke længere.

Jeg leder febrilsk efter en mening, og jeg leder febrilsk efter, at jeg ikke bare er meningsløs. Sagen er … det her år har været det værste i mit liv. Det her efterår og den her forpulede vinter har været helvede. Lige nu går jeg rundt og er irriteret på nogle sting, fordi jeg fik fjernet en cyste lige før jul. Jeg mistede mine bedste kollegaer. Så var der keglesnittet, og at jeg kan se på mine prøvesvar, at den formentlig ikke er fjernet i rask væv (anden gang er lykkens gang, ikk’?). Fordi jeg har haft anoreksi, har jeg lige fået en livsvarig afvisning fra Sprogofficersuddannelse, som jeg ellers troede skulle få mig væk og løse det hele. Jeg har lige sagt farvel til håbet om ham, jeg troede, jeg skulle være sammen med, og jeg har stadig ikke rejst mig. Og mens jeg stadig lå og rallede i går, fik jeg beskeden om, at jeg skulle flytte ud af min lejlighed.

Når jeg dissekerer enkeltdelene, kan jeg se, at de hver for sig er overskuelige. Træls, men ikke desto mindre til at klare. Men lige nu er det som en lavine af lort, der bare bliver ved med at flyde, og jeg kan simpelthen ikke længere se enden på den. Og jeg er slet ikke i stand til at grine af den.

Fuck, hvor jeg savner en mening. Fuck, hvor jeg savner en hverdag, hvor noget er jævnt, og fuck, hvor jeg savner at tro på, at nogle ting nok skal blive bedre.

Jeg tror stadig, at jeg tror på Universet, men jeg tror også, at Universet er fløjtende ligeglad med den konstruktion, vi kalder for nytår. Det ville ellers være dejligt, hvis det hele kunne blive parkeret i 2019. Men jeg tør ikke håbe på, at det er tilfældet.

Godt nytår til alle jer, der stadig er her. Det mener jeg virkelig. Og af alt, der er godt i mig: tak – tak for hjælpen. <3