6 spøjse fænomener, som er små, men dog stadig spøjse

Kuk kuk, mor

hvor tilfreds er du på en skala fra ét til ti

hvor tilfreds er du på en skala fra ét til ti

Sidst, jeg snakkede med min mor, var den 17. februar. Jeg prøvede at ringe til hende i sidste uge, men hun sad i bilen på vej hjem fra sommerhus, signalet var dårligt, og hun kunne ikke høre, hvad jeg sagde. Egentlig ved jeg ikke, om det overhovedet gjorde en forskel. Vi lagde røret på.

Jeg elsker min mor på en mere normal måde, end jeg elsker min far. Jeg har stadig ikke helt lært, hvordan man af-elsker en mand som ham. Modsat ham er min mor god nok på bunden, og det er nok også derfor, jeg virkelig er i tvivl, mens jeg skriver det her. På den anden side er jeg så ked af det og bundfrustreret over situationen, og jeg har seriøst brug for perspektiv på tingene. Er mine følelser overhovedet berettigede? Men måske endnu vigtigere: er de helt fucking forgæves? (Og så skriver jeg det selvfølgelig også, fordi historien – helt objektivt set – er ret grineren og passer som fod i hose ind i fortællingen om min fabelagtige familie.)

Jeg starter for to år siden, da min mor stadig boede med min far. Huset var til salg, og de to var – officielt set – stadig sammen. Uofficielt var hun sammen med en ny mand, hestehviskeren Ludwig, og da hun afslørede affæren for min far, brød det hele sammen. Det har jeg vist fortalt før. Jeg har ikke fortalt, at jeg sætter stor pris på den affære, for det var den, der gjorde, at min mor turde gå fra min far, selv om det var 15 år for sent.

Nå, men hvem er ham Ludwig så? Se, det er der faktisk ikke rigtigt nogen, der ved. Han er meldt savnet af sin familie i Belgien. Han er en god rytter. Han har ingen bank, ingen konti, ingen kreditkort, ingen bopæl og ingen børn (hvad jeg ved af.) Lige nu “bor” han hos min mor, og ingen ved hvor længe.

Sidst jeg var i Aarhus, gik jeg en tur med min lillesøster, og hun spurgte mig, om jeg nogensinde havde overvejet, om han var en af de der mænd, der snyder kvinder og bilder dem ting ind. Tanken havde ikke helt strejfet mig, så jeg bad min søster om at uddybe, hvad det egentlig er, Ludwig påstår at have bedrevet. Hun begyndte at liste op, og nogle af tingene har vi sikkert glemt:

  • Professionel springrytter
  • Pilot og/eller flymekaniker
  • DJ og kendt i hele Belgien for at være den, der introducerede belgierne for amerikansk musik
  • Noget på universitetet om hestes fysiologi
  • Ejer af et kæmpe kaviartransport-agtigt firma under den kolde krig (som gik galt på grund af alt muligt med Østeuropa og den russiske mafia)
  • Træner af springryttere og heste til OL

(Har desuden fået flere tilbud fra arabiske rigmænd om at komme til Dubai og træne deres guldheste.)

Alt det kunne selvfølgelig være super lige meget, hvis ikke det var for det faktum, at min mor er herre forelsket i ham. Sådan 14-års-jeg-kan-ikke-leve-uden-dig-forelskelse. Over jul og nytår var han her også, og hun havde sendt ham op i sommerhuset, så vi kunne få lidt familietid sammen, men hun kunne slet ikke undvære ham, så den der familieferie, jeg havde satset på, endte ret brat, da hun smuttede op til ham den 27. december; et par dage før planen. Jeg fik et par dage med hende, og resten af året var jeg alene i hendes lejlighed i Aarhus. Selv om hun havde haft en måned med ham i forvejen (og også ville have det efterfølgende) var det ikke nok grund til, at hun kunne bruge en uge med mig. Eller resten af mine søskende for den sags skyld.

Ludwig er her stadig. Jeg ser ikke, at der bliver stillet nogen krav. Min mor er glad, fordi hun har ham, og det er åbenbart nok for hende lige nu. Når jeg spørger hende, hvornår han skal hjem (whatever that is) kan hun ikke give noget svar. Hun kan heller ikke svare mig på noget som helst andet; om hun har tænkt sig at komme til København og sige hej, som hun havde snakket om, om jeg kan komme til Aarhus for en weekend og hygge med hende, om vi kan tage en tur i sommerhus med min lillesøster, intet svar på noget som helst. For når Ludwig er der, er han det eneste, hun planlægger ud fra.

