Uden punchline

… bare en masse bavl.

6e9d0d4a-7398-4cbd-92e0-b2fdc50cb807

… nå, men hvis I endnu ikke har set noget frygteligt i dag, så skal I se Fergies optræden her. Jeg tror måske, at hun er i risiko for at blive assasineret af en gal republikaner (iklædt en bluse med Stars and Stripes) efter det her. Jeg er stadig tilbøjelig til at tro, at det er fake – men den er vist god nok.

… på Molslinien mod Odden så jeg en ung, flot fyr stå og ryste en flaske med modermælkserstatning (troede jeg. Der lå en baby ved siden af ham.) jeg blev helt glad og varm, for det var dejligt at se, at faderen sådan kunne tage ansvar for sit barns fødeindtag. Mit verdensbillede blev imidlertid rystet tilbage til status ‘alt er, som det plejer’ kun 15 sekunder efter, da jeg så, at sutteflasken var en drikkedunk, og mælken var en proteinshake.

… sidste uge så jeg en træningstype skrive på Instagram, at hun endelig havde lært at lytte til sin krop. På grund af udmattelse havde hun droppet løbeturen og i stedet svømmet 3,3 kilometer. Hvis du også føler dig lidt fysisk kvæstet og mest har brug for at skåne dit legeme, er tippet hermed givet videre.

… i morges lavede jeg øllebrød – måske for første gang siden.. nogensinde, og det smagte seriøst fantastisk. Smuldr en pakke pumpernikkelbrød, overhæld det med vand i en gryde og lad det trække natten over. Kog med lidt salt og vanillesukker, og spis med græsk yoghurt. Umse gumse.

… til jer, der godt kan lide podcasts: Lyt til ‘24 Mord’. Hvert afsnit omhandler en retsmedicinsk sag, som bliver velfortalt af forfatteren Kristian Ditlev Jensen og den megaseje retsmediciner Jørgen Lange Thomsen. Det er både fængende, informativt og ret klamt.

… jeg føler slet ikke, at vi har brugt nok tid på at være sure og tvære over, hvordan det lader til, at Nemlig-bilerne har givet sig selv et Wildcard til at parkere på cykelstierne i myldretiden.

… og apropos københavnerproblemer så har min gamle Baresso gal pal modtaget nedenstående mail. Hun bor på Nørrebro, og det er ikke en joke.

5a3cc8ef-427c-4553-91ad-187b515e0f76

 

 

Vero Moda-Pigen

tunge

I aftes cyklede jeg endnu engang over Langebro mod Amager efter at have været på vinterferie i Aarhus. Skæbnen ville desværre, at jeg har været syg alle dagene, men på positivsiden har Kanal4 vist en række af de gamle De Unge Mødre-afsnit, så jeg har egentlig været fint underholdt. Aarhus byder på mange ting; bakker, vand og fløjlsbukser, og så også en stor – og ganske yndig – gruppe, jeg i mange år har valgt at kalde Vero Moda-Pigen.

Da jeg var teenager, gik hun primært på Marselisborg eller Statsgymnasiet. Hun havde den der Dekadent-lædertaske, som alle skulle have. I dag læser hun nok et eller andet med psykologi eller kommunikation (eller en spidsfindig kombi af de to.) Vero Moda-Pigen går til Step og Stram Op i Fitnessworld, og hun kommer der kun med sine veninder. Hun ser altid nydelig ud; sorte jeans, sorte støvler, en pæn trenchcoat (fra COS, Moss, Envii… eller Vero Moda) og hendes hår sidder i en pæn hestehale, hvor babyhåret ikke stikker ud. For det meste er håret lyst, men på en naturlig, ikke-afbleget måde. Hun har en kæreste, og hvis du gerne vil se dem sammen, skal du bare sørge for at være i Netto lørdag eftermiddag, for der trækker de rundt på indkøbskurven (eller: Han gør. Hun har indkøbssedlen.) og handler til en bulgursalat med feta og avocado, som de skal spise til aften. Når de rammer køen til betaling, kigger Vero Moda-Pigen op på sin fyr og spørger, om de ikke skal have noget hygge til i aften, og så siger han jo og går på jagt efter den plade Marabou, hun bedst kan lide.

Jeg beundrer hemmeligt Vero Moda-Pigen, for hun kan alt muligt, som jeg ikke kan (og nok heller aldrig lærer.) Min lørdagssport er at grine af, hvor dårlig service jeg får i Matas, fordi jeg ligner en socialt udsat type med udgroninger, dårlig hud og joggingbukser. Samme lørdagssport er knapt så sjov, når jeg står bag Vero Moda-Pigen og hendes kæreste i Netto-køen, og hun er så avocadoglad og velplejet, og jeg er der – helt alene med en pose gulerødder og en halv liter Harboe Light.

