Den tidspressede pilgrimsgænger

Hej gode mennesker 🙂

I aftes omkring klokken 22.23 satte jeg mig i min seng, og det blev således første gang den weekend, jeg sad helt alene og uforstyrret og havde ro på. Så besluttede jeg mig for at skrive lidt, men jeg blev nødt til at droppe planen, fordi min menstruation  tidligere samme dag havde meldt sin ankomst. Flere af jer véd nok, at min menstruation var væk i mange år, og at den først kom tilbage forrige sommer (faktisk lige præcis den dag jeg kom til Amager. Det var – og er stadig – som om Amager har givet mig det, jeg har haft brug for i lang tid). Nå, men … det betyder, at jeg har svært ved at hade de månedlige blødninger, det ville nærmest være uforskammet i mit tilfælde, men det kan sommetider være svært at omfavne konceptet, fordi jeg får så forbandet ondt i underlivet. Således opgav jeg at skrive noget som helst, før jeg poppede en generøs portion piller og lagde mig i fosterstilling til lyden af Harry Potter and the Half Blood Prince – oplæst af Stephen Fry, selvfølgelig.

Jeg kan godt mærke, at jeg er træt. Dagen efter jeg vendte hjem med en journalisttitel, begyndte jeg på fuld tid på Vi Unge. Det har været sjovt og hårdt, og jeg prøver at lade være med at hænge mig for meget i, at det er et år siden, jeg sidst har haft noget, der minder en smule om ferie. Et år. For nogle uger siden, da Sankt Hans bålene brændte over hele landet, sad jeg på Amager Strand med Weemoed og drak champagne (tror jeg, at det var), og hun sagde, at jeg skulle passe lidt på min stresstilstand. Hun havde selv været et nervevrag flere måneder efter, hun blev færdiguddannet. Det er jo der, man for alvor bliver konfronteret med resten af sit liv – hvis man altså orker det. Delvist foranlediget af det har jeg bedt om fri en uge i august, og min plan er at tage til Møn for at gå Camønoen. Slukke telefonen lidt, slukke tankerne en del og bare komme væk. Hvis nogle af jer har været afsted, hører jeg meget gerne fra jer. Hvad jeg kan forstå, er der en del asfalt på ruten, jeg helst gerne vil undgå, og der er sikkert også steder, der er federe at skide end andre.

I aftes åbnede jeg også min computer for vistnok første gang, siden jeg afleverede min bacheloropgave. Jeg kiggede på bogkapitlet, redigerede lidt i det, og jeg blev lidt desperat, fordi der er så lang vej igen, men på en eller anden måde ikke så meget tid til at få det gjort. Og så igen: prioriteter. Lørdag havnede jeg (ved et uheld) til Ballerup Kræmmerfestival, fordi jeg havde forvekslet det med et antikmarked. Man kan sige meget om Ballerup Kræmmerfestival, men det er alt andet end antikt. Midt i alle Buch Copenhagen-poserne, Mokaii’erne, UGG-støvlerne, de pimpede lastbiler og hårforlængelser blev jeg revet med af stemningen, og jeg havnede i et lille, lusket og meget lidt sterilt telt med en nål i fingeren, bare fordi det virkede helt gennemført rigtigt. Og dumt på samme tid.

Da jeg og min veninde var færdige (ja, vi fik den samme tatovering. En sand egnskærlighedserklæring) sagde tatovøren til os: “Så! Nu er I ægte Amagertøser!” og selv om jeg er sikker på, at alle de indfødte her på lorteøen vil protestere over den udmelding, var der alligevel noget meget sandt ved det.

Ung, dum og 300 kroner fattigere.

 

“Små” ting, der generer mig (og muligvis også dig) herremeget

Et sip er mindre end et skvis, ikk’?

