Hvis I synes, at jeres liv er kaos…

… så synes jeg måske bare, at vi skal stifte en klub. 

Håndværkerne ankom til Helgesvej i forgårs, og selvom jeg var forberedt på, at de ville bringe kaos med sig, var det måske ikke helt gået op for mig, hvor vidtomspændende det egentlig ville være. 

Projektet går i sin kerne ud på, at den lille lejlighed skal have et bad. Det lyder umiddelbart ret uskyldigt, men i praksis betyder det altså, at der skal rives vægge ned mellem mit værelse og køkken og igen ved køkken og toilet. Som jeg havde forstået det, skulke det foregå lidt i etaper, så kun 50 procent af hjemmet ville være ragnarok ad gangen. Sådan gik det bare ikke. 

Den første mand, der kom til, lagde ud med at afmontere WC og komfur med ordene: Dem skal I ikke regne med at kunne bruge i en måned. 

Bevares, jeg har alligevel altid tænkt, at mad og afføring var for pussies. 

Et sted inde i mig burde der sidde en pige og tude. Hendes hud klør og tørrer ud, fordi der er støv over det hele. Hun kan hverken lave mad, gå på toilet eller finde rundt i noget, for alt er pakket ned og væk. 

Det største lyspunkt, nemlig at hun rent faktisk ender med at kunne gå i bad, hvor hun bor, er heller ikke rigtigt til stede længere. *skifter lige fortæller ud*: Jeg er jo alligevel stemt væk et halvt år før tid. 

Men af en eller anden grund græder jeg ikke. Faktisk er jeg ikke engang bitter, vred eller specielt ked af det. Egentlig er det mest frustrerende, at min lillesøster og jeg kan sidde og vinke til hinanden, hver gang vi skal tisse – og det er ret ofte, for vi har begge to helt tumpede blærer. (Måske bliver det ikke engang så slemt, jeg mener… er I nogensinde blevet sure af at vinke?)

Jeg tror nok lidt på, at det nemmeste nok bare er at smile lidt til livet, når det kaster bomber og boremaskiner, hvor man bor. Om ikke andet er det en god anledning til at få testet Københavns utallige shawarmabarer og de offentlige toiletter, kommunen allervenligst har sat op. 

Her tisser jeg. Med udsigt til køkkenet. Penthouse feel. 

Her opmuntrer håndværkerne til hardcore og beskidt lagengymnastik. They know me too well. 

Her plejede jeg at tage makeup på. Og finde mit tøj. 

Endnu et fint udsigtsbillede fra toilettet. 

Spanden. Den fylder jeg op med vand, som skyller tis ud gennem afløbet. 

heldigvis er håndværkerne søde, og weekenden starter tilsyneladende på en onsdag. Jeg vil gerne gemme det her stykke mur for evigt. 

Diverseposten

… ligesom jeg tidligere har konstateret, at ældre mennesker og vaffelis i november måned hænger uløseligt sammen, kan jeg nu stadfæste, at det samme gør sig gældende for ældre mænd med hårløse, glatte ben og oversized velcrosandaler.

… lidt i samme retning har min veninde, som arbejder hos Dansk Sprognævn, fortalt mig, at begrebet MAMIL er blevet registreret i det danske sprog. MAMIL er et akronym for Middle Aged Man In Lycra. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vigtigt det er for mig, at vi endelig har en fælles betegnelse for den slags mennesker. (Det er ham onklen i midtvejskrise, der ikke kan cykle en tur, før han har investeret i en fræser til 20.000 kroner, kompressionsstrømper, Tour de France-hjelm og et pulsur for bagefter at køre rundt på vejene i den overbevisning, at færdselsloven ikke gælder for ham.)

… (deres Instagram-profil er forresten ret sjov.)

… for et par dage siden så jeg Bjørn fra Paradise ude i Vanløse. Sammen med sit barn. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor forelsket jeg var i den mand. I dag var han stadig Flot Fyr, og tanken om, at han er far, er kilde til et spirende håb inde i mig. Ikke om at ham og jeg finder sammen, men mere at nogenlunde stabilitet er muligt for alle.

… da mutterfix var her forleden, spiste vi frokost på Ahaaa (Det Arabiske Madhus) på Nørrebrogade. Hvis man ser bort fra “den autentiske indretning”, var det en gennemført god oplevelse. Hvis I er i nærheden, skylder I jer selv at prøve deres kartofler og blomkål. <3 (Jeg er desværre ikke stødt på lignende i Aarhus. Undskyld.)

