2 1/2 dage i Aarhus

Lørdag aften gik jeg gennem en helt mennesketom banegård (der også glimrede ved sit fravær af duer) og nu er jeg omsider klar på en hurtig ajourføring af det sidste døgn.


— Søndag formiddag tog vi på Restaurant Ombord i Jægergårdsgade, hvor man får brunch og bobler for 200 kroner. Ombord er det gamle Rarbar, og ejerskiftet har vist kun gjort stedet godt. Brunchen? Jeg kan bedre lide Casablancas, men de har netop skudt priserne i vejret på deres, så fra nu af bliver det nok alternativet på Frederiksbjerg, der får lov til at lave kafferefill på repeat.

— I går blev jeg så sur på min mor, at jeg blev nødt til at forlade hendes hjem i vrede. Årsagen til min overreaktion var, at jeg ikke måtte låne hendes cykel. Hun tilbød mig, at jeg bare kunne tage hendes bil, men eftersom jeg ved, at det vil ende med mord, blev jeg nødt til at takke nej. Før jeg lukkede hoveddøren bag mig, fik jeg sagt Du taler om din cykel, som var den et af dine organer! Jeg bliver altså snart 25.

(Til gengæld agter jeg at tage hendes islandske sweater på i dag uden at spørge. Tag den.)

— Min lillesøster har fået lysere hår end mig, og jeg føler mig så meget som en grå mus, at jeg bliver nødt til at investere i en pakke Schwarzkopf Platinum Blonde Ultra Lightning +++, selvom jeg ved, at det aldrig nogensinde vil blive vellykket.

— Jeg er blevet indlogeret på sofaen, og jeg har et Smart TV lige foran mig, hvilket bare virker gennemført smart, eftersom jeg ikke har andet end min computer at gøre godt med derhjemme. Under samme ombæring er jeg gået i gang med at se 13 Reasons Why sammen med Mutterfix, men jeg ved altså ikke helt, om jeg er verdens største fan.

— Før jeg flyttede til København, kunne jeg faktisk slet ikke lide København. Det skyldtes primært, at jeg var af den overbevisning, at vejret altid var frostkoldt/mørkt/blæsende/stormende. Egentlig har det holdt ret meget stik, men det er vist det samme her i Aarhus. Desværre.

— Min lillebror var forleden i Vejlegade og hjælpe min far med at rydde loftet for tidligere lejeres glemte sager. Han fandt to par sko a la Buffalo i størrelse 41, og det måtte nærmest være skæbnen. I hvert fald tog han dem med hjem til mig. De er ikke flotte, men jeg har drømt om sådan nogle nærmest hele mit liv, hvorfor jeg også agter at gå med dem. (Desuden er jeg jo blevet meget klar over, at uanset hvor gakket jeg klæder mig i hovedstaden, vil jeg altid være mindre gakket end 70 procent af den resterende befolkning. Det er faktisk ret betryggende.)

I morgen aften ved midnatstid triller jeg igen mod Københavns Hovedbanegård, hvorefter jeg lynende hurtigt skal ompakke til en kabinekuffert og på jagt efter mit pas. Jeg tager nemlig til Edinburgh med en håndfuld af de andre praktikanter ude på Aller. Godt nok er det en studietur, hvorfor der er en eller anden forventning om, at vi laver nogle ting, der har en vis faglig relevans, men lige nu bider jeg mest mærke i to ting. 1) Edinburgh har en Primark(!!!). 2) og en HARRY POTTER TOUR (som man heldigvis selv kan gå!) Lyder det ikke magisk?

Bortset fra det er mit kendskab til byen mildest talt mangelfuld, så ligger I inde med gode tips og tricks, lækre spisesteder, klima know-how og lignende, så giv det endelig videre.

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇‍♀️ Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?

