Søjlerne

Jeg går en tur med min veninde, og hun fortæller om søjlerne. Dem, man kan gøre sit liv op i, hvis man godt kan lide det simpelt. Der er søjlen for familie, den for venner, for kærlighed, for karriere, og så er der den for en selv. Måske er der også flere, hun nævner dem ikke, men siger, at hvis én af dem er i underskud eller ubalance, går det ud over de andre. Så overskygger sorgen over det ene glæden over det andet, forklarer hun.

Så det er helt forståeligt, at du har det sådan der, siger hun.

Jeg tygger lidt på det og ærger mig over, at det altid er andre mennesker, der skal legitimere mine følelser, før jeg selv kan.

Vi gennemgår mine søjler. Først er der familien. Jeg har overvejet, om jeg skal flytte hjem til Århus for en stund, så jeg kan være hos min lillesøster og hjælpe hende igennem det, der sker lige nu. Men hun er ligesom jeg selv er, og hun ville aldrig gå med til det. I stedet er det hende, der sidder ved min side på Amager Strand og spørger halvt insisterende, om jeg ikke nok vil overveje parterapi med min mor, for vi har sådan brug for det. Jeg giver hende ret, men siger også, at jeg ikke ved, hvad vi skal snakke om – jeg ved jo ikke engang, hvorfor jeg er så vred. Måske, og jeg understreger for hende, at det sikkert ikke har hold på sig, men måske har det noget at gøre med, at jeg først lærte min mor at kende, da jeg var 21. Indtil da var jeg barnet, der blev voksen som 10-årig og blev nødt til at passe sig selv, trøste sig selv og berolige sig selv for alt det farlige, der var i verden. Barnet, der ikke blev set. Min lillesøster ser ud som en, der har ret, og det havde hun helt sikkert også, da hun sagde, at det da sikkert er en meget væsentlig grund til, at jeg er så vred. Jeg kigger ud over vandet og siger tjah. Lad os se.

Så tænker jeg på i sommer, da jeg pludselig havde fået en MobilePay-overførsel på 10.000 kroner. Det var fra min far, jeg ikke har hørt fra i, jeg ved ikke hvor længe. Jeg overvejer at sende pengene tilbage, for han skal ikke længere have magten over mig, men jeg har også brug for pengene og nogle nye stole. Og en tur til tandlægen. Han sender en SMS og siger, at det er et lille tilskud til livet. Jeg kan ikke holde det ud, mit hjerte går i stykker. Sent på dagen svarer jeg, og jeg skriver til ham, at jeg lige er kommet hjem fra arbejde, og at jeg blev færdiguddannet journalist for nogle måneder siden. Så går der ikke længe, før han tikker frem på displayet igen. Han siger, at han er stolt. At det er pissegodt gået, han sender hjerter og billeder fra Vejlegade, som om virkeligheden aldrig er sket. Han er så overbevisende, at jeg selv kommer i tvivl. Hvad nu hvis det er mig, den har været gal med hele tiden? Jeg smiler og græder indvendigt, for jeg vil bare have ham tilbage.

Karrieresøjlen (jeg hader allerede nu at snakke i søjler …) ja, den er, som den er. Det er hårdt at gode mennesker bliver fyret, og det er hårdt at rive et trygt fundament ned. Jeg tror på, at det kan blive godt, men jeg savner de gamle hoveder, og det er svært hele tiden at være svar skyldig, når marketingafdelingen kommer forbi og vil vide, hvem der står for hvad, og hvordan plejer I at gøre det her? I bedste fald kan jeg svare, men tit kan jeg kun sige, hvordan vi plejede, og så stopper svarene ligesom der.

Kærligheden opsluger alt det andet, siger jeg til min veninde, men på en mere kluntet måde. Jeg ved ikke, om han vil mig, som jeg vil ham, og det gør mig ulykkelig.

