Jomfruen/Fisken/Stenbukken (Et brev til Brinkmann).

Det er ikke så længe siden, jeg endte i en perfekt afstemt brandert med to af mine (journalist)veninder. Egentlig var det vist bare meningen, at vi skulle drikke rødvin og lave dansekoreografier til Missy Elliott, men det endte med, at vi brugte det første af aftenen på at “udvikle” et fremragende TV-koncept, som vi sendte afsted til DR3s programudvikler. Formentlig fordi vores skriftlige pitch bar præg af, at vi allerede havde konsumeret den første flaske, har vi aldrig fået svar. Og hvilken skam! Uden at afsløre for meget var essensen af konceptet, at man skulle lave et social eksperiment, som tog udgangspunkt i astrologi. Sagen er nemlig den, at astrologi i løbet af det sidste år er blevet den reference, der går alleroftest igen i utroligt mange af mine venskaber.

Når jeg skal fortælle om et menneske, jeg har mødt, og jeg mangler beskrivende ord, siger jeg bare: “Han er dobbeltskorpion,” og så nikker mine veninder indforstået og med en smule ærefrygt. Når min Vandmand-veninde skal have råd, har hun in mente, at hun spørger en Jomfru, når hun spørger mig. Så véd hun, hvad hun får. Sådan fortsætter listen, og hvad fanden sker der egentlig for det? Vi er veluddannede, vaccinerede og relativt vågne, og alligevel går vi rundt og snakker om astrologi, som om vi havde fundet videnskabens hellige gral: Svaret på det hele.

Det havde Svend Brinkmann og Esben Kjær et bud på, da jeg i lørdags tændte for P1 og lyttede til Bagklog. De to herrer sad og scannede dagens avisforsider, og de kunne konstatere, at Kristeligt Dagblad havde dedikeret ikke mindre end TO(!) forsider til den forsinkede kendsgerning, at astrologi er ved at vinde indpas i populærkulturen igen. 

Ingen af de to herrer havde umiddelbart bemærket, at astrologien gløder blandt ungdommen, men i samarbejde med Kristeligt Dagblad var de ret hurtige til at finde årsager til, at det er tilfældet. En kort sammenfatning:

  1. Astrologi handler om MIG, hvorfor det stemmer godt overens med den individualiserede kultur, vi har. Vores fokus er kun på os selv, verden handler sig om os (tror vi), og vi er afkoblet fra resten af den.
  2. “Vi” gider ikke en forpligtende religion. Derfor er astrologi et godt alternativ.

Jeg lyttede opmærksomt, og så kunne jeg mærke, at jeg blev sur. Først og fremmest generer det mig, når noget, der kunne have været en kvalificeret samtale, ikke er det. For det andet er jeg så pissetræt af velvoksne mennesker, der altid kan problematisere ungdomskultur og skyde det hen på, at det nok handler om navlepilleri. Hvad der frustrerede mig yderligere var, at Kristeligt Dagblads pointe var, at vi i stedet for astrologi burde gribe mere til kirken og troen.

Derfor fattede jeg min telefon for at sende en SMS til P1 med brok, men jeg stoppede mig selv og vil i stedet forsøge at sammenfatte mine væsentligste budskaber her:

Kære Kristeligt Dagblad, jeg starter lige med dig: Astrologi og troen på Gud (eller hvad vi vælger at kalde det) er ikke gensidigt udelukkende. Tværtimod og overhovedet ikke. 

Kære Svend og Esben

Jeg kan faktisk rigtig godt lide jer. Men ikke så meget når I køber ind på den absolut nemmeste præmis: Nemlig at se ned på de ting, der optager feminine væsener. Det er der intet nyt i, sådan har det faktisk næsten altid været, men jeg havde forventet mere af jer. Især af dig, Svend.

For det andet vil jeg gerne mane den misforståelse til jorden, at astrologi kun handler om én selv, for det er noget pis. De fleste af os ved godt, at fordi vi hverken forstår verden, eller hvordan den fungerer, har vi brug for rammer til at kunne forklare dens enkeltdele. Også selv om de forklaringer, vi finder og praktiserer, er forkerte. Det er en af flere grunde til, at vi blandt andet har videnskabelige teorier, akademisk tænkning og at menneskets natur er forskellig, om man forklarer den ud fra Descartes eller Nietzsche. Astrologien er på samme måde: Den er et par briller, du tager på for bedre at kunne begribe verden – og i særdeleshed de mennesker, du omgiver dig med. Det er ikke sikkert, at den passer – og det samme kan siges om de store filosoffers tanker – men den er dog en teori. Og en relativt harmløs én af slagsen.