 

Forleden oplevede jeg, at en meget voksen kvinde slog mig i ryggen med en 10 kilo tung pose kattegrus. Vi stod begge i køen i Aldi, klokken var mange, og hun var helt åbenlyst løbet tør for ordentlighedspoint den dag. Meget kort er forhistorien den, at jeg ikke synes, man skal skubbe til andre mennesker, medmindre man kan undgå det. Og oftest kan man faktisk sagtens og relativt ubesværet blive fri for at støde ind i andre mennesker i supermarkedskøen – især hvis man opererer ud fra rationalet om, at man ikke bliver betjent hurtigere af at opføre sig som en aggressiv gnu. Hun, altså kattegrusdamen, abonnerede desværre ikke på den overbevisning, og fordi jeg nægtede at lægge mine varer op på båndet, før der var plads, tyrede hun altså sækken ind i ryggen på mig. Personligt synes jeg, at den slags mikroaggressioner er sjove. Jeg kom ikke til skade, jeg følte mig ikke truet på helbred eller stolthed, og fordi jeg tog det hele med et smil og roligt forklarede hende, hvordan katteposevold ikke løser en skid, navnlig ventetid i køen, blev hun blot endnu mere frustreret, hvilket udelukkende gjorde mig mere glad. Foranlediget af dette har jeg tænkt lidt videre på listen over ting (udover utålmodige og åndssvage kunder), der irriterer mig mere, end de måske burde.

LISTEN

#1: Når folk bruger ordet ‘jo’, som om det, de lige har ytret, enten er en gentagelse eller en almengyldig kendsgerning.

#2: Mennesker, der er for dovne til at gå op i politik. And don’t get me wrong: Jeg kan personligt fable længe om vores fallerede, forfejlede og inkompetente demokrati, og jeg er helt og aldeles med på politikerlede og jeg véd snart ikke hvad. Men det er ikke undskyldninger for ikke at sætte sig ind i, hvordan et samfund (ikke) fungerer. Faktisk taler alt sammen for, at vi går Alexis de Tocquevillesk til værks og revurderer det rod, der er opstået.

#3: Når mænd hiver fat om halsen på mandlige bartendere, hiver dem ind til sig og hvisker dem indforstået og bro-agtigt i øret.

#4: Folk, der mener, at Oldtidskundskab er det mest ubrugelige og nyttesløse fag, de nogensinde har været udsat for. Når man kan være af den overbevisning, mener jeg, at det skyldes, at man ikke har forstået koncepter som det alment menneskelige og fælles kultur.

#5: Dem, der ikke lægger skillerten (eller hvad den nu hedder) på kassebåndet, efter de har lagt deres varer op.

#6: Voksne mennesker, der tror, at en vellykket samtale består i, at de bare snakker om dem selv, deres familiemedlemmer og dertilhørende problemer.

#7: At det er blevet hipt at gå med sokker i (Balenciaga/Fila)-velcrosandaler.

#8: Når kunden foran mig hverken responderer på ekspedientens “Hej”, “Vil du have kvitteringen med?” eller “Hav en god dag!”. Det betyder nemlig også, at jeg må tage over i stedet.

#9: Unge mennesker, der – ud fra eget skøn – stædigt og insisterende fastholder, at de véd, at de bare skal være på antidepressiv medicin resten af deres liv.

#10: Rindende vand. Sluk.den.hane.prompte.eller.jeg.skriger.

Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).

 

Klokken 10.35 stod jeg på Journalisthøjskolens toilet, krøllede min svedvædede t-shirt ned i min taske og skiftede til min hvide kjole. Jeg kiggede mig i spejlet og konstaterede, at jeg ikke orkede at gøre noget ved det, hvorefter jeg gik mod Bunkerens 300-gang og satte mig alene foran lokalet med det gule skilt, der var klistret på døren. EKSAMEN.

Min gamle redaktør på Femsen havde rådet mig til at trække vejret dybt ned i maven, og det prøvede jeg at gøre, selv om jeg egentlig var underligt rolig. Min plan havde egentlig været at forberede mit forsvar, men efter at have brugt 5 minutter om søndagen på at skimme opgaven igennem, vurderede jeg, at jeg ikke kunne gøre mere. Så jeg tænkte frem og tilbage med mig selv, hvordan jeg gerne ville lægge ud, og så krydsede jeg fingre for, at jeg havde fat i den lange ende (og at jeg kunne huske det hele dagen efter).

