Da Maslow tog over, og Karoline blev bange på ny

Når du rammer det punkt, hvor du ikke længere vil leve

bro

Jeg har aldrig fået talt ud med nogen om den dag, jeg ikke længere havde lyst til at leve. Det er mest sådan nogle timer, der engang imellem dukker op som et fjernt minde inde i mig selv, nogle henkastede tanker som “nårh ja, den dag skete. Den dag, jeg bare gerne ville dø”.

Det var i slutningen af min anden sygemelding fra Journalisthøjskolen. En sygemelding, som på alle måder var helt rigtig, men også havde en masse uheldige bivirkninger. Noget af det, mange anoreksiramte har tilfælles, som man ikke kan se, men kan blive, selv når man ser rask ud, er, at vi er helt elendige til at drage omsorg for os selv. Og hvad gør man når, når man har et halvt år, hvor du er helt alene og ingen hverdag har? Du piner systematisk dig selv. 

Jeg havde så meget tid for mig selv. Tid, hvor jeg bare kunne dyrke alt det syge i mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre det modsatte. Jeg spiste kun lidt, og jeg smed aldrig skoene eller træningstøjet, for jeg var altid på farten, altid ude og aldrig i ro. Mine fødder var betændte af overbelastning, det var ulideligt at gå. Mine led og muskler var ømme hele tiden, men det var okay, jeg var i kontrol. Altså lige indtil jeg ikke kunne længere.

Det var en dag i januar, og i flere dage – hvis ikke måneder – havde jeg følt mig sådan lidt… skizofren. Som om en stemme, som lignede min, bare meget voldsommere, konstant råbte af mig inde i mit hoved, og den blev højere og mere uudholdelig, når jeg var hjemme for at gøre klar til den næste tur. Der kan jeg huske, at jeg ikke kunne mere.

Så jeg kontaktede min mor, og jeg sagde til hende, at jeg var på skideren, og jeg havde brug for hende. Sådan for real. Problemet var bare, at hun havde lovet at hente min lillesøster fra en løbetur, og så skulle hun ind på Broges Café og drikke varm kakao med Ludwig, og der skulle jeg selvfølgelig være velkommen. Men i en situation, hvor du vitterligt ikke længere gider livet, har du heller ikke lyst til varm kakao med mutterfix og hendes Hestehvisker.

Hvad der skete derfra, er lidt uklart for mig. Måske så jeg hurtigt min mor og smuttede fra cafeen igen. Jeg er oprigtigt i tvivl. Til gengæld husker jeg, at jeg står i mit køkken i Vejlegade, slukker min mobiltelefon og går fra lejlighed uden. Kort efter står jeg på Ringgadebroen og kigger ned på togskinnerne under mig. Jeg står der i lang tid, og jeg græder og hyperventilerer på samme tid. På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere. Og så fortsætter jeg min gåtur.

Få uger efter var jeg tilbage på skolen, og jeg har ikke set mig tilbage siden. 

For det meste synes jeg, at livet er ret fint, også selv om nogle af vanerne holder ved. Nogle kalder mig ‘effektiv’, andre griner, og mener, jeg må være lidt masochistisk, grænsende til dum. Det sidste er ikke helt forkert, men mest af alt er jeg bare selvpinende. Det dukker op, når jeg er presset, hvilket jeg er for tiden, fordi alle de grundlæggende piller i mit liv bliver revet op om tre måneder. 

I går efter arbejde besluttede jeg mig for, at jeg ville være lidt god ved mig selv. Tage en slapper, give min krop et hvil. Så da jeg kom hjem, drak jeg en kop kaffe, mmm rart, og derfra gik jeg i selvsving.

Gik en lang tur.

Gik på 1, 2, 3 forskellige posthuse.

Gik i Normal, købte ting. Så i andre butikker, købte ting.

Gik med pant.

Handlede til lukkedage.

Klarede to gange vasketøj, skiftede sengetøj.