… I tilfælde af at I planlægger en tur i biografen (eller bare gerne vil se en god film) kan jeg på det varmeste anbefale Get Out. Officielt er det vist en gyser, men jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Den er mere under kategorien Psykologisk Mindfuck, gennemført ubehagelig

… så vidt jeg er informeret, er det snart tid til Danmarks største provinsparty (Debutantstævne/Bikinifitness-hejs). Det har sandsynligvis inspireret til den her profil. He. he. he. he.

… Frederiksberg Kommune, som vel nok er landets konservative højborg, har ikke et konventionelt posthus længere. Det er altså vildt nok.

Blomkålsskyer.

Blogmæssige milesten

metaforisk sten
Wordpress fortalte mig for et par dage siden, at jeg skulle ønske mig selv tillykke, for det var nu et år siden, at jeg havde oprettet mig en bruger hos dem. Selve bloggeriet kom først til lidt senere, ret tydeligt fremprovokeret af en hel del vrede, jeg havde brug for at læsse af. Det udmundede sig senere til det her indlæg, som også er et af mine korteste og til dato mest intetsigende. Virkeligheden er nemlig, at jeg allerede blev træt af at skrive efter 2-3 linjer, så jeg fik ret hurtigt rundet af, mens jeg tænkte blogging er overvurderet, smækkede min computer i og gik en tur langs stranden, for det vidste jeg da, hvad var.

Umiddelbart en rigtig dårlig start.

Jeg ved ikke lige, hvad det var, der fik mig til at fortsætte. (‘Jer!’ har jeg lyst til at sige, for det er ret meget sandheden.) Og hermed nogle blogmæssige opture i anledning af min falske fødselsdag.

1. 56 daglige læsere! Hvis mam tæller samtlige af mine veninder og familiemedlemmer sammen, giver det måske 30. Sådan på en god dag. Så da der pludselig var 50+, som læste med, måtte det nødvendigvis betyde, at der var kommet nogen til, som var der helt frivilligt. Og det er nok noget nær det største.

2. Mødet ved Østerport Station for en uge eller to siden, hvor jeg blev standset af en kvinde, som læser min blog. Du var så nydelig og smuk, og jeg var fuldstændig paf over, at du vidste, hvem jeg var. Jeg har det stadig lidt ringe over, at jeg ikke fik spurgt om dit navn – og at jeg faktisk næsten i det hele taget ikke kunne sige noget – for i dag har jeg en hel masse, jeg gerne vil sige til dig. Uanset hvad så tak til dig. Jeg blev meget mere rørt, end jeg fik givet udtryk for. (Og tak, fordi du gav anledning til at gå hjem og læse op på titler som How to deal with very unexpected compliments when you are socially disabled.)

3. Den dag jeg fandt ud af, at det ikke hedder Assistentens Kirkegård. Det burde det.

4. Erkendelsen af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit alle tiders mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den beklager jeg.

5. Jeg fik rundet far-sagen af. Både her og i det virkelige liv. Og jævnfør ovenstående punkt tænker jeg ikke, at det var gået så smertefrit uden jer.

6. SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det er altså stadig et grimt navn for noget så smukt) og i dag ved jeg fx, at min venindes tissekone lugter af ’sur fisse, men også lidt sødt’, før hun skal have menstruation. Og det har jeg det egentlig ret godt med.

7. Den pludselige åbenbaring om, at jeg faktisk aldrig er alene. Hverken når det kommer til følelser, skøre forældre, spiseforstyrrelser, eller når man bare står og virkelig godt kunne tænke sig at mødes over en kop kaffe.

8. Det første seriøst sure opstød, da verdens sødeste Jonatan blev kaldt for ‘en røv med ører’. Det var ikke så sjovt, mens det på samme tid var ret sjovt. People.

9. Jeg mødte Frank. Og Miriam.

10. Da det gik op for mig, at det faktisk ikke kan betale sig at få sit liv til at virke perfekt. 

11. At der er gået et år. Og at jeg tilsyneladende ikke er blevet træt af at tale om mig selv endnu. Men når jeg gør, så lover jeg at stoppe.

