Karoline tester: Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101)


Således blev det endnu engang tid til en ny omgang bundfarve til mine gråbrune rødder. Faktisk har det været ret presserende i et par uger nu, men fordi jeg helst vil føle mig blonde and on top på min ferie, har jeg udskudt hårfarvningen til 12 timer før afrejsedagen (sammen med farve af bryn, barbering diverse steder og alle de andre rutiner, der pludselig føles nødvendige før solferie.)

Eftersom den sidste hårfarve ikke var en ubetinget succes, og fordi det er ret kedeligt at anmelde den samme farve to gange, søgte jeg denne gang mod andre afværgende substanser. Denne gang Schwarzkopf, som jeg generelt har flere gode end tisgule erfaringer med. 

Eftersom det er sindssygt hype med silver, grey og ice toner i lyst hår, er der en del forskelligt at vælge imellem – da jeg sidst hjemmefarvede mit hår på fast basis, var der ikke så meget fokus på de kølige nuancer, hvilket betød, at farven for det meste altid fik et semi-gult skær, som kun var tiltagende ugerne efter farvningen. Det vil jeg helst gerne minimere, så jeg prøvede lykken med en Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101), som lover en sølvblond, kølig farve samt en great hair feeling. 

Pris: 120 kroner i Matas. Men hold øje med tilbud, jeg fik den til cirka 70 kroner. 

Det får du: Pulver + blonderingsvæske. 2 breve med blå conditioner, hvor et enkelt lige præcis ikke er nok til hele håret. 

Der er rigelig farve til hele bunden, men hvis du er ude i en helfarve, bør du købe to pakker. 

Umiddelbare indtryk: Yes mand, der er noget Goddaw i den her farve! Allerede mens hårfarven bliver fordelt i mit hår, kan man se, at den arbejder, og der går ikke mange minutter, før hele min bund begynder at lysne. 

Svieskala 1-10: 1 1/2. Imponerende!

FLOT FØR

Endnu et. Baghovedet trænger også til en tur med trimmer. 

30 minutter ekstra: håret ser ud til at være tilpas lyst, men jeg kan se, at der er nogle steder, som har suget ekstra meget til sig. Heldigvis er der en lille smule farve tilbage i flasken, som jeg masserer ind for at give lidt ekstra. 

10 minutter efter… har håret trukket, hvad det kunne, og for at undgå skaldede pletter skyller jeg skidtet ud med shampoo – hvilket går nemt – og påfører den medfølgende hårkur. 

Resultat: Håret er MEGET lyst på en HELT tilpas lys måde. Men jeg kan på ingen måde få øje på silverskæret, som jeg ellers er blevet lovet. Det ligner en ganske almindelig afblegning, som med tiden også trækker gul farve. Jeg tænker, at det nok bliver tydeligt om et par uger, men den tid, den sorg. Med lidt blåshampoo + conditioner kan den værste krise fejes væk. 

And What Now? Lige nu har mit hår den perfekte base til en pastelfarve, så bliv ikke overrasket, hvis jeg render rundt med lyserøde lokker om en uges tid. 

Score: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ ud af 6. 


Nu vil jeg smutte i Primark. KYS HERFRA. 

Den der menstruationskop… er den noget ved?

Det er med bævrende underlæbe og sitrende krop, at jeg skriver det her, for venner… enten har jeg sparket mit indre skridt til blods, eller også HAR JEG LIGE FÅET MIN MENSTRUATION IGEN!

Tankerækken fra toilettet gik nogenlunde således:

  1. Hvad pokker… hvad foregår der… det kan ikke være rigtigt… *tørrer en ekstra gang*.
  2. Den er sgu god nok.
  3. For helvede. Jeg er allerede træt af det.
  4. Har jeg nogen tamponer? Nej, det har jeg ikke. Jeg brugte den sidste til at proppe i munden og tage billeder af det.
  5. Skal jeg virkelig ned og købe tamponer nu? Jeg har lige handlet. Jeg gider ikke at købe tamponer som det ENESTE. Skal jeg camouflere dem med et par poser gulerødder og noget sodavand? Jeg håber, at det er en kvindelig ekspedient.
  6. Jeg har heller ingen smertestillende piller. Det skal jeg også have. Menstruation er for viderekommende, og jeg gider det ikke mere.
  7. NOooOOoO. Jeg skal til Barcelona i overmorgen… sut…
  8. Hvad nu hvis jeg havde tænkt mig at sove ude i nat? HVA’?
  9. Gad vide, om den der menstruationskop er noget ved. *Forlader badeværelset og går ind i seng for at researche på menstruationskop. Ligger her stadig. Stadig uden tampax.*

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mit hoved er ved at flyde over af uforløst fejringspotentiale, mens jeg også bare har lyst til at gå i fosterstilling med en plade Marabou for først at rejse mig om 5 dage igen. Eller hvor lang tid den slags nu tager. Jeg mangler virkelig en form for guide til, hvad man gør, når ens krop lige pludselig takker for god opførsel, og Tante Rød genopstår fra de døde. For det her føles vitterligt som første gang og som en indkørsel til noget helt, helt nyt.

Hvis det er den her effekt, Amager har på mig, så skal vi sgu nok få et fremragende forhold, os to.

Basic Bitch på budget

Jeg fik engang af vide, at en flytning er en af de mest stressende begivenheder i et menneskes liv – cirka på linje med skilsmisse, dødsfald og sygdom. Heldigvis er den for det meste ret tidsbegrænset, og stresset forsvinder nærmest det øjeblik, man kan begynde at pakke finde dine nipsting frem og placere dem i vindueskarmen i sit nye hjem. Det har jeg nok ret meget haft in mente de sidste par uger, at den der latente følelse af ubehag og rastløshed nok skulle forsvinde sammen med alt flytterodet. Det gjorde den også.

Jeg flyttede i går, og i morges var mit adrenalinniveau allerede faldet til et stadie, der gjorde det muligt, at jeg kunne sove til klokken 8.30, hvilket er tre timer længere, end det har været muligt den sidste måned.

Flyttekasserne er allerede væk, og mit værelse mangler kun en tur med støvsugeren, før jeg er tilfreds. Når jeg siger ‘tilfreds’, er det til det punkt, hvor kurverne AMBITION og BUDGET rammer hinanden et sted på logaritmepapirerne, for hvor ville det bare være smukt, hvis mit værelse ikke lignede en fusionsgenre mellem et IKEA-katalog og det bedste fra Indretning for fattigrøve med et twist af Sku’-ha’-været-instagrammer. Men lad det nu være ligegyldigt, for jeg føler mig allerede ret godt tilpas.

Hermed en hurtig rundtur på mine 14 kvadratmeter på underskønne Amager.

Birkenstock, købt på tilbud til 150 kroner // Stor plante fra mit barndomshjem, gratis // Vægspejl, arvestykke fra farmor (vist egentlig min fars, men jeg tror, at han har glemt alt om det) // Gulvspejl fra IKEA, som MOVER-chaufføren ødelagde under flytningen.

IKEA-reoler + tøjstativ galore // Billede med guldramme, arvestykke fra mormor // 2 styks af verdens bedste appelsinsodavand, 2,50 (eksklusiv pant) fra SuperBrugsen.

Hogwartsbillede fra etsy // Askebæger med isbjørn fra genneren i Ålbæk // Lampe fra Netto – stablet på en gammel ølkasse fra bagagerumsmarkedet på Ingerslevs Boulevard.

Harry Potter-malebog fra ebay // spejl fra Kiwi <3 

Figurer fra Sydafrika (dernede har alle husholdninger de to figurer – en mand og en kvinde – stående. Ifølge gammel overtro bringer de stabilitet og velstand og/eller kærlighed.) // Krølle-Bølle fra min første kæreste, to kaktusser og et billede, der engang var af min onkel.

Bordet er fra DBA til 150 kroner, og maleriet med sælen har jeg stjålet fra min far (som selv har lånt det af en gammel ekskæreste). 