Gik med to IKEA-poser, jeg lige havde fyldt, til genbrugsen.

Affaldssorterede. 

Fyldte 3 sække med ting, jeg smed ud. 

Vaskede køkkengulvet.

Gjorde rent i køkkenet.

Ordnede opvask.

Pudsede mine vinduer.

… og så videre. Jeg fortsatte, og det blev mørkt udenfor, og min krop begyndte at gøre ondt, og hver gang bevægede mig hurtigt, sortnede det for mine øjne, og jeg blev svimmel, fordi jeg hverken havde holdt pauser, drukket eller spist i mange timer. Det føltes så fantastisk. Jeg var fyldt op af ultimativ selvkontrol. Først da jeg ikke kunne finde på flere nyttige ting at give mig til, varmede jeg noget aftensmad op og kastede mig ind i sengen med Dexter. Og gik kold. 

Hvis der er noget, jeg håber, jeg en dag kan forklare mig selv, må det være, at jeg fortjener at blive behandlet godt. Det går heldigvis den rigtige vej. (Og jeg har det GODT 😀 )

smil

   

48 kommentarer

  • Du får lige et knus herfra❤️ Og jeg ved ikke om det hjælper noget at høre, men jeg havde selv et par gevaldige lavpunkter i tyverne og synes faktisk at trediverne slår mindre hårdt, eller man er bedre polstret mod slagene …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehehe, “every cloud has a silver lining”, er det ikke sådan, man siger?
      Det håber jeg! Tak for det, og stort kram tilbage. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • En krammer og et snude dut🐾 faren som også har stået på en bro
    “På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere.” ja netop lige sådan