Jeg kigger på min veninde. Hun er en stor del af min solide søjle. Jeg kan virkelig godt lide hende, og jeg véd, at hvis jeg ringer, så er hun der. Alle mine veninder er gode, og jeg siger til hende, at jeg ville ønske, at glæden ved dem overskyggede alt andet. Så undskylder jeg, fordi det ikke er sådan, selv om det måske burde.

Hvordan så med den sidste søjle, den om en selv? Giver det mening at skille dem ad, eller er du bare summen af alt det andet? For kort tid siden fik jeg påmindelsen om, hvor skrøbeligt alting er, og jeg har ikke kunnet slippe tanken siden. Jeg fik fjernet 2 centimeter af min livmoderhals, og så ringede jeg til gynækologen i mandags for at høre, om de havde fået det hele med. Hun rodede i systemet og sagde, at prøven ikke var gyldig, så de vidste det faktisk ikke. Jeg måtte have en ny tid, så jeg skal ind og testes igen. Det er sikkert ok, men jeg kan ikke lide, at det tager så lang tid. Jeg har haft feber i over en uge, men jeg bliver ikke helt syg, men heller ikke helt rask. Min hals og mit bryst gør ondt, og jeg er rædselsslagen for, om jeg skal dø snart. Til gengæld har jeg brug for at sove hele tiden, men min søvn er elendig, som om den ikke har virket, når mit vækkeur ringer. Jeg får 184 point i stresstesten og ved ikke helt, om jeg skal lægge noget i det.

Jeg er bange for, om det altid vil være sådan her, eller om jeg også en dag vil få en base, hvor verden ser lys ud. Og om der er en, der vil give mig et kram herhjemme, når den engang imellem synes mørk.

Så løber jeg tør for ord. Eller i hvert fald for tanker.

Jeg forstår ikke, hvordan du bærer dig ad med at stå op hver dag, siger min veninde. Hvor får du motivationen fra?

Vi er ved Voldene. Jeg tror, at solen er gået ned nu.

Det er et godt spørgsmål, svarer jeg og tygger videre, indtil jeg siger, at min pligtfølelse er enorm. Men den er ikke afgørende, tror jeg. Så siger jeg, at det her nok lyder lidt grandiost, men jeg er sikker på, at jeg er lavet af en meget stærk kerne, hvad end det betyder. Jeg ved ikke, om den er noget, jeg selv har opfundet til lejligheden, fordi jeg ikke kan holde ud at være så svarløs hele tiden.

Men et eller andet sted tror jeg altså, at det er rigtigt nok.

 

De danske mememagere + spørgerunde.

Nu er jeg beklageligvis ikke forsker, men hvis jeg var, er jeg ret sikker på, at jeg blev nødt til at afdække en lille del af memekulturen. Jeg kan desværre ikke blive mere konkret for nuværende. Memes er både vigtige (tror jeg), og i hvert fald er det hysterisk sjove og en af de eneste gode grunde til, at vi bør bevæge os rundt på medier som Instagram (synes jeg).

Ind til for et års tid siden var det meget sparsomt med danske memes og mememagere, og jeg blev fuldstændig lykkelig, da Radio24syv annoncerede, at de ville berige radiosendefladen med et helt program kun dedikeret til memes. Det Lille Mememageri. Det er blot én af mange grunde til (jeg orker ikke lige at diskutere armslængdeprincippet nu), at det er grænsende til absurd, at den fine radiokanal ikke får lov til at fortsætte. RIP.

Jeg giver derfor også Det Lille Mememageri på 24syv den fulde ære for, at jeg finder nye danske meme-sider nærmest hver dag, og det er et faktum, jeg er meget taknemmelig for. Nu har jeg tænkt mig at anbefale en god håndfuld profiler, jeg synes, I skal slå vejen forbi. De er alle (i varierende grad) intelligente, kloge, provokerende og sjove på hver deres måde. Der kommer nok en del II inden længe.

