Eckhart Tolle for fuld smadder

Hvis der er noget, jeg er ret sikker på, må det være, at der ikke er nogen af jer, der er i tvivl om, at vi fredag for nogle uger siden ikke helt oplevede det over-medie-hypede naturfænomen, vi lærte at kende som BLODMÅNE.

(Jeg overvejede, om jeg skulle omformulere ovenstående sætning, så den blev nogenlunde meningsfuld, men jeg gav op).

Den pågældende fredag aften valsede jeg rundt blandt Voldene – ganske svedig og dehydreret – da jeg fik en besked fra Jonatan, en gammel kending fra Journalisthøjskolen. Han spurgte, om vi skulle drikke rødvin og kigge på måneformørkelse, og af flere væsentlige årsager måtte mit svar nødvendigvis være ja.

For det første havde jeg en flaske rød Wolf Blass stående, og det er altså en dejlig vin. For det andet er min største (og mest urealistiske) drøm her i livet at blive astronaut. For det tredje bor jeg 5 minutter fra Amager Strand, hvor løjerne ligesom skete, og for det fjerde havde jeg ikke set Jonatan i et år, hvilket rundt regnet er 50 uger for længe.

Fordi danskere elsker gratis og storslåede oplevelser, var der cirka 25.000 andre månehungrende mennesker, der var stimlet sammen langs strandparken, og størstedelen af dem blev sikkert ret skuffede (primært fordi de alle sad i en absurd lang bilkø for at komme hjem, da blodmånen rent faktisk meldte sin ankomst en anelse senere end forventet).

Men vi drak rødvin, og Jonatan fortalte om The Power of Now, den ultimative selvhjælpsbog skrevet af den supra-legendariske spirituelle guide, Eckhart Tolle. Helt opsummeret plæderer Hr. Tolle for, at vi bør leve i nuet, og det har han givetvis ret i, men jeg synes måske også, at det er lettere sagt end gjort. Ikke desto mindre har jeg siden da dykket mig ned i uddrag fra bogen, og så var det, jeg stødte på følgende:

The mind unconsciously loves problems because they give you an identity of sorts.

Det clashede ret meget sammen med – lad os bare kalde det, hvad det var –  en vaskeægte åbenbaring, jeg havde fået, da jeg et par dage forinden sad i min gamle lejlighed og tissede. Lige der gik det nemlig op for mig, at alle de sindssyge problemer, jeg har døjet med siden tidernes morgen, efterhånden er ved at være løst – eller i hvert fald væk.

Jeg er ikke længere Karoline, der har anoreksi. Jeg er ikke længere Karoline, der lige har brudt med sin far, og jeg er ikke længere Karoline, som ikke kan få sig selv, sit personlige liv eller noget som helst til at fungere. Jeg er ikke længere ensom.

For slet ikke at snakke om, at jeg heller ikke er: Ansat på femina, bosat i Aarhus, afholdskvinde, søvnløs, neurotisk, afhængig af lobotomi-piller eller noget som helst andet. Og når jeg ikke er alt det, hvad fanden er jeg så?

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at problemerne er forduftet ud af mit liv, for som min artikelredaktør (og Voksenlivsmentor) meget rigtigt sagde til mig kort før min sidste arbejdsdag: “Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at antallet af problemer er konstant”.

Og det har hun sgu nok meget ret i. Variablen derimod, den består i tyngden af de problemer, du har. For første gang i mange år bekymrer jeg mig om kærlighedsliv, penge (og det vil primært sige ‘manglen på samme’), vejret i morgen, og hvorfor antallet af uønskede hår seriøst er eksploderet i løbet af det seneste år.

Til spørgsmålet om hvad pokker (hvem pokker?) jeg er nu: Jeg er bare i nuet (hahaha, Eckhart Tolle-joke) Det rigtige svar er: Aner det ikke, og det er også okay.

til jer, der på imponerende vis ikke opdagede, at mine bryster var i Femsen <3

Det her er ikke et rigtigt blogindlæg. Og så alligevel …

De sidste par måneder har været mærkelige. Sådan mildest talt.

Først tænkte jeg, det var midlertidigt og meget forbipasserende, og det er det helt sikkert også, men det trækker ud, og jeg har svært ved at være i det.