    Også jeg bare lidt pissed på din mor…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak til jer begge <3
      He, ja.. men sket er sket 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Din blog er levende, det er nemlig lige det jeg forstår ved en god blog.Du skriver om dig, dine tanker og det rører noget i mig og jeg reflekterer over dine tanker og følelser.Tusind tak for det, for at du er her og tak for ægte skriverier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg pludselig blev så levende, men det er altså helt fantastisk at høre – især når man sætter det op mod, hvor jeg var dengang. Det synes jeg faktisk er rørende! – præcis ligesom din kommentar.
      Tusind tak for det, Lene. Når jeg får sådan noget at vide, giver det hele så meget mening.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg har for nyligt datet en fyr over en længere periode, der en aften henkastet besvarede mit sædvanlige tankespind af alt det, som fylder i mit hoved med “Jeg gør alt for at holde mig beskæftiget, og ikke at være alene. Hvis jeg først begynder at tænke, så har jeg ikke lyst til at leve.” Vi ses ikke mere. Men jeg kan ikke slippe bekymringerne for ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Fuuuuck mand.. hvor er det en vild og enormt tragisk udmelding! Jeg véd godt, at det ikke er “dit ansvar”, om han har det godt, men véd du, om nogle i hans nære bekendtskabskreds ved, hvordan han har det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Det tror jeg ikke. Han har ifølge ham selv én person, som han kan snakke med om alt, og denne person er fuldstændigt på røven selv pt. I sådan en grad, at min ven faktisk betaler alle hans udgifter og sørger for at han står op om morgenen. Jeg er bekymret, og har sågar overvejet at kontakte min vens forældre eller hans eks-kæreste, som jeg ved at han ser som en tæt ven, men det synes jeg alligevel er over grænsen.
      Jeg har dog i dag kontaktet ham igen, og venter på at se om han svarer eller vælger at ignorere min besked. Jeg kunne dog virkelig godt tænke mig at fortælle ham, at jeg er her i en rent platonisk relation, hvis han har brug for mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Helt ærligt: Afvent lige, om han svarer og forsøg ved ham først. Hvis du véd, han stadig har det elendigt, og du ikke kan få fat i ham, synes jeg, du skal fortælle det til forældre/ekskæreste eller lignende.
      Og uanset om du magter, at være den person, der træder til eller ej, så er det vildt stort gjort, og du vil IKKE fortryde det, hvis du insisterer på at hjælpe.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      I don’t know. Indtil videre har han ikke svaret, så jeg tvivler desværre på at det kommer til at ske.
      Udfordringen er dog, at hans bedste ven faktisk også er hans bror. Deres forældre ved, at broren har det rigtig svært, men alligevel er det min ven, der skal tage hele ansvaret for at få ham igennem livet. Er bange for at han ingen har, som reelt får lov til at se hvordan han har det, og at han ikke vil lade mig være der.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Jeg skrev for længe siden på et blogindlæg omhandelende din far, at jeg godt ville være din far….nu vil jeg også gerne være din mor <3 <3 <3
    AV AV AV mit hjerte revner ved disse blogindlæg -masser af kram og omsorg herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det husker jeg tydeligt <3 og du er fandme sød!
      Hun har helt sikkert gjort det, hun kunne overskue i situationen – og det skulle måske have været gjort anderledes, men det gik jo alligevel. Heldigvis. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Tak fordi din blog altid er fuld af liv, rigtigt liv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er det egentlig virkelig fint sagt! Tusind tak, Thea. Det er dejligt at høre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    “På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere.” – der satte du lige ord på dét, jeg ikke forstod da jeg for 10 år siden slugte en mase piller. Alt er nu bedre end jeg i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig, men “episoden” spøger alligevel stadig – hvorfor gjorde jeg det egentlig? Jeg tror, det var af den grund. Tak for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      En kommentar som din gør, at det pludselig giver så fantastisk mening, at jeg har skrevet det her (altså.. ikke fordi jeg vil rose mig selv.) Men fordi jeg tror på, det er så vigtigt, at vi kan fortælle hinanden om, hvordan man kan være så FORFÆRDELIGT LANGT UDE, men at løsningen IKKE er at slutte livet. Hvor er jeg bare glad for, at du stadig er her, og jeg håber inderligt, at du har det rigtigt, rigtig godt i dag. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    ❤️ Tak for at dele det med os. Tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Selvfølgelig. Jeg er så fantastisk glad for, hvor godt jeg bliver taget imod – igen og igen. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har, som du ved, perioder hvor jeg nærmest ikke kan fungere som menneske. Jeg har flere gange følt mig fristet til at prikke en gammel mand eller dame på skulderen, for at spørge dem om, hvordan de har klaret det. Hvordan de har levet så lang tid, hvordan de har overlevet. For der er dage, hvor jeg virkelig har været i dit sted. Og selv på de mest umulige dage, har jeg alligevel heldigvis været så langt fra, at det kun har været en meget syg, meget underlig fantasi.