Lige nu er det ikke så presserende, men jeg mangler en loftslampe, og jeg har en opfattelse af, at det er en jungle – primært af grimme lamper – at navigere rundt i. Så hvis I har nogle gode steder, gode tips eller (endnu bedre) helt konkrete lampeforslag til mig, tager jeg imod med kyshånd.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har det for fedt eller helt forfærdeligt

Indledningen her grænser nok lidt op til at være lidt mere dobbeltmoralsk, end jeg normalvis accepterer for mig selv, men nu har jeg altså tænkt mig at tale lidt højt om, at mine ord pludselig er begyndt at mangle. Og jeg aner ikke hvorfor.
Forleden havde jeg en samtale med en gut, som for en kort bemærkning oprettede en blog, fordi han havde en masse tanker, han havde brug for at få styr på. Jeg sammenlignede det lidt med Dumbledores mindekar, og det billede var vist meget rammende: efter han havde nedfældet sine ord, følte han, at hans hoved var blevet tømt og klart. Når han havde brug for det, læste han tilbage i sine tanker, fordi det hjalp ham til at finde ud af, hvorfor han havde det, som han havde det.

Altså… bloggeriet blev for hans vedkommende en kortvarig affære, for – efter eget udsagn – havde han ikke flere tanker, han havde behov for at få styr på. Jeg svarede, at det i hvert fald aldrig ville ske for mig, men hvor kunne det dog være fedt, hvis det gjorde. 

Nu er jeg i stedet havnet i den halv-prekære situation, at mit hoved føles som Nørreport klokken 16.47 torsdag eftermiddag: fyldt og friggin’ kaotisk, men jeg aner ikke af hvad. Normalt kan jeg skrive den slags væk. Om ikke andet kan jeg prikke hul på bylden, kradse lidt i overfladen, og så er der nogle, der hjælper mig på vej, men lige nu er jeg en smule på bar bund. 

Når jeg prøver at bryde det ned i små stykker, og det gør jeg en del, så havner jeg hele tiden det samme sted: i mine rutiner. 

Dem er jeg virkelig afhængig af. Da jeg var syg, var mit liv ikke andet end syge rutiner: Hvornår jeg (ikke) måtte spise, hvornår jeg måtte sidde ned, hvornår jeg kunne ses med mennesker, hvornår jeg skulle sove, hvornår jeg skulle op. Alt. De gjorde mig trygge, mens de på samme tid også ødelagde mig og brød mig sammen. Det kom bag på mange, inklusive undertegnede, at de var så stor en del af mig – og hvor svære de var – og stadig er – at bryde ned, da jeg kom til den erkendelse, at det skulle de. 

Mine gåture, eksempelvis. Jeg havde en ide om, at jeg gerne skulle gå 20+ kilometer om dagen, sidde på en romaskine i halvanden time og løfte nogle vægte – bare fordi. Gåturene blev eftertiden en stort problem, fordi jeg typisk skulle klare dem over to gange. Og når man allerede har været igennem tre “træningspas” i løbet af en dag, kan det godt blive udmattende for selv den mest rutinerede. Det blev det også for mig, og en dag eskalerede det i sådan en grad, at jeg helt konkret havde lyst til at tage mit eget liv. 

Sådan kan rutiner være ret elendige. Det har krævet en del angstanfald og lad mig for helvede komme ud herfra-situationer at komme til, hvor jeg er lige nu. Jeg går en lang tur hver dag, og for det meste er det også af lyst. Hvor jeg før aldrig smed skoene, har jeg kæmpet for implementeringen af en ny rutine: computertid efter måltider. Det fungerer herre godt, og det giver mig ro. Den ro har jeg forsømt ufatteligt meget, hvor gakket det end måtte lyde i disse Digitale Detox-tider. 

Jeg formoder, at det her er vigtigt, for ellers giver det ingen mening, at jeg har det, som jeg har det lige nu: drænet, men fuld af gode ting. Træt, men ude af stand til at sove. Rask, men med en mave der hele tiden gør ondt. 

Om tre dage flytter jeg. Og så har jeg en uges ferie. Det tror jeg faktisk er meget godt. 


