Når du rammer det punkt, hvor du ikke længere vil leve

Jeg har aldrig fået talt ud med nogen om den dag, jeg ikke længere havde lyst til at leve. Det er mest sådan nogle timer, der engang imellem dukker op som et fjernt minde inde i mig selv, nogle henkastede tanker som “nårh ja, den dag skete. Den dag, jeg bare gerne ville dø”.

Det var i slutningen af min anden sygemelding fra Journalisthøjskolen. En sygemelding, som på alle måder var helt rigtig, men også havde en masse uheldige bivirkninger. Noget af det, mange anoreksiramte har tilfælles, som man ikke kan se, men kan blive, selv når man ser rask ud, er, at vi er helt elendige til at drage omsorg for os selv. Og hvad gør man når, når man har et halvt år, hvor du er helt alene og ingen hverdag har? Du piner systematisk dig selv. 

Jeg havde så meget tid for mig selv. Tid, hvor jeg bare kunne dyrke alt det syge i mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre det modsatte. Jeg spiste kun lidt, og jeg smed aldrig skoene eller træningstøjet, for jeg var altid på farten, altid ude og aldrig i ro. Mine fødder var betændte af overbelastning, det var ulideligt at gå. Mine led og muskler var ømme hele tiden, men det var okay, jeg var i kontrol. Altså lige indtil jeg ikke kunne længere.

Det var en dag i januar, og i flere dage – hvis ikke måneder – havde jeg følt mig sådan lidt… skizofren. Som om en stemme, som lignede min, bare meget voldsommere, konstant råbte af mig inde i mit hoved, og den blev højere og mere uudholdelig, når jeg var hjemme for at gøre klar til den næste tur. Der kan jeg huske, at jeg ikke kunne mere.

Så jeg kontaktede min mor, og jeg sagde til hende, at jeg var på skideren, og jeg havde brug for hende. Sådan for real. Problemet var bare, at hun havde lovet at hente min lillesøster fra en løbetur, og så skulle hun ind på Broges Café og drikke varm kakao med Ludwig, og der skulle jeg selvfølgelig være velkommen. Men i en situation, hvor du vitterligt ikke længere gider livet, har du heller ikke lyst til varm kakao med mutterfix og hendes Hestehvisker.

Hvad der skete derfra, er lidt uklart for mig. Måske så jeg hurtigt min mor og smuttede fra cafeen igen. Jeg er oprigtigt i tvivl. Til gengæld husker jeg, at jeg står i mit køkken i Vejlegade, slukker min mobiltelefon og går fra lejlighed uden. Kort efter står jeg på Ringgadebroen og kigger ned på togskinnerne under mig. Jeg står der i lang tid, og jeg græder og hyperventilerer på samme tid. På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere. Og så fortsætter jeg min gåtur.

Få uger efter var jeg tilbage på skolen, og jeg har ikke set mig tilbage siden. 

For det meste synes jeg, at livet er ret fint, også selv om nogle af vanerne holder ved. Nogle kalder mig ‘effektiv’, andre griner, og mener, jeg må være lidt masochistisk, grænsende til dum. Det sidste er ikke helt forkert, men mest af alt er jeg bare selvpinende. Det dukker op, når jeg er presset, hvilket jeg er for tiden, fordi alle de grundlæggende piller i mit liv bliver revet op om tre måneder. 

I går efter arbejde besluttede jeg mig for, at jeg ville være lidt god ved mig selv. Tage en slapper, give min krop et hvil. Så da jeg kom hjem, drak jeg en kop kaffe, mmm rart, og derfra gik jeg i selvsving.

Gik en lang tur.

Gik på 1, 2, 3 forskellige posthuse.

Gik i Normal, købte ting. Så i andre butikker, købte ting.

Gik med pant.

Handlede til lukkedage.

Klarede to gange vasketøj, skiftede sengetøj.

Gik med to IKEA-poser, jeg lige havde fyldt, til genbrugsen.

Affaldssorterede. 

Fyldte 3 sække med ting, jeg smed ud. 

Vaskede køkkengulvet.

Gjorde rent i køkkenet.

Ordnede opvask.

Pudsede mine vinduer.

… og så videre. Jeg fortsatte, og det blev mørkt udenfor, og min krop begyndte at gøre ondt, og hver gang bevægede mig hurtigt, sortnede det for mine øjne, og jeg blev svimmel, fordi jeg hverken havde holdt pauser, drukket eller spist i mange timer. Det føltes så fantastisk. Jeg var fyldt op af ultimativ selvkontrol. Først da jeg ikke kunne finde på flere nyttige ting at give mig til, varmede jeg noget aftensmad op og kastede mig ind i sengen med Dexter. Og gik kold. 

Hvis der er noget, jeg håber, jeg en dag kan forklare mig selv, må det være, at jeg fortjener at blive behandlet godt. Det går heldigvis den rigtige vej. (Og jeg har det GODT 😀 )