Måske er jeg helt ved siden af, men jeg bilder mig ind, at jeg aldrig har været som hende (Bevis 1, Bevis 2) – og jeg bliver det nok aldrig, selv om jeg sommetider gerne vil være det. Det er i de perioder, hvor jeg begynder at shoppe efter sorte jeans på Zalando, og jeg overvejer, om jeg skal investere i en Nunoo-taske. Om jeg skal droppe mine sorte øjenbryn og mit hvid/grå-hår, jeg så godt kan lide. For en time siden gned jeg en toningsfarve med navnet ‘CARAMEL’ i håret, og jeg overvejer lidt, om jeg skal droppe mine kondisko i dag. Så kan det være, at det snart er mig, der står og koger fuldkornskerner i køkkenet.

Nå.. men jeg tror egentlig, at det, jeg faktisk gerne ville ud med, var, om jeg skal prøve at få mit hår hen i en mere “naturlig” leverpostejsretning. Jeg er træt af at farve udgroninger, og så ved jeg ikke helt, om jeg er vokset fra det affarvede look.
Hvis I tænker noget, hvad tænker I så? (Frisøranbefalinger modtages også gerne.) Hav en dejlig søndag. Møs møs.

Mareridt og lange kønslæber

Dansktop Banko i Allerhuset

Dansktop Banko i Allerhuset

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men jeg går altså stadig og hjernetumler med ting, som nok er i den lettere afdeling. Her et lille udpluk.

#1: Forleden vågnede jeg seriøst midt i et mareridt, hvor følgende skete: Nogle inde fra Bloggers Delight havde ændret i min ‘Om mig’-tekst, fordi den ikke var blogger-agtig nok. Pludselig stod der, and I quote: “I am a twenty-something girl with passion for words, journalism and freshly ground coffee“. Bvaaadr….

#2: Jeg gad godt at vide, om man kan finde nogle nogenlunde anstændige fiskefrikadeller i supermarkedernes kølediske (jeg er all in på convenience pt.) for jeg er virkelig ved at være træt af at bruge 20 kroner på 2 forvoksede melboller.

#3: Der findes ingen flertals-form for ordet frygt. Det er ret nederen. Og begrænsende. “Hvad er dine største frygter?”

#4: Har I bemærket Wishs’ tagline? ‘Wish – Shopping gjort sjovt‘ – og er jeg den eneste, som tænker, at deres målgruppe nok er dem, der i forvejen synes, at shopping er lidt for sjovt?

#5: Lidt i samme afdeling, så poppede der en konkurrence op på min Facebook. VERO MODA udlodder ET ÅRS FORBRUG AF JEANS til en heldig vinder. Et års forbrug af jeans? Altså… ét par, eller hvad?

#6:Det, vi taler om er underholdning uden at være dumt”, skriver jeg i min Podcastservice, og jeg ved ikke, om jeg måske bliver nødt til at trække i land. Radioprogrammet er utvivlsomt et format, som skiller vandene, og jeg har primært været på thumbs up-siden, lige indtil jeg i går – for første gang nogensinde – blev nødt til at slukke radioen i lutter vrede. Mary Consolata Namagambe, som er debatskribent ved Politiken, skrev i sidste uge klummen ‘Hvorfor skal man skamme sig over at have lange kønslæber?, hvilket jo er et uhyre relevant og vigtigt spørgsmål, som Det, vi taler om (eller primært Anna Thygesen, som må være født med kønslæber størrelse x-small) beslutter sig for at nævne ved fredagens program. Klummen beskriver blandt andet, hvordan unge piger i Uganda hiver i deres kønslæber for at få dem længere, fordi det giver bedre orgasmer; Marys pointe er ikke, at vi skal gøre det samme, men at danske piger og kvinder måske kunne ‘lære lidt af de afrikanske kvinders vaginale selvtillid og afslappede forhold til deres køn.’ Det synes jeg ikke er verdens dummeste pointe – tværtimod. Nå, men lad os vende tilbage til Det, vi taler om og deres ulidelige kønslæbestrøm ført an af Anna Thygesen og nogle mænd (som formentlig ikke har skamlæber og nok heller aldrig har haft det) som bruger 10 minutter på at latterliggøre klummen ud fra deres præmis om, at ‘OMG, der er sgu da ingen, der skammer sig over deres skamlæber‘ (implicit “og hvis man gør, så skal man eddermaeme finde noget andet at gå op i.”) Jeg vil gerne bede panelet om at gennemgå gældende tal for kønslæbeplastik, læse lidt op på emnet, lave en lille rundspørge blandt deres kvindelige bekendte, og så skal de vende tilbage med et Undskyld, fordi vi virkede som nogle ignorante og arrogante røvhuller, før de vender emnet igen med nogle kvalificerede indspark. Det synes jeg faktisk, at de skylder.

#7: Her er, hvor lidt der skal til, før jeg synes, at mænd er ret nuttede:

screenshot herfra

screenshot herfra

Blogmasochist.

 

“Hvornår har du tænkt dig at skrive noget nyt?” blev jeg spurgt for nogle dage siden, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal svare til den slags spørgsmål.

Når jeg har tid.

Når jeg har lyst.

Når jeg har en god punchline.

Når jeg har noget vigtigt at sige.