Franske horeunger #7


#1: Jeg er stadig syg (og boligsøgende.) Nu er jeg kommet til det stadie, hvor min næse ikke magter det længere, hvilket resulterer i konstante næseblødninger. De varer ikke længe, men de er ret voldsomme, mens de står på. Det stadie indebærer også, at jeg ikke længere er så syg, at jeg bare sover dagene væk, men heller ikke så rask, at jeg kan gå mere end 100 meter, før febersvedperlerne begynder at pible frem i hovedet på mig. Konsekvensen af denne sygdomsskærsild er, at jeg keder mig helt horribelt, og mangler sjove ting at gå i gang med. Nu har jeg allerede fået ryddet lidt ud i mine ting, så jeg har mindre at flytte rundt med, når den dag kommer. Jeg forudser, at jeg bliver nødt til at lave et clean cut i min skosamling, og hvis det bliver tilfældet, kommer jeg til at have en herrens masse sko i størrelse 41, der skal ud. Hvis I vil have et par eller to, så kan det sagtens arrangeres.

#2: En morgen i sidste uge skulle jeg trække min cykel ud af gården for at kunne cykle på arbejde. På den anden side af hegnet og den låste låge havde en hjemløs og/eller roma spottet mig, og han havde derfor stillet sig an for at kunne komme ind i gården, når jeg skulle ud. Han stod bare og nidstirrede mig, mens jeg fumlede med mine nøgler og ikke helt kunne regne ud, hvad mit næste move skulle være. Jeg skal ind! Jeg skal ind og have flasker! begyndte han at råbe, da ventetiden blev for lang. Jeg kan desværre ikke lukke dig ind, det beklager jeg, var mit svar, som desværre ikke fik ham til at smutte. Tværtimod blev han ret sur, og han fandt det ret passende at nedkalde forbandelser over mig, mens han på alle måder forblev stationær. Jeg var ret afklaret med, at andelsforeningen sandsynligvis ville tage del i hans ed, hvis jeg lukkede ham ind, hvorfor jeg ikke så nogen anden løsning end at gå tilbage, sætte mig på en havebænk, komme for sent på arbejde og vente på, at han ville forsvinde. Som jeg vendte ryggen til ham, mimede jeg ordene København, din lorteluder (fordi jeg lige havde hørt Suspekt). Sådan noget skete altså ikke i Aarhus.

#3: Det er med stor glæde, at jeg kan berette, at jeg har fået en informant, som kan fortælle mig, hvornår Mads Christensen er at finde i Aller-huset. Taget i betragtning af at jeg stadig får hjertebanken, hyperventilerer og bliver mundlam, når jeg ser ham, er det nok ret begrænset, hvilke great opportunities det kommer til at føre med sig. Men tanken er meget fin. Jeg så ham i øvrigt lige i Aftenshowet forleden, hvor han sad sammen med Ida Auken og Louise Kjølsen og snakkede om hverdagssexchikane. Her erklærede manden, at han godt kan finde på at give kvinder et lille dask i rumpetten, såfremt der er en vis konsensus fra begge parter om, at det er i orden. Manden har mit samtykke. (Undskylder på forhånd, hvis det er en usolidarisk tilkendegivelse.)

#4: For lang tid siden teasede jeg for et ganske vederstyggeligt Lidl-produkt. Tanken var, at det skulle optræde i et samlet indlæg over discount-fusere. Imidlertid er jeg ikke siden stødt ind i noget billigt lort, og jeg er jo heller ikke typen, der lader folk hænge i uvidenhed – især ikke når det handler om risikoen for at bruge penge på ganske forfærdelige ting. Så here goes: I må aldrig aldrig aldrig købe Lidls egen pålægschokoladeKonsistensen er så langt fra Blomsterberg-knækket, at selv det mindst konditorkyndige menneske kunne have klaret det bedre. Stykkerne var ikke som sådan bløde, de var nærmest gummiagtige, og så smagte de hverken specielt meget af sødt eller kakao. Én stor fuser.
Hvis man skal have ordentligt pålægschokolade, skal vi op i luksusligaen, det ved jeg godt, men Netto og Kiwi gør altså et OK job med deres billige udgave (og Kiwis er med 20 procent nu her.) Nænner du ikke at bruge aaalt for mange penge på den slags pålæg, er Toms Guldbarre Pålægschokolade et ganske hæderligt bud på en variant, der imiterer de dyre drenge.

#5: Imerco har udsalg på deres Matador-sortiment – jep, det findes, og det er ret sejt! Timingen er ret elendig, eftersom jeg er i gang med at smide ting ud, men de blå stempelkander a la Laura og krusene med geniale citater er da helt henrivende. Og så er det billigt AF!

#6: Det her punkt burde skabe overskrifter! Den sidste aften i Edinburgh, gik jeg ved midnatstid alene hjem til vores forstadshytte. Jeg følte mig meget mere tryg og beskyttet, end jeg gør under samme omstændigheder i Danmark, og jeg ved ikke helt, om det var, fordi jeg havde travlt med at forestille mig, hvor familien Dursley mon ville bo. Da jeg næsten er hjemme, går jeg forbi en mand, og han er den første, jeg er stødt på i meget lang tid. Han er høj, mager og gammel. Klædt i hvidt og med en slidt malerhue på hovedet – faktisk sådan en som Fede også har på. Jeg kigger på ham, fortsætter med at gå, men pludselig forsvinder han. Jeg kigger mig tilbage, går ud på vejen for at se, om han mon har gemt sig bag en bil. Men det har han ikke, for han var et spøgelse! Den er god nok, jeg har sgu set et gespenst!

 

2 døgn i helvede

– og overdrivelse fremmer forståelsen. 

I forgårs blev jeg sendt hjem fra arbejde, fordi jeg havde det lidt skidt. I ved, ondt i øjenhulerne, lidt tiltagende feber og forkølelse. Da jeg smuttede, var det med afskeden ‘vi ses i morgen!’ for det var jeg oprigtigt sikker på, at vi gjorde. Min krop havde bare andre planer. 

Det sidste døgn har jeg gennemblødt og vendt alle mine dyner, pendlet mellem at ryste af kulde og dryppe af sved (og begge dele på en gang) mens jeg heldigvis ikke har kunnet lugte mig selv, fordi mit snydeskaft har været fyldt op med snot og andet godt. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været så syg, at jeg ikke har kunnet lave andet end bare at sove. Hvis jeg skal drage nogen form for positiv konklusion ud fra det, må det være, at jeg rent faktisk bare har ligget i min seng. Uden gåture, uden noget noget-som-helst, bare ligget. (Og endelig fået taget hul på Kvinden med den tunge kuffert. Den ER god!) 

Men nu til noget meget mere helvedesagtigt. Nadia, min rumbo altså, bankede på min dør, mens jeg lå og hostede og feberblundede. Jeg havde nok lidt allerede regnet ud, hvorfor hun stod der og så lidt misfornøjet ud. Sagen er den, at hendes kæreste kommer tilbage til København et halvt år før tid, hvilket betyder, at Karo skal ud. 

Så nu er jeg sgu blevet opsagt. Og også snart boligløs, hvis ikke jeg finder et andet værelse at placere min seng og IKEA-kommoder i. Gud, hvor jeg hader at flytte. Og at være syg. Gud, hvor jeg hader, at ting bare ikke kan køre på skinner i mere end et par måneder ad gangen, før et eller andet fucker det up. 

Skizoreksi


Signe har anoreksi. Hendes sygdom hedder AnorekSigne. De to har for kort tid siden fået taget nogle billeder af deres nøgne krop. Herefter blev de inviteret i Aftenshowet, hvor de fortalte om, hvor nederen det er at være dem. At de havde fået taget billederne og fået et chok, for det var som at kigge på et skelet. Nu håbede Signe på, at det kunne være en livline til at komme ud. Om ikke andet, at det så kunne hjælpe andre, som er ude på et sidespor, om at huske på, at et liv med anoreksi ikke er et liv. Det er én stor lugtende lort. 

Jeg tror bare, at Signe har overset en væsentlig ting – og jeg bebrejder hende ikke, for hun har seriøse odds, der ikke peger i hendes retning – nemlig hvem eller hvad hun er oppe imod. 

Jeg gav ikke min sygdom noget navn, for det ville være en erkendelse af, at den var der. Og der var intet, jeg ønskede mindre. Men sygdommen, som var en stemme inde i mit hoved, der blandede sig med fornuftige tanker, var der hele tiden. Det kunne nogenlunde foregå sådan her:

Mig: Nu skal jeg have frokost.
Lort: Du er ikke sulten.
Mig: Nej, men jeg skal spise alligevel.
Lort: Hvorfor? Du tager bare på.
Mig: *Begynder at græde og kalder på mig mor. Siger, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal have til frokost. Mor foreslår 17 forskellige ting.*
Lort: *Tæller kalorier i samtlige forslag.* “Jeg har ikke lyst til noget af det.”
Mor: “Jeg kan også hente en salat. Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, Karoline.”
Mig: “Jeg kan ikke mere nu.”
Lort: *Går en tur og lægger os i seng*.

Det er ikke specielt længe siden, jeg var ude og gå med en af mine bedste veninder. Vi kom til at snakke om, om jeg egentlig stadig var syg. Jeg havde jo styr på ‘det der med maden’. Og det har jeg også – med en masse forbehold. Jeg spiser normalt, jeg ser normal ud, men jeg opfører mig ikke altid normalt, fordi der stadig er noget inde i mig, der siger, at normalt ikke er godt. Stemmen snakker meget grimt til mig. Kalder mig fed, klam og ulækker. Den vil have mig ud og gå, selvom jeg har været i gang hele dagen. Den brokker sig, både når  jeg spiser mayonnaise og gulerødder – for begge dele er mad, og mad bliver du tyk af. 

Den gør, at jeg stadig – den dag i dag – kan blive nødt til at spørge min mor, hvad et normalt aktivitetsniveau er, for jeg er så meget ude af kalibrering, at jeg simpelthen ikke selv ved det længere. 

End ikke den ypperste kombination mellem den bedste fortælle- og indlevelsesevne kan komme til en forståelse af, hvordan anoreksi føles. Det er sådan et sindssygt og ulogisk sted at være, og i dag har jeg selv ufatteligt svært ved at huske, hvordan det helt præcis var at være mig dengang. Noget af det skyldes nok fortrængning, mens resten er et naturligt resultat af, at min hjerne var så underernæret, at den ikke fungerede ordentligt. I det hele taget er det, som om 3 år af mit liv er et stort og sort gabende hul.

Af nok cirka samme årsag forvandler jeg mig sommetider til et stort, kynisk røvhul, når jeg ser personer som Signe i fjernsynet eller på gaden. Min indre stemme ændrer sig til noget, der lyder som en skræmmende genklang af alle de ting, min far kunne finde på at sige til mig. Hvornår er du færdig med at tabe dig? Kan du ikke se, hvor forfærdelig du ser ud?

Hvorfor tager du dig ikke sammen? Så svært kan det ikke være. 

Jeg begriber ikke, at du gider spilde dit liv på at være syg. 

Hvorfor lægger du dig ikke bare i sofaen og spiser 10 bakker pomfritter og tager noget fløde intravenøst? Så ville du jo være rask om en måned. 

Det er jo skide forkert at tænke sådan, men det kommer alligevel i splitsekunder. Øjeblikke efter afløses det af dårlig samvittighed, hvor jeg kun har lyst til at lægge mit liv til side og hjælpe. Andre gange tænker jeg kun ét: jeg ville ønske, at jeg var dig. 

Det er med den betragtning in mente, at jeg ikke kan bakke op om Signes projekt (ikke at hun på nogen måde bad om min holdning.) For projektet er i langt højere grad AnorekSignes, og hun bliver kun fodret af st se sine egne knogler. Jeg er så langt, men når jeg kigger på billederne af hende, bliver jeg ikke skræmt fra vid og sans – nærmere det modsatte. Følgende er et postulat, så lad være med at tage det for tungt, MEN: for de, der er på vej ud eller er ved at finde deres vej tilbage, vil billederne ikke virke efter hensigten. Tværtimod. For når din blinde passager først har sat sig til rette, bliver den der. I bedste fald bliver den mindre og mindre, og du kan måske finde et reb til at tøjle dens greb, men du kan aldrig få et holdkæftbolche, der kan få den til at lukke røven. 

Undskyld, Signe, fordi jeg måske ikke tror på dit projekt. Undskyld, fordi jeg hverken tror, at det hjælper andre eller dig selv – hverken nu eller i fremtiden. Jeg håber på, at når du en dag får det bedre – og det ønsker jeg inderligt for dig, at du gør – at du kan slette de billeder, så du kan se fremad. Du vil nemlig altid have en mørk medrejsende, der griber i enhver mulighed for at trække dig tilbage. 
 

Ungdommens 6 sanser


Kender I det der med at gå forbi et menneske, som dufter på en helt speciel måde? Ikke ham jeg bader kun, når årstiden skifter-typen, men ham fyren på strøget, hvis aftershave lugter præcis, som ham fyren, du var håbløst forelsket forelsket i, da du var 15 år. Jeg ved ikke, hvad det er med den duft, men den kan få mig til at genopleve alle de situationer, glæder og udfordringer, jeg stod midt i for snart ti år siden. Det gav mig ideen til det her: min ungdom i sanser. 

Min ungdom…

… så ud som: D&G t-shirts,  Kawasakis (helst i forskellige farver) og lavtaljede Diesel-jeans (så lave, at man kunne se ens Snoopy-streng et sted langt oppe ad lænden, når man sad ned.) Min hud var som bekendt godt og grundigt gennembagt, og jeg brugte en solpudder om måneden – ikke den nude udgave; den mørkeorange med pænt meget glimmer. 

Nogenlunde sideløbende var jeg forelsket i et look med kobberfarvet øjenskygge og turkis eyeliner under øjnene. Heldigvis var jeg på det tidpunkt stoppet med at barbere mine øjenbryn med en engangsskraber. 

… lugtede af Paris Hiltons parfume, som var den første, jeg nogensinde fik (det var i 11-års fødselsdagsgave, hvis ikke jeg husker helt forkert. Før det gik vi bare med Date-deodoranter.) Jeg sparede så meget på den, at jeg 5 år senere måtte smide resten ud, fordi de sidste dråber havde fået en fusionslugt mellem ged og gedens føde. Alle drengenes hoveder hørmede af ID-voks, og der blev brugt en del, for det var dengang, hår skulle stritte. Jeg blev forelsket til duften af Acqua de gio, og da min store kærlighed ikke ville have mig længere, tog jeg ofte forbi Matas, fik en duftprøve med hjem, som jeg sprøjtede ud på mit sengetøj og græd mig selv i søvn til. Det var dengang, jeg godt kunne lide mænd. 
Jeg kommer heller ikke udenom lugten af kaffe og smør fra brændte croissanter efter mine 6 år på Baresso, som i lang tid var indbegrebet af mit liv. 

… lød som Nothing Else Matters spillet på akustisk guitar af min ekskæreste i 9. klasse. Metallica fulgte med mig – også efter bruddet – fordi jeg valgte at få følelser for eks-kærestens bedste ven, som tilfældigvis også var ret stor fan af bandet. Et år eller to senere rykkede dakke dak-musikken ind i de danske stuer (eller i hvert fald teenageværelser) og en gymnasiefest var ikke god, før vi havde hørt Infinity, Loca People eller Mr. Saxobeat. Ikke meget har ændret sig på den front. 

… smagte af pasta med tun, ketchup og friskrevet ost, som var min ultimative hofret. Jeg lavede den hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og den blev skovlet ind i selskab med Dharma and Greg, Beverly-crew og vennerne på Central Perk (det var flowTV’ets storhedstid. Seriezone, kom tilbage!) Men min ungdom smagte også super meget af alkohol. Det startede ud med syregrøn kiwivin og orangefarvet ferskenlikør fra Aldi. Det var ikke specielt spritstærkt, mest smagte det bare af tilsætningsstoffer og sukker, men det gjorde ikke så meget, når man drak en flaske ad gangen. Og det gjorde jeg gerne dengang. 

… føltes som en lang omgang tømmermænd. Når jeg tænker tilbage på mine teenageår, er det lidt foruroligende, hvor meget af min tid jeg brugte på at være træt med tømmermænd. De fleste familiebilleder fra den tid bekræfter også, at jeg ikke var typen, der fjernede min makeup efter en bytur, og mine mørke rende under øjnene var mere udtalte end et nyopereret ansigtsløft. 

Jeg burde måske gå rundt med en del ærgrelse over min meget berusede ungdom, men hvis vi ser bort fra de der 3.g’ere, der mobbede mig, førte alkoholen for det meste kun til gode ting. Og det bringer mig behændigt videre til sidste punkt, som dybest set ikke har sin rette plads her, men det virker alligevel meget passende. 

Som rosinen i sanseenden havde jeg skrevet Ungdommens Umami, og det var før, det gik op for mig, at Umami slet ikke er en sans. Men med bogstavrim som min suveræne styrke (og påskud for at snakke om mænd) var den for god til at udelade. Knægte var nemlig i høj grad mit teenagekrydderi. 
Ulig mange andre teenagere (tror jeg) var jeg dengang af den overbevisning, at jeg var the shit. Sådan helt seriøst: jeg følte mig egentlig ret lækker. Måske havde jeg deller og appelsinhud, eller det havde jeg nok, men jeg aner det dybest set ikke, for jeg var pisse ligeglad. Når jeg tog i byen, var det i lårkort og stilletter, og jeg havde en fest med det. Jeg spiste hotdogs og pomfritter og bællede guldøl hele tiden, og jeg anede ikke, hvad en kalorie var. Blufærdighed eksisterede ikke i min bevidsthed, og den selvsikkerhed afspejlede sig i alt hvad – og hvem – jeg lavede. Og det var ikke så få igen. 

Guderne må vide, hvad der blev af den usårlighed. 

*Indsæt tekst om, hvor travl jeg har været*

Victoria Street, som til forveksling ligner Diagon Alley

Som den priviligerede og forkælede snyltermyg jeg er, blev jeg nødt til at lave en hurtig søgning på Google for at finde ud af, hvad det nu lige var, vi kæmpede for i mandags. (= det er primært noget med otte-timers-arbejdsdagen, som jeg personligt sætter enormt stor pris på. Tilsyneladende bare ikke nok.) Men i hvert fald gjorde den det muligt, at jeg kunne smutte fra Allerhuset lidt over middag d. 1. maj.

Timingen kunne stort set ikke være bedre. I søndags klokken lidt i midnat, en del timer forsinket, bar jeg min overfyldte kabinekuffert ind over dørtærsklen på Frederiksberg for første gang i velsagtens meget længe. Træt. Meget træt. Men lad mig sige det, som der er: Edinburgh var for sej – og er det formentlig stadig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald slet ikke, hvad jeg endte med at få. Hele byen ligner nemlig én stor Harry Potter-landsby. Jeg havde forberedt mig på at sætte en dag af til min Rowling-tour, men det viste sig slet ikke at være tilfældigt. Hun var nemlig over det hele, og der lå små Potter-påskeæg let gemt rundt i hele byen. Med gadenavne som Elder Street og Dudleys Crescent og forstæder identiske med Privet Drive, var det umuligt at lade være med at muggledrømme og gruble over, hvor i højlandet Hogwarts mon ligger. (Højlandet er forresten højt. Vi havde regnet med bakker a la Himmelbjerget, hvilket viste sig ikke at være i overensstemmelse med virkeligheden.)

Primark skuffede endnu engang ikke, men eftersom jeg skulle begrænse min oppakning til en kabinetrolley, endte jeg med blot at købe praktiske fornødenheder (det vil sige en masse sorte sokker) og så selvfølgelig en Fantastiske Skabninger-tee til min samling af HP-merchandise, som er under evig udbygning.

På grund af den svækkede pund (og uventet et studieturslegat) endte turen også med at blive meget billigere, end jeg havde frygtet. Hver gang vi brugte 10 pund, slap vi med 85 kroner – modsat 106 – som man ellers har været vant til, og det føltes nærmest som penge sparet, hver gang dankortet blev trukket gennem en af deres terminaler. Dermed prøver jeg blot at sige: tag til Edinburgh. Og gør det gerne nu.

Et slot
Klogt
Virkelighedens Voldemort var måske en god mand
The Elephant House, hvor Rowling sad og skrev
Vi takker af med Primark

Som jeg fik givet udtryk for i mit sidste Aarhus-indlæg, var jeg blevet lidt småmisundelig på min lillesøsters blonde hår. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg det sidste halve års tid har haft det helt elendigt med mig selv. Også meget mere end jeg egentlig vil være ved. Det bunder meget dybere end mindreværdskomplekser over det leverpostejshår, jeg efterhånden havde fået, men nu har jeg i hvert fald afbleget garnet. Som forventet blev det mere gult end platin, og jeg var lidt ved at græde, da jeg hev håndklædet af mit kornfarvede garn. Selve hårfarvningen skete midt i en søvndrukken panikhandling (klokken 7 om morgenen på hjemrejsedagen i Edinburgh) – men nu er jeg altså alligevel gået hen og blevet ret glad for det. Om en sølvkur eller tre burde jeg være ret godt kørende igen, og så prøver jeg blot at fortrænge, hvilket forbandet Sisyfos-projekt jeg har kastet mig ud i.