Er den navlepillende? Ja og nej. Det meste, der bliver læst af de forkerte øjne, har potentialet til at være navlepillende. Der vil være dem, der læser Biblen og undskylder deres opførsel med, at de er født som syndere. Så er der dem, der læser en prisbelønnet selvhjælpsbog og kun lærer, at alle andre er problemet. Der er dem, der tager Jungs personlighedstest eller får stukket en farve/typetest i hånden af deres HR-afdeling for at lære, om de er blå, gule, røde eller grønne. Men det kan temmelig meget også være ligegyldigt, hvis man nægter at se sig selv som en brik i et større puslespil, hvor alle har en anden farve end én selv.

Det samme gælder også for astrologi: Hvis du bare bruger det til at forklare eller undskylde dig selv, fx ved at ghoste folk, fordi du er Skytte (yes, it’s a thing), så er du jo bare en idiot. Men det havde du været også helt uden dit stjernetegn. Hvis du derimod bruger det til at forstå og acceptere, hvorfor andre har et større behov for tryghed, end du selv har, så fedt. Tillykke. Så har alle jo vundet. Og det kan jeg ærligt talt ikke se, hvorfor man eller I skal se sådan ned på.

Bedste hilsner
Karoline, en beskidt jomfru

 

 

 

 

Det var også på tide: Ny liste.

En er rigtig kommet ud af fosterstilling, hva

Jeg bruger min juleferies sidste fredag aften på at skrive en artikel. Eller “på at skrive” er i sandhed en meget diplomatisk formulade, for jeg skriver cirka, som om jeg blogger, og så er det dybest set nok mest konstruktivt at være her i stedet. For tiden befinder jeg mig i sådan en mærkværdig og ganske ubehagelige social skærsild, hvor jeg hverken kan holde ud at være alene eller at være sammen med andre mennesker. Det, der hjælper mig ud af ensomheden, er at skrive. Så det prøver jeg nu. Denne gang i form af en liste – og den er præcis lige så uvinklet som den artikel, jeg (ikke) har skrevet. I plejer heldigvis at være overbærende.

# Alle vil bolle med Jesper Buch.

# Speaking of bolle: Efter mit keglesnit har jeg oplevet nye tilstande i mit underliv. Ikke nok med at have livmoderhalssmerter når jeg har menstruation, har jeg dem nu også i generøse mængder, når jeg har ægløsning. Og når jeg er liderlig. Det føles lidt, som om et menneske med meget skarpe gelé-negle niver hårdt og længe i mig. Er jeg den eneste?

# Som jeg lige gik og håbede, at dette Herrens år ville være året, vi ikke længere skulle cope med turistcyklister og dertilhørende foruroligende adfærd i trafikken, overværede jeg den 1. januar tre styks af førnævnte i bilernes venstresvingsbane ved Christmas Møllers Plads (for reference svarer det lidt til at cykle i nødsporet på E45). Det mest imponerende? De virkede på ingen øjensynlig måde påvirkede af, at alle mennesker i en radius af 10 kilometer kollektivt facepalmede og dyttede af dem.

# Findeløn til den første, der kan sende link til den mest kvalificerede analyse af Iran/USA/Irak/Verdenssituationen lige nu.

# Den her er måske lidt indforstået, og måske er I heller ikke de rigtige at spørge, men: Kigger I nogensinde på videoer af mænd, der dødløfter? Hvis ikke, så prøv det lige. Og bemærk så, hvordan de (mændene, that is) helt konsekvent trækker vægtstangen op til klunkerne, således der opstår et øjebliks bolle hviler på stang-situation. I am not to judge, men virker det ikke umiddelbart som noget, der burde være ganske ubehageligt?