Og helst det hele på én gang, ellers dur det ikke rigtigt for mig. Mit største problem, hvis man altså kan kalde det for det, er primært, at jeg sjældent har lyst, når jeg har tid (og jeg lover jer, at mange gyldne oplevelser har misset sine 15 minutters berømmelse på den konto… for eksempel da jeg før jul blev slynget ud på vejen af en inkompetent cyklist, så jeg var tæt på at blive påkørt af en varevogn) Ligeledes har jeg stadig ikke fået skrevet: Hvor Fucking Mange Nedture Blogging Rummer, Xx Produkter I Never EVER Må Bruge Penge På og Hey, Fik Du Nogensinde Broderet Den Der Makeupclutch færdig?

Store sager. Store mangler, som I nok kan se, og dermed kan jeg passende begynde at kradse lidt i lakken på noget af det, der unægteligt er ret hårdt, men på samme tid også er blevet til lidt af en kliché.

Det er nemlig sådan, at INTET kan give mig mindreværd og ondt i maven, som min blog kan. Følelserne kommer ikke af, at jeg skriver om lortefamilier, lortehår eller lort, men af konstant at sætte barren der, hvor hvert indlæg skal have samme substans og spidsfindighed som forordene til Enten – Eller, og det er selvsagt lidt svært at ramme Kierkegaardsk niveau hver eneste gang.

Endnu værre er det, når jeg har været “væk” i lang tid. Jeg mener, at det var Linda, der beskrev følelsen på et tidspunkt: Når man gør sit tilbagetog, så skal det også være fænomenalt, det man kommer med. Så kan man ikke bare nøjes med nogle løst formulerede betragtninger om, hvad man har fået sin dag til at gå med.

Det der blog-halløj, det er på mange måder det bedste OG de værste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er godt, fordi den åbenhed, jeg gerne vil have her, også er fulgt med ude i den virkelige verden. Jeg snakker med mine nærmeste om ALT, og bloggen er typisk en god og oplagt icebreaker til rent faktisk at få det gjort. Og det er fantastisk – i hvert fald for mig. Når det også er det værste, skyldes det, og jeg slet ikke er cool nok til at betragte min kaffeblog som noget, der ikke er en 1:1-skalering af mig.

Jeg tager ALTING uforholdsmæssigt personligt, hvorfor jeg holder mig helt og aldeles væk fra at tjekke tallene for læsere og følgere (faktisk er jeg så bange for tal, at jeg holder hånden op foran min computerskærm, når jeg logger ind på mit domæne. Lidt samme taktik som med min netbank.) Det tjener selvfølgelig det ædle formål, at ingen nogensinde kan anklage mig for kun at skrive for at skabe kliks, men først og fremmest handler det om, at jeg ikke kan tåle afvisningen.

Dengang jeg ikke undgik min Bloglovin’, skete der sommetider det, at folk ligesom faldt fra. Og når det skete, kunne jeg godt gå resten af dagen og være ked af det, for det følte vitterligt, som om en håndfuld mennesker sagde til mig: Du er et kedeligt menneske, Karoline, og vi gider ikke spilde vores tid på dig. Den efterfølgende tid går jeg og tænker, hvad jeg mon har gjort forkert, og om det er bedre at lukke og slukke, mens legen stadig er god.

Jeg ved udmærket godt, hvornår jeg ikke gør det her godt nok. Det er, når jeg ikke formår at være ærlig eller konkret nok, for eksempel her, hvor ingen – udover måske undertegnede – ved, hvor jeg egentlig vil hen. Jeg skulle bare have skrevet noget om, hvor fuldstændig sindssygt det er, at jeg i dag rent faktisk har et liv, hvor jeg kan passe et fuldtidsarbejde, tage på presseture og have venner og fritid ved siden af, som jeg ikke forsømmer. Og om hvor hårdt jeg har det før en rejsedag, og at jeg flere uger op til undertrykker latente angstanfald ved tanken om, at jeg skal sidde 10 timer i fly og tog uden mulighed for at dyrke mine gåture. Men jeg klarede den, og det var slet ikke slemt, og efter den tur til Schweiz følte jeg vitterligt, at jeg havde taget mit liv tilbage – eller i hvert fald var på vej til det.

Det var nok det, jeg skulle have sagt, for det havde været meget bedre end sådan noget metagtigt noget, som ingen alligevel gider at tolke på (altså… det gider jeg sgu heller ikke selv.) Jeg ville ønske, at jeg hundrede procent vidste, at det kun er den slags, der skal fungere som mit pejlemærke; om jeg er ærlig og konkret nok. Når jeg først fatter det, bliver jeg nok også ligeglad med, om tallet siger -42 eller +7.

Kh usikker_pige14

PS. I går hørte jeg en mand sige TEKSTikel. Det var lidt underligt, synes jeg.

71f499de-3ed8-4618-ac51-dc48ca616fcc

 

De sorte hår.

df8189e4-a803-4a9d-b955-dcd927f5d37e

Det har nok været en lun lørdag i juni måned, og jeg lyver ikke for meget, hvis jeg siger, at jeg på det tidspunkt var 13 år, og min gode veninde 14. Vi stod et sted i i Aarhusbugten med koldt havvand til navlerne, og vi havde smidt vores bikinitoppe, og det var lidt for grænseoverskridende til at være helt rart.