Lommelinks #6 – HP-Galore

#1: Ja, vi var skuffede, da vi fandt ud af, at the Cursed Child jo egentlig ikke var en rigtig-rigtig Harry Potter-bog (selvom vi jo egentlig godt vidste det i forvejen.) Jeg vil ikke påstå, at følgende kan udfylde Rowling-hullet, og det skal man måske heller ikke, men i hvert fald er Harry Potter and the Methods of Rationality af Less Wrong enormt velfungerende fanfiction.
I stedet for at gifte sig med dumme Vernon, kastede Petunia sin kærlighed på en super brainy biokemiker. Harry er mega white and nerdy, interesserer sig for videnskab og science fiction, elsker at disputere, og så er han enormt irriterende. The Methods of Rationality er vanvittigt sjov, raffineret, intelligent og velskrevet på én og samme gang. Du kan både læse den online, men den er også at finde (gratis) som lydbog på iTunes.

#2: Det her er vildt. Og du bør ikke kun læse med for at blive forundret eller underholdt. Med lidt held bliver du klogere, og så er billederne dejlige at kigge på.
(Denne artikel er knap så munter, men det er igen Information, når de gør det godt. Jeg græd. Og græd. Og græd.)

#3: Muggle in the streets. Wizard in the sheets  eller I’d get sleazy with Ron Weasley – Det er sgu da for sjovt. Hvis jeg var typen, der brugte 100 kroner på vinyltrusser, var jeg totalt hoppet på dem her.

#4: Mere alvorligt kunne jeg dog virkelig godt finde på at købe disse træskeer til diverse madlavning og kagebagning. Jeg er ikke den store gør-det-selv-ørn (og jeg har heller ikke en af de der brændere, man altid fik lov til at lege med i folkeskolen) men jeg tænker, at projektet er meget nemt at gå til selv. Har du børn i den sløjddygtige alder (er der egentlig stadig sløjd på skoleskemaet nu til dags?) kan du jo sende poden afsted med noget bestillingsarbejde og en ske. Det havde jeg gjort.

#5: Når først de rigtige køkkenremedier er i hus, skal der selvfølgelig bages kage. Efter sigende var Hagrid ikke en specielt kompetent kok, men han skal have toppoint for indsatsen – og så selvfølgelig for hans legendariske Happee Birthdae-kage til Harry. Til min 25-års fødselsdag ønsker jeg mig en eksakt kopi af den, og jeg synes, at den her ligner et ret godt bud.

#6: Ingen lommelinks uden Buzzfeed! Sitet har – velsagtens som en form for public service – samlet 21 quizzer til folk, der stadig venter på deres Hogwartsbrev lige her – flere af dem er faktisk ret gode! (I får også lige 20 ting, I måske/måske ikke vidste om Harry Potter i forvejen.) — eller de her 31 posts af geniale fans (sjov! Og jeg skal nok stoppe nu.)

Der er flere lommelinks her, her, her, her og her

Hvordan opfører man sig på en kirkegård?


Hvis man har en fast gang på sociale medier, er man ganske givet også stødt ind i billeder af de nyudsprungne træer på Bispebjerg Kirkegård. Jeg har ikke selv været forbi, hvilket egentlig ikke bunder i uvilje over for flotte blomster, det er mere et spørgsmål om, at jeg dybest set ikke er så botanisk interesseret. Blomster er i hvert fald ikke noget, jeg rejser (eller går 5 kilometer alene) for. Nok mest fordi jeg kun har betragtet konceptet på afstand, har jeg heller ikke været så opmærksom på, at det potentielt er problematisk, når en kirkegård pludselig bliver genstand for over 100.000 valfartende over en meget kort periode. 

Det blev jeg så, da jeg læste denne artikel u Kristeligt Dagblad tidligere i dag. Lige netop det vil jeg ikke sige så meget mere om, for jeg synes egentlig, at den indfanger det væsentligste. 

I dag er det så småt ved at være 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet. Derfor er det jo oplagt at tænke lidt over døden på en anden måde, end man gør det, når man holder for rødt i en højresvingende lastbils blinde vinkel. 

