Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.

tim-bird

Foto: Tim Bird // Six Images

* i metaforisk forstand. Jeg er kommet hjem igen.

Mine slimhinder er ikke længere udtørrede af Alpeluften, min vinterjakke er pakket væk igen, 4 dage i Schweiz er afløst af en tur til Aalborg, og nu savner jeg min seng, for jeg kan ikke flere hotelværelser nu. Jeg har brug for at vågne op til lyden af biler på Øresundsvej, min kaffe fra Lidl og min morgenkåbe, som jeg ikke har haft plads til i kufferten.

Det er ikke så vigtigt for mig at fortælle, hvad jeg har lavet (= primært hiket alene i bjergene) eller om alt det, jeg ikke har haft tid til (=mine veninder, tøjvask, madlavning, rengøring, familiebesøg og YADA YADA.) I stedet vil jeg kort opsummere mødet med fire mænd, som hver især var, hvad mænd er, når de er bedst, værst og allermest uventede.

Først er der Timothy Bird, som greb bolden, da jeg snotnæset og til synet af asiatiske turister i et selfiehelvede, udbrød: Seriously, humanity created selfie sticks, but why on earth did nobody invent a hat for the nose? Spørgsmålet udviklede sig til konceptet Hooter Hoot (en næsehat), og når Tim absolut ikke kan være min far, kan han i hvert fald være samarbejdspartner og ven til den opfindelse, vi alle har ventet på.

Mand når mand er værst (hvis jeg ABSOLUT skal stoppe med at snakke om min far) manifesterede sig i den Schweiziske hotelbestyrer Fernando, som jagtede mig på hotellets gange, ytrede sætninger som Aaah, Karolinaaaa! If I had known that a girl like you would have been here, I would have quit working at lunchtime and invited you out for drinks, mens hans sidste ord til mig, da jeg rejste hjem, var: Hey, by the way, I think I found you on Facebook! Og hey, det havde han – heldigvis er det nemt at afvise virtuelle venneanmodninger og beskeder med billeder af unikke Alpe-blomster.

De mest uventede, og osten i min boblende fondue, bar navnene Buff og Derek, og de gav mig følelsen af at medvirke i en lavbudgets Hollywood-film, hvor manuskriptet var forfattet af en Danielle Steel-inspireret kvinde med savsmuld mellem benene . Hvis jeg havde været desperat og følelsesmæssigt ledig, var min libido nok eskaleret ud i et trekantsdrama (eller bare en trekant) med de to amerikanske læger, som var taget til Europa for at afsøge ‘deres rødder’. Men eftersom jeg er fint tilfreds, hvad angår følelser, libido og desperationsniveau, endte vi blot med at diskutere Trump, epigenetik, fake news, vikinger og min kommende road trip gennem the US and A. So disappointing. (Men jeg har mailadresse, Instagram og telefonnummer på begge to… til hårde tider, I ved.)

Nu er jeg hjemme igen, og jeg samler hurtigt mig selv.

Jeg kan ikke det meste, og jeg kan slet ikke alt, men jeg kan hele tiden mere og mere. Mit liv kan være travlt uden at gøre mig syg, mit værelse kan være kaos, uden det giver mig spa, og så kan jeg heldigvis stadig blive totalt irriteret på en måde, jeg godt ved er barnagtig, så jeg kan lave en liste ud af det, så jeg kan virke sur på andre mennesker, mens en usynlig finger egentlig lidt peger tilbage på mig selv. Men helt ærligt: Folk og Fly.

IRRITATIONSLISTEN #FLY EDITION

forældede flyselskaber uden WiFi og min telefon på Flight Mode. Tvungen offlinetid ville i teorien være en god anledning til at træne noget mindfulness, men det er, som om, at jo længere mine fødder er fra jorden, jo mere forbundet føler jeg mig til stjernerne på min Instagram-feed.

typen, der ikke blot negligerer egen personlig hygiejne, men også det faktum, at de skal sidde i en kabine med 200 mennesker, som alle skal lide og græde til lugten af gammel sved (og sikkert også det, der er meget værre.)

‘klapperne’. (Altså dem, der klapper.)

når stewardesserne uddeler kyllingesandwich til de rejsende, men du sidder bagerst i flyet og får tilbudt en ostemad.

(og når du stadig sidder på bagerste række med din triste ostemad, og nogen beslutter sig for at lægge deres morgenlort på toilettet 1 meter fra dig.)

at fly aldrig aldrig nogensinde letter fra jorden til planlagt tid.

den uomtvistelige kendsgerning, at du kan træde ind i en lufthavn looking like a real diva, men når du forlader den i den anden ende, ligner du en, der har overnattet på bænken det sidste halve år.

lufthavnspriser.

dem, der begynder at diskutere med lufthavnspersonalet, fordi de ikke må få den flaske vand med, de købte før Security. ‘Dem’ kunne være ældre mennesker. Og min ekskæreste. Det var faktisk min ekskæreste.

propper i ørerne.

at man seriøst ikke skal have længere ben end en spæd gravhund med dværgvækst, før man er for stor til at sidde nogenlunde komfortabelt på Economy Class.

folk, der rejser sig op, før jeg synes, det er passende, at de rejser sig op. Dette gælder især i to situationer: Når flyet skal boardes (er I bange for, at nogen tager den plads, I retmæssigt kan claime lige om lidt?), og når flyet er landet, men endnu ikke lukker passagerer ud.

turbulens.

typen (som ofte er en klækkeligt klædt mand), som skruppelløst sætter sig på andres sæder, fordi han egentlig meget hellere vil sidde ved vinduet/gangen/toilettet/nødudgangen.

alpe

Hvad rimer på mens?

Selvom jeg var det, man ynder at kalde ‘moden af sin alder’ da jeg fik min menstruation for første gang, ramte det mig alligevel meget hårdt og alt for tidligt. Jeg var maksimalt 12, legede stadig med Barbie, og jeg syntes på ingen måde, at det var fair, at jeg allerede skulle være frugtbar. Faktisk var jeg så miserabel, at jeg forfattede et håndskrevet brev til Vi Unges brevkasse (Dorthe???), hvori jeg beskrev sorgen over min situation, og at jeg var så ked af det, at jeg overvejede selvmord. Jeg fik aldrig købt et frimærke, hvorfor brevet heller ikke blev sendt. Det var nok egentlig meget godt, for jeg tror måske, at jeg overdramatiserede min menstruation en smule.

