8 tanker, der holder mig vågen om aftenen

 

Tanken om …

Dengang jeg lige havde fået en break up-tekst fra en, jeg knapt kendte, og jeg øjeblikkeligt ringede ham op og bad ham om at genoverveje sin beslutning 🤮🤮🤮 Like, girl pleeeease.

Dengang min lillesøster og jeg havde en fase, hvor vi øvede os i at tungekysse – med hinanden 🙂🙂🙂

Dengang jeg sad på MSN i 6. klasse og webcamede med en dreng. Gik ud og hentede en nisseøl, jeg drak foran kameraet, mens jeg påstod, det var en ægte øl, og jeg troede, det var virkelig sejt.

Dengang jeg sked i bukserne foran min eks. Jeg havde drukket Thea-Bona, så det var hundrede procent selvforskyldt, men ikke desto mindre stadig en træls situation.

Dengang i tredje, hvor jeg var hjemme hos Morten fra min klasse, og vi skulle lege mor, far og børn, og han bad mig om at gennemrode hans mors undertøjsskuffe for udklædning. Det gjorde jeg, og Morten fortalte sin mor om det, så snart hun kom hjem. Han udelod dog detaljen om, at han havde bedt mig om det. Jeg tog flov hjem derfra, efter at have modtaget en meget lang reprimande.

Dengang jeg hældte en propfuld irsk kaffe ud over Peter Mygind og hans stare of disbelief bagefter.

Dengang jeg var taget med en hjem fra byen, done the deed og var gået kold. Vågnede igen klokken 5 om morgenen og skulle bare HJEM (til mine forældre haha) så jeg sneg mig op og prøvede at tage tøj på. Bankede min nøgne, klumpede røv direkte ind i en flaske fyldt med Mokai, som væltede på gulvet ud over hans dyre gulvtæppe. Han spærrede øjeblikkeligt øjnene op, vi fik øjenkontakt og jeg flygtede derfra så hurtigt jeg kunne.  På vejen hjem skulle jeg virkelig tisse og så ingen andre løsning end at sætte mig i en kælderhals, tisse på mig selv, før jeg opdagede, det hele var blevet fanget på kamera.

At de her to har fået børn sammen:

En kort historie om, hvordan en hvid løgn førte mig tilbage til min far


Det er efterhånden lang tid siden, men jeg kan tydeligt huske, dengang jeg brød med min far. Julen 2016. Jeg skrev om det her, ligesom jeg også skrev om, hvordan der de efterfølgende år altid lå fire pengefyldte konvolutter fra ham under juletræet. En til mig og hver af mine søskende. De bliver altid åbnet som det allersidste, og det sker altid i en andægtig tavshed. Ingen siger så meget, hver føler sit.

Konvolutten har altid været min hadegave. Jeg har nogle gange overvejet at aflevere pengene tilbage, fordi jeg ikke vil skylde ham noget. Normalt sender jeg ham en sms den 25. december og siger tak, og så tyrer jeg telefonen ned i en tilfældig seng, fordi jeg ikke har lyst til at takke, for hvad?

For to år siden glemte jeg at sende den sms. Min utaknemmelighed forfulgte mig helt indtil næste jul. Jeg kunne ligge om aftenen ude af stand til at falde i søvn, fordi jeg ikke havde sagt tak, og jeg vidste, at det kunne jeg ikke gøre igen.

Så forrige jul skete det. Den 25. december skrev jeg, som vanen næsten byder, en besked til ham. Jeg takkede for pengene, fortalte ham, at de gjorde gavn, og så var det, jeg lirede en lille løgn af. Uskyldig, troede jeg.

“Jeg har også købt en gave til dig. Den kan du få ved lejlighed,” overbevist om, at den lejlighed aldrig nogensinde ville opstå, og at den gave, der selvfølgelig ikke fandtes, aldrig nogensinde ville blive nødvendig.

Mit hjerte pumpede løs, og jeg forventede ikke et svar. Jeg tror ikke engang, jeg håbede på et. Men det kom allerede samme dag.