Klokken 11.05 gik jeg på, og hver gang jeg var ved at tabe tråden, kiggede jeg ned på mit plastikchartek foran mig, hvor der lå en firkløver, min storesøster havde fundet til mig dagen forinden. Da jeg blev kaldt ind til min vejleder og sensei efter deres votering, var deres første ord, at jeg var blevet journalist. Det gik godt. Rigtig, rigtig godt.

Men hvordan fortsætter jeg herfra? Jeg ville gerne fortælle om en jublende sejrsscene, boblende champagne og en flyvende Karoline, der kunne mærke friheden falde ud over sig selv. Sådan var det bare ikke.

Står der så en hel festkomité og venter på dig udenfor? spurgte censor smilende, da jeg havde rejst mig for at forlade lokalet.

Min mor. Det er vel også en slags komité, svarede jeg, og så grinte vi lidt af det. Måske var det også sjovt i øjeblikket, og jeg var også glad for, at min mor sad og ventede på den anden side, men ligesom med så meget andet, er det bare, som om du rigtig tydeligt kan se alt det, du ikke har, når du befinder dig i situationer, hvor der er så meget, der burde være.

Skolens gange var fyldt op med begejstrede fædre, mødre, søskende, bedsteforældre, kærester, blomsterbuketter og spjættende dimittender, og jeg kunne slet ikke andet end at sidde og stirre ud i luften, mens min mor sad ved min side og stirrede tilsvarende. Vi cyklede ned på Oli Nico og spiste moules frites og fish and chips, men jeg havde ikke noget at sige, og jeg undskyldte flere gange for mit elendige selskab. Da vi havde spist op, bad jeg min mor om at cykle hjem, for jeg havde bare brug for at være alene. Så jeg gik langs vandet og skoven tilbage mod Skåde, hvor jeg gik kold på sofaen. Kun en times tid senere blev jeg kørt mod færgen og var retur mod Amager. Jeg havde lovet en masse mennesker, at jeg ville fejre mig selv, men klokken 22 var jeg ikke engang i stand til at tælle får, og jeg gik ud som et lys.

Den her uddannelse, den her journalisttitel, har hele tiden føltes som en klippe, jeg skulle bestige. Men nu, mere end fem år efter, føles det bare, som om jeg er gået over en bakke. (Metaforen er, at jeg troede, jeg ville være stolt over mig selv, men jeg føler nærmest ingenting). Det er i virkeligheden heller ikke det, der er svært. Det svære er, at når ét problem falder på plads, synes de andre (der i eksamenspres og dumpeangst har været væk) at tage over. At jeg virkelig gerne ville have haft en familie og en kæreste, der insisterede på at fejre mig, selv om jeg ikke havde lyst. At de sagde, at jeg bare var pissenice, så jeg måske selv kunne tro på det for én gangs skyld.

(Ikke mindst) derfor gjorde det mig ekstraglad og rørt, at I har været så mange, der sendte varme tanker, lykønskninger og krydsede fingre i for mig, og det vil jeg gerne i al oprigtighed sige tak for.

Den gode nyhed – og den er rigtig god! – er, at jeg er blevet tilbudt et fuldtidsvikariat på Vi Unge til 1. november. Ikke nok med at det er nogle fantastisk dejlige damer på redaktionen, så sidder jeg op og ned ad Femserne, som (når alt kommer til alt) er den primære årsag til, at jeg generelt er så glad, velfungerende og gennemsyret af generel taknemmelig, som tilfældet er.

Kh Karoline Mathilde Rasmussen, certificeret journalist (og fuldstændig forbløffet over, hvor dyrt det er at være medlem af en a-kasse).

Resultatet af en ufuldstændig forbrænding

Det var virkelig aldrig min plan, at jeg uden videre skulle tjekke ud for så lang en periode, men det viste sig, at ikke ret meget gik efter planen. Jeg besluttede mig jo for at skrive et bogkapitel til en bog, som langt hen ad vejen handlede om mig selv, og der gik ikke ret længe, før jeg måtte opgive intentionen om at holde liv i to Jeg-fortæller-lige-om-mig-selv-kanaler på én og samme gang.

