Apropos hende der Vero Moda-Pigen…

vanilla

så har jeg farvet mit hår. Tonen hedder Vanilla, og det er, hvad det er: super vanilla. Men jeg kan faktisk også god lide det, og hvis ikke, det var, fordi jeg lige havde købt en silverblonde-farve i Kroatien til 25 kroner, var jeg nok gået full basic det næste lange stykke tid. 

… hvilket giver næste apropos: Jeg har lige været et hurtigt smut i Kroatien. Alene. For at arbejde. Det var enormt smukt, meget varmt og sygt hårdt (sammenlign det med en meget krævende studietur, hvor du ikke selv har valgt det selskab, du skal være sammen med 12 timer om dagen.) På turen gik det også op for mig, hvor fint det egentlig er, at Mary fik Frederik (modsat at han var blevet gift med undertegnede, hvilket er et perfekt sandsynligt scenarie). Jeg ville nemlig slet ikke egne mig til at blive prinsesse; på mit fornemme hotel havde jeg sådan en Butler-type, der gerne ville ordne ALTING for mig, og til sidst blev det altså lidt akavet, når jeg insisterede på selv at bære min fucking 0,2 L americano op på mit værelse. Folk skal bare ikke være under mig.

… sidste weekend læste jeg Maria Gerhardts ‘Tranfervindue’ på 40 minutter. Fin bog, som gav mig makabert ondt i maven – måske fordi vi nu har fået at vide, at min mosters cancerbehandling er lindrende og ikke helbredende. Anywho, jeg får nok ikke læst bogen igen, så hvis nogen vil overtage, skal I være så hjerteligt velkomne.

… en af mine gamle venner fra gymnasiet sendte mig et billede af nogle tal fra sådan en fancy vægt, der både kan måle fedtprocent og lean mass og alt det der. Han anfægtede tallenes sandhedsværdi, for han mente altså ikke, at han vejede 91 kg og KUN havde en fedtprocent på 5.
I øjeblikket følte jeg mig sådan lidt farmands-høhø, så jeg besluttede mig for at lave den omvendte “Mand skriver til kvindelig sælger på DBA og beder hende om at tage et billede af den BH, hun sælger, mens hun har den på”-situation (I véd, fordi han gerne vil se hendes patter, ikk) Så jeg skrev til Sebastian, den gamle ven, at han kunne sende et billede af sig selv uden tøj på, så kunne jeg vurdere hans fedtprocent. Åbenbart er den så lav, og hans hjerne så medtaget, at han prompte hoppede på mit trick. Vi blev enige om 8-9 procent.

… min allerkæreste veninde er gravid. Jeg græd, da jeg fik det at vide, og jeg kæmper stadig med tårerne, hver gang jeg tænker på det. Imidlertid føler jeg mig også lidt som en røv, for jeg har også gået og tænkt: “Hmmm… vi har aldrig fået vores sidste bytur. Det er jeg faktisk ikke okay med. Skal vi aldrig jersey turnpike sammen over en flaske tequila igen?” Ér jeg en røv for at være så egoistisk?

… til træning i dag skulle vi lege hypheste i elastikker. Jeg har mange modermærker, men nu har jeg ét mindre. Pludselig gjorde noget meget ondt, der var blodpletter på min trøje, og ja.. jeg kunne virkelig godt lide det modermærke. R.I.P.

… mens jeg skriver dette, har jeg episk griner over den rekordlave billedkvalitet i det her indlæg. Modsat min omsorg rationerer jeg min æstetik.

blod

10 ting om Karoline – forfattet af hendes mor

 

Eftersom det er Mors Dag, og der ikke rigtigt er noget nyt under mor-solen, og det jo gerne skal handle lidt om mødre, har jeg fået min mor til tasterne. Ikke for at forklare sig, men for at fortælle endnu mere om.. mig! 😀