“Nu er jeg da helt spændt på, hvad du har betænkt mig med. Måske kan vi ses i København engang til foråret?”

Der gik tre måneder, og den 30. marts svarede jeg. Jeg tror ikke, jeg regnede med noget, og jeg var også nærmest apatisk, da min far jeg jeg aftalte at mødes på Christianshavn omkring påske.

Dagene inden fortalte jeg om mine planer til min psykolog, og jeg trak lidt på skuldrene over det. Det var svært at føle noget som helst. Hun gravede ikke så meget i det.

På dagen blæste det en halv orkan. Jeg gik ned langs Amagerbrogade i modvind. Blæsten fik mine øjne til at løbe i vand og ødelagde den makeup, jeg havde gjort mig så umage for at lægge. Han skulle vide, at det gik mig godt. Mens jeg gik der, kom jeg i tanke om, at jeg stadig ikke havde købt en gave til ham, så jeg hastede ind i People Like Us ved Christmas Møllers Plads og købte ham seks specialøl, og jeg gjorde mig så umage.

Han stod ved Vor Frelser Kirke og ventede på mig. I mine støvler var jeg meget højere end ham. Han rystede, da han gav mig et kram, og han holdt fast. Helt fast. Så kiggede vi hinanden i øjnene og smilede, før vi fandt et sted, hvor de både havde plads, kaffe og brownies, og så sad vi der resten af eftermiddagen og snakkede, som om vi var to gode venner, der ikke havde set hinanden i årevis.

Da jeg kom hjem, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg fortalte Rasmus, at det var fået godt. Min far havde været alle de gode ting, han også er: Sjov. Klog. Veltalende. Skarp. Opmærksom – men helt oblivious for det faktum, at vi begge havde undgået hinanden de sidste fem år.

Det sidste ændrede sig et par måneder efter vores møde. Vi havde aftalt, at Rasmus og jeg kunne låne hans ekstra sommerhus i august. Det gjorde mig lidt bange, for jeg havde ikke lyst til at stå i gæld til ham, og hvad nu, hvis han ændrede mening?

Dagen inden afrejse havde jeg stadig ikke fået at vide, hvordan jeg skulle få nøglerne til sommerhuset, og jeg var nok nået til den konklusion, at sidstnævnte nok var tilfældet: Far har ombestemt sig. Ferien er aflyst.

Han skulle ikke slippe godt fra det, så jeg ringede til ham. Han skulle sige det til mit ansigt. Hans stemme lød underlig i røret. Han forsøgte at forklare mig, hvor nøglen var, men det gav ikke rigtig mening.

Pludselig blev der helt stille.

Flere sekunder.

Så kunne jeg høre, han begyndte at hulke.

Jeg blev rædselsslagen.

Han græd.

Efter en evighed fremstammede han:

“Jeg elsker dig så højt”

Og så brød han ud i tårer igen, før han gentog sig selv.

“Karoline, jeg elsker dig så højt.”

Sådan fortsatte det i et stykke tid, før han til sidst afbrød sig selv og lovede at ringe tilbage senere.

Jeg gik hjem og fortalte om, hvordan jeg lige havde hørt min far græde for første gang i mit liv.

For en måneds tid siden gik jeg en lille tur med min bror. Han fortalte, at han havde konfronteret min far med nogle ting fra sin barndom. Jeg tror, det var nogle ting, han ikke kunne tilgive.

“Men man bliver jo nødt til at se gennem fingrene med det på et tidspunkt og komme videre,” sagde han.

Jeg ved ikke, om min bror har ret. Nu må vi se, hvad det bliver til.