@detlillemememageri24syv

View this post on Instagram

Tag noget, du ikke vil gå ind i en diskussion af (@klimavenligememes)

A post shared by mememageriet (@detlillemememageri24syv) on

@fugtigt

@urtefaderen

@organiskedanskememes

View this post on Instagram

Mums siger jeg bare

A post shared by ODM (@organiskedanskememes) on

View this post on Instagram

En samling til at starte ugen godt ud med gg

A post shared by ODM (@organiskedanskememes) on

@fantastiskeforaeldre

View this post on Instagram

Kaj og Andrea var bare savage

A post shared by Fantastiske Forældre (@fantastiskeforaeldre) on

@bloggersvinet

Før I smutter …

Jeg véd ikke, om konceptet er dødt, og det kan ret hurtigt blive pinligt, hvorfor det også er lidt svært for mig at spørge, men altså: Skal vi ikke tage en lille spørgerunde?

Første og eneste gang var for et par år siden, det var superhyggeligt, og det var en enormt god anledning for mig til at lære lidt om jer, måske også mig selv, og hvad der overhovedet er interessant at læse om. Så … stil spørgsmål om alt. 🙂

 

 

 

6 semi-irriterende ting ved mig, jeg meget gerne så forbedret

Punkt 7: Det her billede af mig. Men jeg opdagede lige, at min telefon har sådan en funktion, der hedder ‘Scenelys’, og så kunne jeg ikke lade være.

 

Den kendsgerning, at jeg simpelthen bruger for meget krudt på at hade og svovle over mennesker, der ikke følger den række af skrevne såvel som uskrevne regler, jeg selv sætter en dyd i at efterleve på daglig basis. Jeg orker ikke lige at rante over folk, som cykler og sms’er, kører over for rødt eller fræser over fodgængerfeltet på deres tohjulede. I stedet vil jeg nævne dem, der stiller deres cykler op ad mit soveværelsesvindue alle døgnets timer. Det efterlader ikke blot et højt og enormt irriterende dunk i hele min lejlighed – det gør mig også så sur, at mange mennesker helt seriøst mener, at det er okay, at de må banke deres styr ind i min privatsfære. Have some fucking decency.

Min manglende overbærenhed over for mennesker, der kan sige lort som “Jeg havde ikke lige tid til at sætte mig ind i det, så jeg stemte ikke til valget.” Jeg kan komme på enkle acceptable grunde til ikke at stemme, og førnævnte er ikke en af dem.

At jeg tager berettiget kritik uforholdsmæssigt tungt. Spol tilbage til dengang, jeg skulle skrive mit første åbningsinterview for Femsen, og jeg vil være helt ærlig: Min førsteudgave var virkelig ikke særligt god. Da jeg fik feedback af mine to praktikantvejledere, gjorde de mig opmærksomme på en række ting i artiklen, som slet ikke fungerede. Ting, jeg i øvrigt var fuldstændig enig i, men jeg hørte dem nærmest ikke, fordi jeg bare sad og tænkte, at de måtte have fortrudt at ansætte mig, fordi jeg kunne skrive noget, der var så elendigt.

Mit default ansigtsudtryk, det værende nærmest fjendtligt. Og det er altså ikke, fordi jeg er blevet påvirket af de utallige white cis males 50+, som gennem årene har bedt mig om at smile (faktisk gav jeg den sidste fuckfingeren i et lyskryds på Amagerbrogade, og jeg ville ønske, at jeg altid har det mod. Det har jeg bare virkelig, virkelig ikke).

Mit neurotiske forhold til overfladisk køkkenrengøring. Jeg er hende, der ikke kan koncentrere mig om en igangværende samtale, hvis jeg har registreret brødkrummer på bordet. Jeg er også hende, som sagde til min søster og mor, sidst de besøgte mig, at de seriøst blev nødt til at tørre deres vandplask op efter sig, fordi vandet på Amager er meget hårdt og danner modbydelige kalkaflejringer med det samme (tonen var svært anklagende, fordi jeg havde sagt præcis det samme tid dem dagen forinden. Uden held).