Vi synes, at det gør lidt ondt. Jeg er stoppet med at konfrontere min mor, for jeg oplever ikke, at hun lytter til mig. I stedet for trækker jeg mig bare og prøver at klare den uden. Så siger jeg til mig selv, at jeg jo er voksen, jeg skal ikke være et barn, jeg skal ikke sætte krav til mine forældre, de lever selv, jeg lever selv, sådan er slagets gang. Og så på den anden side sidder der et lille barn inde i mig, der bare græder salte, bitre tårer, fordi det bare for én gangs skyld ville være fantastisk at opleve nogle forældre, der bare gad mig ubetinget. Jeg vil gerne være deres førsteprioritet.

Min nye medpraktikant fortalte lige, at hendes familie fra Vestjylland havde været på besøg en weekend, og de havde været nede og se Allerhuset, havde taget billeder af stedet og været totalt hype over hele situationen. Min mor kiggede en enkelt gang forbi, jeg var selv næsten lige startet i praktik, verden og byen var ny, og vi havde ikke set hinanden i 2 måneder. Hun var lige landet i Kastrup efter 6 uger i Spanien (hos Ludwig.) Vi sad i Allers kantine og kiggede lidt på hinanden. Hun prikkede fjernt til kyllingelåret på tallerkenen. Sagde ikke så meget. Der gik en halv time, før jeg fik sagt: “Jeg skal også tilbage til arbejdet,” og så tog hun videre igen.

Det var ikke ret sjovt.

56 kommentarer

  • Maja

    Jeg ved godt, at du reelt ikke kan bruge det her til noget, men shit, hvor synes jeg at det er bunduretfærdigt for dig, at du lige har trukket de to forældre i lodtrækningen og samtidigt har jeg det semi-dårligt med at sige sådan noget – for det er jo din familie og dine forældre og hvad ved jeg overhovedet om dét og selvfølgelig elsker du dem og din mor gør jo også dig. Men stadig, ville ønske du hvert fald havde din mor til at have din ryg, når nu din far virker til at være det vildeste shitshow. Så ja, bare en virtuel krammer og et p.s. om, at når jeg ser en meget blond pige med mørke øjenbryn på Amar’, så tænker jeg altid “ej, er det mon Karoline fra Hvid Kaffe, hende kender jeg.. altså næsten.” 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, det er helt okay, du må gerne sige sådan. 😉 Jeg véd, at min mor er et vinderlod, og hun HAR hjulpet mig rigtig rigtig meget tidligere (da jeg var syg) – men på det tidspunkt var det hele også lidt tåget, min far var der, og ja.. det er nærmest som et andet liv. Og netop fordi hun er sådan en, jeg anser for at være rationel og ganske klog, er det dobbelt op på frustrerende, at hun ikke kan se, hvad jeg kan se (= nemlig at Ludwig bare har taget min fars plads.)
      Tusind tak for krammeren, jeg sender ti retur til dig, Maja! :-* OG UH UH, nu er jeg helt spændt! Hvis du en dag ser en lyshåret pige med sorte bryn (som er mig! Der er vist en del af dem på Amar’, hahahaha) så siger du hej, ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Kære Karoline. Jeg er nok nærmere din mor i alder, har selv børn og har en mor (lidt endnu), der på mange måder lyder som din. Derudover har/er jeg også selv været forelsket i en ny mand, der ikke er ungernes far. Så har på en måde været “hele vejen rundt” og set sagerne fra mange vinkler! Hele min mors voksne liv har hun været “underlagt” min far (ligesom vi andre var det). Han bestemte alt, og var meget dominerende, opfarende og kontrollerende, og hun turde ikke sige ham imod og stå op for os (eller sig selv for den sags skyld) – noget, jeg har haft svært ved at håndtere, da jeg selv blev mor, fordi de skide unger sq betyder alt for mig, og jeg vil gå til verdens ende for dem. Og seælvom jeg også har prøvet en forelskelse i en ny mand, der ikke var børnenes far, er min kærlighed og omsorg og interesse for mine børn jo ikke blevet mindre eller tilsidesat. Min mor har nok mere været som en (lille)søster for mig end en mor, da hun samtidig var meget selvcentrerende og havde svært ved at sætte andres behov (bortset fra min fars) over egne. Min mor har aldrig været en stærk kvinde rent mentalt, og jeg lærte tidligt at mine problemer måtte jeg håndtere selv. Jeg har aldrig haft den der favnede mor, man altid kunne komme til, og som ville give omsorg og ubetinget kærlighed. Det har gjort mig megte selvstændig tidligt, men også givet nogle ar og nok også gjort mig noget utilnærmelig til tider, da jeg har en grundfølelse af at være alene og skulle klare alting selv. Nå, men da min far så dør, finder hun en gift mand, som hun forelsker sig hovedkulds i på teenagermåden – og stadig ser efter 14 år. HELT på hans (og hans kones) præmisser. De har aldrig kunnet rejse eller gå ud sammen – noget hun heller ikke kunne med min far (da han ikke gad), og det er ham, der sætter alle betingelser for deres samvær. Selv efter min mor er blevet alvorligt syg, har han ikke været der for hende. Jeg kunne rigtig godt have undt hende nogle gode år med en god mand. Istedet vælger hun atter en mand, der i den grad sætter dagsordnen. Nu hvor hun er terminalt syg, og jeg plejer hende, er jeg ved at indse, at jeg jo aldrig får den omsorgsfulde mor, jeg gerne ville have haft. Og at jeg derfor må være mor for mig selv istedet, og prøve at give mig selv den omsorg, jeg skulle have haft. Et stort kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Shit, Sanne… det er fandme en barsk historie, det der!
      Jeg bliver så ærgerlig, når jeg læser det, for hvor er der bare mange led af ofre, når den slags udspiller sig i familier. Og det er ekstra ærgerligt, når de, som skal tage et ansvar, aldrig helt formår at gøre det. Når det er sagt, så er jeg rigtig ked af at høre, at din mor er syg. Jeg håber af hele mit hjerte, at I får det bedste ud af den sidste tid, I har med hinanden.
      Alt det bedste og stort kram herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hvis du vil have et voksent forhold til din mor, er du nødt til at bede hende opføre sig som en voksen, uanset hvilken mand, der figurerer i hendes liv. Det kan for fanden da ikke være så svært at ringe tilbage, sende en besked, give et svar på en opfølgning, og det er du fuldt berettiget til at slå ned på. Du behøver ikke engang, gå i dybden med hvordan det har været – du kan bare sige, hvad du forventer, der skal ske fremadrettet, og så er det op til hende, hvilket forhold HUN forventer I skal have. Bum. (Nemmere sagt end gjort).