Min veninde kigger på mig og siger: “Karo, det ligner lidt, at du har to bumser på dine bryster.”

Jeg kiggede ned på mine stive brystvorter og gav hende ret. Men de var nok også meget pæne, som de hang der. Helt uberørte og uden sorte hår.

Da jeg var på den alder, var de sorte hår lidt af et happening. Der kom cirka et hver tredje måned, og så sad jeg der på mit lyserøde teenageværelse med Vi Unge-plakater og Linkin Park spillende i baggrunden med min pincet og pillede håret ud. Smed det på gulvet og HTML-kodede min profiltekst på arto (Brugernavn: blowed). Jeg var så glad, fordi sorte hår ikke var noget problem. Når min mor gik i gang med sin pincet, tog det lang tid, og det var nærmest en kropsscanningsproces, for de kunne gemme sig overalt.

Jeg blev nok lidt for glad lidt for tidligt, for i dag er alle mine hår på brystvorterne sorte (i hvert fald i det rigtige lys), min bikinilinje er ekspanderet, og da jeg i går kiggede på min mave i det rigtige lys for første gang i evigheder, kunne jeg også konstatere, at de 5 sorte hår havde fundet deres plads under min navle. Min kæbe får dem også. Det samme med min storetå.

På et tidspunkt havde jeg en veninde, som påstod, at hun aldrig havde haft et sort hår groende ud af sine bryster. Jeg vidste godt, at det ikke passede, og jeg gravede ikke yderligere i det, for jeg kunne egentlig godt forstå, hvis hun mente, at det var lidt pinligt. Faktisk synes jeg nok bare, at det er lidt synd for hende, hvis hun skal gå rundt resten af sit liv og være flov over sine sorte hår.

Der er mange ting, som kan gøre mig forlegen, og jeg bruger stadig alt for meget tankevirksomhed på at krumme tæer over ting, jeg gjorde for århundreder siden. Her er et lille udpluk (som jeg håber, at jeg snart kan slippe):

1. Som barn havde jeg en bedste veninde, og vi havde opfundet et univers, vi kaldte B-land. Hvis andre spurgte, hvad det betød, svarede vi Barbieland, men i virkeligheden stod b’et for BOLLE. Hvis jeg siger, at vi brugte lang tid på at ligge ovenpå hinanden i øverste køje og tantekysse, så har jeg ikke sagt for meget. (Faktisk tværtimod.. mens jeg skriver det her, er jeg så flov, at jeg ikke kan få mig selv til at skrive det færdigt. Brug jeres fantasi til at fylde bollehullerne ud.)
2. Mit første kys var med en fyr, som var 10 år ældre end mig. Jeg kunne slet ikke finde ud af at kontrollere mit mundvand, og på et tidspunkt slap vi hovederne fra hinanden, hvorefter jeg kunne nyde synet af mit savl, der hang fra begge hans mundvige.
3. Min bedste folkeskoleven havde nogle meget trælse toiletter i sit hjem (sådan nogle, hvor man skulle trække i en snor, I ved) som ikke altid virkede. Det gjorde de heller ikke den dag, jeg akut fik maveproblemer og brugte 30 minutter i helvede på det lille das. Da jeg kom ud derfra (sikkert både svedende og grædende) stødte jeg på hans mor, som informerede mig om, at vandet var koblet fra toilettet, så lige nu kunne det altså ikke skylle ud. Det vidste jeg godt, og det skulle hun også snart finde ud af, at jeg gjorde.
4. Eller dengang jeg sad med tændt webcam og chattede med en fyr på MSN, mens jeg drak en nisseøl, som jeg havde revet mærkatet af på, så det lignede en ægte alkohol-øl. Seje teenagere er nemlig dem, der drikker onsdag eftermiddag klokken 14.47.
5. Som 7-årig kiggede jeg en dag min bedste venindes arbejdsløse far i øjnene og sagde: “Jeg synes ikke, at du du laver ikke andet end at skælde ud, ryge cigaretter og læse tekst-TV.”
Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ikk’…

Og der er mange mange flere, hvor de kommer fra. Min pointe? Den er selvfølgelig, at alle mennesker har skidt i bukserne, og hvis de siger, at de ikke har, så lyver de. Det samme gælder for de sorte hår.

Karbonader eller krebinetter

I dag tror jeg, at det er et år siden, jeg smed min cykel på flyttevognen, kørte mod færgen og videre til Frederiksberg med alle mine ting. ET ÅR. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det her.

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad for min praktikplads, ligesom jeg var henrykt over, at jeg igen ville have bopæl i samme by som mine bedste veninder. Men København.. København var indbegrebet af alt det, jeg ikke kan lide: Kaos, minusgrader og ubekendte faktorer. (Jeg havde hørt om Vesterbro, Nørrebro og Østerbro og sådan, men jeg troede, at det var ligesom i Berlin, hvor der er 17 kilometer mellem bydelene, Frederiksberg var bare et grønt hul, jeg ikke kunne placere, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg nogensinde ville opleve første arbejdsdag i lutter vildfarelse.)