Det faktum, at jeg giver helt eminent gode råd, som jeg på ingen måde selv er i stand til at følge. Hvad angår folks følelsesliv véd jeg altid bedst (jeg er jomfru, så jeg kan ikke gøre for det), og mens jeg prædiker, at min homegirl skal gå fra ham manden, hun er sammen med, véd jeg også, at jeg aldrig i livet ville fremmane samme mod, havde jeg været dem.

 

**** POST KEGLE-UPDATE ****

 

Jeg ville have tjekket ind noget tidligere, men jeg har desværre brugt det meste af tiden siden onsdag på at sove 16 timer i døgnet. Hold nu kaje, hvor er jeg træt! Operationen gik uden komplikationer, men foruden udmattetheden har jeg haft ret ondt og … øh … blødt lidt. Jeg er okay, og så krydser jeg fingre for, at alle de dumme celler er blevet fjernet, så jeg ikke skal igennem samme procedure en gang til. Slutteligt og allervigtigst vil jeg sige tak til jer alle for jeres søde, opmuntrende og kærlige ord. De gjorde mig både rolig og glad, og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for.

Tegn & Snit.

kat

Jeg følte mig ret skarp og sjov, da der forleden var en, der belærende og ret unødvendigt bemærkede over for mig, at “Nietzche altså var død”. Mit svar var: “Det véd jeg. Han ligger begravet ved siden af Gud” (I er velkomne til at låne vittigheden ved passende anledning). Den kommentar faldt for længe siden, og det er omtrent lige så lang tid siden, jeg både følte mig skarp og munter.

Som jeg er blevet ældre og klogere, er jeg også begyndt at tro mere og mere på Universet. Nogle gange kalder jeg også universet for Gud. Jeg er sikker på, at det har en bevidsthed og en vilje (i virkeligheden meget nietzschesk), og med det følger også, at der er ting, jeg ikke har indflydelse på, og der er ting, som skal ske, selv om jeg helst var fri for dem. På samme måde tror jeg også på tegn, og det måtte nødvendigvis være et tegn, at en meget flink kvinde, jeg passerede ved Voldene i dag, bedyrede, at hun elskede min blog. Det er meget lang tid siden, jeg har været ude for det, og jeg havde glemt, hvordan det føltes. Kun meget kort tid efter skrev en anden kvinde til mig, at hun var glad for at se, at jeg stadig var her (jeg havde givet livstegn på Instagram for første gang i meget lang tid). Det kunne ikke være tilfældigt, tænkte jeg.

De sidste par måneder har jeg slet ikke skrevet. Overhovedet ikke. Hverken på børnebogen, bloggen, bachelorprojektet eller novellesamlingen. Det er ikke engang den dårlige samvittighed, der fylder mest. Det er den nagende følelse af, at jeg, forsømmer noget, der er fuldstændig vitalt for mig. Sagen er bare, at det er så forbandet hårdt at skrive, når jeg er ked af det.

Den her weekend har jeg klaret i tungsind. For en måneds tid siden skrev jeg under på en kontrakt med Vi Unge som skrivende journalist på bladet. Kontrakten gælder til oktober 2020. Jeg begyndte på redaktionen allerede dagen efter, jeg blev færdiguddannet, og selv om det er relativt kort tid siden, begyndte jeg meget hurtigt at holde af de andre piger, jeg delte kontor og arbejdsplads med. Jeg begyndte også meget hurtigt at forstå, hvor vigtigt arbejdet er. Men i torsdags skete der det, vi med mavepine og søvnløse nætter havde ventet på alt for længe: Aller eksekverede den fyringsrunde, de varslede for en evighed siden. Resultatet blev en halveret redaktion og en hel masse andet, jeg desværre ikke kan sige så meget om lige nu. Jeg har fået lov til at blive, men jeg har svært ved at glæde mig over det faktum lige nu, fordi jeg er så ked af, at det ikke blev sådan for alle. De sidste par dage har været helt surrealistiske. Jeg har skræmt mig selv, fordi jeg ikke vidste, at jeg kunne græde så meget, for jeg har aldrig nogensinde prøvet at græde så meget før.