Sidste mandag afleverede jeg det bachelorprojekt, jeg på intet tidspunkt havde planlagt at gå i gang med allerede nu, men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. Til min første vejledning vidste jeg ikke, om nogle af mine ideer overhovedet var tilladte (“Kalder du dét journalistik?”), og jeg blev ved med at sige, at mit mål var, at jeg bare skulle bestå. For Guds skyld, lad mig bare bestå. Da min vejleder og jeg havde vores allersidste snak, rømmede jeg mig og sagde til ham, at jeg var nået frem til den konklusion, at jeg gerne ville lave noget, jeg var glad for. Noget, jeg havde lyst til at vise frem og sige ‘se, jeg har skrevet det her, og det er jeg rent faktisk stolt over!‘.

Det er ikke helt klart for mig, hvornår jeg nåede frem til den erkendelse. Måske da jeg fandt ud af, hvor hårdt jeg kører mig selv hver dag, og at jeg aldrig kommer til at føle mig god nok eller værd at elske, før jeg begynder at finde ud af, hvordan jeg skal tilskrive mig selv en form for værdi. Jeg vil ikke fyre en masse klichéer af, men de sidste par måneder har gjort et eller andet ved mig … gjort min hud tyndere, eller hvad man nu skal sige. For et par uger siden, da jeg gik på Amagerbrogade, passerede jeg en kvinde, som meget tydeligt havde anoreksi. Da jeg fik øje på hende, begyndte mine øjne at klø, og hele min krop sitrede. Jeg blinkede og blinkede og prøvede at få styr på mig selv, men jeg kunne ikke, og jeg brød fuldstændig sammen, fordi hver enkelt celle i min krop kunne mærke, hvordan hun havde det. Det er flovt at indrømme, men normalt er jeg blevet irriteret over anorektikere, og når jeg er stødt ind i dem, har jeg ikke været i stand til at holde ignorante og latterlige tanker (“hvorfor tager du dig ikke bare sammen og spiser?”) på afstand, selv om jeg udmærket godt ved, at anorektikere tager sig sammen hele tiden, og i livet generelt nok har taget sig sammen alt for længe.

Men jeg afleverede. Jeg har ingen ide om, hvor dårlig den endelige eksekvering er endt med at blive, men fordi det føles, som om jeg har afleveret en luns af min største usikkerhed, håber jeg, at det bliver taget godt imod, og at det bare er nok til at bestå. For jeg kan ikke gøre det hele én gang til.

Jeg ville rigtig gerne have skrevet noget sjovt som afrunding på det hele, men lige nu er jeg bare træt, urolig og ked af det. I stedet for at tage mig af det, har jeg brugt dagen på at træne, klatre i træer, gå og cykle VÆK, fordi det er den eneste strategi, jeg har at gøre godt med, når jeg har det dårligt. Det er svært (for mig) at tro på, at jeg kan være færdiguddannet på mandag, at jeg får styr på mig selv og min forbandede familie, at jeg nogensinde kan få forløst min første forelskelse (like ever) på en ordentlig måde og alt det der, og lige nu er det bare, som om det hele lidt falder og smelter sammen.

I morgen tager jeg toget til Århus. Så forbereder jeg mit forsvar. Og hvis alt går vel, er jeg færdiguddannet journalist på mandag klokken 12. Resten må jeg tage bagefter. Jeg bliver rigtig glad, hvis I krydser fingre for mig.

God weekend derude. <3

PS. Totalt i frygt for at virke MEGAnedslået har jeg klattet nedenstående billede ind, får jeg har selvfølgelig også hygget, taget daglige middagslure, drukket øl og kogt supermeget, mens alt det andet har stået på.

PPS. Kan ikke tagge badedragten, men den er Britney Spears’. <3

 

Hvordan lykkedes jeg med at pakke min sviner ind i vat?