  • Som 17-årig satte hun en seddel op på køleskabet med argumenter for, hvorfor hun skulle have en tatovering: Dygtig i skolen, altid lavede sine afleveringer, passede sit fritidsarbejde og aldrig hjemme – ergo ikke til besvær.
    (Glæden ved at blive myndig.)
  • Da familien kom ind for at se deres nyfødte lillesøster (barn nummer 4) udbrød den 5-årige Karoline ”hvornår skal vi have en mere?” Hun må være meget glad for at være storesøster.
    (Sandt. Det er meget værre at være lillesøster.)
  • Når Karoline var til børnefødselsdag hos klassekammerater, roste de andre forældre hende altid. Hun blev som den eneste siddende ved bordet og spiste stille og roligt sin mad færdig, og gerne en ekstra portion, mens de andre børn drønede rundt.
    (Det droppede jeg så senere hen.)
  • Hun øvede meget grundigt med Hugo, vores engelske bulldog, så han lærte at give high five og åbne døre.
    (Hvor sidstnævnte desværre gav bagslag, eftersom den forbandede køter kom rendende ind på mit værelse i tide og utide.)
  • Karoline tager gerne imod en udfordring. Hun gik rundt og sang Santa Lucia-sangen. Jeg spurgte hende, hvordan den var på tysk. Hun forsvandt ind på værelset og kom først ud, da hun havde oversat den og kunne synge den på tysk.
    (Det ér også et forbandet dejligt sprog.)
  • Hun kan få de sureste tæer, jeg kender til.
    (Jeg har så fundet ud af sidenhen, at jeg er godt hjulpet ved at bruge strømper.)
  • Som baby var Karoline ret tyk – på den gode måde (haha, tak mor). Hun var også ret energibesparende. Når man satte hende ned, legede hun kun med det legetøj, der var inden for rækkevidde. Kunne hun ikke nå det, var det ikke interessant. Hun blev også sat i træning, for når man lagde hende på maven kunne hun ikke løfte hovedet – lidt pinligt i mødregruppen, så der blev dømt træningslejr, og det hjalp ret hurtigt.
  • Karoline spillede pigefodbold i Lyseng. Her havde hun det suverænt hårdeste højrebensskud i hele pigeafdelingen. Hun var samtidig en forrygende forsvarsspiller og de andre pigers fædre kom ofte hen og sagde ”Hvor er det godt, Karoline spiller i forsvaret i dag, så er vi meget mere rolige.”
    (Dén her overrasker mig lidt … jeg husker mig selv som værende en kende energibesparende – også på grønsværen.)
  • Hun nægter at parkere, når hun en sjælden gang kører bil – siger, hun aldrig har lært det.
    (Og det er sandt. Efter 8 år med kørekort har jeg stadig min første parallelparkering til gode.)
  • Hun er pedantisk mht. grammatik, og retter altid, hvis jeg har lavet en fejl – selv i en sms eller messenger-besked.
    (Jeg er også pedantisk i forhold til uberettiget kritik. Min mor sætter seriøst ikke engang spørgsmålstegn efter spørgsmål.)

soede-hugo

Eat, bleed, repeat

img_4871

Jeg tror, jeg skriver mere – og bedre – når jeg har ægløsning. Problemet er bare, at jeg bløder meget mere, end jeg ægløser.

Tina, en fra crossfit (jeg skal stoppe med at sige det ord), sagde til mig i lørdags, at min hud var virkelig flot og glødende. Så sagde jeg til hende, at det nok var, fordi jeg havde ægløsning.

Så bliver man jo lidt smukkere, lidt mere attraktiv, en lidt bedre udgave af sig selv. Dagen efter begyndte jeg at bløde, og det gik op for mig, at ægget for længst havde givet op, og min pæne hud måske ikke havde noget som helst med min cyklus at gøre.

Måske skyldes det bare selvbruner. Jeg har fået en del komplimenter for min kulør, nemlig. Den består bare af selvbruner.

(Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg snakker om lige nu. Beklager.)

Min hjerne er helt blabbet for tiden. Sidste weekend blev jeg nødt til at ringe til min veninde, og jeg bønfaldte hende om, om jeg ikke nok måtte komme ud til hende, for jeg havde det, som om mit hjerte var sprunget i 1000 stykker. Det var helt henrivende at føle, at jeg faktisk stadig kunne føle noget som helst, jeg havde det, som om jeg var et ægte menneske. Helt ustabil og ude af kontrol.

Jeg har ikke lyst til at spise, det meste mad smager gråt, så jeg river nogle gulerødder og hælder en dåse tun i olie ved siden. Heldigvis har jeg jo lært, at “uden føde stopper Karo med at bløde”. 

