13 dage. Plus det løse.

På grund af min bulldozerlignende kropsbygning havde jeg to primære opgaver, dengang jeg spillede fodbold. Den ene var at fælde modstanderen rent, og den anden var at tage alle frispark, fordi min højre vrist altid kunne få bolden fra vores egen banehalvdel op i modstanderens målfelt. Med andre ord: min evne til at sparke hårdt har aldrig fejlet noget.

Således skulle der også gå 13 dage efter mødet med lygtepælen, før jeg kunne falde i søvn om aftenen uden en dunkende fod. Jeg håbede lidt, at min trang til at ligge i fosterstilling ville fortage sammen med hævelsen, for som jeg sagde til min veninde: Det ligger ikke til mig at være så ked af det i så lang tid ad gangen.

Sådan gik det bare ikke. I det hele taget gik ikke ret meget, som jeg havde håbet på, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg overhovedet skulle skrive det her. For noget af det, jeg altid har kunnet lide ved mig selv (og en af de primære årsager til, at I er så søde i min evindelige kummerlighed, forestiller jeg mig) er, at selv om mange ting har været træls, har jeg altid været gennemsyret af en eller anden uransagelig optimisme, lattermildhed og evne til at grine lidt af det. Problemet er bare, at den har jeg ikke længere.

Jeg leder febrilsk efter en mening, og jeg leder febrilsk efter, at jeg ikke bare er meningsløs. Sagen er … det her år har været det værste i mit liv. Det her efterår og den her forpulede vinter har været helvede. Lige nu går jeg rundt og er irriteret på nogle sting, fordi jeg fik fjernet en cyste lige før jul. Jeg mistede mine bedste kollegaer. Så var der keglesnittet, og at jeg kan se på mine prøvesvar, at den formentlig ikke er fjernet i rask væv (anden gang er lykkens gang, ikk’?). Fordi jeg har haft anoreksi, har jeg lige fået en livsvarig afvisning fra Sprogofficersuddannelse, som jeg ellers troede skulle få mig væk og løse det hele. Jeg har lige sagt farvel til håbet om ham, jeg troede, jeg skulle være sammen med, og jeg har stadig ikke rejst mig. Og mens jeg stadig lå og rallede i går, fik jeg beskeden om, at jeg skulle flytte ud af min lejlighed.

Når jeg dissekerer enkeltdelene, kan jeg se, at de hver for sig er overskuelige. Træls, men ikke desto mindre til at klare. Men lige nu er det som en lavine af lort, der bare bliver ved med at flyde, og jeg kan simpelthen ikke længere se enden på den. Og jeg er slet ikke i stand til at grine af den.

Fuck, hvor jeg savner en mening. Fuck, hvor jeg savner en hverdag, hvor noget er jævnt, og fuck, hvor jeg savner at tro på, at nogle ting nok skal blive bedre.

Jeg tror stadig, at jeg tror på Universet, men jeg tror også, at Universet er fløjtende ligeglad med den konstruktion, vi kalder for nytår. Det ville ellers være dejligt, hvis det hele kunne blive parkeret i 2019. Men jeg tør ikke håbe på, at det er tilfældet.

Godt nytår til alle jer, der stadig er her. Det mener jeg virkelig. Og af alt, der er godt i mig: tak – tak for hjælpen. <3