#1: For et par uger siden var jeg ude for noget meget spændende: Jeg havde været på biblioteket på Islands Brygge og hjembragt bogen Store Mænd og Syge Kvinder (læs den!!!!!), som jeg sad og skimmede for væsentlige passager. Forrest i bogen fandt jeg sådan en klistret kode/chip/noget, som jeg pillede af (fordi den sad i noget tekst, jeg var meget ivrig efter at læse), men chippen endte med at løbe med min opmærksomhed, fordi: Jeg var helt overbevist om, at det var en hemmelig kode med et vigtigt feministisk budskab, som en anden låner af bogen ville videregive. Jeg lagde bachelorlæsningen fra mig og brugte de næste par timer på at finde chippens oprindelse, ligesom jeg tog fat i flere i mit netværk, som muligvis kunne have nogle kompetencer inden for kodeknækning og kryptering. Det her var tydeligvis en vigtig og meget oprivende opgave for mig. Sikken ære at få den slags i hænderne helt uventet. 

Spol frem til i dag, da jeg stod helt svedende og desperat ved bibliotekets afleveringsstand, som seriøst ikke ville scanne denne fantastiske bog. Fik fat i en bibliotekar og forklarede hende om min udfordring, hvorefter hun åbnede bogen og konstaterede, at en eller anden (= idiot) havde fjernet bibliotekschippen. “Så er det jo heller ikke nemt,” fik jeg vist sagt og traskede tilbage mod Amagerbro – helt trist – fordi min skattejagt nu var ovre. 

#2: Nu hvor dagpengeland måske snart bliver en realitet, overvejer jeg lidt at gå selvstændig. Jeg ser i hvert fald et stort konsulentmarked for krisehåndtering for influenter. Lol hashtag bloggergossip. 

#3: Ikke at nogen har spurgt, for det har ingen, men der sidder altid et par stykker fast på Hestenettet for erfaringer, så derfor: jeg har taget tetracyklin mod akne cirka to måneder nu, og det virker sgu. Jeg har ikke engang fået tør hud af det. Eneste hager er, at jeg ikke må spise mælkeprodukter 3 timer før og efter, jeg har taget en pille, hvilket er lidt træls. Min hud må desuden ikke blive eksponeret for sol, men eftersom compliance-begrebet næsten er opfundet med udgangspunkt i mig, er det ikke så problematisk. 

On that note skal jeg altså have skrevet en compilation med apotekertyper, du helt sikkert er blevet betjent af, hvis du – ligesom undertegnede – har bredspektrede behandlingskrævende udfordringer. 

#4: Jeg har ikke massivt belæg for at antage følgende, men jeg tror, at mange af mine jævnaldrende har haft en barndomsdrøm om at arbejde hos Vi Unge. Det havde jeg i hvert fald, faktisk var det nok en af mine største ønsker som 11-årig, hvorfor jeg heller ikke tøvede, da jeg forleden blev tilbudt nogle timer på redaktionen. Således bijobber jeg en smule på Vi Unge-bladet for tiden, og det er faktisk helt henrivende, at en af mine arbejdsopgaver har været at skrive en sommernovelle i to dele. Jeg kan ligeledes heller ikke afvise, at jeg projicerer egne forelskelsesfølelser over på novellens 14-årige hovedperson. Som hedder Mathilde. 

***

Som en person, der idealiserer at være fuldt beskæftiget med gode ting frem for travlhed, er det lidt frustrerende, at jeg for tiden har lidt travlt. Det betyder, at jeg har tvunget mig selv i at prioritere ‘skal’ over ‘vil’ – dette blandt andet afspejlet i indlægsfrekvensen herinde. I den forbindelse har jeg tænkt meget over, hvor fucking heldig jeg er over at have det her sted, hvor jeg altid kan søge hen for råd, omsorg, opbakning, meninger, erfaringer, anbefalinger, alt. Det er så megapriviligeret og i min optik det en blog skal kunne. Jeg ser desværre også, at det bliver sjældnere og udfordret fra diverse kanter, og jeg synes, det er så ærgerligt, men ikke desto mindre gør det også, at jeg sætter endnu mere pris på, at I her her. Også når jeg ikke altid selv er det. Tak for det og god mandag aften til jer alle <3