Så har jeg sat mig selv op i de dersens søvndyssende anti-psykose-zombiepiller, jeg har taget de sidste 4 år. I stedet for at sluge en enkelt, sluger jeg to, og det hjælper ikke en skid. Ligger bare i sengen med åbne øjne til midt om natten, og så vågner jeg igen klokken 6. Heldigvis er vejret godt, så jeg kan sætte mig ud på terassen og stirre ud i den grå gård, hvor duerne leger et eller andet, der har med parring at gøre.

Jeg parrer ikke. Bløder bare. Egentlig forstår jeg godt min hjerne: i 10 dage har den affundet sig med tunge housetracks og technobeats som en uendelig konstant. Jeg skal have musikken hele tiden, for jeg føler mig så levende og så udsat på samme tid. Er det sådan, det føles at give plads til et andet menneske? For så er jeg ikke sikker på, jeg kan lide det.

Lommelinks #8

#1: Okay okay okay… Buzzfeed er af svingende kvalitet, og det samme kan siges om disse 23 Real AF Jokes That Will Make All Feminists Laugh – men nogle af dem er altså ret gode!

#2: En læser har spurgt Videnskab.dk: Kan man beslutte sig for at dø? Jeg spoiler ikke noget. Få (måske) svaret her.

#3: Har jeg anbefalet The Nostalgia Machine før? – Det har jeg ikke, vel? Uanset hvad så nævner jeg den lige igen, for den er ret awesome; ikke kun, hvis du skal holde fest og har brug for inspiration til en spilleliste, men også bare sådan i hverdagen, når du bliver musikalsk nostalgisk og herre gerne vil lytte til alle de hits, du havde teenagekriser og kærlighedskriser over i 2005. Konceptet er enormt simpelt: Vælg et musikår, og så popper alle de vilde hits op fra de dage, man gik op i gode trackvideoer!

#4: Min søde medpraktikant har tippet mig om, at man kan se 24 timers livemonitorering fra den nok mest overdådige kattehybel i verden. Konceptet (programmet?! WTF er det egentlig?) hedder Keeping Up With The Kattarshians (haha… det hedder kattefamilien vist.) PS. Kattene laver ikke så meget, men det er stadig sødt.

#5: All my single ladies: Lige nu kan man købe The Rabbit I en stilet, hvid udgave til 374 kroner. Det er da billigt for noget, der gør sit arbejde SÅ godt. (For den er god, er den ikke?) Uanset hvad er den nok en smule mere passende end den der pikafstøbning, som ja, stadig er på min inventarliste.

#6: Hvis I er på Instagram og gerne vil følge med nogle steder, hvor der er ræddi sjovt, skal I helt klart klikke jer ind på de forskellige ‘Overheard‘-sider. Det er brudstykker af ÆGTE samtaler fra forskellige byer i verden, og det er fantastisk morsomt, tragisk og øjenåbnende på samme tid. Go, go, go!

 *  OverheardLAOverheardNewYorkOverheardLondonOverheardSanFranciscoOverheardUniversity *

#7: The “Blog” of “Unnecessary” Quotation Marks. Bare tjek den ud. “Forstået?”

udskifter lige 'San Francisco' med København, mens jeg græder

udskifter lige ‘San Francisco’ med København, mens jeg græder

Dagens spørgsmål fra mig til jer: Er der egentlig noget, I mangler herinde? Noget, jeg har glemt at fortælle – eller noget, jeg skal gøre mere af? I så fald vil jeg gerne høre det. 🙂 Rigtig dejlig 1. maj!

Når du rammer det punkt, hvor du ikke længere vil leve

bro

Jeg har aldrig fået talt ud med nogen om den dag, jeg ikke længere havde lyst til at leve. Det er mest sådan nogle timer, der engang imellem dukker op som et fjernt minde inde i mig selv, nogle henkastede tanker som “nårh ja, den dag skete. Den dag, jeg bare gerne ville dø”.

Det var i slutningen af min anden sygemelding fra Journalisthøjskolen. En sygemelding, som på alle måder var helt rigtig, men også havde en masse uheldige bivirkninger. Noget af det, mange anoreksiramte har tilfælles, som man ikke kan se, men kan blive, selv når man ser rask ud, er, at vi er helt elendige til at drage omsorg for os selv. Og hvad gør man når, når man har et halvt år, hvor du er helt alene og ingen hverdag har? Du piner systematisk dig selv. 