    Du er ikke alene. Jeg vil aldrig vove at påstå, jeg kan forstå dig, forstå hvad du mener, eller lignende. Men jeg har været der. Og jeg er stolt af, hvor langt du er nået fra den dag, uanset hvad der fik dig til at tænke på dagen og skrive indlægget i dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er virkelig, virkelig glad for din kommentar, S. Den giver enormt god mening, og jeg tager imod alt det pæne, du skriver. På samme tid har jeg også lyst til at fortælle dig, hvor vanvittigt sejt og beundringsværdigt det er af dig, at du kan skrive så reflekteret og “nøgternt” (af mangel på bedre ord) om det, når det netop stadig er noget, der plager dig. Og det er jeg rigtig ked af, at det gør. Alt det bedste herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Tusind tak! Det er faktisk blevet et redskab for mig at skrive ting ned, især følelser, fordi jeg er elendig til at få formuleret mig omkring den slags irl. Især hvis jeg skal holde øjenkontakt samtidig, så mister jeg fuldstændig evnen til at sige noget som helst, der giver mening, men får sagt alt muligt andet end det der egentlig går mig på (det er nemmere at være dyb og følsom i biler, hvor man alligevel er fanget og lovligt undskyldt kan stirre frem for sig). Jeg havde en psykolog, der kaldte det rene og “beskidte” følelser, der opstod i samværet med andre, fordi man selv havde svært ved at acceptere kernen af problemet og ikke ville dømmes. Somme tider kan jeg dog ikke lade være med at frygte, at min evne til at tænke så meget over alting, betyder at jeg har tænkt mig selv til 99% af de problemer jeg har. You win some, you lose some. Men tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Nogen bloggere er det, man kan kalde personlige, og så er der dem, man kan kalde private. Hvor går din grænse for, hvad du vil dele på din blog? Det skal ikke tolkes som en negativ kommentar. Jeg undrer mig bare over, hvordan du “tør” at dele sådanne “private” tanker og oplevelser med “alle og enhver”? Måske tænker du ikke, at de er private? Jeg har selv så mange usikkerheder og oplevelser, som jeg nødigt ville dele med andre. Respekt og kærlighed til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej Signe!
      Det var da godt nok et fremragende spørgsmål; i hvert fald har jeg godt nok brugt lang tid på at overveje, hvor min grænse går. For det aner jeg virkelig ikke! Nå, jeg har tænkt og tænkt uden at nå frem til noget konklusivt, men jeg prøver mig frem nu.
      1. Vi kan sagtens skelne mellem personligt og privat. Det her er for mig det førstnævnte. 🙂
      2. Min grænse går, hvor min mavefornemmelse kan være med. Føles det grundlæggende forkert, ubehageligt eller tarveligt at skrive om noget, gør jeg det ikke.
      3. Jeg skriver om ting, der involverer mig selv og min egne følelser – ikke andres. Det vil sige, at der er en hel masse, som ikke kommer med, fordi det handler om andre mennesker. Derimod har jeg intet imod at hænge mig selv lidt ud, virke dum, ynkelig eller halvklam. Jeg tror faktisk, det er meget godt (både for mig selv og andre) at jeg er på den måde, for det bliver faktisk meget nemmere for mig at være chill og åben IRL også.
      4. Du reagerer på det her indlæg, ikk’? Forstået på dén måde, at hvis det var dig, ville du ikke have skrevet om det, så alle og enhver kunne læse om det? Da jeg læste din kommentar, fik jeg først lidt ondt i maven, fordi jeg tænkte, at jeg havde fejlvurderet situationen, udleveret mig selv og sådan. Så tænkte jeg lidt mere over det, og så gik det op for mig, at: Der går INTET – absolut INTET – af mig ved at jeg er åben om, at jeg engang har haft det meget, meget dårligt, men at jeg fik det godt igen. Shit, jeg tror, det er vigtigt, at nogle fortæller om, hvor livstræt man kan være og alligevel formå at rejse sig efterfølgende; hvilket både Miriam og Weemoed faktisk også har fortalt om på det sidste. 🙂
      Af en eller anden grund er psykisk sygdom sådan noget, mange gerne vil holde for sig selv. Fair nok, hvis man ikke har lyst til at fortælle alle om, hvad man bakser med, men jeg tror, det hjælper alle, hvis man snakker om, hvordan psykisk sygdom føles, og hvordan det påvirker den enkelte. Det har i hvert fald hjulpet mig rigtig meget. 🙂
      Og så til det store spørgsmål: Hvad med kommende arbejdsgivere, der ser din blog og konstaterer, at du både har sorte hår på patterne og været ved at kaste dig ud fra Ringgadebroen? Måske er jeg herre naiv, men jeg har det lidt på den måde, at hvis jeg en dag oplever en Boss vælge mig fra, fordi ‘jeg engang har haft det dårligt, ergo er jeg ustabil’, er vi nok ikke et godt match. Jeg tror på, at en god chef er i stand til at vende den om og sige: ‘Ok ok, du har godt nok haft det skidt, men du har det fandme godt i dag! Du er godt nok robust’!
      Respekt og kærlighed til dig også!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Jeg har ikke så meget andet at sige, end mange tak for så fint et svar. Jeg spurgte af ren nysgerrighed, og jeg kan godt lide de overvejelser, du gjorde dig. Du har ret i det hele!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak, fordi du spurgte. Det var en god anledning til at tænke lidt, og det sætter jeg altid stor pris på! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Sødeste Karoline – medrivende historie og godt at du havde mere lyst til ikke at dø end til ikke at leve. Kan jeg godt adoptere en pige på 25-ish? For så ville jeg gerne tage dig til os i vores familie 😉
    Er altså lige nødt til at spørge om noget helt andet: hvor ser du Dexter? Synes han forsvundet fra min Netflix???