De her sko er forresten helt perfekte at gå i. 

Den lever. Sgu!

… men det ville min far nok ikke gøre, hvis han vidste, hvad jeg bedrev min tid med her i København (eller rettere sagt Københavns Vestegn) – men for nemheds skyld en hurtig opsamling.

1. Som en del skarpe hoveder i min inderkreds allerede har bemærket, så har jeg været en del på Brøndby Stadion i løbet af den sidste måneds tid. Det lyder måske ikke slemt i sig selv, men nu er det bare sådan, at jeg blev opdraget til at elske AGF, allerede da jeg lå i min mors mave og stadig var på fosterstadiet. Som fodboldfan er man nødt til at have en form for ærkerival, og som en af de Hviiieeee har skæbnen (eller min far) forudbestemt, at den nemesis skulle være BIF. En af de første sange jeg kunne udenad, handlede om en Brøndby-fan ‘som var gul og blå i hovedet som en narkoman, og bistandshjælp det syns’ han bare er sagen, han sku’ ha’ været pletten på et lagn’, og hver gang de gule var på skærmen, var det OK at råbe SVIN!!!

Men man har jo et standpunkt, til verden tvinger dig ud i et nyt, og for tiden nyder jeg at heppe halvt på dem, når de er på hjemmebanen. Det er på samme tid den største vanære, jeg overhovedet kan nedkalde på min far, og det er afgjort heller ikke det værste.

I går var jeg desuden vidne til derby-strabadserne, hvor 50 FCK-fans mere eller mindre kortsluttede på stadion og den kampklædte ordensmagt. Lad dette være det endegyldige bevis for, at stoffer er en dårlig ide. Især hvis du i forvejen ikke har nogen hjerne.

2. Før jeg begynder at lyde alt for meget som en Vestegns-assimileret jyde, må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke slæber mig selv til fodbold (og at jeg overhovedet ikke var fristet af tilbuddet, da det dukkede op første gang) – det hænger hundrede procent sammen med sidste uges nogen-gør-mig-glad-cliffhanger. Det var også ham, der i weekenden erklærede, at min header irriterede ham grænseløst (fordi den var grim, altså) og jeg gik i forsvarsmodus og sagde noget med, at jeg har det OK med, at min blog er den grimmeste i det danske kongerige, OG hvis det var så hårdt for ham at være vidne til, måtte han lave en ny, forbedret udgave til mig. Bitch.

Det gjorde han så, og tadaaaaa! Velkommen til Hvid Kaffe 2.0!

3. I dag har jeg – forgæves – forsøgt at melde flytning intet mindre end 11 gange. Hvad nu med, at vi lige giver Joachim B. Olsen og alt det det disruption en chance?

4. Som yngre var jeg fuldkommen forelsket i Gwen Stefani/No Doubt, hvorfor jeg heller ikke forstår, at det er gået min næse forbi, at hun i 2016 udgav et helt igennem godkendt album. Jeg mener… lyt lige til det her:


5. Min røremaskine er blevet solgt og afhentet, og fysisk kan jeg ikke længere opspore vrede efter den sidste køber. I weekenden fik jeg leverer flyttekasser lige til døren (SMART!!!) fordi flyttekasser – ganske ulogisk – er noget af det mest enerverende at bære rundt på, når de er i fladformat. Jeg er dog stadig ikke gået i gang med at pakke, for jeg kan ikke huske, hvor det er klogt at starte.

6. Så har jeg fortsat undret mig lidt over, at de cyklister, som stædigt fastholder en gennemsnitshastighed på 4,7 km/t, også er dem, der er allerbedst til at ignorere rædt lys. Faktisk giver det ingen mening. (Jeg så forresten en GIGAblogger cykle på Sønder Boulevard i myldretiden, mens hun sms’ede, og jeg hader det virkelig, men lidt af min respekt for hende forduftede i dét øjeblik.)

7. Mens jeg tilsyneladende ikke har prioriteret at skrive noget herinde, kunne jeg åbenbart godt finde ud af at forfatte en venlig anke til Rema 1000, fordi de vist havde glemt at tilberede deres normalt fortræffelige rodfrugtsfritter. Til trods for deres ringe standard formåede jeg stadig at fortære dem på 17 minutter (så hårdt) og nu har producenten sgu sendt mig et gavekort på 75 kroner. Når antallet af brokrøve er så højt, som det er, skyldes det nok, at det kan betale sig.

Og lad os så lige runde af, hvor vi startede, for hvem bliver nogensinde træt af fodboldtosser på coke?

En dag kommer der Trustpilot for mennesker. Be kind. Always.


Noget af det mest enerverende i denne hverdagsverden er, når menigmand opfører sig på en sådan måde, at det nærmest kræver overmenneskelige evner bevare roen og den gode tone. 

Lad os tage et par eksempler, hvor min goodwill seriøst er blevet sat på prøve. (Jeg fornemmer lidt, at jeg bliver nødt til at stoppe med at snakke om københavnere på cykler, for det er en uendelighedsforargelse, jeg nok bare skal lære at glemme). Så i stedet tager vi til kiosken i Føtex en lørdag formiddag for ikke så lang tid siden, hvor jeg står i kø. 

Jeg er kæmpe fan af diskretionslinjer – også dem man ikke kan se med det blotte øje, men må optegne med sin fantasipensel, hvorfor jeg stod 1-2 meter bag den kvinde, som netop var ved at blive betjent. 

Da det er min tur, begynder jeg at gå frem mod ekspedienten, mens en lille pige bag mig løber op foran og stiller sig ved disken. Hendes snot(mor)mor går langsomt mod poden, mens hun kigger på mig og siger undskyld. Jeg nikker selvfølgelig overbærende, fordi jeg ligesom forventer, at hun nu vil hente barnet væk og lære hende, at man ikke snyder foran i køen. But I was wrong. Kvindens ‘ Undskyld’ betød rent faktisk ‘Undskyld, men jeg snyder lige foran dig’, og jeg blev så småligt sur og forarget, at jeg kunne have sparket hende langt ned i Føtex’ afdeling med bøger om børneopdragelse. 

I går udspillede der sig en ny DBA-fadæse, som giver mig grund til at mene, at man bør have et moralsk adgangskursus, før man melder sig ind i bytte-bytte-portaler. For hold nu kæft, hvor er det en øvelse i tålmod og tæl til ti. 

Historien i punktform forløber omtrent således:

Karoline sætter sin røremaskine til salg. 

Køber melder sig og vil gerne have maskinen tilsendt. 

Karoline siger OK, det kan vi godt finde ud af. 

Køber insisterer på at bruge DAO, for de er billigst. 

Karoline siger OK, jeg sender til dig ASAP. 

Køber siger OK, og Karoline går København tynd for at spørge i butikker, om de har en stor papkasse liggende, hun må få. Projektet lykkes. 

Karoline udfylder formular på site, som køber har anvist. Porto bliver 99 kroner.

Karoline beder køber om at overføre penge for maskine og porto, så pakken kan blive sendt. 

Køber vil ikke betale porto. Det er for dyrt. Køber spørger, om Karoline ikke kan snyde med vægten, så porto bliver billigere. 

Karoline nægter. Køber stopper med at svare. 


DET ER FUCKING IKKE I ORDEN, er du klar over, at jeg er gået gennem ild og vand for at kunne sende en pakke i din retning, og til gengæld giver du mig verdens mest provokerende næseløse smiley, jeg kan kigge på. Min krop var så boblende og sydende, at jeg ikke ville give hende den sejr at have det sidste ord. Her er cirka, hvad jeg havde lyst til at svare:

1. Du er et forfærdeligt menneske, og jeg hader dig. 

2. Gro en hjerne. 

3. Din opførsel ødelægger mit liv. 

Det skrev jeg selvfølgelig ikke. I stedet sendte jeg hende 8 smilende smileyer som hævn, og så har hun bare at forstå, at de var IRONISKE. Hvor er jeg dog blevet umanerligt tam. 

