IRL-FAQ: Når håret sympatistresser med ejermanden

Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

 

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

 

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?

Daddy-o, jeg troede sgu, vi var done.

Som Miriam grundigt gennemgik forleden, findes der en række spørgsmål, som forhåbentligvis snart begraver sig selv for bestandig, og selv om spørgsmål til børn og kærlighedsliv fuldstændig preller af på mig, er jeg gennemført enig i, at det er emner, der skal ud af vores smalltalk-repetorie hurtigst muligt. 

Et spørgsmål, som derimod kan få mig til synkront at finde boksehandsker og lommeservietter frem, er, når jeg er blevet mødt af: “Er du sikker på, din far ikke vil dig det bedste? Tror du ikke, I måske bare kan have en overfladisk relation?”

I dag er det to år siden, jeg begyndte i praktik i København, hvilket betyder, at det også er omtrent to år siden, jeg flyttede mine ting fra min fars ejendom og fik min mor til at putte husnøglen i hans postkasse. Jeg havde så dårlig samvittighed – og det har jeg i øvrigt stadig – over måden at gøre det på, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle have gjort. 

Også for to år siden besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af, at det er gået med ham, som det er. Det virker måske som en spøjs – grænsende til naiv – beslutning, men fordi han mestendels opfører sig ret tåbeligt, har den været ret nem at efterleve,

Lad det være helt klart: Jeg kan aldrig nogensinde tænke på min far uden at komme i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at skære ham ud af mit liv. Hvordan kan man være sikker på, at et af de mennesker, der burde elske dig allermest, ikke skal være en del af dig?

Dagen før juleaften gik jeg i sneen langs Voldene, da jeg kom til at tænke på min sidste fødselsdag, hvor jeg vågnede op til en sms fra min far, og i det sekund, tanken begyndte at udvikle sig, fik jeg blackout og væltede ned i krattet til venstre for mig. Det varede ikke mere end et splitsekund, men i lang tid efter kløede og kradsede mine øjne, og jeg kunne ikke få det til at stoppe. Da min mor, lillesøster og jeg den efterfølgende aften var færdige med at pakke gaver ud, lå der til sidst to kuverter under juletræet. En med min søsters navn og en med mit. 

For at gøre et absurd langt følelsesmæssigt scenarie meget kort endte det med, at jeg sad grædende og stirrede på kuverten, som jeg ikke kunne få mig selv til at åbne. Det lykkedes til sidst, og jeg forbandede min fars gestus langt væk og ønskede sådan, at han havde sendt mig en pose lort i stedet for et bundt penge til opsparingen. Det er så meget nemmere at håndtere hans fravær, når det, han gør, passer perfekt ind i fortællingen om, hvor stor en nar han er.

Og lige der er, hvor den betændte kerne altid har været. Selv om han kaldte os børn for uduelige, selv om han ignorerede os i dagevis, og selv om han gang på gang fortalte os, at han aldrig skulle have sat os i verden, behøvede han kun at smile til mig og holde om min hånd, før jeg havde tilgivet ham alt det andet. Det er altså en helt sindssyg magt at have over et andet menneske.

– “Du har tydeligvis komplicerede følelser for ham,” konkluderede min søster tørt julenat, efter vi havde stået i lyset fra det åbne køleskab og spist resterne af min gudsbenådede risalamande med hver vores ske. Jeg tror egentlig bare, jeg grinte.

Komplicerede følelser, hva’ gir’ I mig?

 