Jeg hader døden, og når jeg sommetider kommer til at tænke på, at min familie en dag skal dø, mister jeg nærmest lysten til at leve. I løbet af mit liv har jeg været til mange begravelser. Det begyndte allerede, da jeg var omkring 5 år gammel, og så fortsatte det som en dødslavine, hvor bedsteforældre, onkler og klassekammeraters forældre pludselig stoppede med at være. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, men jeg bliver altid meget salig og tavs, når jeg ser et flag på halv eller en rustvogn kørende gennem gaderne. Selvom det ikke er din, men andre menneskers sorg, du meget hurtigt bliver eksponeret for, skylder man at udvise noget respekt og anstændighed. 

(Jeg synes forresten, at I også skal læse den her artikel, hvor en bedemand blandt andet beretter om, hvordan han har oplevet at stå med de sørgende efterladte ude foran kirken, mens motionister og andet godtfolk er kommet travende gennem flokken med råb, telefonsnak og grin. Hvis nogen skulle være i tvivl om min holdning, så er det så langt fra at være okay, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om noget, der er mindre okay.)

Men altså. Mit ærinde var faktisk ikke at pudse min glorie, ligesom jeg også antager, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at dytte af et sørgeoptog, der kører gennem byen (men det sker.) For selvom jeg kan være nok så medfølende, når døden er lige foran mig, er jeg fuldstændig elendig i forhold til alt, der faktisk batter. 

Jeg har en bekendt, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hendes mor døde i december sidste år. Det rørte mig dybt, men jeg kontaktede hende aldrig. For de eneste ord, der stod i min rådighed, var det gør mig så ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, fordi ingen følelse inde i mig ville kunne måle sig med hendes tab. Og hvad betød det i øvrigt, hvad jeg følte? Hvordan ville det på nogen måde hjælpe hende, at jeg stod klar med en floskel, der er sand, men sagt så mange gange før?

Mens jeg skriver det her, får jeg en klump i halsen. For den største fejltagelse af alle må være slet ikke at sige noget. Og det er den, jeg falder hver gang – med logikken om, at det må være bedre at holde sin kæft end at sige noget, der kan være forkert og gøre ondt. 

For et par dage siden skrev Karoline om, hvad man skal sige, når en man kender mister. Det er konkret, og jeg håber ikke på, at jeg får brug for det før nogensinde. Men hvis jeg alligevel gør, vender jeg nok tilbage. Om ikke andet så bare som påmindelse om, at det rigtige ikke er, præcis hvad du siger, men at du siger noget. Nu mangler jeg bare et svar på, om der er et tidspunkt, hvor det er for sent. 

Menneskehader-listen

Hvis I synes, at overskriften vækker en smule resonans, er det nok, fordi Miriam et par gange har skrevet om mænd, hun ikke specielt godt kan lide. Modsat Miriam hader jeg bare lidt mere bredt, og jeg håber ikke, at jeg er den eneste.


Typen, der mener, at hendes paraply er vigtigere end mit syn.

Typen, som fastholder, at der ikke er noget, der hedder for høj fart, kun dårlige bilister.

Typen, som taler i telefon under hele kasseekspeditionen. (Og af samme årsag skal have gentaget beløbet minimum to gange, før de begynder at fumle efter deres pung.)

Typen, der har angivet sin kostretning og/eller diagnose som det første i sin beskrivelse på Instagram.

Typen, der siger nej tak til kvitteringen med ordene jeg kan alligevel ikke trække det fra i skat/den kan ikke spises. (Medmindre vedkommende er 90+, så er det A-OKAY.)

Typen, der aldrig giver tegn på sin cykel. Jeg tror, at det er den samme som dem, der bruger din cykel som cykelstativ og på samme tid burer dig inde og reducerer dig til en pacificeret fodgænger.

Typen, som primært benytter sig af indirekte talehandlinger i stedet for at sige tingene, som de er.

Typen, der stiller sine varer ved siden af dine på kioskdisken, en halv time før du har nået at taste din PIN-kode ind.