Forleden lavede jeg Tiramisu, men på grund af nytåret havde mange fået lignende ide, og det var således ganske umuligt at opdrive ladyfingers på hele Amager. Heldigvis skal der mere til at slå mig ud af kurs, så jeg brugte Bastogne-kiks i stedet. OG SERIØST! PRØV DET.

# Lige som jeg naivt gik og håbede på, at mennesker blev klogere, lærte af deres fejl og den slags, stødte jeg på nedenstående. Nok er nok, siger jeg!

 

13 dage. Plus det løse.

På grund af min bulldozerlignende kropsbygning havde jeg to primære opgaver, dengang jeg spillede fodbold. Den ene var at fælde modstanderen rent, og den anden var at tage alle frispark, fordi min højre vrist altid kunne få bolden fra vores egen banehalvdel op i modstanderens målfelt. Med andre ord: min evne til at sparke hårdt har aldrig fejlet noget.

Således skulle der også gå 13 dage efter mødet med lygtepælen, før jeg kunne falde i søvn om aftenen uden en dunkende fod. Jeg håbede lidt, at min trang til at ligge i fosterstilling ville fortage sammen med hævelsen, for som jeg sagde til min veninde: Det ligger ikke til mig at være så ked af det i så lang tid ad gangen.

Sådan gik det bare ikke. I det hele taget gik ikke ret meget, som jeg havde håbet på, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg overhovedet skulle skrive det her. For noget af det, jeg altid har kunnet lide ved mig selv (og en af de primære årsager til, at I er så søde i min evindelige kummerlighed, forestiller jeg mig) er, at selv om mange ting har været træls, har jeg altid været gennemsyret af en eller anden uransagelig optimisme, lattermildhed og evne til at grine lidt af det. Problemet er bare, at den har jeg ikke længere.

Jeg leder febrilsk efter en mening, og jeg leder febrilsk efter, at jeg ikke bare er meningsløs. Sagen er … det her år har været det værste i mit liv. Det her efterår og den her forpulede vinter har været helvede. Lige nu går jeg rundt og er irriteret på nogle sting, fordi jeg fik fjernet en cyste lige før jul. Jeg mistede mine bedste kollegaer. Så var der keglesnittet, og at jeg kan se på mine prøvesvar, at den formentlig ikke er fjernet i rask væv (anden gang er lykkens gang, ikk’?). Fordi jeg har haft anoreksi, har jeg lige fået en livsvarig afvisning fra Sprogofficersuddannelse, som jeg ellers troede skulle få mig væk og løse det hele. Jeg har lige sagt farvel til håbet om ham, jeg troede, jeg skulle være sammen med, og jeg har stadig ikke rejst mig. Og mens jeg stadig lå og rallede i går, fik jeg beskeden om, at jeg skulle flytte ud af min lejlighed.

Når jeg dissekerer enkeltdelene, kan jeg se, at de hver for sig er overskuelige. Træls, men ikke desto mindre til at klare. Men lige nu er det som en lavine af lort, der bare bliver ved med at flyde, og jeg kan simpelthen ikke længere se enden på den. Og jeg er slet ikke i stand til at grine af den.

Fuck, hvor jeg savner en mening. Fuck, hvor jeg savner en hverdag, hvor noget er jævnt, og fuck, hvor jeg savner at tro på, at nogle ting nok skal blive bedre.

Jeg tror stadig, at jeg tror på Universet, men jeg tror også, at Universet er fløjtende ligeglad med den konstruktion, vi kalder for nytår. Det ville ellers være dejligt, hvis det hele kunne blive parkeret i 2019. Men jeg tør ikke håbe på, at det er tilfældet.

Godt nytår til alle jer, der stadig er her. Det mener jeg virkelig. Og af alt, der er godt i mig: tak – tak for hjælpen. <3

Måske er det her, cirklen ender.

Da jeg startede bloggen, vidste jeg ikke ret meget. Det gør jeg stadig ikke, men nogle ting er faldet på plads. Dog var jeg klar over, at den fyr, jeg havde set de sidste mange måneder, var forbi. Det var der, det hele startede… på den her blog, altså.

Jeg vidste også, at det var okay. For følelserne havde aldrig været der fra min side, og det var bare endnu en af de gange, jeg igen blev bange for, om jeg overhovedet kunne føle, eller om noget mon havde gjort, at jeg havde tabt den evne.