Men så kom jeg herover, og jeg gik, og jeg gik, og der gik ikke meget mere end to uger, før jeg fejlfrit kom fra A til B. Jeg stoppede ret prompte med at savne bakkerne, jeg vænnede mig hurtigt til udtalen af biddler, selvom det er forkert, og efter et halvt år fandt jeg mig til rette på Amager, hvor jeg er nu, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at skulle væk herfra.

Aarhusianere er stolte. Vi er stolte over vores by, og alle, der vover at tale byen ned, er bare lidt nogle ignoranter, fordi de endnu ikke har set, alle alle fejl og mangler blot er en del af charmen. Jeg troede aldrig, at jeg ville finde noget, der overgik Aarhus. Det ved jeg ikke helt, om jeg har, men jeg har i hvert fald fundet noget, der kommer tæt på, og jeg er ikke klar til at tage hjem endnu.

Om et halvt år er min praktik slut, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, har jeg ikke noget tag over hovedet, når den tid kommer. Min uddannelse er i Aarhus, jeg skal tilbage på skolebænken, og jeg synes egentlig ikke, at det der pendlerliv virker specielt tiltalende. Under alle omstændigheder har jeg brug for et job (eller i hvert fald brug for at tjene nogle penge), for jeg kan ikke klare mig på ren SU. I hvert fald ikke i København. Hvor jeg er nu, er de fleste af mine veninder. Det er også her, jeg kan mødes med Weemoed lige om snart på en eller anden kæderøgsbar, og det er nok også her, jeg har størst mulighed for at finde et job, når jeg en dag er forvist i dagpengeland.

Men Aarhus er for fanden Aarhus. Min søster og min mor er der, og jeg kan helt sikkert låne en sofa på ubestemt tid, hvis alt andet svigter. Journalisthøjskolen ligger 7 kilometer ud af Tour de Randersvej. Skoven er der. Vandet er der. Mine gamle veninder er der. Aarhus er det praktiske valg. København er der, hvor Hus Forbi-sælgere afpresser dig for penge, 12 kvadratmeter koster 5000 kroner om måneden, og du dagligt bliver svinet til på cykelstierne, men alligevel kan jeg ikke tage beslutningen HJÆLP.

megetflotfaktisk

Sætninger, som skal dø

Jeg kan nok sommetider virke lidt sløv i optrækket, fordi jeg har tendens til voldsom latenstid, når jeg skal svare folk på noget, der er vigtigt. Enten er jeg rent faktisk bare lidt sløv, eller også er det, fordi jeg tror lidt for meget på, at de ord, vi vælger, skaber den verden, vi har – lige så meget som det omvendte gør sig gældende. Af samme årsag drømte jeg i flere år om at blive Lars Løkkes spindoktor (eller også var det, fordi jeg var håbløst forelsket og havde hede drømme om ham om natten. Nok en kombi.)

For eksempel er det ret nemt at skabe en borgerlig opstand mod SU’en ved at omtale den som cafépenge. Det er også nemt at marginalisere mennesker, når man siger, at de ER psykisk syge kontra at omtale dem som mennesker MED en psykisk sygdom. Man ER jo heller ikke tarmslyng. Vel.

Jeg hader fortsat mennesker, som – 10 minutter inde i en middag – på alles vegne konkluderer: Puuhaaaa, vi spiser da godt nok for stærkt, hva’? Jeg er allerede helt mæt, hold da op! Nu kan vi da vist ikke spise mere!’ underforstået, at vi selvfølgelig alle har det på samme måde, og at vi er nogle grådige svin, hvis vi faktisk tillader os en anden (og tredje!) portion.

Nu tilføjer jeg lige et par nye gloser til listen.

*Efter fysisk aktivitet*: “Arh, nu kan vi lægge os hjem på sofaen med god samvittighed!”

OG

*Også efter fysisk aktivitet*: “Arh, nu har jeg vist gjort mig fortjent til den burger i aften!”

Ok så… det er reelle følelser at have, men det ændrer ikke på, at ræsonnementet bag er helt vildt misforstået (og dumt!), hvorfor jeg foreslår, at vi sender begge sætninger i skammekrogen fra nu af og til evig tid. Som tidligere anorektiker kan jeg ikke se mig fri for, at jeg i høj grad har livet efter devisen ‘Du skal yde, før du kan nyde’, men i den her sammenhæng er tankegangen bare destruktiv.

(Jeg beklager altså, hvis jeg virker mavesur og bedrevidende, men det er vigtigt!) Der er et par ting, jeg ville ønske, at alle forstod:

  1. Allerede gennem det faktum, at vi lever og trækker vejret, har vi fortjent at spise – uanset om det er shawarma eller kålsuppe.
  2. Noglegange er det bedste, du overhovedet kan gøre for dig selv, at ligge en hel dag i sengen og binge Leonardo DiCaprio-film, og det ville faktisk være krænkende for din krop at bede den om at gøre noget som helst andet.

Andre dage er en gåtur det absolut bedste, men uanset hvad har du fortjent pomfritter med ekstra dyppelse. Mit liv blev 1000 gange bedre, da netop det gik op for mig.

billede fra den dag, jeg opsøgte Lars Løkke på hans bopæl

billede fra den dag, jeg opsøgte Lars Løkke på hans bopæl

Kvinder, der hader kvinder, men elsker mænd. 