30-års-kløe (og en undskyldning)

 

Jeg …

… er blevet 30.  Folk på gaden omtaler mig ikke længere “pige”, men “dame”, jeg har fået rynker, og jeg er pinligt bevidst om, at selv om jeg ikke kan forestille mig noget værre end en nat på Søpavillonen, ville Søpavillonen nok heller ikke kunne forestille sig noget værre end at lukke mig ind. Helt ærligt, så ved jeg jo godt, at 30 år er ingenting, min bog er stadig i de første kapitler, men det er, som om, at dem, der er blevet skrevet, allerede er alt for langt væk, og jeg hader og er forfærdet over, at jeg ikke kan skrive dem om. Jeg kan ikke opleve dem igen, jeg kan ikke spole tilbage. Mine 20’erne var alt. De var fester, sabbatår, rejser og booty calls, før de blev sygdom, stilstand depression. 20’erne var en ulykkelig forelskelse i en mand, der 1:1 var min far. De var et skridt frem, 10 tilbage og så lidt frem igen. Mine 20’ere var den her blog, Hvid Kaffe, det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alt var åbent, intet var givet, og uanset hvor hårdt det nogle gange var og føltes, var hver dag som et eventyr.  Jeg ved godt, at alle de ting stadig er mig, de virker bare så uendeligt fjerne.

… overvejer at få botox, og det er formentlig et meget direkte symptom på ovenstående, men jeg har lidt svært ved at vurdere, om det er en glidebane.

… snakker med min far igen. Jeg drikker kaffe med ham, når jeg kan. Han inviterer mig på gløgg før jul. Jeg låner hans sommerhus, når jeg skal på ferie. Han inviterer mig på La Glace, næste gang han kommer til København, og selv om jeg ikke kan fordrage flødekager, nænner jeg ikke at sige nej.

… er blevet opereret i knæet og fået et nyt korsbånd for anden gang. Har pre-op febrilsk googlet: “how not to gain weight after knee surgery” og “does your body burn extra calories when recovering from a surgery” og været i obskure afkroge af nettet, men det viser sig, at uanset hvor forstyrrede mine tanker er på et teoretisk plan, bliver de sjældent til noget i praksis længere. Det er kæmpestort. Også: Jeg ved ikke, om vægtfluktuationer efter en operation er en normal krise at have, eller om det bare er mig – og jeg synes, det er for pinligt at spørge.

… havde overset 500 mails om, at bloggen snart ville lukke for evigt, hvis ikke jeg genaktiverede mit domæne og webhotel. Begyndte næsten at græde ved tanken om aldrig at kunne skrive herinde igen, så nu er jeg her, og det føles helt rigtigt. Undskyld, måske mest til mig selv, for at lukke mine tanker inde. Det skete pludselig for mange ting, der ikke handlede om mig, og fordi jeg har det bedst med kun at smide mig selv (ok, og min far*, haha) under bussen, blev det bare for svært. Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg gør det nu.

Jeg håber, at I alle er kommer godt ind i 2023, og at jeres hjem ikke er opvarmet med gasfyr.

En påmindelse om, at vi kravler, før vi går

Det var til allerførste session, jeg fortalte psykologen, at jeg nok havde været lidt naiv. At jeg havde været totalt overbevist om, at fordi jeg ligesom før havde haft en psykisk lidelse, ville jeg være fredet for eftertiden. Lidt, som om jeg havde nået sådan et ophøjet stadie i selvindsigt, der ville beskytte mig mod alt det efterfølgende.

Psykologen smilede til mig og nikkede overbærende.

“Ja, det er du ikke den eneste, der har sagt,” svarede hun.

Dejligt at vide, at de har hørt det hele før. Dårligt at erfare, at jeg åbenbart aldrig har tænkt en unik tanke.