Typen, der hele tiden skal toppe historier.

Typen, der under middagsselskaber ikke kan sige andet end puha, nu er jeg godt nok mæt allerede/kan du virkelig spise mere?/du øser godt nok meget op/jeg skal da vist ud og løbe i morgen. Shut. The. Fuck. Up.

Typen, som stjæler cykellygter.

Typen, der er undskyldningsresistent. (Her tænker jeg specifikt på ham manden, der gik direkte ind foran mig på Nørrebrogade i weekenden, så jeg kom til at træde hans hæl ud af hans sejlersko. Ej, det må du virkelig undskylde! lød min reaktion prompte. Han kvitterede med forarget hovedrysten, mens han gjorde et meget stort nummer ud af at vise, hvor svært det var at få sejlerskoen på igen.)

Typen, der namedropper. (Idioten gjorde det. Jeg lærte aldrig at finde glæde ved at høre, hvilke seje influencers han skulle til galleriåbning hos.)

Typen, som brokker sig over at udføre pligter, som hun dybest set godt kan lide. (= mig, når jeg indvendigt har det lidt hårdt over, at jeg altid står for støvsugningen derhjemme.)

Typen, der smider sin datter ud af sin lejlighed over SMS, og 2 måneder efter skriver tak for sidst, du er hermed inviteret til min fødselsdag. 

Franske horeunger #6

#1: Efter to (seriøst gode) måneder med voksenarbejde har jeg måtte sande, at den der Work/life-balance, alle mennesker snakker om, kan være ret svær. For et par uger siden havde jeg et lille interview med Jon Lange, måske bedre kendt som Langenanden eller MMs bedre halvdel. Han var møj møj sød, og da interviewet er slut, og vi skal sige farvel, får jeg selvsikkert udbrudt HILS DERHJEMME!!! Jeg tror ikke, at han har den fjerneste ide om, hvem jeg er, og det havde nok heller ikke hjulpet på noget. Der var kortvarig tavshed, før han sagde øøøh, ja selvfølgelig 🙂 🙂 🙂 Jeg vælger at tro på, at jeg er nuttet og ikke bare ekstremt kikset. Så Mette Marie, hvis du har fået en hilsen fra en eller anden femina-type, så var det bare mig. 

#2: Jeg har stadig til gode at skrive et indlæg om, hvordan jeg på mange punkter er en sær, gammel mand. I sidste weekend var jeg helt gennemsmadret, så jeg besluttede mig for at cykle til Amager Strandpark for at dase og kigge på træer. Desværre havde mange andre fået samme ide. Derfor cyklede jeg videre til Kastrup, slog mig ned tæt ved lufthavnen og kiggede på fly, der landede og lettede. Venner, det kan virkelig anbefales, og det var meditativt på en helt uventet måde. 

#3: Hvis I af en eller anden grund ikke har fået læst Hitchhikers Guide to the Galaxy endnu, har jeg gravet mig frem til et (af mange) formidable citater fra bøgerne: It is a well known fact that those people who most want to rule people are, ipso facto, those least suited to do it. To summarize the summary: anyone who is capable of getting themselves made President should on no account be allowed to do the job. Kan vi ikke blive enige om, at han rammer ned I noget, som er ganske aktuelt?

#4: Jeg tænker fra tid til anden, at jeg sommetider kommer til at virke lidt hellig. Og for forstående. Og for over-overbærende. Det er jeg nok også sommetider, mens jeg i visse aspekter af livet kan have en meget lav tolerancetærskel. Det kunne fx være, når jeg er ude blandt mennesker. Forleden var jeg i føtex. Sådan en stor og rummelig en af slagsen med brede gange at boltre sig på. På samme tid var en dame ude og handle, og jeg sværger ved mit legeme, at hun gjorde mig mere sur, end jeg længe har været. I løbet af 45 sekunder formår hun at blokere 8 gange for min kurv og jeg. Da hun for niende gang går direkte ind foran mig, husker jeg, at jeg helt ordret tænker du er seriøst sat i verden for at ødelægge mit liv, hvorefter jeg accellererer og nærmest løber frontalt ind i hende (hun var væsentligt mindre end mig, så sandsynligheden for, at hun kom mest til skade, var klart størst.) Efter kollisionen kiggede hun skræmt på mig og stormede væk. Sikkert for at finde nogle andre at genere. 