Måske husker nogle af jer det. Sidste sommer skrev jeg noget af det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Ikke fordi ordene i sig selv sagde så meget, men fordi den lille pige bag tasterne for første gang i sit liv havde åbnet op for sluserne. Hun var begyndt at græde. Hun havde mødt en mand.

Jeg ved ikke, om det giver nogen mening at prøve at fortælle, hvordan det sidste halvandet år har været. For set har været det bedste, mest forbandede og det allerhårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Af en eller anden grund stoppede jeg med at skrive; jeg kunne ikke mere, for hvad stiller man op, når det, du tænker allermest på, også er det eneste, du ikke kan skrive om?

Det her er endnu sværere at skrive. Den lille pige græder stadig. Hun har grædt hele dagen, hun har overvejet at ringe til en akutklinik for hjælp, hun har overvejet at gå ud i det kolde vand ved Helgoland og blive der. Bare for at mærke noget, der er værre end alt det, der er galt inde i mit hoved.

Vi nåede lige at blive kærester her for nyligt. Med alle de indlejrede ejendommeligheder, der hører sig til, når to vrag finder sammen. Redder hinanden ud af ensomheden (i hvert fald for en stund), forstår alle tankerne om at dø, om at leve, om hvor godt det hele kunne være. Vi nåede lige at kalde os for kærester, for helvede.

Det stoppede i nat. Alting stoppede i nat. Og jeg ved ikke, om det nogensinde sætter i gang igen. Så måske er det her, cirklen også ender, hvor tingene er tilbage ved begyndelsen, og hvor jeg bliver nødt til at stoppe.

“Jeg har mistet noget i nat,” fik jeg vist sagt, mens tårerne løb ned over mit våde, vindbidte ansigt. Måske faktisk alt.

Som om det ikke skulle være nok, sparkede jeg så hårdt til en lygtepæl, at jeg vågnede i morges ude af stand til at gå. Og det er – når alt kommer til alt – det eneste i denne verden, jeg er god til.

Tak, Cecilie <3

Søjlerne

Jeg går en tur med min veninde, og hun fortæller om søjlerne. Dem, man kan gøre sit liv op i, hvis man godt kan lide det simpelt. Der er søjlen for familie, den for venner, for kærlighed, for karriere, og så er der den for en selv. Måske er der også flere, hun nævner dem ikke, men siger, at hvis én af dem er i underskud eller ubalance, går det ud over de andre. Så overskygger sorgen over det ene glæden over det andet, forklarer hun.

Så det er helt forståeligt, at du har det sådan der, siger hun.

Jeg tygger lidt på det og ærger mig over, at det altid er andre mennesker, der skal legitimere mine følelser, før jeg selv kan.

Vi gennemgår mine søjler. Først er der familien. Jeg har overvejet, om jeg skal flytte hjem til Århus for en stund, så jeg kan være hos min lillesøster og hjælpe hende igennem det, der sker lige nu. Men hun er ligesom jeg selv er, og hun ville aldrig gå med til det. I stedet er det hende, der sidder ved min side på Amager Strand og spørger halvt insisterende, om jeg ikke nok vil overveje parterapi med min mor, for vi har sådan brug for det. Jeg giver hende ret, men siger også, at jeg ikke ved, hvad vi skal snakke om – jeg ved jo ikke engang, hvorfor jeg er så vred. Måske, og jeg understreger for hende, at det sikkert ikke har hold på sig, men måske har det noget at gøre med, at jeg først lærte min mor at kende, da jeg var 21. Indtil da var jeg barnet, der blev voksen som 10-årig og blev nødt til at passe sig selv, trøste sig selv og berolige sig selv for alt det farlige, der var i verden. Min lillesøster ser ud som en, der har ret, og det havde hun helt sikkert også, da hun siger, at det da sikkert er en meget væsentlig grund til, at jeg er så vred. Jeg kigger ud over vandet og siger tjah. Lad os se.