Jeg får underlige, flygtige tanker, hvor jeg har lyst til at drikke mig fuld og vælte konfrontatorisk ind i nogle, der kan give mig en knytnæve i hovedet. Tanker om, hvor befriende det egentlig må være at blive kværket til bevidstløshed og ærgrelsen over, at der ikke umiddelbart findes en virkelighedens Fight Club, som jeg kender til.

Når det er inde i min hjerne, det hele gør ondt, er der noget fantastisk forløsende ved tanken om fysisk smerte, et blåt mærke, der er ømt, eller et sår, der bløder. Det er så håndgribeligt. Man kan se meningen med det, hvorfor det er der, hvordan det kom.

Jeg sang Troo.l.s og Orgi-E for mig selv (igen) i dag. Vi prøver alle at væve en gylden tråd gennem livets kaos, men ingen ser, hvor grimt det bliver, for vi har for travlt til at kigge bag os.

Det er nok det, jeg skal gøre nu; få styr på det her rod formerly known as my life. Så jeg smutter for en stund (helt åbenlyst opmærksom på, at jeg i flere måneder har brilleret ved mit fravær). Men ja, I véd sgu nok, hvad jeg mener.

Nærmest alle mine stueplanter er forresten døde. Ikke at det er et tegn eller noget, det er bare pisse irriterende.

 

Franske horeunger #10 (havde nær glemt dem!)

#1: Læste i sidste uge rubrikker med ordlyden: Danmark indfører sine første stærekasser.
Min tanke: Fandme godt for fuglene, altså!

#2: I husker det nok ikke, men blandt nogle tidligere horeunger brugte jeg en del spalteplads på at gå amok over en journaliststuderende, som kontaktede mig, fordi hun gerne ville bruge mig som kilde, og da jeg svarede hende, hørte jeg aldrig fra hende igen.

Plot twist på den historie består i, at min medpraktikant i sidste uge skulle sende mig en sms, og det var der, det gik op for hende, at vi havde været i kontakt før. Søde Josefine er nemlig den respektløse studerende, der aldrig svarede mig. For at runde historien af på en lykkelig måde kan jeg berette, at vi i dag har det dejligt sammen, og at vi delte hytte til Folkemøde helt uden komplikationer. Vores skriftlige kommunikation har imidlertid ikke udviklet sig stort siden da:

#3: Kender I det der med, at man står i køen i Lidl, og pludselig er der en eller anden, der lugter så dårligt, at man tror, éns næsegang aldrig bliver det samme igen? Den person har jeg været to gange i løbet af den forgangne uge.

#4: Det kan virke kontraintuitivt, at jeg bliver ældre og ældre, men mere og mere smidig. Men det er tilsyneladende det, der er ved at ske. Forleden aften fandt jeg nemlig ud af, at jeg kan gå i spagat. I kan måske godt se det på mig, at netop den kendsgerning reddede hele min aften. Og den efterfølgende morgen, da jeg stadig kunne.

#5: I dag skal jeg huske at søge SU. Det forholder sig således, at jeg er færdig på Femsen om 20 dage. 20 dage, hva’ gir’ I mig?

#6: Lidt i samme afdeling havde jeg jo et erklæret mål om, at jeg – inden min tid på Aller var ovre – skulle konfrontere Mads Christensen med mine følelser for ham. Det kommer nok ikke til at ske, men i sidste uge blinkede han til mig (fortæller jeg mig selv), og jeg må nok erkende, at det er det bedste, jeg kan få på den front.

#7: Min storesøster har fået en kæreste. Det er selvfølgelig godt for hende, men jeg tænker nu – mere end nogensinde før – at der seriøst er noget galt med mig.

#8: Sad og læste op på Billings-metoden (sådan et ægløsnings/naturlig-præventionskoncept, hvor man tjekker udseendet ud på “sit sekret” (not my words) for at finde ud af, hvornår man er ultra-fertil). Efter at have gennemgået basisprincipperne, som egentlig var meget smarte, men også ret diffuse, begyndte tekstens tone at være sådan lidt … kondom-kritisk. Jeg fandt så ud af, at jeg var havnet på en fundamentalistisk, katolsk hjemmeside, og jeg synes nu, de skulle finde noget andet at bruge deres tid på. Fx på børn, hvis forældre ikke kan tage sig af dem.