#5: Apropos frustration over andre mennesker har jeg netop været på Fanø. Turen, udflugterne og maden i særdeleshed var faktisk super nice, men når det så er sagt, så oplevede jeg også mit første skænderi i et halvt år-agtigt. Sagen er den, at jeg i tre dage måtte lytte til spydige kommentarer fra voksne mennesker i forhold til min beslutning om ikke at drikke alkohol til hverdag. Midt over en tre retters menu på en fornem kro, får jeg smidt en kommentar i hovedet a la næ, voksne mennesker kan godt finde ud af at n.y.d.e god vin, mens sådan en som dig bare tyller vodka i hovedet i weekenderne for at drikke hjernen ud. Jeg nænnede ikke at fortælle, at sidst, jeg var fuld, var engang i 2016, fordi min frustration over voksne menneskers gruppepres med ét eksploderede ud over det hele. Jeg ved ikke helt, hvad jeg fik sagt, for jeg var meget sur. Stemningen ved bordet var godt nok ret ussel de efterfølgende par minutter, men jeg modtog en del mentale high fives for min reprimande, og resten af turen slap jeg for flere stikpiller. Ærligt talt er jeg stadig lidt rystet. Ikke én gang i løbet af mit unge voksenliv har jeg oplevet, at jævnaldrende har stillet spørgsmålstegn ved mit relative fravalg af alkohol, men efter 5 timer med 60+ mennesker hører jeg ikk om andet. What is up with that?

#6: Til alle jer, der lige har været til SUSPEKT-koncert og set Emil Simonsen smide sit kluns: han er min. Han gemmer sig bare, til jeg er klar. 


Ikke, at det har noget med resten at gøre, men det her er min lillesøsters “gamle” shoppingliste. 

PS. Jeg får snart besøg af min mor i et døgns tid. Vi skal ud og fange aftensmad og brunch. Hun er glutenallergiker og pesco/pollotar. Hvor tager vi hen?

Jeg forstår ikke… #14


ovenstående menneske. (Ikke skriveren, men veninden, altså.) (Faktisk forstår jeg heller ikke Jodel. Det er et virkelig kedeligt medie.)

i hvor høj grad offentlige toiletter meget hurtigt kommer til at lugte af lun tissekone, når der virkelig er run på. 

hvordan nogle forældre vælger at opdrage deres børn. Forleden overhørte jeg en far, som opfordrede sin 6-årige søn til at køre ind i en fodgænger. 

fløjtemanden på Strøget, syngemanden på Gammel Kongevej eller hejremanden i Frederiksberg Have. 

hvor lidt jeg seriøst tænker på min far. Han er vist endda blevet gift (med hende femina-er-vel-også-en-slags-journalistik-kvinden) og jeg kunne nærmest ikke være mere ligeglad. 

denne omgang af Spis og Spar på DR1 (Undskyld, Cecilie). Den her omgang er altså seriøst for newbs, og det kunne nærmest bære et helt indlæg i sig selv. 

brugen af “ordet” instavenlig (Eks. Mad og Kaffe laver mega god mad, og så er den også instavenlig. #avocado.) stop. Det er ikke sjovt længere. 

fritidsbloggere, der føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke altid kan pumpe 3 indlæg ud om dagen. 1) Intet menneske er interessant hele tiden. 2) Din halvhjertede tilstedeværelse blev slet ikke bemærket. Før nu. 3) Din selvopfattede følelse er helt sikkert reel, men prøv at find lidt glæde i, at  du sikkert har haft travlt med at leve et ganske fint liv, mens du var væk. 

hvad filan spaniere putter i deres tyggegummi. Hilsen et meget selvudrensende tarmsystem. 

hvor uhyggelige gadegøglere bliver ved med at være selv ind i voksenlivet. 
frøers parringsproces. (Jeg kan fortælle, at det er hannen, der sidder naglet fast til hunnen, and he aint going nowhere.)