På onsdag skal jeg have et keglesnit, så tingene er måske også lidt svære at skille ad. Jeg er jo sådan en skovl, der har undgået de rutinemæssige celleskrab, vi allervenligst bliver indkaldt til, når vi fylder 23. Så jeg tænkte, at nu hvor jeg var blevet 27, kunne jeg nok ikke negligere mit helbred på den måde længere. Nu skulle jeg være voksen og ansvarsfuld, véd I nok. Så jeg bestilte en tid hos min læge, og jeg tænkte, at alt selvfølgelig var fint, men så gik der 10 dage, og en onsdag eftermiddag fik jeg beskeden over Lægeintranettet, hvor der stod, at de havde fundet noget i min prøve, de lige blev nødt til at snakke med mig om. Beklageligvis var lægehuset lukket det tidspunkt på dagen, så jeg kunne ikke ringe til dem og få svar, hvilket efterlod mig i en instant fatalistisk overbevisning om, at jeg nok skulle dø snart. (Det er vist i øvrigt ikke en unormal tanke, når man får den besked, vel?). Jeg græd, drak rødvin og fik fat på min læge næste dag. Dagen derefter fik jeg en tid hos verdens sødeste gynækolog på Amager, og hun scannede mig og tog biopsier, og hun fortalte mig, at jeg ikke skulle dø. Bortset fra nogle formodede celleforandringer så alting fint ud. (Det var faktisk lidt nogle hårde dage. Jeg fik også hevet noget af min kæbeknogle ud, jeg skulle til Krakow, holde fødselsdag og fik influenza). Nå, men … svarene på prøverne fik jeg i forrige uge, og de var desværre, som hun havde forberedt mig på. Jeg er rolig, nogle andre har styr på mig, og jeg véd, at der er mange kvinder, som hver dag får et keglesnit. Så hvis I er nogle, der læser med, som har prøvet det samme, vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I havde det bagefter. Hvordan havde I det dagene efter, hvor meget kunne I lave? Var I kede af det?

Undskyld, at det her lidt er noget rod. Jeg er selv lidt et rod. Men forhåbentlig er jeg ved at være tilbage.

Den overbegejstrede fitnessblogger i mig, som ikke kan få lov til at shine.

 

 

Eller …

Hvordan det gik til, at EMOM, AMRAP og burpees
blev den mest trygge og givende konstant i mit liv.

 

Men før I råber “omg spurgt, så giv mig lige en chance alligevel.

Jeg er udmærket godt klar over, at de flestes reaktion på Crossfit er den samme, som når en jehova vifter én i hovedet med Vagttårnet, og så har jeg ovenikøbet en ret officiel regel om, at træning (mængde, hyppighed, det hele) ikke som sådan er noget, jeg skriver om. Men hvor der er regler, er der også undtagelser, og jeg lover, at dette er en enkeltforseelse.

I influentland har jeg bemærket en tendens til, at mange autodidakte indholdsskabere mener at have fundet løsningen på livet, universet og alting, og jeg behøver næppe at gøre det eksplicit, hvordan jeg forholder mig til den slags. Når det så er sagt, må jeg også krybe til korset og indrømme, at nærmest uanset hvilket problem mine venner og veninder måtte have, foreslår jeg crossfit som løsningen. Det er oftest udfordringer i forhold til kropslede, ensomhed og singleissues, der går igen. Det er alle problemer, jeg har haft i hobevis, og sekttræning viste sig på uventet og mirakuløs vis at være en del af løsningen på samtlige af dem.