Jeg har tænkt mig kort at berøre tre ting:

  1. Kvinder, jeg ikke forstår – og heller ikke bryder mig om.
  2. Graviditet.
  3. Min ekskæreste.

Vi lægger hårdt ud med kvinderne.
1. Jeg er jo begyndt til Crossfit, og i den forbindelse er jeg stødt på en håndfuld kvinder, som alle har en række ting tilfælles, hvoraf jeg kun har noget imod den ene: De er stærke, de har svulmende muskler, tjek på teknikken, og så har de en røv-nederen attitude. Men altså kun over for mig og de øvrige svedende XX-kromosomer. Over for mændene er de smilende, flirtende og imødekommende. Jeg kan huske den slags kvinder, eller piger, rettere sagt fra folkeskolen og gymnasiet, hvor amoriner, usikkerhed og hormoner fløj rundt i luften, og det samme gjorde tøserne efter drengene. Man vidste, at man ikke skulle prøve at lege med, for hvis man gjorde, ville de blot kvittere med en flabet bemærkning, et dræberblik eller hånende tavshed. Jeg husker dem grufuldt tydeligt, men jeg var også i den naive tro, at det var noget, man voksede fra med alderen. Boy, was I wrong. Det der cwossfit er ret socialt, og det sker ofte, at vi skal teame op to og to sammen, og hver gang det sker, kan jeg mærke, at jeg bliver suget 15 år tilbage. Mine øjne søger febrilsk efter en pige, som ser smilende og rar ud, for GUD FORBYDE, at jeg skal ende sammen med en af kvindehaderne. Den slags kan nemlig ødelægge en ellers dejlig time. Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det flere gange, og det er ikke sjovt. Sidst var der en, som snappede af mig, fordi jeg ikke vidste om et Es (altså i et kortspil) havde højeste eller laveste værdi, hvorefter hun vendte sig mod Trænet Gut i Bar Overkrop og grinte. Før hende var der en anden, som nedladende forklarede mig, at jeg lissom ikke havde brug for TO kettlebells, før hun smutter over til Mandlig Coach og flirter med ham. Hvis jeg havde været en tegnefilm, havde jeg i begge situationer kløet mig voldsomt bag øret i lutter forvirring. Hvor kommer de kvinder fra? Og hvad fanden stiller man op med dem?

2. For en håndfuld dage siden gik det op for mig, at alt det, jeg havde tolket som stresssignaler, måske i virkeligheden var noget ganske andet. I 3-4 uger har jeg været umådeligt træt, min mave har været oppustet og gjort ondt, jeg har haft kvalme og hovedpine, og min hud er gået amok. Et hurtigt blik på kalenderen berettede også, at jeg skulle have haft menstruation for 7-8 dage siden, og så var det lidt ligesom, at brikkerne inde i mit hoved begyndte at skifte plads. Fuck. Fuck. Fuck, kørte det rundt, mens jeg hørte Orgi-E’s stemme i Det’ Ikk’ Vores, og sådan gik jeg ellers rundt flere dage som Umoden Type, Som Ikke Oooooorker At Købe Graviditetstest, indtil jeg en magisk morgen vågnede og for første gang i mit liv følte mig taknemmelig over et rødplettet lagen. Det sætter vi stor pris på.

3. Som et led I min My Name is Earl-liste (der, hvor jeg skal sige undskyld til forskellige mennesker) skrev jeg før nytår til min ekskæreste, som jeg ikke har talt med, siden jeg var meget lille og meget syg. Jeg ville bare ønske ham et glædeligt 2018, og som hurtig sidenote beklagede jeg også, at det endte, som det gjorde. Som et helt utopisk scenarie resulterede det i, at han skrev til mig i lørdags, fordi han var i byen, og vi endte med at hooke up til kaffe. Jeg tror, at vi begge fik brugt ordet forløsende flere gange (på den ikke-nasty måde), og jeg kan virkelig, virkelig på et ganske u-frelst plan anbefale, at man får ryddet op i de der kærlighedstråde fra fortiden, som gør, at der altid er et menneske, du ikke kan se i øjnene, når du passerer vedkommende på gaden.

sved

Goddaw. I kan nu kalde mig Sort Kaffe.

73259dd9-6e28-46ef-acc3-80f46606802a

Hvad gør den gode blogger, når hun ikke længere kan skrive om alt det, der smadrer rundt i hendes hoved, fordi følelserne ikke kun er hendes egne, men en masse andres?

Holder hun sin kæft og stopper med at skrive?

Eller lader hun som ingenting og snakker om noget andet?

Hun gør helt sikkert det første, men det er jeg personligt ret dårlig til – i hvert fald for en længere periode. Når jeg nu har givet mig selv en mundkurv på (FOR NU) kan jeg ligeså godt få luft for noget af alt det symptomirritation, jeg (HELDIGVIS) stadig har.

På det seneste er jeg blevet irriteret over…

… al debat om Naturli’ Hakket, som om det først nu er gået op for de religiøse kødspisere, at supermarkeder tilbyder veganske fødevarer. Og så er jeg naturligvis også træt af, at det blendede planteprotein har været udsolgt cirka fra dag 1.