Hvis jeg spoler tiden lidt tilbage, så er jeg lige begyndt til psykolog. Hvis jeg spoler tiden lidt længere tilbage, startede det nok omkring efterårsferien, da jeg fandt ud af, at en af dem, jeg var på dagshospitalet på Risskov for år tilbage, lige var sovet ind. 30 år. Så brugte jeg lang tid på at græde, lidt overvældet over hvor meget jeg egentlig græd. Da jeg stoppede med det, begyndte det at gøre ondt i mit underliv, og efter et stykke tid med det, kunne jeg slet ikke tænke på noget andet. Jeg kunne ikke tænke på andet, på angsten, på at noget groede inde i mig, og på at jeg skulle dø. På et tidspunkt sagde jeg noget til Rasmus, og han tvang mig til at tage til læge. De kunne ikke se noget, alt virkede normalt, men jeg troede ikke på dem. De måtte have overset noget. Jeg tog til læge igen. Igen. Og igen. Kom på hospitalet. Ingenting.

De andre sagde, at jeg skulle stole på lægerne, og det ville jeg så gerne, men hele min krop opførte sig så underligt: Der måtte være et eller andet. En dag var jeg ude og gå, da min krop pludselig begyndte at banke. Min hals klemte sig sammen, mit hjerte pumpede løs, jeg skulle kaste op, jeg skulle besvime. Pludselig tænkte jeg, at jeg skulle dø af alt muligt.

Min psykolog siger, det var et angstanfald. Jeg siger, at det giver mening. Så snakker hun lidt om den kognitive firkant, og hvordan jeg skal prøve at kigge på Tiktok-videoer, når min strube klemmer, og mit hjerte banker hårdt.

Måske begyndte det før efterårsferien. Jeg synes, det er hårdt at være i et parforhold. Det er dejligt, på alle de måder folk altid snakker om. Så er det også væmmeligt på samme tid. Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten grænseblind, og jeg sender min far en kærlig tanke, mens jeg skriver det. Jeg ved, jeg har grænser, for ellers ville det ikke føles sådan her, jeg ved bare ikke, hvornår de er fair. Så jeg klapper i og sikrer den gode stemning, mens jeg går dagslange ture i weekenden, fordi jeg får ondt i maven ved tanken om at komme hjem. Det er ikke, fordi vi er dårlige sammen, nogle gange gør vi bare dårlige ting.

Min psykolog er faktisk rigtig sød. Jeg har hørt mange fortælle om, at man skal finde en, man har kemi med. Ellers dur det ikke. Hun trøster mig, som man ville trøste et barn, men hun snakker til mig, som om jeg er voksen. Så komplimenterer hun min bluse (det er den her), og jeg siger tak, og fortæller, at den er fra mit arbejde. Det forvirrer hende lidt, og egentlig også mig selv.

“Det er Vi Unge. Man kan få den, hvis man køber et abonnement,” siger jeg og anerkender det faktum, at jeg formentligt aldrig nogensinde ville blive ansat hos Nørgaard. Jeg griner og tænker, at det egentlig også er okay. Ligesom jeg selv er. Naiv, men ok. Jeg ser bare ufatteligt meget Tiktok i øjeblikket. 

Dømt til frihed

Han havde egentlig sagt, at han ikke havde nogle planer. Så jeg købte ind til aftensmad og stod i køkkenet og hakkede og svitsede, så maden var klar, da han kom hjem fra arbejde klokken 19.22. Først kyssede han mig, så tog han en skål mad og satte sig til rette ved bordet og tog den første mundfuld. Bemærkede, at der var noget ved smagen, der var anderledes, men at det stadig smagte godt.

Jeg kiggede ned på kokosmælken i panden og orkede egentlig ikke, hvis jeg lige havde fucket det perfekte broccolihoved op på en mislykket curry.

Så satte jeg mig selv til rette med en skål. Jeg havde taget gulerødder i stedet for ris, fordi sådan er det bare nogle gange. Smagte på maden og syntes egentlig, at den smagte fint.

– Jeg tager ud og drikker øl med Daniel i aften, sagde han så.

– Okay, det lyder hyggeligt, svarede jeg, og så smagte maden bare lidt dårligt igen.