Jeg havde så meget tid for mig selv. Tid, hvor jeg bare kunne dyrke alt det syge i mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre det modsatte. Jeg spiste kun lidt, og jeg smed aldrig skoene eller træningstøjet, for jeg var altid på farten, altid ude og aldrig i ro. Mine fødder var betændte af overbelastning, det var ulideligt at gå. Mine led og muskler var ømme hele tiden, men det var okay, jeg var i kontrol. Altså lige indtil jeg ikke kunne længere.

Det var en dag i januar, og i flere dage – hvis ikke måneder – havde jeg følt mig sådan lidt… skizofren. Som om en stemme, som lignede min, bare meget voldsommere, konstant råbte af mig inde i mit hoved, og den blev højere og mere uudholdelig, når jeg var hjemme for at gøre klar til den næste tur. Der kan jeg huske, at jeg ikke kunne mere.

Så jeg kontaktede min mor, og jeg sagde til hende, at jeg var på skideren, og jeg havde brug for hende. Sådan for real. Problemet var bare, at hun havde lovet at hente min lillesøster fra en løbetur, og så skulle hun ind på Broges Café og drikke varm kakao med Ludwig, og der skulle jeg selvfølgelig være velkommen. Men i en situation, hvor du vitterligt ikke længere gider livet, har du heller ikke lyst til varm kakao med mutterfix og hendes Hestehvisker.

Hvad der skete derfra, er lidt uklart for mig. Måske så jeg hurtigt min mor og smuttede fra cafeen igen. Jeg er oprigtigt i tvivl. Til gengæld husker jeg, at jeg står i mit køkken i Vejlegade, slukker min mobiltelefon og går fra lejlighed uden. Kort efter står jeg på Ringgadebroen og kigger ned på togskinnerne under mig. Jeg står der i lang tid, og jeg græder og hyperventilerer på samme tid. På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere. Og så fortsætter jeg min gåtur.

Få uger efter var jeg tilbage på skolen, og jeg har ikke set mig tilbage siden. 

For det meste synes jeg, at livet er ret fint, også selv om nogle af vanerne holder ved. Nogle kalder mig ‘effektiv’, andre griner, og mener, jeg må være lidt masochistisk, grænsende til dum. Det sidste er ikke helt forkert, men mest af alt er jeg bare selvpinende. Det dukker op, når jeg er presset, hvilket jeg er for tiden, fordi alle de grundlæggende piller i mit liv bliver revet op om tre måneder. 

I går efter arbejde besluttede jeg mig for, at jeg ville være lidt god ved mig selv. Tage en slapper, give min krop et hvil. Så da jeg kom hjem, drak jeg en kop kaffe, mmm rart, og derfra gik jeg i selvsving.

Gik en lang tur.

Gik på 1, 2, 3 forskellige posthuse.

Gik i Normal, købte ting. Så i andre butikker, købte ting.

Gik med pant.

Handlede til lukkedage.

Klarede to gange vasketøj, skiftede sengetøj.

Gik med to IKEA-poser, jeg lige havde fyldt, til genbrugsen.

Affaldssorterede. 

Fyldte 3 sække med ting, jeg smed ud. 

Vaskede køkkengulvet.

Gjorde rent i køkkenet.

Ordnede opvask.

Pudsede mine vinduer.

… og så videre. Jeg fortsatte, og det blev mørkt udenfor, og min krop begyndte at gøre ondt, og hver gang bevægede mig hurtigt, sortnede det for mine øjne, og jeg blev svimmel, fordi jeg hverken havde holdt pauser, drukket eller spist i mange timer. Det føltes så fantastisk. Jeg var fyldt op af ultimativ selvkontrol. Først da jeg ikke kunne finde på flere nyttige ting at give mig til, varmede jeg noget aftensmad op og kastede mig ind i sengen med Dexter. Og gik kold. 

Hvis der er noget, jeg håber, jeg en dag kan forklare mig selv, må det være, at jeg fortjener at blive behandlet godt. Det går heldigvis den rigtige vej. (Og jeg har det GODT 😀 )

smil