    PS: Alle familier har deres ting, der truer under overfladen. Det betyder ikke nødvendigvis, det aldrig er godt, eller de ikke elsker hinanden, det betyder bare vi alle er mennesker og ser verden på hver vores måde – og den eneste måde at få andre til at se vores verden på, er at forsøge at sætte sig ind i déres.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jep, lige dit PS. tænker jeg faktisk er ret essentielt. For det er jo en kerne i alt det her, man bare ikke kan (eller skal) fjerne.
      Hun har læst det her indlæg, vi har talt i telefon sammen efterfølgende (ikke om det, bare om hyggeting) og så tror jeg, at vi tager snakken “Hvad skal der ske herfra”, næste gang jeg er i Aarhus. Helt sikkert nemmest på papiret, ja, men også nødvendigt. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      You Can do it. Mig og misser tror på dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jaa! Kys missen fra mig. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    En ting er sikkert; mit hjerte gør fucking ondt når jeg læser dine skriblerier om familie.
    Dine forældre er virkelig ikke deres ansvar bevidst. Din far behøver jeg ikke komme ind på – han lyder som en lost cause.
    Din mor; wow.
    Hun må på en eller anden måde have det så svært at hun ikke kan rumme at forholde sig til hendes børn og jeres behov for hendes nærvær.
    Måske hun går og bilder sig ind (forsvarsmekanisme: fornægtelse) at I er voksne nu, og I klarer jer jo så godt på egen hånd. Det er helt ok derfor at lulle sig ind i hestehviskerens kærlighed (BTW han er da totalt crazy og advarselslamperne blinker i vilden sky her).
    Jeg synes fandme ikke det er ok.
    Du har brug for at blive bekræftet i at du er elsket betingelsesløst. Hvilket du selvfølgelig er.
    Men det er fandme svært at tyde. Op på hesten Mutti. Og nej, ikke Ludwigs hest, men på morhesten. Sender al god karma din vej Karoline. Al.
    Du bliver til noget stort. 100.
    Hold ud. Og læg fokus på kærligheden ml. dig og din søs. Den er uvurderlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja. Wow… 🙂
      Jeg er ærligt talt lidt (=meget) i tvivl om, hvad det egentlig er, hun bilder sig ind. Der er vi jo ude på et tolkningsområde, som jeg nok har lidt svært ved at udtale mig om. Du har helt sikkert ret i noget af det, og så tror jeg også, at meget af det handler om, at hun nu “giver plads til sig selv” og sætter sig selv i første række. Der kan vi jo bare være lidt uenige, for jeg mener, at Ludwig er i første række, som det ser ud lige nu.
      I øvrigt en smadder fin heste-metafor! Jeg er ret vild med den, haha! Og ja. <3 Du har ret. Skal sgu snart lige have snakket med hende lilsis.. det trænger vi vist til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er ikke spor urimelig.
    Forældre skal sgu steppe op, og levere mere. Punktum.
    At nogen ikke gør det, magter det eller vil det (som din far og min mor), det er en virkelighed man desværre ubarmhjertigt er nødt til at forholde sig til.
    Så må man få det bedte ud af sine nummer to forælder – jeg har været heldig, min far gør det virkelig godt. Trods det har jeg stadig ikke tilgivet ham, at han tog på cykeltur i Italien med sin nye kæreste og hendes to børn, og efterlod mig og min bror derhjemme (vi var i slut teenage årene). Men jeg har aldrig sagt det til ham.
    Og ved du hvad, det spøger i mit liv i dag! Jeg har jo herligt rod i livet, og blev skilt fra min søns far sidste år, nu er vi sammen igen, hurra. Og som i fo et par dage siden, gik det op for mig, at jeg bliver nødt til at owne de forpulede issues jeg døjer med. Om jeg vil det eller ej, for de tordner frem i mit kaos indimellem. Både min uduelige mors manglende vilje og forældreevne, men også min dumme forelskede far, der tænkte at hans store børn da sagtens kunne klare sig derhjemme. Til trods for at det mest eksotiske de havde set var Bornholm.