I et andet liv, eller bare for to år siden, havde jeg nok fortalt kvinden, at hun skulle tage sig sammen. Men når sådan nogle scenarier her udspiller sig, kan jeg ikke slippe tanken om, at vores opførsel – på den ene eller anden måde – bliver gemt. Om det er i form af en eller anden karmalov, eller en online database over os alle sammen, hvor folk, vi er stødt på gennem livet, kan give os anmeldelser. 

Jeg datede Karoline i 2013, det var fandme fedt. God personlighed! eller Karoline og jeg delte cykelsti i 18 måneder, dengang vi begge boede i København. Jeg har aldrig snakket med hende, men hun bruger ikke cykelhjelm, så hun må da være ret hjernedød. To stjerner herfra. 

Altså. Jeg håber VIRKELIG ikke, at det kommer til at ske. Men det kunne være episk fedt, hvis lidt flere begyndte at kalkulere med risikoen for, at det måske bare er et spørgsmål om tid. 

Der er flere grunde til at være utilfreds

Og bare et par eksempler løst plukket fra den sidste uges tid:

  1. Der er gået hul på himlen cirka hver dag, og vi har haft en juli måned uden én eneste meteorologisk sommerdag. I længden fungerer jeg slet ikke i gråvejr, og det er lidt, som om mit attraktivitetsniveau stiger eksponentielt med min hudtoneskala. Det vil altså sige, at jeg er lidt grim lige nu.
  2. For et par dage siden sad jeg ved Sankt Jørgens Sø (Til jyderne: det er en af SØerne) og trodsede regnen. Der kom en kvinde gående med sin lille Jack Russell Terrier, som satte sig nej for at skide 2 meter væk fra mig. Kvinden udbryder: For hulan da, skider du nu igen! Jeg har ikke flere lorteposer! hvorefter hun går på jagt efter et stort nedfaldent blad, hun kan samle efterladenskaberne op med. Jeg afbryder hendes søgen og fortæller, at jeg har et stykke papir, hun gerne må få. Først da hun har fat om hundelorten med min lille lap, går det op for mig, at jeg har givet hende min flaskebon fra Føtex på 37,50 danske kroner. Crap.
  3. Facebookgruppen Between Women er lukket, så nu kan jeg ikke længere blive advaret om dårlige mænd med voldelige. Ak. (Til gengæld kører Be Yourself #Girls stadig hårdt på, og jeg tilskriver den 100 procent æren for alle mine overspringshandlinger.)
  4. Jeg flytter om 1 uge og 6 dage. Det er dybt irrationelt, men jeg begynder allerede at få lidt Ø-kuller. Ja ja, det er Amager, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke bare kan begynde at gå mod uendeligheden uden at skulle koordinere med en bro til fastlandet.
  5. Ulrikke kommer lige om lidt og henter mit Harry Potter-tøj. Jeg har fortrudt.
  6. Mit elskede, smukke Karlekammerskab er blevet sat til salg på DBA. Faktisk er det også blevet solgt hele TO gange, men GUESS WHAT… køberen sprang sgu fra pr. SMS, en uge efter vi havde givet hinanden nu er du købt-håndtrykket, og hun havde narret mig tidligt hjem fra arbejde midt i et skybrud, fordi hun var SÅ MEGA INTERESSERET. Hvad gir’ I mig?
  7. Nikolaj Boffy (aka Målestokken fra For Lækker til Love) af uransagelige årsager er begyndt at fylde halvdelen af min Udforsk-sektion på Instagram. Endnu en god grund til at slette det skidt.

MEN. Faktisk er jeg ikke utilfreds, som i overhovedet ikke utilfreds.


Jeg har nemlig mødt en, som gør mig rigtig glad. 🙂

Ambivalens er, når Tante Rød dør. 

I går sad jeg på min kontorstol, da jeg blev ramt af den mærkeligste følelse. Følelsen af menstruation. 

Når det føles, som om æggelederne gør knuder, alle musklerne i underlivet går i kramper, og din mave til forveksling ligner noget, der er klar til at føde en fodbold. 

