“Jeg kan da sagtens skrive bachelor om anoreksi,” sagde hun og græd.

Jeg har lige givet dage som i dag et navn: Tina Dickow. En ægte Tina Dickow-dag. For andre er det måske Lana Del Rey, Billie Eilish eller Andrea Bocelli (har nogen nogensinde lyttet til Con te partiro UDEN at græde?)

Lige nu er det Fugleflugt, på en måde meget passende, fordi jeg beskæftiger mig ret meget med fugle for tiden. Så sent som i formiddags brugte jeg en halv times penge på at betragte to svaner i kamp nede ved Voldene, og jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne blive ved så længe. Jeg forstår heller ikke, hvordan de kan se så classy og majestætiske ud, selv når de kolliderer voldsommere end to japanske sumobrydere i sværvægtsklassen.

Men min generelle fuglebeskæftigelse, den er faktisk også delvist skyld i, at hvid kaffe i folkemunde til evigt tid bare er noget, man drikker, og ikke en blog, man læser. For snart to år siden fik jeg nemlig en idé til en socialrealistisk børnebog (haha slap af), og rent undtagelsesvis – for første og sidste gang – vil jeg gerne takke Kenneth Kristensen Berth for at sige noget så absurd perfidt og umenneskeligt, at jeg ikke kunne gøre andet end at bearbejde hans ubehageligheder med noget illustreret og næstekærlig læsning for børn. Så det arbejder og skriver jeg på, og hovedpersonerne er fugle. Tænk Fuglekrigen i Kanøfleskoven, den slags fugle.

Så skriver jeg faktisk også lidt på en novellesamling, der hedder Snallerværk, og det er ikke, fordi jeg vil være irriterende og hemmelighedsfuld omkring det, jeg er bare pissebange for, at jeg aldrig får det afsluttet, og at alt det, jeg gerne vil, aldrig bliver til noget. Nu er jeg således også gået i gang med min bacheloropgave, og jeg har fået lov til at skrive en bog – eller kun en del af den, fordi jeg skal aflevere skidtet om små to måneder. Det kapitel, jeg vil skrive, handler om, at det sværeste, ved at have anoreksi, var tiden bagefter. Bagefter målvægten, bagefter behandlingen, bagefter vægtøgningen. Alt det, jeg stadig bander og svovler over den dag i dag, og alt det, der stadig kan gøre livet fucking besværligt.

Jeg har også fået lov til at bruge mig selv som fortæller; som den opsøgende og undrende journalist, der rejser tilbage i tiden og snakker med mennesker fra dengang for at finde ud af, hvad der skete, og hvorfor det er så svært at finde et stabilt fodfæste igen.

Så var det, at folk begyndte at sige, at det lød ret hårdt, at jeg skulle passe på mig selv i alt det her, og jeg fægtede demonstrativt med armene, FORDI JEG KAN JO KLARE ALT, JEG ER PANSER, JEG ER UPÅVIRKET, JEG ER AFKLARET MED MIN SKÆBNE BLA BLA BLA.

Big news is, at det er jeg åbenbart ikke. Og nu har jeg lige smidt en eller en forskerfagbog hårdt ind i min væg, fordi den fik mig til at græde, fordi det meget pludseligt gik op for mig, hvorfor jeg blev syg. Og at det overhovedet ikke er et afsluttet kapitel. Altså, hvorfor-delen. Om lige knapt en uge tager jeg til Århus for at snakke med min gamle behandler og to af de piger, jeg var på daghospitalet med. “Af minder og steder, stemninger og nostalgi, jeg kommer med kærlighed, tilbage til der, hvor jeg hev flaget ned”. Hvis det ikke er vaskeægte Tina Dickow, så véd jeg snart ikke.

 

Ikke relateret billede, men: hehe

Listetøsen – nu med endnu en liste.

#1: Hvad jeg kan forstå, har internettet – eller dele af det – været ret optaget af J. K. Rowlings nylige Twitter-udmelding, som lød i retningen af, at Grindelwald og Dumbledore havde et intenst kærlighedsforhold. Folk synes åbenbart, det er lidt træls, at Rowling hele tiden tilføjer ekstra dimensioner til Harry Potter-eventyret, og at hun kun gør det, fordi det trender at være woke. Det er ikke usandsynligt, at jeg har draget forhastede konklusioner, men har det ikke såd’n altid ligget lidt i kortene, at Dumbledore og Grindelwald var … kærester?

