En ode til fortiden. 

Da jeg var 14 år, begik jeg den fejltagelse, at jeg begyndte at samle ind til voksenlivet.
“Jeg har fast løn og ingen faste udgifter, så nu er nok et klogt tidspunkt at anskaffe mig alle de ting, jeg ikke har råd til, når jeg er fattig og udeboende,” var mit meget modne rationale. Altså begyndte jeg at anskaffe mig et meget eksklusivt flytte hjemmefra-kit primært bestående af Royal Copenhagen, Georg Jensen og deslige. Ideen var ret fin, og den fungerede også godt, da jeg 4 år senere skulle trække pløkkerne op fra huset i Højbjerg. Held i uheld ville nemlig, at min elskede onkel var død kort tid forinden, og jeg kunne rykke ind i hans gigantiske 4-værelses lejlighed med min veninde, da min far havde fået den tømt ud.

Men derfra gik det kun én vej, og det var ned. 4 værelser blev til 2, 2 blev til 1, og pladsen blev langsomt mere og mere trang. Med andre ord betyder det, at jeg – over flere omgange – har set mig nødsaget til at skille mig af med mit voksne boligsortiment for at have plads til seng, kommode og instantkaffe. Hvad værre er, er jeg typen, der har for vane at tillægge alt en form for affektionsværdi. Jeg gemmer ALT: konfetti fra Britney-koncerter, visitkort fra udenlandske cafeer, festivalarmbånd og biografbilletter. Alt.

Som bekendt skal jeg snart flytte igen, hvilket har den afledte konsekvens, at jeg endnu engang skal i gang med at rydde ud og tage stilling til, hvilke minder jeg vil bevare i form af fysiske genstande, og hvilke minder, der vil have det fint med blot at leve videre inde i mig.

Her er lidt af det, jeg er stødt på (og ikke har smidt ud):

En ske, min onkel har fundet i Auschwitz og givet til mig. Vi havde et helt specielt bånd over 2. Verdenskrig, og det var også ham, der introducerede mig for Matador, da jeg var 5. Når jeg rører ved den rustne lille støbning, bliver jeg ramt af en helt speciel form for ærefrygt, og jeg synes, at det er fuldstændig sindssygt, at det enten er en SS-officer eller en fange, der har siddet og spist af den.

En fletning, jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika og arbejde. Jeg beholdt den, til den faldt ud med hårrødderne cirka et halvt år efter.
PS. Ja, den lugter.


Det sidste brev, min onkel nåede at sende til mig. 

Før var jeg tit træt, deprimeret og anorektisk. Så prøvede jeg personlig træning i et elitecenter for fitnessatleter, og så fik jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, Performance Gym.

.. eller fra da jeg arbejdede på Barellen og fik en chef, der faktisk gjorde mig syg (se ovenstående) og ødelagde mit liv i tre år.

“Kære unger… dengang Mor var barn, skulle vi køre ned i en butik for at leje film til lørdagshyggen. Det kostede 75 kroner.”

R.I.P 20 % på frugt og grønt.

10 thoughts on “En ode til fortiden. 

  1. Jeg har også stadig Britney-konfetti fra vores ture sammen! Friends 4-ever! <'333333 ps sejt med skeen, den må jeg lige se når du falder til på Lorteøen 🙂

    1. Det er derfor, jeg ved, at vi er venner for evigt og altid. <333333
      Ps. JA! I grunden er det ret vildt. Du må gerne holde den. <333333 PPS. Skynd dig hjem.
      PPPS. Amager. <33333

  2. Jeg gør det samme. Jeg har en æske jeg samler de ting sammen i af affektionsværdi og de betyder ret meget for mig. Min første parfume, et gammelt buskort, breve og smykker fra ekskærester, et par armbånd jeg knyttede i hånden på fritteren, mine første øreringe fra da jeg var 8, det “armbånd” jeg fik på på sygehuset, da jeg blev født osv. Det er sjældent jeg kigger i æsken, men når jeg gør, bliver jeg ramt af nostalgi og en varm følelse inden i 🙂 Og det er også den æske jeg først vil gribe efter, hvis der nogensinde skulle komme brand i min lejlighed. Minder betyder meget og jeg tænker ikke det en dårlig ting at samle på 😉

    1. Som ærter i en gryde! 😀 Jeg kan nikke genkendende til det hele.
      Ligesom dig tænker jeg heller ikke, at det nødvendigvis er en dårlig ting. Så længe det ikke bliver til en uoverkommelig byrde. Jeg er nok bare blevet påvirket lidt for meget af den der minimalistiske tankegang, hvor man skal skære alting fra. Og det behøver man jo slet ikke. Så tak for påmindelsen.

    1. Intet mindre, faktisk.
      Jeg håber virkelig, at de dygtige mennesker i marketing har fået sig et job i Føtex i stedet (de trænger til at få finpudset lidt kommunikation om deres øko-ordning…….)

  3. Dejligt indlæg! Jeg kender det SÅ godt. Jeg gemmer også på alt for mange ting – har absurde mængder af mærkeligt ragelse, der absolut ingen værdi har for andre end mig selv. Tøj og sko er også begyndt at have affektionsværdi for mig, så nu er det for alvor blevet svært at smide ud!

    1. Hahahaha! Ja, lige præcis – og det er en gru!
      ‘Smide DE sko ud?! Jamen det var jo dem, jeg købte dengang i Frankrig, og så havde jeg dem på til den fest, hvor jeg snakkede med ham der, jeg var forelsket i! Dem må jeg gemme for evigt’!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *