Så bliv dog voksen, pigebarn

Det ville være totalt fedt, hvis jeg kunne åbne med en Fight Club-filosofisk analogi om, at man skal nedbrydes helt for at kunne blive bygget op og blive til noget andet. Der har jeg heldigvis ikke været, og jeg ved heller ikke, om jeg abonnerer på den overbevisning. Men der skete alligevel noget en søndag for nogle uger siden, hvor det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde egentlig haft en rimelig dag. Da jeg havde smidt mine udendørs-Birkenstocks, afløst dem med mine indendørs-Birkenstocks, sat vand over til koffeinfri kaffe og skiftet til joggingsættet blev jeg ramt af en helt vild tanke, og den var overalt: Karoline, hvis du dør nu, er der ingen, der opdager det. 

Den slog mig helt omkuld, og jeg kiggede på min store seng, jeg altid ligger alene i, og jeg følte mig dybt ensom på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Sådan havde jeg det i … lad os sige 3-4 minutter, før jeg bankede min kno mod mit ansigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg var unødvendigt ynkelig og totalt åndssvag at høre på. Karoline, du er jo ikke engang ved at dø, så slap dog af, mand.

Så det gjorde jeg. Slappede lidt af, og dagene efter begyndte jeg at overveje, hvorfor mit humør mon var så nedtursagtigt. Jeg havde været sur på min mor i en måned, min lejekontrakt til mit værelse udløber snart, og der går ikke længe, før jeg skal tilbage på skolebænken i Aarhus. Så sov jeg heller ikke om natten, og som en, der tager sin søvn meget seriøst, kan det virkelig være belastende.

Men først ugen efter gik det op for mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte i gang med at blive voksen – eller i hvert fald tage lidt ansvar og få styr på nogle ting.

Forrige weekend var jeg til bryllup i Aarhus, og jeg havde taget en hel masse dage fri, fordi jeg så kunne få lidt ægte kvalitid med min familie, men da jeg kom tættere på den store dag, orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke at se min mor, og jeg orkede ikke den der repetitive snak, hvor jeg fortæller hende, hvorfor jeg er sur, og hvor hun prøver at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kan være glad på hendes vegne. Så jeg droppede ekstradagene i Smilets By og glædede mig over, at vi kun skulle bruge 48 timer i hinandens selskab.

Det var lige indtil hun tilbød at tage med mig til København efter brylluppet, og jeg sagde, at det skulle hun ikke, men det endte med, hun gjorde det alligevel. Og det var først, da vi sad på en restaurant i Fiolstræde kun timer før afsked, jeg fik sagt, hvad jeg blev nødt til at sige: Mor, jeg er så glad for, jeg er voksen nu, fordi jeg kan se, hvor forkert det er. Hvis jeg havde været barn og havde set, hvad det er, du gør, havde jeg troet, det var det rigtige. Det havde jeg aldrig tilgivet dig (..) Jeg er nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide, om du er her for os, eller om jeg bare skal kigge forbi et par gange om året, klappe dig på skulderen og tage hjem igen.”

Det gjorde lidt ondt, og jeg tror måske også, vores øjne blev lidt røde i det, men det var også helt rigtigt, for da vi cyklede mod Amagerbrogade igen for at drikke den sidste kop sammen, var det hele lettere, end det havde været i meget lang tid.

Desuden har jeg givet mig selv lidt voksenpoint ved at …

  • Tjekke min netbank for første gang i halvandet år. Altså … forstå mig ret: Jeg tjekkede kun, hvor mange penge jeg har på min konto. En eller anden dag om nogle år skal jeg nok tage mig sammen til at kigge på mine transaktioner.
  • Få skrevet en eller anden mail til Journalisthøjskolens administration: “Hej, jeg har glemt at melde mig til fag og valg af lokation til 7. semester … deadline er overskredet (elendig journalist) Kan jeg stadig nå det, eller har I smidt mig ud?”
  • Være på Folkemøde i weekenden (og det var fedt. Især hvis man har optur over kendte mennesker).
  • Drikke for hyggens skyld og ikke bare for effekt.
  • Nedtone mine øjenbryn (bare lidt, ikk’)
  • Købe bland selv-slik til mine kollegaer i stedet for at bage en lækker kage fra bunden. Det er voksent, fordi jeg er gammel og slidt og ikke orker unødig baks i køkkenet.

Nu mangler jeg bare en baby. 🙂

 

Jeg håber virkelig, at I andre er ligeså kiksede som mig, men at jeg bare ikke hører om det. 

Set i Berlingske Media, Pilestræde

Min dag startede ud med, at jeg tissede i en kop. Klokken var 5.30, jeg kunne ikke sove længere, og min blære var fyldt. Ret slukøret kunne jeg konstatere, at min roomie netop var gået i bad, så jeg trissede febrilsk rundt i lejligheden for til sidst at ende i køkkenet. Her stod jeg og stenede, mens jeg posttraumatisk stirrede på håndvasken og mindedes den frygtelige tid på Frederiksberg, hvor jeg dagligt (og natligt) forettede min nødtørft med en vandhane halvvejs oppe i røven. Jeg overvejede det kort, men naboerne kan kigge direkte ind, og jeg orkede sgu ikke lige springet. Så jeg fandt en kop, og jeg følte mig herre klam, men også ret lettet. 

Senere samme dag – altså stadig i dag – var jeg blevet træt på arbejdet, og det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg (igen) skulle tisse, og jeg i et uopmærksomt øjeblik tabte min menstruationskop ned i kummen. Jeg skal ikke være sen til at sige, at det var ret træls, men udfordringen var også overskuelig, og jeg kom hurtigt videre med mit liv. 

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg har vandret halvdelen af Amager rundt med et stykke toiletpapir i panden, fordi jeg åbenbart har været lidt for lemfældig med en omgang tørren sved af panden. 

Jeg ville sommetider godt, at jeg kunne være sådan en, der kunne vise, når jeg også er sej og semi succesfuld, men jeg aner ikke, hvordan man gør. Maude sagde til mig, at hun egentlig gerne gad at vide, når jeg engang imellem har det godt. Det er ret grineren sagt, og jeg forstår sagtens, hvor hun vil hen. (Shit mand, jeg efterlyser præcis den indsigt om mig selv på daglig basis).

Så nu har jeg tænkt. En hel del faktisk, hvilket egentlig er ret usædvanligt for mig, og jeg tror måske også, jeg er nået frem til noget, der giver nogenlunde mening.

1. De fleste af dagstimerne bruger jeg på Femsen, og lige fra begyndelsen tog jeg den eneste rigtige beslutning, nemlig at arbejde ikke skulle følge med herind. Jeg kan ikke lide gråzoner, selv om det havde givet mig anledning til at fortælle lidt om, hvor meget ros jeg får fra mine kollegaer. Det er meget, og det gør mig glad hele tiden.

2. Når jeg har fri, er jeg meget sammen med andre mennesker, og heldigvis er det dem, der gør, at jeg ikke er med røven i vandskorpen hele tiden. Men ‘andre mennesker’ fortæller jeg ikke om. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere grænseoverskridende eller ubehageligt end det. (Åkæ, mine forældre er undtagelsen, men det har de det fint med. Altså min mor har). Med andre ord er der kun meget lidt tid til bare at have det godt over mig selv, og så bliver det sådan noget lavfrekvent ‘Fedt, jeg hader ikke mig selv specielt meget længere’ eller ‘ Fedt, jeg fandt lige en totalt opturs-kvark i Lidl’! Oopaaaa! 

3. Jeg er makabert bevidst om, at alt, der er godt, også har en ende. Så længe jeg mest skriver om det, der gør livet til sort of a bitch, er der meget mindre at tabe og meget mindre at forklare, når livet virkelig er en bitch. Og på den måde gør jeg jo bare ligesom så mange andre: kravler over, hvor hegnet allerede er pillet ned. 

Så til alle jer, der gennem det sidste år og 354 dage (bloggis har åbenbart snart fødselsdag, tillykke) har spurgt, om der er noget i mit liv, jeg ikke skriver om, kan jeg endelig svare: Ja. Cirka 90 procent.

 

Mænd, der giver mig lange løg

poesi på amager

poesi på amager

Ham, der spørger, om jeg ikke skal have et stykke kage, fordi det snart er bikini season. Gå din vej, eller jeg fucking spiser dig.

Ham, der – to uger efter Stephen Hawkings død – siger: “So … Hawkings died”. Og jeg svarer: “Yes, I know“, og idiotmanden ignorerer det faktum, at jeg tilsyneladende rent faktisk ikke har levet under en sten hele mit liv, men i stedet begynder et langt oplæg om, hvem Stephen Hawkings var. (Jeg ved ikke, om man kan opsummere det til ét begreb: mansplaining. Dét hader jeg i hvert fald virkelig meget).

Ham, der har et sort/hvid ‘en fotograf tog det her foto’-profilbillede på Facebook.

Ham, der kigger på mig, som om jeg er en kasteløs, når jeg snubler over mig selv på fortovet.

Ham, der snakker om, hvilke b-kendte jetset-typer hans familiemedlemmer omgiver sig med i privaten. (Det har også et ord, og jeg tror, det er namedropping.)

Ham, der taler om sine penge. Det må han kun, hvis 1) han er min bankmand eller 2) han sejler ligeså hårdt i sin privatøkonomi, som jeg selv gør.

Ham, der er aktiv på Instagram, men helt uden at være sjov og helt uden selvironi.

Ham, der ikke kan tage mig seriøst, fordi jeg arbejder på et – urgh – DAMEBLAD!
… Og forstå mig lige ret … han må hjertens gerne joke med, at jeg sidder og laver strikkeopskrifter (det tror de alle sammen sgu), ligesom jeg selv gerne må undskylde mine momentvise videnshuller med sætningen: “Hvad ved jeg, jeg arbejder bare på et dameblad!” (Eller! I den mere kuriøse ende af afdelingen… “Ja, jeg véd, jeg giver et killer blowjob. Men jeg skriver ligesom heller ikke om andet, vel”). MEN joken er altså kun sjov, hvis vi er enige om følgende præmisser:
1. Vi laver nogle killer interviews, og vi skriver om ting, som er VIGTIGE.
2. Jeg arbejder et sted, med så mange badass kvinder samlet i ét kontorlandskab, at jeg nærmest ikke troede, det var muligt at samle SÅ meget intelligens, humor og ambition på så lidt plads.
3. Ordet ‘dameblad’ bliver brugt som et skældsord, fordi vi beskæftiger os med emner, som kvinder typisk interesserer sig for. FORDI vi historisk har tradition for at se ned på alt det, kvinder går op i, er der blevet skabt en fejlagtig diskurs om, at alt, hvad DAMEblade skriver om, nødvendigvis må være uvæsentligt, fordummende og uden relevans.

(Så er jeg færdig).

Ham, der smasker og suger usandsynligt meget luft ind i svælget, når han spiser.

Ham, der ikke gider være min træningsmakker, fordi jeg ikke har en pik, hvorfor jeg nødvendigvis må ødelægge hans pace.

Ham, der går op i at holde sin LinkedIn-profil opdateret.

 

Fordrejning

distorted
dɪˈstɔːtɪd/
adjective
 1. pulled or twisted out of shape; contorted.
*
Kunne faktisk godt have indledt det her med “samme tid sidste år”, men jeg har lavet en aftale med min artikelredaktør (og praktikantvejleder) om, at vi skal udslette samtlige sproglige klichéer i det, jeg skriver.
Så i stedet for at starte der, starter jeg med Pelle Peter. Det er ham der P3-værten fra Bornholm, der mandeflirter med Kesi og sovser den lørdag aften.
Men ham her Pelle Peter, mellem Faustix og Snavs nævnte han et eller andet om, at han glædede sig HELT VILDT til koncerten på Nørrebro på onsdag, og så var det, jeg endnu engang blevet mindet om, at jeg ikke længere er specielt ung eller specielt FOMO-ramt (længere): Oh no, not again. Distortion is coming, hvorfor min umiddelbare reaktion var en sengeliggende sejrsdans i min seng over at bo på Amager. (Gadefesten kommer ikke til Amager. Vel?!)
Efter min stilfærdige jublen tænkte jeg på Distortion sidste år. Helt specifikt tænkte jeg på den dag, jeg forvildede mig hen på Nørrebrogade, mens festen var på sit allerhøjeste, og mens fulde drenge klatrede i lygtepæle og faldt ned fra busskure, gik jeg helt alene, kiggede ned i jorden og håbede på, at hvis jeg ikke kunne se nogen, ville der heller ikke være nogen, der kunne se mig.
Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg brugte så umanerligt meget tid på at foragte alt ved mig selv, at jeg var så overbevist om, at andre menneskers reaktion på synet af mig ville være det samme, som hvis de så en engelsk bulldog med paryk og tiara (den reaktion er latter).
Da det ligesom gik op for mig, at det var ret uholdbart at have det sådan med sig selv, gik jeg i gang med min egen beskedne form for terapi, og jeg indrømmer blankt, at den virkede ret frugtløs, når jeg på samme tid havde en meget insisterende iboende stemme i mig, som messede, at jeg for helvede bare kunne gå på anoreksidiæt igen og få det bedre.
Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er tilpas rask, eller om det skyldes, at jeg SERIØST ikke orker at skulle leve af hokkaidogræskar, hvidkål og æggehvider igen, for den indre terapi har – så langt så godt – formået at holde ud. Og det giver jo egentlig ret fin mening, for de fleste af os ved jo godt, at vi ikke skal reparere ting, der ikke er gået itu. Det eneste, der fejlede ved mig, var mit hoved, og det har jeg virkelig prøvet at fikse. Jeg har spist bedre – og mere – jeg har brugt timer i sofaen, fortalt, når nogle ting var svære. Eller… jeg har forsøgt.
Så midt i al den følelsesmæssige elendighed, jeg lidt føler, jeg befinder mig i (*Nej, jeg kunne ikke komme på en mere teatralsk formulering end det*) har jeg det milevidt bedre nu, end jeg havde det samme tid sidste år. Mine øjne er stadig som tekopper, og mine lår er som velernærede træstammer, og det er simpelthen ikke en ordentlig grund til at hade sig selv.
De sidste par dage har jeg rendt rundt i træningstights på åben gade, og jeg har ikke skjult min røv og lår med lange bluser eller jakker. Min krop har bare fået lov til at bounce frit i solens stråler, og det har været skønt – måske fordi det er så længe siden sidst. (Jeg er heller ikke bange for Distortion længere. Jeg gider bare ikk’).
dropper håndtegnet næste gang, sry

dropper håndtegnet næste gang, sry

Det er en mærkværdig tid.

3e8d6752-5ec4-47fe-ab2e-10843aa46482

Jeg blev truet på livet af en hjemløs, fordi jeg spurgte, hvad hans hunde hed. Vi havde endda haft en fin samtale, inden han blev træt af mig. 

Jeg blev standset på gaden af fem 14-årige drenge. De ville bare sige, at jeg havde en god røv. 

Jeg blev – samme dag, bare et par timer efter – high fivet af en tween i et fodgængerfelt. Han ville umiddelbart ikke andet end det. 

Jeg tænker, at alle de unge drenge må forveksle mig med en, der ikke har nået den mentale pensionsalder. 

Jeg omplanter mine grønne venner klokken 5 lørdag morgen, fordi jeg er desperat og søvnløs. 

Jeg pendulerer mellem dyb ensomhed og oprigtige latterudbrud. 

Jeg spørger mig selv, om jeg er så svær at holde af, siden jeg føler mig så alene, eller om det mon bare er den familie, jeg er født ind i, der gør, at det hele er så besværligt. 

Jeg har skallet det første lag brune hud af, og jeg er nu ved at arbejde på det næste. Det er stadig kun maj (no shit). 

Jeg mistænker, at alt det, jeg har lært om livet, har været forkert. Og jeg føler mig dybt splittet over det. Hvad nu, hvis det rent faktisk er meningen, at man både skal føle opture og nedture? Hvad nu, hvis det er okay, at du ikke kan stå oprejst hele tiden? Hvad nu, hvis du alligevel ikke skal klare alting selv, og hvad nu, hvis du ikke nødvendigvis er en idiot, fordi du tager chancen og går efter noget, du sandsynligvis ikke kan få?

Jeg smører selvbruner på lårene og ind mellem mine baller, da det går op for mig, at sidstnævnte egentlig var ret unødvendigt. 

Jeg drikker 400 gram instantkaffe om ugen.  

Jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg ikke vil belemre nogen med mine følelser, og det føler jeg virkelig, at jeg gør. 

Jeg siger til tre fuldvoksne mænd, der står og tisser på åben gade, at det der, det ser ret primitivt ud (jeg orker seriøst ikke noget pis, når jeg er træt). De kalder mig for skøre kælling. 

Haha. Jeg håber sgu ikke, de har ret.