Til sidst tillader jeg mig at tease for et kommende indlæg: jeg er stødt på et produkt i LIDL, I seriøst bør holde jer fra. 


2 1/2 dage i Aarhus

Lørdag aften gik jeg gennem en helt mennesketom banegård (der også glimrede ved sit fravær af duer) og nu er jeg omsider klar på en hurtig ajourføring af det sidste døgn.


— Søndag formiddag tog vi på Restaurant Ombord i Jægergårdsgade, hvor man får brunch og bobler for 200 kroner. Ombord er det gamle Rarbar, og ejerskiftet har vist kun gjort stedet godt. Brunchen? Jeg kan bedre lide Casablancas, men de har netop skudt priserne i vejret på deres, så fra nu af bliver det nok alternativet på Frederiksbjerg, der får lov til at lave kafferefill på repeat.

— I går blev jeg så sur på min mor, at jeg blev nødt til at forlade hendes hjem i vrede. Årsagen til min overreaktion var, at jeg ikke måtte låne hendes cykel. Hun tilbød mig, at jeg bare kunne tage hendes bil, men eftersom jeg ved, at det vil ende med mord, blev jeg nødt til at takke nej. Før jeg lukkede hoveddøren bag mig, fik jeg sagt Du taler om din cykel, som var den et af dine organer! Jeg bliver altså snart 25.

(Til gengæld agter jeg at tage hendes islandske sweater på i dag uden at spørge. Tag den.)

— Min lillesøster har fået lysere hår end mig, og jeg føler mig så meget som en grå mus, at jeg bliver nødt til at investere i en pakke Schwarzkopf Platinum Blonde Ultra Lightning +++, selvom jeg ved, at det aldrig nogensinde vil blive vellykket.

— Jeg er blevet indlogeret på sofaen, og jeg har et Smart TV lige foran mig, hvilket bare virker gennemført smart, eftersom jeg ikke har andet end min computer at gøre godt med derhjemme. Under samme ombæring er jeg gået i gang med at se 13 Reasons Why sammen med Mutterfix, men jeg ved altså ikke helt, om jeg er verdens største fan.

— Før jeg flyttede til København, kunne jeg faktisk slet ikke lide København. Det skyldtes primært, at jeg var af den overbevisning, at vejret altid var frostkoldt/mørkt/blæsende/stormende. Egentlig har det holdt ret meget stik, men det er vist det samme her i Aarhus. Desværre.

— Min lillebror var forleden i Vejlegade og hjælpe min far med at rydde loftet for tidligere lejeres glemte sager. Han fandt to par sko a la Buffalo i størrelse 41, og det måtte nærmest være skæbnen. I hvert fald tog han dem med hjem til mig. De er ikke flotte, men jeg har drømt om sådan nogle nærmest hele mit liv, hvorfor jeg også agter at gå med dem. (Desuden er jeg jo blevet meget klar over, at uanset hvor gakket jeg klæder mig i hovedstaden, vil jeg altid være mindre gakket end 70 procent af den resterende befolkning. Det er faktisk ret betryggende.)

I morgen aften ved midnatstid triller jeg igen mod Københavns Hovedbanegård, hvorefter jeg lynende hurtigt skal ompakke til en kabinekuffert og på jagt efter mit pas. Jeg tager nemlig til Edinburgh med en håndfuld af de andre praktikanter ude på Aller. Godt nok er det en studietur, hvorfor der er en eller anden forventning om, at vi laver nogle ting, der har en vis faglig relevans, men lige nu bider jeg mest mærke i to ting. 1) Edinburgh har en Primark(!!!). 2) og en HARRY POTTER TOUR (som man heldigvis selv kan gå!) Lyder det ikke magisk?

Bortset fra det er mit kendskab til byen mildest talt mangelfuld, så ligger I inde med gode tips og tricks, lækre spisesteder, klima know-how og lignende, så giv det endelig videre.

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇‍♀️ Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?