5 ting, jeg stensikkert aldrig køber igen + et tip

Jeg har ofte held i bøssen, når jeg afprøver nye produkter, men sommetider – heldigvis ret sjældent – bliver jeg også slemt skuffet. Forhåbentlig kan indlægget her tjene som en ‘lav ikke den samme fejl, som jeg gjorde’. Velbekomme!


MAC Eyebrow Pencil
Indrømmet. Jeg er ingen makeup-ørn, men jeg har alligevel stadig en del erfaring med optegning af bryn. MAC har efterhånden fået kultstatus, hvilket vel mestendels er relativt velfortjent – men det er eddermaeme ikke på grund af deres eyebrow pen. Den holdt cirka til 20 x sorte bryn, hvilket altså ikke er godt nok, når den koster 150 kroner. I løbet af dens levetid nåede jeg aldrig at blive fortrolig med den – måske jeg havde været fan, hvis de havde givet mig lidt mere at arbejde med.


nordik dampcigaret
Jeg er ret cool, men det synes jeg beklageligvis ikke, at dampcigaretmaskiner er. Fordi det er vigtigt for mig at opretholde mit image, søgte jeg efter en damper, som var lidt mere classy at kigge på. Og jeg fandt den! Desværre er den ret dårlig, og det nordiske navn og design kan ikke helt opveje det faktum, at den slet ikke kan tilfredsstille mit nikotinbehov. Desuden skulle én dampkapsel(?) svare til to pakker smokes, men også her holder den mere, end den kan love.


Aussie 3 Minute Miracle Light (en slags hårkur i mousse-form)
Efter første gang med moussen føltes mit hår mest af alt swimmingpool/klorramt, stridt og umuligt at rede ud. Da jeg gav kuren en chance nummer to, satte den der tryk-dims sig fast, og moussen sprøjtede ud i stride strømme over hele badet. Til trods for et helhjertet redningsforsøg med skum i hele munden som følge, var der ikke noget at gøre, og beholderens indhold skyllede ubrugt ned i fællesbadets tarvelige afløb. Til gengæld var 3 Minute Miracle Light mindst ligeså tarvelig, så dybest var tabet nok ikke så stort.


L’oreal Extraordinary CLAY Dryshampoo
Jeg fandt denne den i SuperBrugsens rodekurv til sølle 10 kroner, hvilket gør det noget nemmere at komme sig over, hvor udueligt et produkt det er. Tørshampoo skulle helst gerne skjule det værste hårfedt, og hvis den er god, bidrager den også med god duft og ekstra fylde. Den her gør intet. Dit hår bliver hverken mere eller mindre flot eller fedtet, det bliver bare præcis, som hvis du havde gjort absolut ingenting.


Go’e Kyllingefrikadeller med gulerødder
Ja, jeg kunne måske have sagt mig selv, at det her ikke var det mest geniale køb, men jeg orkede ikke selv at røre en fars, jeg var sulten, og Netto var tættest på. Frikadellerne er så kønsløse, at jeg ikke engang ville fodre dem til legekammeraterne til mit imaginære barns fødselsdagsfest.