Så tog han en øl og et brusebad, og jeg satte mig ind i sengen og ventede på skybruddet. Jeg skulle have været til fødselsdag og selv have drukket øl, men jeg var ikke på toppen. Nu skulle jeg bare sidde alene her i stedet. Fortrød lidt, at jeg havde stået i køkkenet og fortrød lidt igen, hvor meget jeg anstrenger mig for at gøre andre glade hele tiden – især når jeg ikke som sådan selv er det det meste af tiden. Det er fucking hårdt at have et hoved, der er så fyldt op af fortid hele tiden – især når man også skal have tid til at lave aftensmad.

Han fornemmede godt, jeg ikke var okay, og han satte sig på sengekanten ved min side, da han sagde farvel. Han sagde, at jeg så trist ud. Jeg sagde, at det var jeg, og at det var okay. Jeg skriver bedst, når det er sådan. Så sagde jeg, at det kun er, fordi det er dårligt, jeg sidder her. Hvis jeg havde det bedre – hvis mit hoved havde det bedre – ville jeg også være ude og have det sjovt nu. Det er så fucking trist at leve så isoleret, sluttede jeg.

– Ja ……. Men jeg skal virkelig ud og have en øl nu, svarede han og lukkede hoveddøren bag sig. Jeg hørte ham sukke på vej ned ad trapperne, og mine øjne begyndte at sitre. Han slår sgu nok snart op med mig, tænkte jeg så. Han orker ikke at være sammen med en, der føler så meget, som jeg gør nogle gange. Jeg har det, som om mine følelser ødelægger vores forhold.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at det sommetider godt kan være lidt svært at være inde i mit hoved. Det sætter sine spor at bo sammen med en voldelig far i 20 år, og det er svært at viske tavlen ren efter flere år med anoreksi. Jeg føler jo stadig ikke for alvor, at jeg skal have så meget at spise, og hvis det stod til 30 procent af min hjerne, sad jeg aldrig ned, men var altid i gang. Jeg har forsøgt at forklare, hvor hårdt det kan være at have to stemmer, der konstant diskuterer inde i mit hoved, og hvorfor han ikke skal opfordre mig til at gå aftenture, fordi det giver mig ro.

– Du skal ikke opfordre mig til at gå den tur! Jeg VIL jo ikke gå den tur! Jeg har gået hele dagen! Det er bare, fordi jeg får angst, hvis ikke jeg går. Men på lang sigt er det jo ikke en god løsning – jeg skal jo lære, at jeg ikke behøver at gå for at få ro, siger jeg. Igen.

– Jeg forstår det ikke, svarer han. Man kan se, han er frustreret. Han forstår det virkelig ikke. Jeg ville sådan ønske, at han gjorde. Så stopper samtalen, og jeg føler mig endnu mere skør, mens jeg tager skoene på og begiver mig ud på dagens sidste tur.

– God tur, skat! Råber han fra sofaen. Hvis han dog bare ville hive mig tilbage i sofaen og holde om mig i stedet.

*

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige lige nu, er, at parforhold er svært. De sidste par uger har jeg virkelig googlet og fumlet på nettet, for at finde nogle, der skrev om de gange, deres partner gjorde dem så sure, at de havde lyst til at smide dem ud på hale og ben (men så alligevel ikke, fordi man egentlig allermest bare elsker dem og kun føler alt det her, fordi der er så meget på spil).

Det er svært at komme ind i et ligeværdigt forhold og pakke sin rygsæk ud for at finde ud af, at man ikke er det menneske, man troede, man var. Min fortælling har altid været, at jeg var hende der kæresten, der var selvkørende, havde brug for alenetid, ikke gav en fuck, bare gav space og ikke forventede en skid tilbage. Og det er klart, jeg har det sådan … mit persongalleri er jo dyssocialt.

Men det viser sig bare, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke en skid hård, og jeg giver alt for mange fucks for seriøst alting. Jeg forstår også godt, hvorfor han hellere ville drikke øl end at prøve at forstå, hvordan jeg kan være forstyrret, når jeg ikke længere er tynd. Det er fandme også et af de større hovedbrud. Jeg håber virkelig ikke, han slår op med mig.