Eftersom jeg ikke har snakket om andet de sidste to måneder, ved de fleste af jer nok, at jeg nærmest lige har fået min Mensi Power back efter flere års ophør. Denne gang var glæden en del større, nok mest fordi jeg fik genopfrisket, hvor megen selvopfattelse, der ligger i sådan en klat blod. At den ikke har været der, har jo været en evig påmindelse om, hvor meget lort jeg har budt mig selv, men det har også haft den konsekvens, at jeg faktisk i mange år har tænkt mindre om mig selv som kvinde. Det lyder måske tåbeligt, men hver gang jeg er havnet i en situation, hvor jeg måtte krybe til korset og sige hey, jeg bløder sgu ikke, har jeg følt mig som noget, der har været gået itu. Og den slags samler man jo ikke ligefrem på.

Når det så er sagt, så hælder jeg stadig til den der hormonspiral, som mange er ret begejstrede for. Cirka samme sted på jeres begejstringsliste finder vi også menstruationskoppen, som jeg selvsagt blev nødt til at investere i. Og jeg må give jer ret: Den lille   silikonetragt er jo guld værd! Første gang for mig var meget nervepirrende, og jeg havde sat god tid af til, at det skulle blive et succesprojekt. Med bævrende hænder sad jeg og trykkede den på alle ledder og kanter, mens jeg tænkte, at den så forbandet stor ud, og den ville der seriøst aldrig være plads til. Men jeg havde vist overvurderet effekten af mine knibeøvelser, og det hele lykkedes i første hug!

Hvis jeg skal tale noget af begejstringen ned, så må det være, at jeg måske kommer liiiiige lovligt tæt på uudforskede dele af min egen cyklus. Sådan på stormflodsdage, ikk’? Der kan lidt for mange væsker, konsistenser og andet godt (som kun gynækologer ved, hvad er) godt sætte gang i min gag refleks.

Nå, men det var ikke engang meningen, at jeg ville snakke så meget om min menstruation (sidste gang, jeg lover). Faktisk var det en anden succesoplevelse, som fik mig herind: I fredags var jeg alene og hjemme for første gang i… kun Gud ved det. Jeg var tanket godt op med kaffe og chokolade, og den kombination gør mig åbenbart ægte modig. Hele mit liv har jeg holdt mig væk fra diverse IQ-tests, fordi jeg har været så bange for, at jeg ville få et resultat svarende til ‘mildt retarderet’ – ikke at der er noget galt med at være det, det er helt fint, men det ville bare konflikte lidt med min selvforståelse.

Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at hvis resultatet var skuffende, kunne jeg altid skyde det hen på dårlig dagsform/misvisende opgavetyper/testens udformning etc., hvorefter jeg gik i gang. Efter enorm hjerneanstrengelse og megen frustration sendte jeg mine svar ind, og jeg fik tallet ‘131’ tilbage. Det lød lidt sløjt, tænke jeg, mens jeg ledte efter en IQ-skala, som kunne sætte det lidt i perspektiv for mig. Og det er her, jubelscenen indtræder; en IQ på 131 er lige præcis Mensas spærregrænse.

Den viden giver selvfølgelig anledning til eftertanke, og jeg er allerede ved at overveje, hvornår jeg skal begynde at bebrejde mine forældre for, at de aldrig nogensinde pacede mig eller fik mig sendt afsted mod Akademi for Talentfulde Unge. Min fremtid ville have været så anderledes lys.

I morgen tager jeg til Schweiz, og hvis jeg får tid, slår jeg nok et smut forbi CERN. Jeg føler mig overbevist om, at de vil drage stor nytte af min tilstedeværelse.

hvidkaffe-og-tomater

Det kunne være fedt, hvis jeg stoppede med at snakke om vejret. 

Nu vil jeg starte med at snakke lidt om vejret:

Denne sommer har vi sammenlagt haft 77 timers sommer, hørte jeg i forgårs. Det er lige over tre døgn. Tre døgn. Og nu er aftenerne allerede blevet mørke, de første stormstød er kommet, og der er hul på himlen, som om alle dens beboere har været på druk og kollektivt har besluttet sig for at tømme blæren. Shit, hvor jeg hader det, jeg hader det faktisk nærmest endnu mere end det faktum, at jeg ikke kan tænke, endsige tale om andet end det komplette lortevejr, der gør mig så trist og træt oven i roen.

Det ville nok være smart, hvis jeg bare prøvede at flytte fokus en smule, men det kan jeg bare ikke, og det er totalt dumt, for resultatet er bare, at jeg bliver sur. Se bare her, hvad jeg har formået at hidse mig op over siden sidst.

En facer fra Red Barnet. Jeg er SELVFØLGELIG altid sød mod facere, selvom jeg ikke har nogen intentioner om at lade mig hverve, for de er jo mennesker ligesom alle os andre. Når det så er sagt, så er der bare nogle af dem, der er mere irriterende end andre. Fx ham her.
Han lægger ud med en meget indstuderet salgstale krydret med retoriske spørgsmål (Politiker, kend dit Spin Vol. 1) a la: Synes du ikke, at det er synd, når børn bliver mobbet? Går DU ind for mobning? Gad du sætte en STOPPER for mobning? (Ja, nej, ja er de rigtige svar.) Men herefter slog han over i en mere personlig beretning, som kunne have været hjerteskærende, hvis ikke han havde været en elendig fortæller, og hvis jeg havde været i et bedre humør. Den lød nogenlunde således: ”Tænk på, at du kan hjælpe børn derude, som bliver mobbet lige nu. Jeg er faktisk selv blevet mobbet i folkeskolen. Det var så hårdt, og jeg ville ønske, at nogle havde sat en stopper for det. Jeg er et mobbeoffer”.
Det forstår jeg godt, for fuck hvor er du irriterende, var cirka min eneste tanke under hans svada, og undskyld for det, mobning er selvfølgelig aldrig okay.

WeDoFood, som jo lidt bryster sig af at være leverandør af gode råvarer, wakametang og greenies, og så kan de ikke engang nosse sig sammen til at investere i økologisk mælk. Stram op.
TIP: Jeg kommer der alligevel. Ikke for de grotesk dyre salater, men for deres rawbars med Valrhona-chokolade, som jeg sværger er noget af det lækreste, jeg nogensinde i mit liv har smagt.