#2: Jeg har længe tænkt, at jeg ville tage en overfladisk politisk temperaturmåling herinde. Det er jo sådan, at vi uundgåeligt står over for et folketingsvalg lige om lidt, og jeg har aldrig været mere opsat på at sætte et kryds, der tager indflydelse, men på samme tid har jeg aldrig før følt, at det har været så umuligt som nu. Jeg véd ikke, om jeg er nået til den alder, hvor man bare bliver naturligt mættet af imbecil politik, eller om status er, at det politisk landskab rent faktisk bare er helt håbløst. Så det, jeg egentlig bare vil spørge om, er: Oplever I det samme, og hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

#3: Havde besøg af min veninde. Hun spurgte, om jeg skulle have penge tilbage i SKAT. Jeg svarede, at det anede jeg ikke, for den slags har jeg ikke stamina nok til at håndtere. Af en eller anden grund fik hun lov til at låne mit nemID og tjekke det for mig, og det viser sig, jeg skylder mere end en måneds indkomst til staten. #life. Ærligt, jeg begyndte ikke engang at græde, for mit held er skruet sådan sammen, at selv om jeg havde et skattetræk på 92 %, ville jeg stadig stå i gæld, når regnskabet blev gjort op.

#4: Som dokumenteret på en anden SoMe-kanal havnede jeg ufrivilligt i den ubehagelige situation, hvor en mand forgæves prøvede at overhale mig. Dette resulterede i, at vi fulgtes ad – side om side – på en 1 kilometer lang strækning, svarende til cirka 10 minutters gang. I den forbindelse vil jeg gerne tilføje en regel, som fortjener udbredelse: Igangsætter du en overhaling, er det dit ansvar, at dit tempo er tilpas højt nok til, at du kan passere inden for en rimelig tidshorisont = estimeret 5 sekunder. Jeg er ligeglad med, at du midlertidigt må sætte i løb; hvis du vil overhale, skal du gøre det rigtigt. Og ja, jeg anerkender, at det her er en klassisk dansk og asocial tilgang til livet, men i visse tilfælde (som dette) er den udmærket.

#5: Hvis I stadig er i tvivl om, om vi lever i en ret mærkelig verden, kan jeg måske overbevise jer med dette produktbillede:

 

Organismespasmer (og en kliché-reference til Iliaden, vistnok).

Ærligt, så kan jeg ikke lige huske, hvor det var, jeg kom fra.

Efter min mundtlige eksamen i januar havde jeg et par dage fri, før jeg tog hul på mit sidste skolesemester. Journalistisk Entrepreneurship. Sådan et fag på 15 ECTS-point, jeg kun havde hørt dårlige ting om, og sådan et fag, der bare endte med at være meget federe end størstedelen af alt det obligatoriske hejs, Journalisthøjskolen har trukket os gennem de sidste par år. 

Vi har siddet hver dag – en hønsegruppe på fem – og konceptudviklet om den kvindelige orgasme. Det startede vist med, at ingen af os vidste, at klitoris er sådan en kæmpe penislignende tingest, eller at kvinder får rejsning flere gange i løbet af et døgn, og at skeden slet ikke er vores primære kønsorgan. Så var der nogle klimakskurver, som viste, at mænd har en ret overlegen orgasmestatistik, når det gælder heteroseksuelle samlejer, og så gav det nærmest sig selv, at vi blev nødt til at arbejde med lige præcis det. Og det gjorde vi så, og i forgårs afleverede vi hele baduljen – med håbet om en bedre verden og flere lykkelige parforhold. 

At lukke fem piger ind i samme rum i så lang tid rimer skræmmende meget på ‘levende mareridt’, men virkeligheden er, at det har været helt fantastisk, og det har pigerne også været, selv da jeg brugte en hel uge på kun at have lyst til at søge eksil i fosterstilling.

Der skete nemlig det, der sommetider sker – i hvert fald for mig – hvor det, jeg normalt hævder at være mine største styrker, ender med at blive dem, der også røvrender mig.

For det første er jeg indbegrebet af Alt skal nok gå-mentaliteten, fordi min erfaring rent faktisk siger mig, at alt nok skal gå, også selv om det ikke går, som man havde håbet på. For det andet er jeg ikke bange for at være alene. Ensomhed er jeg skrækslagen over for, for den er modbydelig og dræbende, men at være alene og at gøre ting selv, sætter jeg en dyd i.

De to ting plejer at fungere i et fint og hyggeligt og tenderende sært samspil, men det endte altså brat, da jeg forleden fandt ud af, at min journalistbachelor-opgave er lige om hjørnet (betydende: jeg skal i gang nu, agtigt). På nogenlunde samme tid fandt jeg også ud af, at jeg mere eller mindre var den eneste, der ikke havde nogen at lave opgaven med. Jeg er godt klar over, at det ikke lyder specielt frygteligt, men når erkendelsen alligevel føltes som det største personlige nederlag, jeg har oplevet i nyere tid, skyldes det to af mine mest invaliderende akilleshæle.