… at jeg ikke kan finde ud af, hvem jeg ligner. Nytårsnat havde jeg en samtale med en eller anden ung starut, som var håbløst starstruck over mig, fordi han er kæmpe fan af det, jeg gør. Han var overbevist om, at jeg var en eller anden TV-persona fra DR1 (… eller TV2), men han kunne desværre ikke huske mit navn. Det kunne jeg af gode grunde heller ikke.

… at mit smukke Isbjørneaskebæger er gået i stykker (pga. spøgelser) og mit andet askebæger er flækket på grund af frost. Det må være et kosmisk tegn.

… min tandbyld, som jeg endnu ikke har fået tilset af en professionel. Det er bare dumt.

… at jeg har brugt 70 kroner på en tur i Club Tan, hvilket på alle ledder og kanter er de dummeste penge, jeg længe har brugt. Efter 14 minutter (ja, det er hvad du får for den slags småmønter) var der stadig ikke en eneste sveddråbe på min ryg, og man kunne stadig se alle mine bumser i hovedet.

… sæson 8 af Modern Family.

… tanken om, hvordan verden mon så ud, hvis den gennem historien var blevet styret af kvinder. En kollega bemærkede tørt, at der nok ikke ville være alle de motorveje. Hehe. Nej. Og svenskerne var nok heller ikke blevet opfordret til at købe 7 dages proviant i tilfælde af testosteron hjerneblødning.

… coolest monkey in the jungle.

Forbandede efteraber

Vil du ikke nok lade være med at falde ned i de samme huller, som jeg er? spurgte jeg min lillesøster, da vi gik gennem Forstbotanisk have i øsende regnvejr den første dag i det nye år.

Jo, svarede hun uden at bede om en forklaring.

Vi gik videre. Turen var et billede på det hele. Jeg havde det forfærdeligt, og det havde jeg sagt til hende. At vi godt kunne gå en tur, bare den ikke blev for lang. Men hun blev ved med at slå omveje, gøre stierne længere, og jeg var gennemblødt og syg i kroppen. Vandet løb ned over mit ansigt, og det blandede sig med de tårer, som ikke var nødvendige at tørre væk med mit jakkeærme. Jeg tror ikke, at hun ænsede det, hun havde travlt med at gå, fordi hun også har lært, at gåture holder afmagt på afstand.

Det der med at gå, det er i mit tilfælde ikke engang så meget en metafor, som det er helt bogstaveligt. Hvis vi gjorde regnskabet op, har jeg nok tilbagelagt jordens omkreds på mine ben, men det er altså en elendig bedrift, hvis du glemmer at blive hos nogle af de mennesker, du møder på din vej.

Da jeg åbnede Instagram den første januar, scrollede jeg forbi en masse lykkelige nytårsbilleder, og jeg standsede ved et af to mennesker, som kyssede. Først tænkte jeg ikke så meget over det, men jeg kiggede nærmere på fyren, og da jeg endelig genkendte ham, føltes det kort, som om jeg aldrig ville blive glad igen.

Jeg mødte ham på Journalisthøjskolen, da jeg gik på første semester, og jeg fattede slet ikke, hvor sød han var, og vi så hinanden. Meget. Men det var altid på gåture, og han nævnte frustreret for sine venner, at Karoline fandeme altid ville gå, og hun ville aldrig andet, og jeg må medgive, at det har været ret frustrerende aldrig bare at kunne sidde ned og snakke, ligge i en seng og hygge og netflixe og friturespise dagen lang.

Så enden på ham blev, at det var vigtigere for mig at gå, end det var at blive og blive forelsket. Nu er han forelsket i en anden (og hallelujah for dem!)

Min ekskæreste ville gerne have børn som 28-årig. Det ved jeg, fordi det var den slags ting, vi snakkede om. Det var lidt kringlet, for han var ældre end mig, og betød det så, at jeg allerede skulle være mor som 25-årig, det var jo lidt tidligt, altså i forhold til uddannelse og karriere og sådan. Men lige pludselig snakkede vi ikke længere om yngel, for det var cirka der, jeg fik travlt med at gå. Og så gik der ikke længe, før kærligheden var væk, og jeg forsvandt fra ham.

Der var også ham, jeg inviterede ud på kaffe, for jeg mente vitterligt, at vi kunne være et perfekt match. Han snakkede nordjysk og alt muligt, og jeg fortalte om ham til mine veninder med sætninger som ‘han virker bare som en ægte god fyr’! Og vi endte med at drikke kaffe, ja faktisk to gange, og han var så sød, som jeg forestillede mig, men jeg fik aldrig fulgt op på vores aftaler, for mit skema var jo fyldt op med gåture. I dag har han lige købt lejlighed med sin kæreste.

Ham idioten der… nej, vi var helt sikkert ikke et stærkt match. Overhovedet ikke. Men jeg gav ham ligesom heller aldrig en chance. “Du er her aldrig, hvorfor vil du hellere gå end at være hos mig?” Krævede han et utal af gange svar på. Jeg kunne ikke fortælle ham noget fornuftigt, jeg kunne bare sige, at det gav mig ro i hovedet. Jeg blev nødt til det. Og mens jeg spankulerede rundt i mine Birkenstocks, fandt han en pige, som var bedre til at sidde ved siden af ham.