Bloggere, som ikke svarer på kritiske og undersøgende kommentarer, men kun er søde og inkluderende, når de får sendt skulderklap i deres retning. *UNFOLLOW*.

Bloggere, som skriver indlæg, som giver sig ud for at være vigtige, men seriøst ikke er det. (Hey, måske jeg snart skulle tage hul på en Blogger-bullshit #3, jeg er åbenbart helt i stødet.) For ikke længe siden stødte jeg på en rubrik med den omtrentlige ordlyd ’Der er vigtigere ting i livet end sociale medier.’ OH. MY. GOD. HVAD. HVAD. HVAD. *Jeg har aldrig fulgt dig, men jeg har lyst til at følge dig nu, bare så jeg kan af-følge dig igen*.

Min egen skruk-ness, som grav alvorligt har resulteret i, at jeg tidligere på ugen brugte (lidt) lang tid i Cryos’ database. Jeg fandt for resten en ganske kvalificeret kandidat, en kær John Doe: Dansk/iraner, 189 centimeter høj, brune øjne, mørkebrunt hår, psykologistuderende. Ham havde man da matchet med på Tinder, havde man ikke?

De bananchips, jeg havde købt til en hjemmelavet granola, jeg skulle have lavet. Jeg har ikke haft tid til at lave granola, men åbenbart ikke så travlt, at jeg ikke kunne nå at kværne de tørrede tingester in one sitting. I kender det.

hvidkaffe-er-sur

Fed og færdig (og femogtyve). 

Nu har jeg netop vinket farvel til min mor og søster, som har været her for at fejre kanelweekend med mig. Det har været helt fænomenalt, men jeg indrømmer også gerne, at jeg nu er klar til en intens stirrekonkurrence i selskab med min væg, som efterhånden har kaldt på mig i flere uger. Jeg er træt helt ind til knoglerne. Det der med at være sammen med mennesker i døgndrift, ikk’? Det er sgu for viderekommende.

Torsdag, som egentlig føles meget langt væk lige nu, startede godt ud med uventet fødselsdagssang og gaver. Desværre var mange ting bare ned ad bakke derfra. Og da jeg hoppede op på cyklen fra Amager mod Vesterbro stod regnen stadig ned i stride stænger, til trods for evigt pålidelige DMIs lovning om, at vejret ville tørre op hen på dagen. På det tidspunkt var jeg – mildest talt – meget, meget sur.

Fordi: 

  • Jeg var gennemblødt af skybrud, og den slags er enormt irriterende, når man er på vej et sted hen, der ikke er under ens dyne.
  • Jeg havde fået menstruation efter kun en uge uden en konstant blødning. Og denne gang gav den fuld gas.
  • Jeg havde, som afledt konsekvens af ovenstående, hamrende ondt i maven. Og den (maven altså) lignede noget højgravidt, som kæmpede en intens kamp med mine stramme, sorte bukser.
  • Min far havde tidligere på dagen skrevet til mig. Af underlige årsager er det meget nemmere at leve med, at han ikke er her, når han ikke er her, og når han pludselig skriver en ‘Kærlig hilsen far’-besked, river det op i alt den manglende kærlighed, der er helt generelt.

Taget i betragtning af at alt mit blod nok var løbet fra hoved til menstruationskop, er der ikke så meget at sige til, at mit humør mildest talt var iltert.

Det er heldigvis ved at være et par dage siden nu, og rent retrospektivt (og mindre anæmisk) kan jeg også konstatere, at min latente lunefuldhed ikke havde sin berettigelse. For det blev en god dag og aften til sidst. Maler vi i større strøg, må jeg også bare sige, at det sidste år har været et af de bedste i meget lang tid.

Så nu tager jeg dem.  25 fede ting, jeg har bedrevet i løbet af det forgangne år (ikke rangeret i fedhed.)

Jeg…

overgav mig til sushi efter at have boykottet lortet i flere år. Av, det smager godt.

fik en praktikplads på Femina.

… og formåede forleden at skrive en blog-agtig artikel for dem, som mere end en halv million danskere klikkede sig ind på (og mere end 8000 kommenterede).

flyttede til København, og København er totalt nice. (Jeg forstår københavnere, der elsker København. Og jyder, som aldrig rejser hjem.)

blev inviteret på ARCH (men kunne desværre ikke komme.)

endte på en arbejdsplads med seriøst god kantine, sodavandsautomat, kage om onsdagen og morgenmad om fredagen. (Og et kontor med garanti for bland selv-slik minimum en gang om ugen.)

… og selvfølgelig også en arbejdsplads, som også er Mads Christensens.

opfandt en coping-strategi for, hvordan man mentalt håndterer ulidelige mennesker på en hensigtsmæssig måde.

fik så slem influenza, at jeg ikke kunne stå oprejst i 5 døgn. Det i sig selv var ikke specielt fedt, men det har betydet, at jeg siden dag ikke har følt stress over at sommetider at lave ingenting. Faktisk gav den influenza mig mit liv tilbage.

har fået bugt med mine ligtorne på lilletæerne og inflammationen i mine trædepuder, og pludselig kan jeg gå lange ture igen uden at dø.

blev anbefalet af Miriam. Det var min største drøm i blogøjemed, og den gik fandme i opfyldelse.

mødte Miriam. Og Frank.

havde succes med at stå på hænder.

blev tippet om en app, der oplyser dig om offentlige toiletters beliggenhed.

installerede jeg Jodel, som jeg til enhver en tid vil anbefale folk, hvis de ikke har held med Tinder.

flyttede væk fra min far, og han opdagede det ikke engang.

anskaffede mig to tatoveringer, jeg havde drømt om i lang tid.

erkendte, at ingen seng er ligeså god som din egen, men derfor skader det ikke at crashe andres i ny og næ.

rykkede til Amager hos en herlig kvinde på 56, hvilket har fået mig til at overveje, om jeg måske i virkeligheden selv er 56.

accepterede, at mine fødder nok mere er en størrelse 42 end 41, og mine knyster fra gymnasietiden er allerede skrumpet ind til halv størrelse.

holdt nytår i en morgenkåbe i Nordjylland, hvormed det gik op for mig, hvor befriende det er at være nået til det punkt, hvor jeg ikke længere er bange for at gå glip af noget.

startede på min My Name is Earl-liste. (Uddybning er på vej, men kort fortalt går det ud på at sige undskyld til alle de mennesker, jeg ikke har behandlet ordentligt. Tro det eller ej, men listen er lang.)

udskiftede 50 procent af mit sukkerfri tyggegummi med kage og chokolade.

betragtede på afstand, hvordan min lillebror på 22 er blevet bil- og lejlighedsejer. Det er åbenbart ikke kun kærlighed, han kan få mig til at mærke fysisk i mit hjerte. Det er også stolthed.

fik min menstruation igen (og er allerede blevet forbandet træt af den. Derfor er der kun én ting at sige/ét spørgsmål, som pludselig bliver meget presserende: Findes der andre midler end P-piller, som kan få den væk igen? Seriøst spørgsmål.)

hvid-kaffe-har-foedselsdag

Diverseposten #2 – eller var det Horeunger #9?