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HAR DU LYST TIL AT ADOPTERE MIG? Hvis du vil være som den fader, jeg aldrig har haft, så synes jeg, vi skal finde ud af noget. 😀
      (Tak, Marie! <3 )
      Og ja, åh ja! Dexter! De HAR fucking fjernet ham fra Netflix, og det er så nederen – især når man (=jeg) har lyst til at kigge på ham hver dag. Jeg har lånt min venindes HBO-konto… der er han kommet ind i stedet 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak for at dele, al kærlighed til dig – du fortjener at blive behandlet og behandle dig selv godt<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak for det, Laura. Jeg øver mig i at tage alt det søde og alle de rare ord til mig; du véd.. en del af det der med at drage omsorg for mig selv.
      Jeg blev rigtig glad for din kommentar. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har nogle svære ting i bagagen, og du forsøger at håndtere dem på bedste vis.

    Måske hjælper det, hvis andre siger til dig, at du fortjener at have det godt? Du fortjener i DEN GRAD at have det godt.

    Du skriver virkelig godt og åbent, så jeg i hvert fald får et indtryk af din situation. Selv om jeg ikke selv har været i den (men i andre svære situationer).

    Du _skal_ behandle dig selv godt, hører du? Broer skal man over, det er det, de er der til. Ikke det andet. Pas på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ved du hvad? Det hjælper faktisk! Fandme!
      Den der elendige bagage – eller så er det bare min grundlæggende person – kan altid rationalisere sig frem til, at jeg godt kan nøjes, når det kommer til følelser… det er først, når jeg læser en besked som din, jeg faktisk begynder at forstå en smule, at det ikke er min hjerne, der har ret, nok nærmere din. Eller jeres. Tusind tak for det, Henny. Jeg prøver lige det der omsorg på permanent basis!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Jeg håber også, du en dag forstår, at du fortjener at blive behandlet godt. Du fortjener det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor. er. du. bare. dejlig. <3 Tusind tak, du. Jeg håber, du og banden har det dejligt. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Tak fordi du deler – og hvor er det dejligt at du har det bedre 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg vil så gerne, og jeg bliver så overvældet over, hvor godt I tager imod. Tak til dig. Og ja, for pokker, jeg husker næsten også at sætte pris på det hver dag. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du får en varm krammer herfra – og tak, fordi u lige mindede mig om, at jeg skal blive bedre til at passe på mig selv, for så får man det altså bedre 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, er rigtig glad for, at jeg kunne give dig den reminder.
      Stort kram til dig også. Pas godt på dig selv! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene V

    Jeg har været der. Ikke der hvor jeg aktivt ønskede at dø, som man betegner selvmordstrangen. Men det sted, hvor selvmordstankerne bor. Mere nøjagtigt; det sted hvor jeg brændende ønskede mig en knap, der kunne slette hele min eksistens. Bytte æg eller sædcelle ud og dermed ophæve min tilblivelse, for at give plads til en andens. Måske hun eller han kunne skabe en tilværelse, der gav mening?