13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019

  1. Følgende inkompetente sammensætning af bogstaver: ‘jeg kondolere’, som efterhånden mere er blevet reglen end undtagelsen.
  2. Stories af denne længde: ———————————- ; både fra koncerter, fyrværkeriet nytårsaften og af solnedgangen. Jeg er glad for, at du føler begejstring – måske endda glæde – over din nuværende situation, men vi deler den ikke, og pak så den telefon væk.
  3. Folk af denne race, som er den samme: Dem, der stiller sig i midtergangen på flyet, en menneskealder før man kan komme ud. Folk, der bytter julegaver den 27. december og folk, der sidder i kø til skat, når det der regnskab bliver offentliggjort.
  4. Bekymringen over, om Vh, Mvh, Kh eller Dbh virker som den mest passende afrunding på en arbejdsrelateret mail.
  5. Det faktum, at jeg i øjeblikket har 9 ud af 10 symptomer på depression. Og madlede på 14. dag, hvilket i praksis betyder, at jeg hver aften bruger to timer på at gå fra butik til butik, mens jeg febrilsk leder efter noget, jeg ikke får kvalme ved tanken om. Åh, madlede, du er et dårligt tegn.
  6. Amerikanske rappere, der lyder, som om de aldrig har klaret sig gennem én dags skoleundervisning og cirka er lige så velartikulerede som en pludrende baby på fem måneder. Ingen nævnt – for jeg kender oprigtigt ikke jeres navne – og ingen glemt.
  7. Og nu vi er ved det: Jeg véd godt, at jeg er diskvalificeret på forhånd, fordi min fødekanal aldrig har håndteret andet end primært fallosformede ting og menstruationskopper, men … kunne 2019 ikke blive året, hvor mødre, der har truffet forskellige valg, stoppede med at tale så herrestrengt til hinanden? Jeg mener … I vil alle det bedste for jeres børn. I fucking gør det bedste for jeres børn hele tiden. Tænk lige, hvis noget af den energi, der bliver brugt i diverse kommentarspor, blev brugt på noget systemaktivisme? Ja, jeg véd godt, at ytringen – nærmest tanken i sig selv – er ulovlig at have, når den kommer fra én som mig, der ikke kan forestille sig, hvor meget dårlig forældersamvittighed kan fylde. Men åh, hvor kunne det være smukt egentlig, hvis nogle af de fucktards, der har ansvaret for normeringer og elendige vilkår i forhold til at arbejde på deltid, blev tvunget lidt mere til at beskæftige sig med de mennesker, deres elendige dømmekraft rent faktisk rammer. Jævnfør punkt fem véd jeg virkelig ikke, hvorfor jeg skriver det her, for jeg orker nærmest ikke at stå ved det. Sorry. Jeg elsker jer alle uanset.
  8. Min nyerhvervede kendsgerning om, at jeg stopper med at skrive, når jeg har det dårligt. Ringe formulering: Kendsgerningen vil jeg for alt i verden gerne hænge mig fast i, men jeg skal simpelthen ikke lade være med at skrive.
  9. Den der diskusprolaps. Nu lover jeg, at jeg aldrig nævner den igen.
  10. Inkompetente politikere i et ufleksibelt og dysfunktionelt system, der normalt bliver kaldt for ‘et velfungerende demokrati’. Tænk lige over det. Og tænk lige over det, når Inger giver håndtryk til de nye danskere på torsdag.
  11. Mennesker i trafikken, der ikke vinker som tak, når man holder tilbage for dem, selv om man egentlig ikke behøvede det.
  12. Dem, der bruger 10-15 minutter på at fortælle om en eller anden Dali’sk drøm, de har haft om natten, som ingen relation what so ever har til noget i virkeligheden. One life, don’t waste it.
  13. Alle de der dun, jeg fik på kroppen og i ansigtet, da jeg var syg. Det er, som om et eller andet termostat i mig ikke helt har fattet, at jeg ikke længere har brug for pels for at holde på varmen.

dun 🙂

 

Det her er mit bedste bud på en opsummering.

DAG 2

“Det er jeg ked af, men jeg troede altså, du skulle ultralydsscannes,” sagde den søde radiolog. Hun er hundrede procent undskyldt, for vi kan alle se ret befrugtede ud i vores vintertøj.

Få minutter efter blev jeg hentet af en anden sød radiolog. Han trak mig ind til den store røntgenmaskine, og så forløb vores eneste samtale nogenlunde sådan her:

Ham: – Er du gravid?

Mig: – Ha ha ha, det håber jeg ikke.

Ham: – Altså … er du gravid eller ej?

Mig: Ikke umiddelbart.

Ham: – Jeg har brug for et klart svar. Ja eller nej?