1. Jeg har lige set, at Aarstiderne har introduceret en Low Carb-måltidskasse for én person. Det har jeg faktisk ikke kunnet undgå at se, for det har nok ikke undsluppet Facebooks dataenhed, at jeg er episk single og derfor måltidskasse-for-én-person-egnet. Hvad deres logaritmesystem ikke havde taget højde for er, at jeg også er episk jyde, så da jeg klikkede på linket og kunne se, at løsningen koster 80 kroner pr. kuvert (80 kroner for ET hjemmelavet måltid mad til EEN person!) brød jeg ud i hånlig latter. Ingen tager røven på mig.

2. Forleden sendte Xenia mig nedenstående tweet og spurgte, om jeg mon var den morgenfriske borger. Dertil har jeg blot at sige: Ja, jeg var en morgenfrisk borger, som blev vækket klokken 5 en morgen, fordi jeg hørte lyden af en rude, der blev smadret. Jeg stod op, kiggede ud og konstaterede, at en tyv var i gang med at kravle ind gennem Øresundsgrillens vindue 2 meter over jordens overflade. Han var meget akrobatisk at kigge på. Den Morgenfriske ringede til politiet, og berettede 1:1, hvad tyven løb rundt og lavede, hvortil alarmcentralmanden siger, at han vil sende en vogn ud. Det gjorde han så også, men den vogn kom først 20 minutter efter, og da var akrobatbanditten cyklet bort med tyvekosterne for længe siden. Eftersom min gade er én stor visitationszone, giver det vitterligt ingen mening, og jeg er lidt sur, for det ville have været så fedt at se en blive fanget med fingrene i grilldåsen (især hvis det var blevet honoreret med et tweet dedikeret til Morgenfrisk Karoline.)

3. Hvad sker der for turister, som tager billeder af  Crossfit-trænende Aller-ansatte ved Islands Brygge? Har I aldrig set en død ko før, eller hvad er jeres problem.

4. Og hvad sker der for, at jeg skulle forestille at være “god med ord”, og jeg alligevel bliver nødt til at gå ind og google betydningen af ‘rekommanderet brev’ for fortsat at kunne indgå i den samtale, jeg var en del af?

5. Kan I huske dengang, I gik i folkeskole, og der var sne over det hele? Og man håbede på, at de populære drenge gav dig en vasker? For det var ligesom en anerkendelse af, at de måske ville give dig 80 procent på kærestemåden i S, P eller K?
Det var gode, simple tider.

6. Apropos bedre tider, så er der begyndt at køre sådan nogle klip fra det nye(?) Will and Grace på internettet. Jeg elskede Will and Grace, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den her omgang, primært fordi de alle render rundt med uigenkendelige puffede ansigter. Som jeg alle dage har sagt: A little bit of filler makes you blush – too much and you puff.

7. I morgen er det min fødselsdag, og jeg bliver 25. Femogtyve. 25. Det er altså lidt stort – også selvom jeg er i København og dermed kanelbarrikaderet. Min ønskeseddel ligner den fra sidste år: Gavekort til Rema/Lidl/Netto (hvilket folk nægter at give mig), en DAB-radio, så jeg stadig kan lytte til P1 efter den 1. oktober, og så kunne jeg også godt tænke mig en cykelpumpe, fordi jeg pt. kæmper mere end nødvendigt.

8. Det kvarte århundrede kommer også til at være en åbning til noget andet – sådan Hvidkaff’-mæssigt. Fra klokken 12 i dag må jeg ikke lave noget som helst herinde, fordi min blog bliver rykket over til BD. Det har været undervejs i meget, meget lang tid (det er snart et år siden, jeg hørte fra Christina Barré første gang). Jeg har selvsagt tænkt en masse over det, og min beslutning bunder dybest set i noget med at komme til en ny, stor by og føle sig lidt ensom. Hvis det ikke er alt for kedeligt, skal jeg nok uddybe det hele meget mere. Men altså: Vær ej bekymret. Alt kommer til at være i status quo (og ingen spons.)

9. Hvis I stadig sommetider går og tænker, hvordan det ville se ud, hvis jeg var modeblogger. Giv lyd, hvis I skal bruge forhandlerliste.


 

Bloggere uden domæne.


Jeg har i lang tid tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at sprede lidt af den famøse LINK LOVE, som bare gør Bloggossfæren et rarere sted at være. Desværre har jeg holdt igen, fordi jeg har tænkt, at Hvid Kaffe er så lille, at nogle linkanbefalinger til andre skrivende hoveder ikke ville gøre noget fra eller til. Nu er det så (THANK GOD) gået op for mig, at det er sindssygt underordnet, hvor mange kliks, jeg genererer. Som altid er det den søde tanke, der tæller.

I hjalp jo med godt læsestof, hvilket har opgraderet min blogrutine noget så gevaldigt. Derfor vil det jo være oplagt at give lidt af den gode stemning videre, og det har jeg så besluttet mig at gøre i form af en – lad os ikke kalde det en føljeton – men end håndfuld (eller i hvert fald 3-4) tematisk vinklede indlæg med bloganbefalinger – gamle kendinge som nye bekendtskaber. Det første kommer her, og jeg har valgt at samle blogtrioen under titlen Bloggere uden domæne.