14 skøre ting, jeg gjorde, da jeg var syg (i hovedet)

levede af Hokkaido-græskar i 10 måneder. Når jeg siger, jeg levede af det, så er det rent faktisk også, hvordan man skal forstå det. Jeg spiste ikke andet; hokkaido til morgen, middag og aften. I hele den periode pendlede jeg fra dagligvarebutik til dagligvarebutik og shoppede græskar, og jeg konsumerede gerne 2 kg i løbet af en dag. Men så fik jeg heller ikke andet. Stadig 2 år efter (og efter seriøs nedtrapning) var mine hænder og fødder stadig orange (se foto). Og ja, jeg kaster op ved tanken om hokkaido den dag i dag. 

lavet en frisk, nøje afmålt portion granola hver morgen. 12 gram for at være helt præcis. 3 mandler, 4 cashewnødder, en teskefuld hørfrø og et par havregryn ristet på en pande.

(blev efterfølgende meget forurettet, da diætist-Pernille sagde, jeg ikke fik nok fedt i kosten. Kvinde, jeg spiser 7-8 gram nødder om dagen, hvad er det, du ikke forstår). 

haft episk krise, da græskarsæsonen var ovre. Begyndte i stedet af spise piskede æggehvider med sødemiddel og lidt skyr. Og 12 gram frisklavet granola. 

i afmagt bedt min mor om at lave mig et mellemmåltid – hun måtte helt selv bestemme, hvad det skulle bestå af. Da hun så serverede mig en skive ristet rugbrød med smør og banan, skældte jeg hende først ud over hendes valg af menu. Efter min første bid brugte jeg 10 minutter på at skælde hende ud over, at hun ikke havde ristet brødet nok, og hvordan ristet rugbrød er herre klamt, hvis det kun er halvristet. Tog maden, pakkede den ind i køkkenrulle og smed den i skraldespanden.

sat min recocery i bero, fordi jeg blev scoutet af Le Management. Det logiske ræsonnement: jeg kan altid blive rask om 10 år. 

drukket en liter vand før torsdagsvejning. 

arbejdet 2 x 10 timer fredag og lørdag på Northside uden en eneste pause eller bid mad. Da jeg om søndagen ville i føtex om formiddagen (stadig uden mad), faldt jeg om og mistede bevidstheden, blev hentet af min mor og far, og da jeg næste gang kom til lægen, beskyldte jeg mine nye piller for at være synderen.
Hende: – Karoline, jeg er ret sikker på, det er, fordi du ikke får noget mad.

siddet og tænkt, når jeg var i samtalegruppe med andre spiseforstyrrede, at jeg var virkelig heldig, jeg havde anoreksi og ikke bulimi. Først og fremmest var min variant klart mest tyndhedseffektiv, og for det andet behøvede jeg ikke ødelægge min krop ved at kaste op. Fornem det tragikomiske. Det gjorde jeg ikke dengang. 

indtaget 2 liter Faxe Kondi Free samt 3-4 pakker tyggegummi i dagen (og stillet mig uforstående over for, hvorfor min mave altid opførte sig som en kælling). 

kørt bil i den periode, Dagshospitalet truede med at tvangsindlægge mig. Blev påkørt af en ambulance i udrykning. Min far politianmeldte dem.

haft denne første samtale med psykolog-Bo på Risskov:
Bo: – Nå, spiser du så morgenmad?
Mig: – Ja.
Bo: – Hvornår?
Mig: – Klokken 16.30.
Bo: – …
Bo: – Og aftensmad?
Mig: – Ja … ved 11-tiden.
Bo: – Og ikke andet end det?
Mig: – Nej, ikke rigtigt.
Bo: – Det er jo ikke helt nok.
Mig: – Jeg får altså altid 500 gram grøntsager om dagen, sååå … jeg er ret sikker på, jeg er dækket ind.
Bo: – …

FUN FACT: når jeg spiste min 16.30-morgenmad SKULLE jeg læse Miriams Blok. På det tidspunkt havde jeg næsten lige opdaget den, og jeg var startet fra begyndelsen, så hver dag sad jeg i arkiverne og scrollede og scrollede. Fandme hyggeligt!