Og til slut et lille tip…
Jeg har lige købt to nye jakker, som jeg ret beset ikke havde brug for (men de var sorte og pæne, og så ved I godt, at der ikke er noget at gøre.) Jeg gav kun 130 kroner for dem, selvom de egentlig kostede 630 kroner. Cirka en gang om måneden handler jeg også gratis for 100 kroner i Kvickly og SuperBrugsen. For at komme væk fra den kryptiske tone kan førnævnte lade sig gøre, fordi jeg er tilmeldt sådan nogle brugerpaneler – M3 Panel og Userneeds (sidstnævnte bliver man medlem af ved at deltage i deres surveys, som kan poppe op på hjemmesider, ofte DMI, hvorefter man er medlem. Alternativt kan jeg henvise jer pr. mail, så send en kommentar i min retning, hvis I vil ind i logen) – som flere gange om ugen inviterer mig til spørgeskemaundersøgelser pr. mail. Hvis I har en tendens til at bruge 2 timer på Instagram om aftenen, når I egentlig burde sove, vil jeg opfordre jer til at prøve det her gak af og bruge tiden på det i stedet. Fidusen er, at I optjener point for hver undersøgelse, I udfylder. Point, som I senere kan indløse til gaver og/eller gavekort. Jeg har lige fået foræret 500 kroner til Zalando, og i morgen regner jeg med, at der kommer et gavekort til Coop gennem min brevsprække. Undersøgelserne handler som oftest om et nyt Arlaprodukt, streamingtjenester eller bankservices – noget sjovere end andet – men jeg synes faktisk, at det er ret afstressende at sidde og klikke felter af, mens mine sovepiller begynder at virke.

 

Infotaineren er tilbage!

Kære venner!

I dag er en god dag. Jeg har haft et super lækkert interview, kørt i taxa for en kvart SU, og så er nedenstående kommentar lige trillet ind i mit felt. 


Dines the Infotainer er tilbage – eller i hvert fald er Karoline, som hun hedder, her igen. 

Karoline ved det nok ikke selv, men jeg fandt hendes blog, da jeg var allermest syg og dårlig. I to uger var hun det, der gjorde mine måltider hyggelige, for når maden blev serveret med hendes ord, var den ikke nær så svær at sluge. 

Jeg skrev til hende en dag, og jeg kan huske, at jeg ikke havde det specielt godt. Jeg skrev, at jeg troede, at jeg var hende. Og så skrev jeg sikkert også en masse andet volapyk, som nok ikke giver så meget mening i dag. Men hun svarede mig, og det var der, jeg fandt ud af, at hun ikke var Dines. Hun var faktisk også en Karoline. 

Med andre ord: hvis I savner en blog til jeres roll, er Icarriedawatermelon nok et meget godt bud. 

10 ting om kvinder – fra en, der ikke selv er det

Måske kræver det ikke nærmere introduktion, måske gør det. Jeg mødte Kasper i november måned til min Panikfest, hvor jeg både var meget fuld, meget glad og meget irriterende. Netop på grund af sidstnævnte kan det derfor godt undre mig, at vi endte med at snakkes (eller nok nærmere ’snappes’) ved efterfølgende. Men det var nok meget godt, at det endte sådan, for forleden skriblede han – på helt eget initiativ – 10 punkter ned, som han undrer sig over ved kvinder. Når jeg vælger at sende dem videre herinde, er det fordi, jeg selv er en sucker for alt, der har noget med ‘det tænker mænd’ at gøre, og så synes jeg, at det hele rummer en underfundig forkærlighed for vores køn. Og det kan jeg ret godt lide. Jeg kan desværre ikke give ham svar på specielt mange af punkterne, men hvis I har lyst til at byde ind, er I selvsagt mere end velkomne.

1. Hvad er ”sød” beklædning?
Ofte hører jeg tøj beskrevet som sødt. Et par søde sko, en sød kjole, søde ørenringe. For mig er ordet forbeholdt babyer, hunde, og i en snæver vending kan jeg også finde billeder af en sød kattekilling. Uanset hvor babyblå en top på tilbud er, vil den aldrig kunne få mig til at pludre, som min niece kan.