#1/ WeemoedJeg aner ikke, hvordan pokker man skal udtale navnet, og jeg aner heller ikke, hvem skribenten er. Det irriterer mig helt modbydeligt, for jeg ville ønske, at jeg kunne spotte hende på Nørrebrogade og give hende en velfortjent høj femmer for hendes sproglige udskejelser. Weemoed skriver godt og langt – mest om livet, kærlighed, sex, følelser, mænd, ekskærester og smøger – mens hun brækker sig over sig selv. Det er navlepilleri, når den slags fungerer fucking fedt (hvilket er lidt af en præstation), for det bliver aldrig selvhøjtideligt eller uvedkommende.

#2/ Nom de MieMie (eller det hedder hun sgu nok ikke i sit pas, hun er nemlig også anonym…) ved det ikke selv, men for tiden har jeg dedikeret mit liv til at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke nommer den online. (Jeg har nemlig grunde til at tro, at vi ikke er så langt væk fra hinanden.) Hendes blog er en af dem, man ville ønske blev opdateret dagligt, for hun skriver bare fedt, hun er sjov, og hun er skarp. Desuden har hun lige sat fokus på det faktum, at Blogland seriøst godt kunne bruge en dansklærer/sproglig mentor – et indlæg, jeg desuden slet ikke følte mig truffet over.

#3/ UngtantenFaktisk gider jeg slet ikke anbefale Ungtanten, for jeg bliver oprigtigt bange for, at I klikker jer ind hos hende for aldrig at komme tilbage til mig. Ungtanten er også også anonym, og selvom hun hader mange mennesker, kan jeg stadig virkelig god lide hende. Hun slipper afsted med sarkasme og stikpiller til det etablerede, fordi man kan mærke, at hun inderst inde er et nogenlunde anstændigt menneske, som ikke bander ligeså meget i virkeligheden, som hun gør på sin blog. Tjek hende ud (og husk at komme tilbage!)

PS. Hvis din blog ikke er med, så hold igen med bedrøvelsen (den får jeg nemlig selv, hver gang jeg ikke bliver anbefalet. Bekræftelse <3) så er det nok bare, fordi du er på til næste (eller næste) gang igen.

Hvad fatter gør, er altid det rigtige

Jeg endte med at blive lidt ked af det forleden. Min mor skrev til mig den der forbandede torsdag i Barcelona, at hun blev nødt til at fortælle min far, at jeg var dernede. Hvis jeg sagde nej, ville hun selvfølgelig ikke gøre det, men hun ville det altså helst. Ok så, det må du så. Men jeg er ret overbevist om, at han er ligeglad, svarede jeg, mens jeg forestillede mig at få en SMS fra ham med et par pæne ord a la ‘pas nu på jer selv’. Men sådan en besked fik jeg ikke, for min far er faktisk bare ligeglad med mig. 

For et par dage siden fik jeg spørgsmålet: Har du altid vidst, at du skulle være journalist? Og nej, det har jeg ikke. Men det var alle dage min fars ambition, så det var også sådan, det blev. Selv havde jeg forvildet mig ud i den formålsløse idé, at jeg skulle revolutionere folkekirken gennem noget så fremtidsløst som et præsteembede, så da jeg havde droppet ideen om at tage til Journalisthøjskolens optagelsesprøve en kold lørdag morgen, insisterede min far alligevel på at køre mig derop og gøre al teknikken klar til mig. Så måtte jeg selv stå for resten. Jeg endte jo med at komme ind og tilmed blive enormt glad for det, men det er nok en anden historie. 

Historien om min far er lang og knudret, og selvom jeg har gennemlevet store dele af den sammen med ham, er der stadig mange ting, jeg mangler at få styr på og forstå. Det er ikke, fordi jeg tror, det er klogt at lægge sig og sove ved den lort, livet har lagt. Det er mere, fordi jeg har fundet ud af, at hver gang jeg kommer i tanke om noget nyt, føles det, som om puslespilsbrikker kommer på plads. Hvorfor jeg altid har tænkt, at grædende mennesker er klamme, hvorfor jeg ikke kan fordrage at have gæster, eller hvordan jeg altid har tænkt, at min barndom har været helt normal. 

Især det sidste har jeg grublet over i løbet af sommeren, for der skal ikke mange pskykologitimer til for at kunne konstatere, at det ikke er tilfældet. 

Dagen efter GoMore-liftet brugte jeg med min lillesøster, og på en gåtur spurgte hun mig, om jeg ikke kunne huske, når vores far jog os op på vores værelser. Det kunne jeg ikke. 

“Jo jo, der når han løb efter os på trapperne på Monradsvej?”

Nej. 

“Altså når han blev sur på os, og jagtede os op på førstesalen, og når han nåede frem til os, trampede han os i ryggen, så vi væltede ned i gulvet, mens han smækkede døren ind til os”?

Jo. Det kan jeg godt huske. Og han nåede altid frem. 

“Fuck Fuck Fuck, hvordan kan man glemme sådan noget?” udbrød jeg vist bare, for i det øjeblik stoppede jeg også med at glemme den dødsangst, der overmandede min krop, hver gang jeg forgæves prøvede at nå døren, før han gjorde. 

Jeg ved godt, at jeg havde glemt det, fordi den slags ikke er specielt sjovt at huske på. Det er der intet kuriøst ved. Det mest langt ude er, at hvis nogen nogensinde spurgte mig, om jeg er vokset op i et voldeligt hjem, ville jeg uden tøven sige nej. Nok også den dag i dag. 

Derfor blev jeg også sur og stoppede forholdet til en fyr, jeg så som 15-årig, fordi han en dag tilkendegav, at han ikke forstod, hvorfor vi ikke var blevet tvangsfjernet. Jeg tror faktisk, at jeg slog ham. For dengang kunne jeg ikke se noget som helst, der ikke var normalt. Jeg så bare en far, jeg ikke kunne sammen med, og en mor, der arbejdede i døgndrift på at hjælpe sine børn og få verden til at køre rundt med os siddende på den. 

Fyrens ord var som en lussing i hovedet på min mor, og en fornærmelse af min sure far, som bare var en nar, men på den helt normale måde. 

Nu fik jeg så lige spørgsmålet igen, og underligt nok kom det fra ham, hvis seng jeg chiller på for tiden. Først blev jeg bange, for jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle til at slå på en ny person, som heldigvis ikke forstår noget som helst af, hvorfor vi var under samme tag som min far i alle de år. Heldigvis blev jeg ikke sur den her gang, for jeg forstod godt, hvorfor han undrede sig. 

Det var ikke normalt. Men udadtil så det hele normalt ud. 