 

 

Som jeg tidligere har nævnt (og flere af jer har endda set halvpåklædte Karo-billeder af det i femina) opsøgte jeg min lokale crossfitbox (Boxen på Amager), fordi jeg skulle skrive en artikel om det. Kan man blive stærk og hooked på 30 dage-agtigt. Klassikeren. 😀 Svarene på spørgsmålene er mjaaah og ja. Jeg kom til stedet med alle tænkelige forbehold: Halvnøgne, stønnende fuldskægsmænd, sved, kalk, selvfedme og burpees. Og alt det … ja, det stemte sgu meget godt overens med virkeligheden, men på en uventet rar og motiverende måde.

Men altså … det skal ikke så meget handle om træningen – faktisk overhovedet ikke – for et eller andet sted er den sekundær i forhold til det, jeg gerne vil sige. Det er umuligt for mig ikke at gå for meget i “før var jeg tit træt og deprimeret”-diskursen, for det var jeg fandme. Jeg var næsten lige flyttet til København, og min familie og en stor del af mine gamle venner var væk. Jeg var ensom, havde brudt med min far, og jeg hadede mig selv og min krop mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg turde ikke møde mennesker, fordi jeg var overbevist om, at de ville mene, jeg var lige så uduelig og ynkelig, som jeg følte mig.

Den lykkelige fortælling er ikke, at jeg tabte mig 15 kg og pludselig elskede mig selv (for det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Man blive herresulten af det lort). Til gengæld mødte jeg mennesker, som gerne ville et fællesskab. Præcis ligesom at møde op til fodbold eller håndbold, da man gik i folkeskole. Et sted, hvor man er et hold, hepper på hinanden og regner med, at man selvfølgelig ses på onsdag klokken 18, fordi det er en fast aftale. Efter et par måneder havde jeg allerede fået flere veninder, jeg begyndte at se privat (en af dem er hende, jeg skal gå Camønoen med), og trænerne huskede mig og mit navn, og det var sådan noget, jeg aldrig nogensinde var i nærheden af i Fitnessworld.

Anyhow … jeg er blevet stærkere, og det er fedt, men det er ikke så meget det, der har reddet min røv. Jeg kan pludselig stå på hænder, klatre i reb og udføre de olympiske vægtløftningsøvelser (med varierende teknik, but still …) Det, jeg har erfaret, er, at det er umuligt for mig at hade min krop, når jeg oplever, hvor meget den kan. I min gamle hverdag kunne jeg cykle, gå og lunte på tvang, men det er på mange måder også forventeligt og hverdagsagtigt (omend stadig pissefedt!). Selv om jeg i dag mere eller mindre ligner mig selv – måske med lidt tykkere lår og en lidt større røv – er der meget længere mellem de der pinefulde dage, hvor jeg ikke kan komme ud af mit eget hoved, der bare kører på højtryk over, hvor klam og grim jeg er.

Jeg forsøger virkelig meget at dosere min træningssnak, så den kun går ud over mennesker, der i forvejen deler min interesse. Dog er det alligevel lykkedes mig at lave burpees foran min redaktør, fordi det er en god måde at få varmen på, og det trick ville jeg gerne dele med hende. Ligeledes har jeg meget-næsten demonstreret Snatch-teknik over for en god veninde, da vi forrige fredag sad på en ølbar ved Blågårdsplads. Og jo, jeg er udmærket i stand til at tage pis på den person, jeg er blevet. Mest fordi det kommer fra et meget kærligt og oprigtigt sted, når jeg inviterer alle, jeg kender, med til en WOD (og alle siger altid nej :'( ).

Bare fordi noget har virket for mig, betyder det ikke, at det også virker for andre. Selvfølgelig ikke. Men jeg vil alligevel give tippet videre til jer – uanset om I mangler noget i jeres liv eller ej. Det gjorde jeg.

Og man behøver ikke at være stærk for at begynde. Alt kan skaleres.