Sagen er bare, at jeg ikke har menstruation, og det har jeg ikke haft i meget, meget lang tid. Jeg har nævnt det et par gange herinde, og sidste år gav jeg det også et skud med sådan noget Krop i Balance-halløj, som måske hjalp meget på balancen i mit hoved, men ikke desto mindre ikke havde den mindste effekt på mit forbrug af tamponer. 

Jeg er god til at glemme sådan noget. Når det bare er status quo på den dårlige måde. Jeg er god til ikke at tænke over, hvad det måske kommer til at betyde for mig om et par år. Og eftersom menstruation bare er smadder irriterende, og jeg var blødertypen, der månedligt plejede at spise 2 x Panodiler og 2 x Iprener hver anden time for ikke at ligge i fosterstilling som et lille gedekid, er det svært hundrede procent at begræde, at min krop ikke følger nogen fast indre kalender.

Det gør lidt ondt, når jeg begynder at konsekvensberegne og ræsonnere – det er typisk sådan noget, der først går i gang, når der ikke er nogen vej uden om. Som ved fantommenstruationssmerter for eksempel (for det var, hvad det var. Også den her gang.)

Fra tid til anden, især når jeg er oppustet til fjerne proportioner, bliver jeg ramt af den tanke, at jeg burde være gravid lige nu. For det er ofte det, der sker, når kvinde er sammen med mand, og ingen af de to idioter husker prævention. Men jeg er ikke gravid, og det har jeg flere portioner tis som vidne på.  Måske kan jeg ikke engang blive det, og jeg ved slet ikke, om jeg er klar til at finde ud af, hvad der ligger i mine kort. 

I fire måneder har jeg haft en henvisning liggende til en gynækolog, og jeg mener faktisk, at jeg skylder mig selv at gøre brug den. Nu er den snart forældet, og jeg er ikke så meget som begyndt at undersøge, hvem af dem, der ikke bare stikker et koldt metalnæb op i mit kun-næsten-revirginized underliv uden at advare om det først. Jeg har hørt, at den slags gør ondt. Den smerte har jeg ikke brug for, ligesom jeg heller ikke har brug for at vide, hvis det hele bare står ret slemt til. 

Jeg ved godt, at man kan være uden cyklus og stadig blive gravid. Jeg ved også, at det modsatte desværre også er ret udbredt. Og så har jeg læst alt for mange beretninger om tidligere anorektikere, hvis kroppe aldrig nogensinde rettede ind, selvom deres hoveder havde det godt. 

Det er blevet mit metier at leve i ulykkelig uvidenhed. Sagen havde nok været lidt anderledes, hvis jeg stadig var sammen med min ekskæreste. Hvis ikke jeg tager meget fejl, var han ret skruk, og han ville i hvert fald gerne have børn som 28-årig. Hvis det var med mig, betød det, at jeg skulle være 25. Det er jo en meget rimelig mor-alder, men det er også lige nu

Hvad nu hvis jeg allerede som 20-årig var begyndt at bekymre mig, da min læge sagde ‘Ja, det kan selvfølgelig godt ske, at du har aborteret, men alt ser fint ud nu‘, i stedet for bare at tænke: . . .

Så gik jeg nok ikke i dag og blev ramt af vådeskudsbekymringer. Hvis ikke det var så symptomatisk for mig ikke at bekymre mig over alvorlige ting, havde jeg måske slet ikke haft en trusseoverlevelsesrate på 100 (hvilket er alt, alt for højt for en kvinde i min alder.) For så havde jeg sgu nok dealet med alle de ting, der gjorde mig syg, for længst. 

Hej mor. Jeg ved jo, at du læser med. Jeg har selvfølgelig aldrig dyrket ubeskyttet sex. Eller sex. 



Pigelogik #1

1. “Hvis bare jeg bruger mine Photoshop-skills kløgtigt og fjerner blomsterkransen om mit hoved, er der nok ingen, der opdager, at jeg har brugt et pænhedsfilter.”

Meanwhile in reality: 


Den der ler sidst, ler bedst, som man siger. 