2. Hvorfor rakker kvinder ned på hinanden?
Punktet her er båret af den seneste tids feministdebat, som jeg enten har meldt mig ud af for længst eller aldrig har været en del af. Jeg bliver træt, når jeg ser kvinder skændes om, hvem og hvad feminister er. Som udenforstående burde feminisme vel kunne rumme alle kvinder (og mænd), men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

3. Ordet feminisme.
Jeg tror dog, at jeg har en løsning. Feminisme skal rebrandes. Ordet feminisme lugter lidt mere af verdensherredømme end lighed mellem kønne. Kan man ikke fravriste universiteterne deres patent på humanisme? For det er vel egentlig det, feminisme handler om. At vi alle er mennesker uanset køn.

4. Hvorfor fortæller kvinder ikke flere jokes?
Jeg ved, at kvinder kan være sjove. Jeg har flere veninder, der kan få mig til at grine. Det virker dog alligevel til, at de fleste er lidt tilbageholdne, når det kommer til at være sjov. I hvert fald i forhold til mænd. Det er lidt en skam, for der er ikke noget mere fantastisk end at grine. Bekendtskaber kommer af alvorlige samtaler. Venskab kommer gennem grin.

5. Hvorfor er sushi altid et event?
Det er omkring 3 år siden, at jeg smagte rå fisk for første gang. Det smager ganske udmærket. Det gør en bøf også. Det samme gælder spaghetti bolognese. Sushi er slet ikke så eksotisk, at det skal fejres med hvidvin og veninder, hver gang plastiklåget løftes fra den bakke, som tusinde af ligesindede unge i Århus også henter fredag aften.

6. Hvorfor er kvinder passive på tinder?
Det er såmænd ikke min klagesang over mangel på aktivitet på sociale datingapps. Jeg har bare observeret en generel mangel på engagement fra den kvindelige side (grundet min seksuelle præference har jeg ikke så megen erfaring med den mandelig del af appen). Der er en tendens til, at kvinder lægger et enkelt billede på deres profil, og så linker de ellers til deres instagram, hvor man kan følge dem, hvis man vil se flere billeder. Det holder ikke.
Nu kan jeg ikke tale for resten af mit køn, men jeg forsøger at få det bedste ud af de 6 billeder og 500 tegns tekst, som man har til rådighed.

7. Hvorfor går kvinder ikke op i sport?
Nogle af de absolut største oplevelser, jeg har haft, har været i forbindelse med sport. Jeg stod på stadion, da FC Midtjylland vandt mesterskabet i 2015. Jeg stod også med tårer i øjnene, da jeg så Cincinnati Bengals løbe ind på Wembley i efteråret 2016. Sport er pisse dumt, men det er noget dumt som mænd er sammen om. Vi snakker sammen om sport, vi drikker øl sammen, når vi ser sport, og vi lider sammen, når vi er på stadion og taber.
Hvornår har du sidst set en kvinde råbe af glæde? Det gør mænd hver eneste uge.

8. Hvorfor drikker kvinder ikke andet end frozen strawberry daiquires?
Det er en forfærdelig drink. Det er den eneste drink, der kan give dig hovedpinde mens du drikker den. Desuden er den fedtet og klistret, og så tager den en krig at lave. Der findes cirka en milliard andre ting, I kan vælge fra menuen. Udvid jeres horisont eller spørg bartenderen, hvad han vil anbefale. Det er det, han er der for.

9. Indretning.
Det her er mere en mig-ting, end det er en kvindeting. Jeg fatter ikke indretning, og jeg er imponeret over, hvordan kvinder tilsyneladende bare er gode til det. Jeg kan ignorere en hvid væg og leve lykkeligt, indtil jeg bliver påpeget, at den ser frygtelig tom ud. Ofte er det en kvinde, der gør det.

10. Hvordan kvinder åbner et dansegulv.
Jeg tror, at kvinder er grunden til at DJ’s i hele verden ikke spiller for tomme dansegulve. I de 6 år jeg lovligt har kunne gå på de danske diskoteker, har jeg aldrig set mænd stå som de første foran mixerpulten. Der står altid en gruppe mere eller mindre berusede kvinder og tripper rundt på høje hæle. Det er ikke altid lige yndefuldt, men det er modigt og fantastisk. Tak for det.