    Gav det overhovedet mening…? Aner det ikke…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Av, for fanden. Det har gjort ondt. Forstår virkelig godt, at det hænger ved i dag.
      Er du et sted, hvor du nogensinde kunne konfrontere ham med det på en ordentlig måde?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Jeg har aldrig skrevet en kommentar før, men jeg kan ikke lade være da dit indlæg gjorde stort indtryk. Jeg blev så vred og trist på dine vegne. Selvfølgelig fordi din mor ikke opfører sig, som jeg synes man godt kan forvente. Men det værste er din tvivl om du kan tillade dig at have de følelser du har. For SELVFØLGELIG kan du det. Ville syntes alt andet var underligt. Kunne skrive en masse mere, men egentlig ville jeg bare give dig min 100 % støtte og så håber jeg din mor snart vil åbne øjnene og virkelig se dig! For andet har du ikke fortjent.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og hvor er jeg bare glad for, at du tog din kommentar-mødom. Virkelig. 🙂
      Jeg regner med, at vi skal have en form for snak, næste gang vi ser hinanden IRL, og i den forbindelse vil jeg virkelig prøve at have dine ord som mantra; at jeg godt kan tillade mig at have de følelser, jeg har. Dem tror jeg faktisk, jeg bliver nødt til at holde fast i, hvis vi skal finde en optimal løsning herfra. Så TUSIND tak til dig, Cecilia.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Tak fordi du skriver om svære familieforhold. Det er bare så befriende at høre at andre også kan have “kuk” i relationerne. Jeg ville virkelig ønske det var helt anderledes for dig. Men nu hvor det ikke er, så vil jeg bare i det mindste sige tak for at du deler dine tanker – der er flere derude der kan relatere til det end du tror!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Selvfølgelig! At dele ud af kukkerierne er seriøst det bedste, jeg nogensinde er begyndt på. Det sværeste er, at det jo ofte involverer andre mennesker (og ofte også nogle, man elsker) og så bliver det pludselig et meget svært område at padle rundt i.
      Tak til dig. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Åh nej. Det er som at læse om mig selv. Især det næstsidste afsnit – det kunne jeg have skrevet.
    Tror kun man forstår dine følelser, hvis man selv har prøvet noget lignende. Det er så underligt at have sin mor uden rigtigt at have hende. Puha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg så ked af at høre, Sofie.
      Jeg håber virkelig – for at begge – at vi på et tidspunkt får prikket hul igennem, så vi kan snakke med dem om, hvad det er, der foregår, og hvordan det føles. Pøj pøj <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det lyder som et dilemma, Mads & Monopolet kan hjælpe dig med ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HA, true! Jeg har også overvejet dem 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde skrevet en kommentar i går, men den åd cyberspace åbenbart. Men søde du, hvor har du bare fortjent alt muligt andet end det! Forældre er bare en virkelig underlig og komplet uforståelig størrelse (det synes mine poder utvivlsomt også), jeg ved ikke hvem fanden, der opfandt det koncept (ned forældre, altså), det er jo komplet uholdbart. Håber virkelig at din mor en gang kommer op til overfladen! Kæmpe kram fra mig til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja. Forældre. De ER sgu mærkelige. Måske fordi de også bare er mennesker, ikk’? Det er jo egentlig ret skørt, at når man får et barn, får man pludselig et menneske, man slet ikke er menneskelig for. Forældre skal j o kunne det hele.
      Glæder mig til at se dig snart. Møs. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Tror, vi har samme mor…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Haha, Forældrefælden! 😀