Lommelinks #7 – Den morbide udgave.

#1: Det der dødsstraf… det løber mig altså koldt ned ad ryggen. Og det blev virkelig ikke nemmere for mig at håndtere, efter jeg stødte på denne side, hvor man kan klikke sig ind på de enkelte henrettelser, der har fundet sted i USA. De er blandt andet ledsaget af årsag til henrettelse, billede samt den henrettedes sidste ord, som bliver skriblet ned på et stykke papir. Dét er meget, meget foruroligende læsning.

#2: Har I nogensinde overvejet, hvordan det mon har været at befinde sig på et af de kaprede fly ved 9/11? Da jeg var lille, var det faktisk et hyppigt tilbagevendende mareridt. Nu har jeg fundet ud af, at man rent faktisk kan læse båndudskriften fra flyet lige her – der er også fra mange andre flystyrt, og enkelte af dem er også suppleret med lydoptagelser.

#3: Videnskab.dk svarer på spørgsmålet: Kan man beslutte sig for at dø?

#4: Det her er i grunden nok lige dele sjovt og lige dele langt ude. Selvet.dk er ‘Danmarks spirituelle webmagasin’, og jeg lover jer, at der er guf at hente, hvis man er nysgerrig på diskussioner af okkulte emner. Personligt havner jeg der altid, når jeg er forurettet over ikke at være en del af Frimurerlogens hemmeligheder. Lad mig lige citere fra dette kommentarspor (klik for billede af djævledyrkende stjerner): “Så kan vi igen tage en diskussion om, dette så betyder noget ondt eller ej. Men jeg fastholder, at benytter man dette symbol, viser man udadtil, at man er til hr. Lucifer. Langt størstedelen af verdens mest feterede popsangere og skuespillere er Lucifer-dyrkere. Læg mærke til at de viser troskab til Lucifer ved at lave Eye of Horus. Nogle af dem laver også et 666-håndtegn (lave en cirkel med to fingre og så stritte de øvrige tre fingre opad – så former man tre 6-taller:666). Man kan ikke gøre karriere i Hollywood eller i den amerikanske popbranche uden at sælge sin sjæl til Lucifer. Det er derfor alle amerikanske popidoler og skuespillere laver disse okkulte tegn. Det er meget naivt at tro, at det blot er et tilfælde.” Hvad siger I? Er det bare os, der er nogle agnostiske ignoranter?

#5: Dr. James Fallon er hjerneforsker (og en dygtig en af slagsen), og så har han selv en hjerne som en psykopat. Selv betegner han sig som en pro-social psychopath. Hans fortælling folder sig ud på en ret sej måde i 6 Scary Realities of Working with Actual Psychopaths  – VICE har selvfølgelig også lavet interview med ham, hvor han blandt andet forklarer, hvorfor kvinder har en tendens til at falde for kolde idioter – eller borderline psykopater som ham selv.

Hvis I har brug for sider, der er decideret ubehagelige, kan jeg anbefale jer at downloade browseren Tor, som giver jer mulighed for at luske rundt på the deep web (= det skjulte/mørke net, som skønnes at være 500 gange større end ‘det net’, vi normalt tilgår. Få det forklaret her.) Før I giver jer I kast med det, vil jeg bare anbefale at tjekke det her ud – hvis deres testimonials er sande, skal jeg aldrig, aldrig, ALDRIG gå på opdagelse på den mørke side.

Og til sidst…

… en uhyggelig bog: Uhyret i Brønden af Dennis Jürgensen, og den er vel ret beset tiltænkt teenagere som det primære publikum. But I don’t care, this shit is crazy, og aldrig har jeg oplevet en hund være så klam, som i denne bog. Giv den et skud!

Og..

… en uhyggelig film: Sinister. Det er en god gyser. God og uhyggelig på den gedigne gysermåde. Hvis du vil have noget mere psykologisk – men også ganske ubehageligt – så kan jeg anbefale Hard Candy, hvor Ellen Page giver den gas med kastrationer, mens hun ligner Den Lille Rødhætte.