Jeg fik lavet de tre streger i Barcelona; én for hver af mine søskende. De to første ringe var jeg ikke i tvivl om, men med den sidste tøvede jeg. Så mindede jeg mig selv om, at jeg til evig til skal minde mig selv om, at hun har været igennem præcis det samme som os andre, for så bliver det lidt nemmere at acceptere alt det, vi aldrig kommer til at leve med ved hinanden. 

Godkendte eBay-køb.

I to måneder har jeg gået og ventet på et nyt piercingsmykke fra eBay, som skulle være nået til Danmark for lang tid siden. Nu har jeg så kontaktet sælgeren og forklaret min utilfredshed. Som altid fik jeg er klassisk please my dear, do not leave any negative feedback, we can solve this problem. Please dear, let us ship you a new one, hvilket jeg gik med til. Smykket forestiller nemlig en vampyrmund med vampyrtænder, som skal omkranse brystvorten, og sådan et tror jeg simpelthen ikke, jeg kan leve uden. Sælgeren svarede så tilbage, at de ville afsende en ny pakke til min PayPal-adresse. He. He. Det er lidt sjovt, fordi den adresse i dag er min fars, og han sikkert har modtaget en nipplepiercing i løbet af sommeren, kløet sig bag hovedet og tænkt What the Fuck is this Shit. Jeg synes bare, at han skal tage den i brug. 

Nå, men egentlig ville jeg bare dele lidt eBay-begejstring, for jeg er ret glad for det site, selvom det er en ordentlig førstegangs-mundfuld. Så hermed nogle produkter jeg nærmest lige har købt, der både er gode, billige og kommer frem uden told. 

Salicylsyre: Som jeg har snakket begejstret om før. Den holder de tilstoppede porer på et – for mit vedkommende – minimum, og så er der bare noget underligt tilfredsstillende ved at mærke hele ens ansigt brænde. 

Spice Girls-tee: Måske jeg ikke arbejder på den mest repræsentative arbejdsplads, hvad det angår, men køb denne T-shirt, hvis I gerne vil have virkelig mange komplimenter. Forståeligt nok, tænker jeg. Den er jo overdrevent sej. 


Snail Recovery Gel Cream: Jeg har absolut ingen videnskabelige belæg for at sige, at snegleslim har en gavnlig effekt på din hud. Ikke desto mindre var det den oplevelse, jeg selv havde. Cremen, eller gelen, har lidt konsistens som aloe vera, og den har fungeret super fint som dagcreme (ovenpå serum), og jeg bilder mig ind, at den lidt har en matterende og primende effekt. 

Hvis man er til lidt poppet tøj, hvilket mange pr. popdefinition er, vil jeg anbefale at slå vejen forbi Monki. De har lige smidt deres sommertøj retur og fået den nye kollektion ind. Jeg nåede ikke at kigge på så meget af det, for den eneste grund til, at jeg befandt mig i butikken, var, at jeg havde en grå t-shirt på, og mine armhuler kampsvedte. I krisesituationer (inkl. den 31. december) er Monki et pragtfuldt sted at være, og denne gang skuffede de heller ikke. Der var fyldt op med billige t-shirts – mange af dem med et eller andet girlpower/pussy statement – og de fleste af dem kunne erhverves til den nette sum af 80 kroner. Svedkatastrofe afblæst. Jeg endte med at køre den safe, og render således rundt med avocadopatter. Tip hermed videregivet. 


(Da jeg gik videre efterfølgende, var der ret mange, de kiggede på mine bryster. Enten var det, fordi toppen er lidt gennemsigtig, og jeg undgår bh eller også tiltrækker strategisk placerede avocadoer bare automatisk folks blikke. Det skal I nok have med i jeres overvejelser.)

Du ved, du er københavner, når…


du har et forskruet forhold til afstande. (Og klager til Rema 1000, fordi du skal HELT FRA NØRREBRO TIL FREDERIKSBERG for at handle hos dem. Flyt til Ålbæk. Så lærer du, hvad Rema-længsel er.)

du nemt kan overtræde alle færdselslovens paragraffer på en enkelt dag. 

du mener, at kørekort er overflødigt ( og lidt provinsielt.)

du har købt præmissen om, at Jylland er en by langt, langt borte. 

‘vild natur’ betyder Amager Fælled. 

der findes fem videregående uddannelsessteder i landet: CBS, KU, RUC, DTU og Metropol. Hvad. Er. Syddansk. OG. (A)AU.

det lyder venskabeligt, når du snakker om Stine Goya. Og hvis Ganni var et pigenavn, var du også veninder med hende. 

du ved, at Nørrebro er for seje mennesker under 25, Vesterbro for seje mennesker (med kunstner/musikerdrømme) på 25+, Indre By for turister, Østerbro er P-hus for Teslaer, og Frederiksberg er for kendte og italienersokker i mokkasiner. 

du har hørt om stilhed, men aldrig for alvor har oplevet det på egen krop. 

du overordnet set kun har været i berøring med tre slags dyr: fugle, rotter og dem i Frederiksberg Zoo. (Selvfølgelig bortset fra dig på Østerbro. Du har med garanti en hest stående i Klampenborg.)

dine børn hedder det samme som skuespillerne i Matador. 

du egentlig ikke synes, det er specielt funky, at du kun kan købe Ritter Sport og Nescafé ved kassen i supermarkedet. (For slet ikke at tale om dankortsterminaler for enden af pakkebåndet.)

du – uanset hvad – er lidt cool. Det er bare et spørgsmål om at være i det rette nabolag.

du forbliver upåvirket, når du støder på kendisser i dit hood. 

du har to låse til din cykel. 

alt, du hører om i Nyhederne, foregår i gaden ved siden af din egen. 

du aldrig behøver at flytte væk. Alt andet vil være en nedgradering. 

Kære Kjøwenhavnere. Jeg er seriøst så vild med jer, at jeg – imod alle odds – overvejer aldrig at flytte hjem igen. 

Gode discountkøb og godt nyt. 


Hvad? Rodfrugtfritter. 

Hvor? Rema 1000. (Føtex har dem vist også, så er de bare lidt dyrere – medmindre du får dem på bud.)

Pris? 14,95 for 500 gram. 