Mig: – Jeg har ikke taget en test, så jeg véd det egentlig ikke. Men jeg har menstruation og såd’n …

Ham: – ……… Du må ikke få taget røntgen, hvis du er gravid.

Mig: – Så er jeg ikke gravid.

Jeg er ikke gravid, viser det sig.

DAG 1

Er omsider blevet overtalt til at tage til læge. Bliver taget imod af en medicinstuderende, som skal stå for konsultationen. Hun spørger, om hun gerne må filme seancen. Af altruistiske årsager – altså dem, der mener, at min lorteryg skal tjene et eller andet nobelt formål – sagde jeg ja.

Fortrød det måske et øjeblik senere, da jeg blev bedt om at tage mit tøj af, hvilket tog omtrent 10 minutter. Har det på en eller anden måde ambivalent med, at der findes et videoklip af mig, der sidder forkrøblet på en stol og undskylder for, at jeg hverken kan bevæge mig endsige tage mine benklæder af. Hun tilbød at hjælpe.

Lagde mig op på briksen og svedte den der papirbeklædning helt i stykker. Så spurgte hun mig, om jeg havde haft problemer med at holde på afføringen, og jeg er sikker på, det var et velment spørgsmål, ikke desto mindre er det også ret træls, når svaret nødvendigvis må være ja.

Nå, men … jeg har nok fået en diskus prolaps i lænden, viser det sig.

Efter nøje eftertanke er jeg blevet enig med mig selv om, at det hele gik galt, to sekunder efter dette billede blev taget. En grå mandag i Århus, da jeg besluttede mig for – uden at varme op – at løfte hundrede-et-eller-andet kg uden sko (fordi dem havde jeg glemt derhjemme). Så beder man faktisk selv om det.

DAG 3

Kan ikke lade være med at tænke på, om alle børn – uanset hvor uegnede de er udi performancekunsten – stadig har en drøm om at medvirke i MGP.

DAG 4

Tager til julefrokost på Aller, og jeg kan ikke danse ordentligt, fordi min ryg gør ondt.

Der er fri bar, og jeg kan åbenbart ikke finde ud af at håndtere den slags goder. There is no such thing as a free lunch, som min underviser på Journalisthøjskolen altid sagde, og jeg betaler. Hårdt.

For at undgå den værste fortørnelse bilder jeg jer og mig selv ind, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg kom hjem fra julefrokosten (men lad os bare sige, at en taxa fragtede mig).

Kaster op hver halve time resten af aftenen og natten og morgenen, og da solen er stået op og igen illuminerer mit badeværelse, må jeg erkende, at jeg ikke har knælet over kummen (rygproblemer, igen), hvilket betyder, at jeg har ramt alt andet end mit toilet. Kaster op igen, fordi jeg er så klam.

Taster mit alkoholindtag fra dagen før ind i sådan en online beregner. Promille: 4,4. (“Ved en promille på 4 vil de fleste sandsynligvis være bevidstløse eller i livsfare.”)

Tager til julefrokost klokken 20 i Boxen. Føler mig ikke længere levende.

DAG 5

Sover.

Benytter mit stemmebånd klokken 18.30, fordi jeg skal bede min lokale grillmand om at lave mig en bakke pomfritter.

Kiggede på min fod kort før sengetid. Opdagede, at den så ud som på billedet. Véd stadig ikke, hvad der er sket.

DAG 6

Vågner klokken 9, som også er det tidspunkt, jeg skal møde på arbejde.

Får fat i et juletræ, som jeg slæber fra Vesterbro til Amagerbro i myldretid.

Min mor og søster kommer herover den 23. december, og så danser vi rundt om juletræet hos mig. Vores julemiddag bliver vegetarisk, gluten- og laktosefri. Til gengæld har jeg fået lov til at låne min nabos chihuahua. Livet er rart nok, viser det sig.