Den første er det mindreværd, der intuitivt fik mig til at tænke, at jeg aldrig nogensinde kan skrive en opgave, der kommer over spærregrænsen. At jeg ikke kan finde ud af at strukturere min tid, mit liv eller et projekt i to måneder, og at jeg ser mig blind på alle mine faglige valg, og at en mundtlig eksamination vil udmunde i en eller anden sadistisk scene, hvor jeg bare ligger nede på jorden ude af stand til at afværge. Den slags mindreværd, der fik mig til at ringe til min studievejleder, fordi jeg helst bare ville droppe min uddannelse og finde på et andet liv.

Den anden er det faktum, at Journalisthøjskolen måske er et dejligt sted for de fleste, men for mit vedkommende har den været helt igennem ensom. Den kom ind i mit liv, hvor jeg stadig var syg, jeg har nærmest kun været der, mens jeg har været syg, og det gør så forbandet ondt, når jeg stadig kan huske alle de år i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg var en social evighedsmaskine, der kunne alting hele tiden.

Nu har jeg så brugt et par uger på at tale situationen op, og jeg har besluttet mig for, at jeg må forsøge at klare den alene. For helt rationelt og drænet for følelser: Hvad er det værste, der kan ske? Formentlig at jeg dumper, og selv om det ikke er, hvad jeg håber på, så er det måske ikke så slemt igen.

Det viser sig, det har et navn: Listicles.

  • Jeg er begyndt på tetracyclin, sådan en skrap pillekur til huden, der gør mine læber smaddertørre. Det er ret surt, men på positivsiden har pillerne også dræbt al klamydia i min krop, hvis det altså var noget, jeg havde.
  • Har ikke den fjerneste ide om, hvem Jordyn Woods er, eller hvorfor hele verden tilsyneladende snakker om hende.
  • Her på fjerdedagen i min cyklus står det klart for mig, hvad der vil toppe på listen over ting, en fremtidig kæreste aldrig nogensinde må vide eller opleve: Hvordan det ser ud, når man om morgenen har lavet lort OG tømt menstruationskoppen på samme tid.
    (Ovenstående er en absurd klam sætning, og jeg beklager).
  • På en helt anden og væsentlig længere liste, nemlig den over situationer, der får mig til at fremstå ekstra socialt inkompetent, er når ekspedienter i tøjbutikker roser det tøj, jeg er ved at betale for. Forleden var jeg i H&M på Fisketorvet, hvor jeg havde fundet et par praktiske strømper, jeg ville købe. Personligt var jeg af den overbevisning, at det var en ganske almindelig og modeneutral sok, jeg havde valgt, men hende ekspedienten sagde alligevel: “Ej, de er superfede!”. I min livsverden er der to måder, hvorpå jeg kan respondere på en sådan ytring. Enten kan jeg sige “tak”, og tage det som et kompliment af min stil (… men måske faktisk mest som et skulderklap til H&Ms designteam) eller jeg kan sige (hvilket jeg alleroftest desværre gør): “Ja, det synes jeg også,” hvorfor jeg har valgt lige netop denne sok. Men ærligt .. hvad er det rigtige, mindst underlige at sige?
  • OK, så lige et videoklip af en eller anden stangspringer in action, og jeg synes hurtigt, I skal gøre det samme. Når I har gjort det, må I gerne svare på: Hvad fanden er meningen, og hvem er den syge høne, der har opfundet det?
  • Der er fortsat en del influncere/content creators/andet godtfolk, der brokker sig over Forbrugerombudsmandens regler for bloggere, og jeg skal da heller ikke være sen til at medgive, at der helt afgjort er nogle gråzoner, hvad det angår. Men bloggerbasser, ku’ vi ikk’ lige prøve at ændre narrativet lidt? Hvis du har problemer med at markere ting som reklame, fordi fucking alt, du har at fremvise og omgiver dig med, er sponsoreret, er det måske dine valg i livet, der skal tages op til revision. Ikke Forbrugerombudsmandens.
  • Åbenbart har jeg haft sidste undervisningsdag på Journalisthøjskolen. Og med ‘jeg’ mener jeg ‘nogle andre end mig’, for jeg var der ikke, og nu skal jeg tilsyneladende heller ikke tilbage. Tak for de sidste 4 år, vennerne.

Den moderigtige sok

IRL-FAQ: Når håret sympatistresser med ejermanden

Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

 

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

 

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?