meldt afbud til samtlige julefrokoster, påskefrokoster, fester, hyggeaftener, alt, og jeg undrede mig over, jeg var så ensom. 

da jeg stadig spiste 1200 kalorier om dagen (før det blev nedjusteret til 300-500) skulle jeg til fest med Baresso-folket. Jeg målte 400 kalorier vodka op i en shaker, spiste 800 kalorier mad i løbet af dagen, og sådan kan du blive stiv på en gennemført syg og kontrolleret måde. 

bedt min far om at forstå nogle af anoreksiens mekanismer (haha, det punkt er nok det skøreste). 

Orange, 2 år senere, min fars sommerhus. Billedet er fra top to over de værste juleaftener, jeg nogensinde har haft (men Hugo var der, så det er godt).

De episke nedture ved at være *ægte blogger*

aKa The Bloggle Struggle™️

Som den narrebloggerfisse jeg nu engang er, meddelte jeg engang for hundrede år siden (= 7 måneder), at jeg havde skrevet om de omsiggribende personlige nedture, udfordringer og kampe, *man* som blogger står overfor som følge af  beslutningen om at krænge sit liv ud til en masse fremmede mennesker, hvoraf de fleste ikke engang vil dig det godt (her taler jeg selvfølgelig stadig om ‘man’ – det vil sige ‘alle andre end undertegnede’). Ok, lang sætning. Nu har jeg omsider kvindet mig op, så her er listen over det hårde bloggerliv og de hårde bloggerproblemer.

Du får et forskruet forhold til tal, og du synes ikke længere, det er en smule sygt og surrealistisk, at 1045 mennesker følger dig på Instagram. 10K, så kan vi begynde at tale om det. #SwipeUpEllerDøSomEnTaber.

Du er genetisk uheldig, og rent survival of the fittest-mæssigt giver du ingen mening. I hvert fald findes der ikke den skavank, du ikke døjer med. Heldigvis kan et sponsoreret produkt altid afhjælpe de ubehagelige gener for en stund.

Du tager dig selv for seriøst – for hurtigt, så når du efter 2 uger som selvudnævnt blogger udtrykker ‘at dit domæne er i rivende udvikling’, så tror jeg ikke på dig. Men jeg er glad, hvis du tror på dig selv.

Du er givetvis hammerirriterende i virkeligheden. Men altså … hvad kom først? Hønen eller ægget?

Du vil for altid være stigmatiseret som værende egoistisk, navlepillende og ekshibitionistisk. Både af Nationen, den akademiske/kulturelle elite og af mænd helt generelt.

Du tror, at alle skal kunne lide dig. Og resultatet bliver så kantløst og beige, at ingen kan lide dig.

Du er plaget af konstante mindreværdskomplekser, fordi du ved, at din blog er lig med dig, summen af dine handlinger og din real life persona. Faldende læsertal vil derfor pr. definition betyde, at du:
1. Ikke længere er sjov.
2. Har mistet ‘magien’.
3. Lever et liv, der ikke længere er værd at følge med i.

(Løsning kan være digital detox. Skriv om det, når du er tilbage igen. Skriv også, hvordan du har lært, at Bloggen ikke er life).

Du mister glæden ved virkeligheden, fordi alt, der sker i dit liv, har blogpotentiale, og jeg kan forklare det ved hjælp af en sætning, som forhåbentlig vækker resonans: “That’s a good vending. Maybe vi can use that in another afsnit.”

Udskift bare “afsnit” med “indlæg”, så ved I, hvordan bloggere tænker.

Du skal altid være venlig og overskudsagtig, fordi din næste kan være en læser. (Min erfaring tilsiger mig imidlertid, at mange bloginfluenzere har overset det her punkt, og det er lidt en skam, synes jeg). And pardon my bitch-fjæs – måske ser jeg sur ud, men jeg opfører mig sgu som en putte.

Du er sandsynligvis kvinde – og selv om det er et helt håbløst udgangspunkt, er der hjælp at hente: Iklæd dig noget marineblåt tøj, skriv om magtstrukturer, politik og store tænkere, få din blog tilknyttet Berlingske, og kald dig selv meningsdanner i stedet.