Elaboration: Poserne består udelukkende af pastinak og gulerod, hvilket måske virker en kende kedeligt på papiret – men tag ikke fejl! Fritterne er både sprøde, velsmagende og i en god stabil størrelse. Med andre ord outshiner de ALLE konventionelle købefritter med adskillige længder. (Hvis I skal købe almindelige fritter på frost, skal I tage Princips Pommes Gigant, som fås i Føtex. På bud koster de 20 kroner for 700 gram. Dog stadig hverken ligeså gode – eller billige – som hjemmelavede.)


Hvad? Lys pålægschokolade. Jeg fik anbefalet den mørke af et sødt hoved herinde, meeeeen… jeg kan altså bedst lide den søde variant. Godt knæk!

Hvor? Rema 1000. 

Pris? 11-12 kroner for 120 gram. 


Hvad? Mysli med nødder og rosiner. 

Hvor? Rema 1000. Nu har jeg afprøvet de fleste tilsvarende varianter fra konkurrerende varehuse, men jeg synes, at Remas gør det bedst. Balancen mellem gryn, nødder og rosiner er simpelthen lige tilpas. Med lidt ekstra bananchips havde den været perfekt. Hvis du er ekstra glad for tørret frugt, så prøv LIDLs – hvis du bedst kan lide gryn, så gå efter Aldis. 

Pris? 23 kroner for 1 kg. Og det er alti’ alti’!

Så lav det da selv! Ja! Tak! Men det orker jeg faktisk overhovedet ikke hver gang (jeg spiser mig nemt igennem sådan et kilo på en uge.) Men mit Pro Tip må være at tage posens indhold, drysse lidt salt og honning på og bage det i ovnen i et kvarters tid. Så smager det nærmest hjemmelavet. 

NYT PÅ MEJERIFRONTEN

Forhistorien for denne ekstra begejstring skal findes i min sidste tur til Berlin. Det var sidste nytår, og min lillesøster og jeg havde fundet en lille morgenmadscafe på Warschauer Straße. De havde sådan nogle små bægre med vanillekvark og müsli, og den der kvark var fuldstændig himmelsk. Vi elskede den faktisk så meget, at vi spiste morgenmad (og også frokost) på stedet cirka hver dag, mens vi var der. Tyskere er ret gode til kvark, hvorimod det ikke er noget, vi dyrker specielt meget herhjemme. Desværre. Men men men…

Hvad? Lidl har introduceret små bægre med kvark i deres faste sortiment. En variant med jordbær, en med fersken og en med vanille, som smager præcis som den i Berlin!

Pris: 6,95 for 250 gram. Kiloprisen er jo ikke overvældende lav, men hvor smager det bare godt!


Og til de nysgerrige og/eller hårdtarbejdende…

Hvad? Proteinbudding med chokolade eller vanille. 

But why? Jeg kunne ikke dy mig. Det lød simpelthen for interessant, så jeg tog chokoladevarianten med hjem. 

Hvordan var det så? Oprigtigt ved jeg ikke helt, hvordan rigtig budding skal smage eller se ud, men jeg har en ide om, at proteinudgaven ikke ville bestå en Dr. Oetker-test. Når det så er sagt, smagte den fint. Meget kakaoet. Jeg tænker, at det er et fint mellemmåltid, hvis man bruger den slags. 

Pris? 10 kroner for 200 gram. 


Og til dem med mange penge…

Så har flere SuperBrugsen i introduceret kamelmælk i deres sortiment. (Overvej lige, hvordan man malker sådan en.) Jeg ved ikke, hvordan det smager, men det skulle være proppet med næringsstoffer og være ret lækkert – så hvis I er klar på havregryn med mælk, der har en literpris på 212,5 kroner, så fyr løs.


Hvorfor er det så nemt at hade bloggere?

Selvom jeg unægteligt er klatret et par trin op ad Er-du-blogger?-stigen, fastholder jeg altså stadig, at jeg ikke er blogger, jeg har bare en blog. Først og fremmest er jeg Karoline, journaliststuderende, menstruerende og menneske. Det er i øvrigt de fleste rigtige bloggere også, udskift bare et par variabler, så passer vi alle ind. Derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre ting til grund for, at jeg ikke vil kastes ind i den one fits all-model, og jeg tror også, at jeg efterhånden har regnet den ud. 

Bloggere er sådan nogle, man hader. Bloggere er opmærksomhedskrævende, egocentriske, avocadomad-til-overpris-betalende stjernenarcissister. Og det fucking pjat er i hvert fald ikke et job. Alle kan jo skrive om sig selv, påstå, at det er er et arbejde og tjene kassen på det. Indrømmet, det er der talrige eksempler på – ingen nævnt, ingen glemt. 

Indrømmet. Jeg har den også selv en smule. Efter Musik i Lejet sad jeg og tjekkede et galleri med velklædte festivalgængere, hvoraf 95 procent af dem havde scoret afsindigt højt på Johanne Schmidt-Nielsens (kultur)eliteskala. Og så var der også en med titlen Professionel Instagramer. Mit fnys var nok lidt højt, og jeg fik også tænkt noget i retningen af skulle det nu være et job? Men hvis man nu laver Skaffer-det-mad-på-bordet-testen, er det jo arbejde, uanset hvor ubesværet det måtte virke. 

Jeg tror, at mange af os er flasket op med, at arbejde gerne må være en sur pligt. Noget, man kæmper lidt med. Under alle omstændigheder må det ikke være for nemt, lystbetonet eller lugte for meget af hobby. Hvis jeg har ret i den antagelse, så er det immervæk ret tåbeligt. Det ypperste mål for godtfolk må da være at vågne op til noget hver dag, som ligger os lige til højrebenet. 

Mine venner IRL spørger mig ofte, om jeg nogensinde har fået nogen nederen kommentarer. Det har jeg, men jeg er på samme tid ganske overbevist om, at det aldrig nogensinde var intentionen fra skribentens side at pisse mig af, så det tæller ikke. Beklageligvis har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er undtagelsen, for hold nu op, hvor skal mange bloggere lægge agere medie for meget lort. Af samme årsag er det også naivt af mig at tro, at der ikke sidder nogen derude, som finder mig abnormt irriterende, selvforherligende osv osv osv osv. (For eksempel får jeg altid syge creeps, når Miriam råber op om, at hun igen-igen har modtaget hemmeligheder i form af svinere af navngivne bloggere. Selvfølgelig føler jeg mig betydningsfuld nok til at tro, at det altid er mig, de handler om.) Det må folk for min skyld gerne tænke, jeg vil bare helst leve i den lykkelige uvidenhed. 

(I kender sikkert Migogmintinderbaby, og hvis ikke I gør, så hop forbi. Hun skrev i går et indlæg med screenshots fra en Jodel-tråd befolket af gæve tåber, som tilsyneladende har et problem med hendes offentlige ageren. Dybt suk, fordi sådan et anonymt medie åbenbart kræver en anseelig mængde selvjustits, som mange åbenbart bare ikke er i besiddelse af. Som jeg læser Alexandras skriv, er hun halvcool med, at førnævnte tåber mener, hvad de mener, hun er bare ret ærgerlig over det forum, de har valgt – og den måde de har besluttet sig for at gøre det på.)

Men i hvert fald. For at kæde mit spørgsmål sammen med Alexandras SoMe-kritikere, kan jeg i hvert fald konstatere et par ting (som måske også kan fungere som huskeregler for bloggere in spe (se i øvrigt Blogsbjergs fremragende tips, nu vi er i den boldgade. Hvis hun havde en tagline, ville den helt klart være Linda og den Lange ende)

1. Aksel Sandemose har ikke levet forgæves. 

2. Hvis man gerne vil skrive om sig selv, skal mediet være en bog. I hvert fald hvis du ikke vil virke som en lavhæksløbende slambert. 

2 1/2. Ditch ordet blog og kald det biografi i stedet. 

3. Undgå at virke for poleret. Det er irriterende. Men lad også være med at have det for hårdt, så virker du bare som en, der fisker efter følgere. 

Og som sidste råd til de anonyme tåber: 

I er tilsyneladende 1) rappe på de sociale medier, 2) fulde af holdninger, som bare er for vigtige at gå og putte med og 3) begejstrede for at formulere jer på skrift = sådan cirka succeskriterierne for at drive en blog. Så hvad med om I prøvede det? 

Efterskrift. Hvis jeg virker en smule sur og ufokuseret, så er det bare, fordi jeg bløder på 9.-dagen. 

Og til dig, der lige standsede mig efter en lang tampaxkrise på toilettet i Frederiksbergcentret: jeg er vild med dig. Beklager, at jeg ikke helt fik det sagt. 

Det er alt for tæt på.

La Rambla, 18. august 2017

Jeg har i lang tid gået og crushet lidt på Morten Albæk. Det gør jeg ikke længere, hvilket er en helt anden historie, men derfor synes jeg stadig, at han siger nogle meget kloge ting. På flyet hjem fra Barcelona sad jeg og lyttede til Mads og Monopolet på SmukFest, hvor den kære erhvervsfilosof var en af monopolisterne. Han sagde mange ting, hvoraf størstedelen var alt for hulelignelse-agtige, men han sagde også noget, som ramte mig. Både på et helt generelt plan, men også meget som en forlængelse af de sidste par dage.

Sørg for at skabe minder, du aldrig glemmer. (Det var helt sikkert ikke sådan, han sagde det, men jeg er ret sikker på, at jeg har indfanget essensen.) Jeg er også ret sikker på, at han ikke mente, at man skulle havne midt i en terrorramt by, men det var ikke desto mindre det, der skete, og jeg er ret sikker på, at jeg for altid vil huske de sidste 72 timer og lader dem være en del af den der rygsæk, vi alle pakker tungere og tungere gennem livet.

Jeg var på strandpromenaden, da det skete. Anne sad på en turistbus et sted langs vandet. Der begyndte at tikke beskeder ind på min telefon, beskeder fra folk, som ville høre, om jeg var okay. Først troede jeg, at jeg havde givet det indtryk, at Anne og jeg var blevet uvenner (fordi vi ligesom ikke var sammen den dag. Soltørret tomat møder kogt kartoffel, som man siger) men jeg fandt ret hurtigt ud af, at der desværre var andre ting på spil. Da sandheden endelig dæmrede, kiggede jeg op og rundt på menneskene omkring mig. Det var tydeligt, at nyheden ikke var nået frem til dem endnu. De pjattede videre, grinte, badede, mens man kunne høre lyden af sirener, ambulancer og helikoptere, der sværmede ind mod bymidten. Og pludselig kunne jeg se, at flere hev deres telefoner frem. Enten blev de stille, eller også begyndte de at græde.

Min telefon bimlede løs, og jeg mit eget personlige Ritzau-bureau opdaterede mig hele tiden med udviklingen. En gerningsmand er løs, politiet leder efter endnu en varevogn, gidseltagning på en restaurant, flere personer meldes omkomne. Endnu ikke bekræftet. Søg ly. Bliv derhjemme. Bliv indenfor. Hvad gør man så? Vores lejlighed lå kun få gader fra Ramblaen, så vi kunne ikke tage tilbage. Min hjerne begyndte at søge efter gemmesteder, baglokaler og lukkede områder. Allerhelst ville jeg bare væk, og da Anne endelig kom, drog vi mod et indkøbscenter i udkanten af Barcelona  så langt væk som muligt, og jeg sværger, at jeg aldrig har oplevet en hel storbys gader ligge så øde hen.

Det er for tæt på. Det er alt for tæt på, husker jeg at have sagt – igen og igen.

Jeg føler mig overhovedet ikke berettiget til at komme med dette skriv, men det ville næsten også være underligt, hvis jeg lod som ingenting. Jeg føler ikke, at jeg var der. men det var jeg. Jeg føler heller ikke, at jeg burde have været der. Jeg føler ikke, at jeg havde ret til at være bange, fordi jeg aldrig nogensinde for alvor var i fare.

Anne og jeg gik mod Placa de Catalunya og Ramblaen dagen efter. Pladsen og gaden var igen åbnet op for mennesker. Hvis ikke det var for blomsterne, de brændende lys og den gennemtrængende stilhed blandt de tusindvis af mennesker, havde man aldrig anet, at der havde foregået noget så rædselsfuldt og tragisk kun et halvt døgn forinden.

Det føles forkert at være her. Det er, som om vi blander os i en sorg, som er Spaniens. Hvis vi ikke var her, var intet af det her nogensinde sket, blev jeg ved med at tænke, og Anne havde det på samme måde. Det handler ikke om os. Det var bare alt for tæt på.

Alle mine tanker går til Barcelona, ofrene og deres familier.