    Jeg følger samme mønster som dig. Det er en kendsgerning, jeg ikke har været bevidst om, hvilket tager røven på mig. Som min psykiater (been there, done that) netop pointerede, kunne hun ikke fortælle mig noget, jeg ikke allerede var klar over. Men vi snakkede nok heller ikke om de der dage, hvor alt skal ordnes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg fandme ked af at høre, Helene. Sådan: Helt oprigtigt ked af.
      Og så tænker du nok ‘Neeej, det’ fint nok, jeg er okay’, fordi det har man lidt en tendens til, når alt i éns krop siger, at overkontrol er fint – og at man kun tænker, det er dårligt, fordi der er en snert af fornuft i éns hjerne, der kan fortælle dig, at det ikke er helt normalt.
      Jeg er glad for, at du ikke er det sted længere. Og hvis du stadig snakker med den psykiater, synes jeg, du skulle fortælle vedkommende om de dage, hvor alting skal ordnes. Det ved jeg, at jeg ville gøre, hvis jeg var i sit sted. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene V

      Du har ret. Jeg tænkte “neeej, det’ fint nok”. Men det er det også, langt de fleste dage.
      De dårlige dage findes for mig, ligesom de findes for alle andre. Mig skræmmer de bare ikke, fordi jeg lærte for længe siden, at eksistere i de dage.
      Tweetet i dit indlæg illustrerer noget meget væsentligt for ‘os’ der har tilbragt tid – måske lidt for længe – i vores eget mørkeland. Det illustrerer den evne der gives som en art gevinst for, at have overlevet eller gennemlevet det; evnen til at omtale og beskrive de tungeste ting på en let måde. Den lethed resonerer bare ikke så godt med dem der ikke har samme erfaringer.
      Jeg tror ikke oprigtigt på, at humor er hverken et forsvar eller rester af en overlevelsesstrategi. Jeg kan ihvertfald selv joke med mørke emner, fordi jeg kan se det idiotiske i dem, herude på den anden side.
      Men inden jeg glemmer det, så tak for en autentisk og modig blog. Du er sej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det har du helt ret i. Man udvikler sådan en syg morbid humor, som andre sikkert kan blive stødt over. 🙂
      Selv om du eksisterer i de dage, så håber jeg for dig, at de både blive færre og lettere med tiden. Jeg tror ikke på, at mørket bør fylde så meget – om man har fundet ud af at håndtere det eller ej.
      Og tusind tak for de enormt søde ord (og dine indspark) – jeg bliver helt vildt enormt glad, når jeg læser det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så stærkt og rammende beskrevet; ikke at have lyst til at være her længere, men heller ikke have lyst til at dø.

    Jeg har selv været der. Flere gange. Tæt på kanten (i tanken). Men med erkendelsen af, at jeg ikke vil dø, når det kommer til stykket. At det ‘bare’ er for svært at leve. I de minutter, de timer. Den der vilde desperation.

    Weemoed skriver også om det her (men måske du allerede har set det): http://weemoedblog.blogspot.dk/2018/04/amager-strandpark.html

    Kæmpe kram til dig kære K ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, Weemoed skriver det simpelthen så smukt. Jeg er vild med den pige! (Mindre vild med, hvor svært det har været!)
      Nemlig. Desperation.. og alt muligt andet, der bare er for svært at sætte ord på, fordi det føles så langt væk fra vores vanlige begrebsapparat. Jeg håber inderligt, at du aldrig kommer dertil igen. <3 DU fortjener også at have det godt.
      Kram kram i massevis til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du er så sej at kunne skrive om noget så svært i et humoristisk toneleje 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Heheheh, tak! Det er, som om det glider nemmere ned på den måde, ikk’? 😉
      Hvis jeg havde skrevet om det dengang, havde tonen nok ikke været så overskudsagtig, så jeg er bare enormt glad for, at jeg kan se, hvor meget der egentlig er sket. Og det er fedt!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da Maslow tog over, og Karoline blev bange på ny