Karo er ked af’ed.

brun, frisk og nydeligt hår. :'(

Min matematik- og fysiklærer i folkeskolen hed Holger. Han var en gæv mand i Fjällræven-bukser og vandrestøvler, hvilket jeg forestiller mig, han muligvis har tilfælles med flere kolleger over hele landet. Holger sagde en dag til mig, da jeg stod og kogte med min bunsenbrænder, at grunden til, jeg ikke kunne konkludere en skid ud fra mit forsøg på et forsøg, skyldtes, at jeg ikke forholdt mig til den naturvidenskabelige metode.

Eftersom det måske var ham, der ligesom var ansvarlig for netop denne mangel, tog jeg det ikke så tungt, men kiggede bare halvfrustreret på ham, mens flammen brændte rundt om reagensglasset.

“Du må kun ændre på én variabel ad gangen,” uddybede han. “Ellers véd du ikke, hvad der påvirker hvad. Og så bliver ingen klogere.”

Det gav jo fuldstændig mening, og det var, som om han havde fjernet al videnskabelig kaos i mit hoved. Dét her, det er fandme værdifuldt, håber jeg at have tænkt i øjeblikket. 

På samme måde har jeg alle dage været imponeret over mennesker, som kunne tilgå deres liv med samme kontrollerede akkuratesse. “Jeg er utilfreds med x, så jeg ændrer variablen y, og så ser jeg, om det ikke bliver meget bedre,” og når det så bliver meget bedre, kan de på anekdotisk vis konstatere, at det bare var y – som måske var gluten, for lidt søvn, arbejdsplads, hvad véd jeg – der fik hele korthuset til at vælte.

Den form for overblik og kontrol fascinerer mig, sandsynligvis fordi mit eget hoved alle dage har fungeret under en eller anden uoprettelig kaosteori, hvor alle variabler kegler rundt, kommer og forsvinder efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der gør, at noget går galt for mig lige nu.

I sommer var jeg et vaskeægte overskudsmenneske. Jeg kunne sove tre timer om natten hver nat og være fuldstændig upåvirket. Jeg kunne træne to gange om dagen hver dag og aldrig blive øm. Jeg kunne bade topløs ved Helgoland efter midnat, selv om jeg havde flyttet hele dagen. Jeg kunne cykle til Dragør og længere væk end det, og det var kun en smuttur. Min menstruation kom på minuttet, min hud var nærmest fin og og absurd brun, og fysisk var jeg flyvende. Ægte frisk og rask, I véd. 

Vi skal ikke langt ind i efteråret, gråvejr og 7. semester, før tingene begyndte at gå lidt ned ad bakke. Det er, som om det hele kom med Århus, som det alle dage har gjort: mit ansigt fik nærmest byldepest, jeg var stadig søvnløs, men evigt træt, og hver gang min mor skulle samle mig op på Rutebilstationen, var noget af det første, jeg sagde til hende: “Jeg har simpelthen så ondt.” Det var fandme, som om efteråret, skolen, min barndomsby, et eller andet havde gjort mig til en krøbling. 

Jeg har afleveret min første eksamen, og på nogenlunde samme tid er jeg begyndt på et kort vikariat på Feminemsen (jeg er så glad!), og jeg tænkte, det ville lette på en del ting. 

Men i to-tre uger har jeg ikke været i stand til at sidde på en stol i mere end fem minutter, før det har gjort for ondt. Jeg kan kun tage tøj på i liggende stilling, jeg kan ikke bukke mig forover, og jeg priser mig lykkelig for mit toiletmøbel, som agerer støttestok, hver gang jeg skal på wc. Om natten ligger jeg stadig vågen, men nu skyldes det bare smerter. Min ryg gør så ondt, og jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at tude. Desuden er jeg så langt væk blabbet af smertestillende piller, at jeg konstant befinder mig i skærsilden mellem de vågne og de sovendes land. 

Jeg tror, min magiske, livsomvæltende variabel ligger i en chill pill. Min selverkendelse har imidlertid ikke taget i dyk sammen med resten af min krop, så jeg véd med ret stor sikkerhed, at det nok ikke kommer til at ske sådan rigtigt.

Helt oprigtigt er jeg bange for, det er en prolaps i lænden af en art Eller noget med iskias-nerven. Så nu har jeg i ramme alvor sat Medina på, for det er sgu synd for mig.