At gå er nok lidt som at synge: Du kan umuligt blive i dårligere humør af det. Men medmindre du går med en ved din side, er det heller ikke det, der får dig til at grine eller blive forelsket. Jeg er ked af det lige nu, fordi jeg har ødelagt så meget for mig selv, og jeg er ked af det, fordi jeg er ved at snøre mine sko lige nu. For helvede, jeg ved jo ikke, hvordan man gør det andet.

87aa97b3-b86d-42c9-a9d2-58f381120b16

Der er far. Kan vi godt vende om nu?

Historisk set er der mange eksempler på, at det sjældent har et lykkeligt udfald, når to rivaliserende parter strides om samme domæne. Se bare på Israel/Palæstina, Brøndby/FCK eller – i helt samme størrelsesorden – min far og mig.

Vi mener begge at have gjort krav på Skt. Lukas Kirken den 24. december, når Champ-Præsten Henrik holder sin julegudstjeneste. Ingen af os har vundet hævd på den velsignede grund, og ingen af os har veget for den anden endnu. Jeg mener selvfølgelig, at kirken er min, og hvis man tror på, at vievand er det samme for dæmoner, som kryptonit er for Supermand, ja, så forstår jeg faktisk slet ikke, at han har lyst til at gå derind.

Juleaftensdag skulle jeg traditionen tro i kirke, og min søster og jeg havde lige parkeret vores cykler tæt ved kastanietræerne på pladsen foran Skt. Lukas, da vi får øje på to skikkelser, der kommer gående mod os fra Vejlegade.

“Åh nej… er det far og Mona?” mumlede jeg til min søster, mens jeg kiggede ned i jorden.
“Ja… hvad gør vi?” svarede hun.
“Har de set os? Kan vi vende os om og gå den anden vej?”

Nej. Det kunne vi ikke. Han så sgu godt ud, ham den gamle. Det må man sige. 50’erne har gjort ham godt. ‘Godt ud’ er derimod ikke den vending, man ville have brugt om mig i den kritiske situation, og følelsen tog mig lidt tilbage til dengang, hvor jeg gemte mig under en bil på en Q8-tank midt om natten, fordi min ekskæreste kom forbi, og han skulle ikke se mig i så sørgelig forfatning.

Jeg havde kæmpet mig gennem stormstød og regn på min cykel, jeg havde været til træning (men ikke i bad), og skiftetøj havde jeg ikke skænket en tanke. Min hud er brudt ud, og den har ikke været så grim siden mine teenageår, og så har jeg fandeme også fået en Byld/Bums/Byd-selv-ind på mit tandkød. Med andre ord var jeg våd og grim – og meget langt fra den Fierce og På Toppen af Livet-Karoline, jeg havde håbet på, at min far skulle se, præcis et år efter vi mødte hinanden sidst.

Vores samtale varede omtrent 10 sekunder, og det var ulideligt akavet. Men til min store forbløffelse galopperede mit hjerte ingen steder hen, og mit adrenalinniveau forblev på et moderat helligdagsniveau. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig.

Min lillebror var, som den eneste, inviteret til julehygge hos min far den 23. Han fik stukket en lille pakke i hånden, som han tog med tilbage til mig ved julebordet. Den indholdt de der fejlleverede brystpiercinger, som jeg har manglet det sidste halve år. Når man ikke kan få, hvad man gerne vil have, er det nu en meget god trøst.

bf157a0a-8b09-4c47-9e69-0ac3948b387d

Min lillesøster har øvet sig i Paint

Facebooknationen #2 – Plus det løse

Alle de der gigantiske nederlag ved blogbestyrerlivet lader vente på sig, men jeg har lige haft sådan nogle dage, hvor jeg ikke engang har orket at puste mit kalenderlys ud, før jeg er gået i seng (og til trods for det er jeg ikke engang nået ned til den 16. december endnu. Ægte stearin kan altså noget.) Jeg prøver at se bort fra det paradoksale i, at jeg stadig har haft en masse overskud til at tjekke virksomheders Facebooksider og tilfældige korrespondancer ud. Harme over andre mennesker er åbenbart min form for meditation.

Rigtig dejlig søndag!

#1: Man siger jo, at der ikke findes dumme spørgsmål.

tog-til-mexico

#2: En ny variant af ‘Jeg er ikke racist, men…’

jeg-er-ikke-racist-men

#3: Når WeDoFood skal krisehåndtere sin egen krisehåndtering.

wedofood-kundeservice

#4: Du kan da altid prøve, Sara.

burka

#5: Hidtil ukendt variant af ‘dans på røde roser’. Faste udtryk er bare svære.

roed-beroser

#6: Mor + tilfældigt familiemedlem overflødiggør på sofistikeret vis dansk tegnsætning.

tegnsaetning

 

#7: Ærligt, da jeg var syg, var det også et issue. Hellere 1 1/2 mandel…

jodelsaed