Så tænker jeg på i sommer, da jeg pludselig havde fået en MobilePay-overførsel på 10.000 kroner. Det var fra min far, jeg ikke har hørt fra i, jeg ved ikke hvor længe. Jeg overvejer at sende pengene tilbage, for han skal ikke længere have magten over mig, men jeg har også brug for pengene og nogle nye stole. Og en tur til tandlægen. Han sender en SMS og siger, at det er et lille tilskud til livet. Jeg kan ikke holde det ud, mit hjerte går i stykker. Sent på dagen svarer jeg, og jeg skriver til ham, at jeg lige er kommet hjem fra arbejde, og at jeg blev færdiguddannet journalist for nogle måneder siden. Så går der ikke længe, før han tikker frem på displayet igen. Han siger, at han er stolt. At det er pissegodt gået, han sender hjerter og billeder fra Vejlegade, som om virkeligheden aldrig er sket. Han er så overbevisende, at jeg selv kommer i tvivl. Hvad nu hvis det er mig, den har været gal med hele tiden? Jeg smiler og græder indvendigt, for jeg vil bare have ham tilbage.

Karrieresøjlen (jeg hader allerede nu at snakke i søjler …) ja, den er, som den er. Det er hårdt at gode mennesker bliver fyret, og det er hårdt at rive et trygt fundament ned. Jeg tror på, at det kan blive godt, men jeg savner de gamle hoveder, og det er svært hele tiden at være svar skyldig, når marketingafdelingen kommer forbi og vil vide, hvem der står for hvad, og hvordan plejer I at gøre det her? I bedste fald kan jeg svare, men tit kan jeg kun sige, hvordan vi plejede, og så stopper svarene ligesom der.

Kærligheden opsluger det andet, siger jeg til min veninde, men på en mere kluntet måde. Jeg ved ikke, om han vil mig, som jeg vil ham, og det gør mig ulykkelig.

Jeg kigger på min veninde. Hun er en stor del af min solide søjle. Jeg kan virkelig godt lide hende, og jeg véd, at hvis jeg ringer, så er hun der. Alle mine veninder er gode, og jeg siger til hende, at jeg ville ønske, at glæden ved dem overskyggede alt andet. Så undskylder jeg, fordi det ikke er sådan, selv om det måske burde.

Hvordan så med den sidste søjle, den om en selv? Giver det mening at skille dem ad, eller er du bare summen af alt det andet? For kort tid siden fik jeg påmindelsen om, hvor skrøbeligt alting er, og jeg har ikke kunnet slippe tanken siden. Jeg fik fjernet 2 centimeter af min livmoderhals, og så ringede jeg til gynækologen i mandags for at høre, om de havde fået det hele med. Hun rodede i systemet og sagde, at prøven ikke var gyldig, så de vidste det faktisk ikke. Jeg måtte have en ny tid, så jeg skal ind og testes igen. Det er sikkert ok, men jeg kan ikke lide, at det tager så lang tid. Jeg har haft feber i over en uge, og jeg bliver ikke helt syg, men heller ikke helt rask. Min hals kradser, det trykker for mit bryst, så min ånde gør ondt, og jeg er rædselsslagen for, om jeg skal dø snart. Til gengæld har jeg brug for at sove hele tiden, men min søvn er elendig, som om den ikke har virket, når mit vækkeur ringer. Jeg får 184 point i stresstesten og ved ikke helt, om jeg skal lægge noget i det.

Jeg er bange for, om det altid vil være sådan her, eller om jeg også en dag vil få en base, hvor verden ser lys ud. Og om der er en, der vil give mig et kram herhjemme, når den engang imellem synes mørk.

Så løber jeg tør for ord. Eller i hvert fald for tanker.

Jeg forstår ikke, hvordan du bærer dig ad med at stå op hver dag, siger min veninde. Hvor får du motivationen fra?

Vi er ved Voldene. Jeg tror, at solen er gået ned nu.

Det er et godt spørgsmål, svarer jeg og tygger videre, indtil jeg siger, at min pligtfølelse er enorm. Men den er ikke afgørende, tror jeg. Så siger jeg, at det her nok lyder lidt grandiost, men jeg er sikker på, at jeg er lavet af en meget stærk kerne, hvad end det betyder. Jeg ved ikke, om den er noget, jeg selv har opfundet til lejligheden, fordi jeg ikke kan holde ud at være så svarløs hele tiden.

Men et eller andet sted tror jeg altså, at det er rigtigt nok.