      Ej, spøg væk. Det er jeg ked af at høre; er hun også ude på en mark med en skør hestehvisker?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Niks, gid han i det mindste var så festlig 😂 Hun er håbløst forelsket i verdens mest travle/syge lille kedelige mand. Han er gået på pension, bor i samme by, men bailer hende altid pga travlhed eller sygdom. Det forhindrer hende dog aldrig i at aflyse med os børn for at varte ham op når han endelig har tid eller bare blive brændt af endnu engang. Men hun har altid en undskyldning for ham. Nå ja, og så ved alle at han har et hav af andre damer. På nær min kære mor, det anerkender hun ikke.
      Fem-seks år har de “været sammen” og det er lykkes ham at presse tid ind til to arrangementer i vores familie i sit ufattelige stramme program, der jo selvfølgelig også indeholder en imponerende sygdomshistorik. Aldrig har en voksen mand haft influenza så mange gange…
      Forstår dig virkelig, det handler jo hverken om ikke at unde sin mor lykke, eller ønske hun mandsopdækker en. Bare en snert af den opmærksomhed og omsorg hun så villigt kaster efter en der egentlig ikke fortjener det. Overhovedet! Bitter? Nul 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      “det handler jo hverken om ikke at unde sin mor lykke, eller ønske hun mandsopdækker en. Bare en snert af den opmærksomhed og omsorg hun så villigt kaster efter en der egentlig ikke fortjener det.” OMG, HALLELUJAH! Det er jo pointen indkapslet i to sætninger! Hvor er du awesome!
      Han lyder til gengæld sådan.. helt det modsatte af awesome. Ved du, hvad hun er forelsket i? Det lyder jo vitterligt, som om han er helt og aldeles uduelig. Ej ej ej, jeg føler med dig! Hvor må det være inderligt frustrerende at stå som tilskuer til det freakshow.
      Af ren nysgerrighed.. kender din mor til dine følelser for deres forhold?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Ved virkelig ikke, hvad hun ser i ham 😂 Det er det evige tilbagevendende og dog ubesvarede spørgsmål, når mine søskende og jeg leger lommepsykologer, fordi 1) han er en idiot 2) vores mor altid har opdraget os ret rødstrømpeagtigt. Hun kørte altid vores far rundt og fandt sig i ingenting. Så det giver ingen mening at hun pludselig affinder sig med at være dørmåtte.
      Og nej min mor kender ikke til mine følelser, fordi – gør klar til monolog – jeg var meget knyttet til min far, altid “fars pige” osv, og min far døde pludseligt for otte år siden. Så min mor er jo overbevist om min modstand handler om at der er en anden… Hvilket ikke kunne betyde mindre for mig. Hun kunne have stået med en ny mand til min fars begravelse og jeg ville aldrig koble de to ting sammen. Jeg mener min far er død, og han bliver jo hverken mere eller mindre død af hun har fundet sammen med en anden, forstår du? Men det er den version hun har brygget sammen, og står fast på. Så det…
      Og hun havde nær lynchet min søster en dag hun påtalte de andre damer, så vi lever bare med elefanten i rummet 😂
      Sejt, du har skrevet det her vel vidende at din mor læser med. Måske er der håb i din ende af forældrefælden 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine C

    Jeg tænker at din mor har fortjent det efter så mange år med din far.
    Ja, et forældresvigt gør ondt, især når det er fra begges side, men som en der er gammel nok til at være din mor, så er livet for kort til ikke at bruge et par år på lykke. Tænk hvis hun skulle dø uden nogensinde at have oplevet at blive elsket og feteret? Det har vi alle fortjent fra en ligebyrdig partner.
    Giv hende tid. Fortæl hende, du er der, når hun har brug for dig og lad hende løbe med hestene for en stund

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Selvfølgelig fortjener moren kærlighed, men en dyb og rummelig kærlighed udelukker ikke den ene parts børn. Relationer der får en til at smide sin inderste cirkel af mennesker over bord lyder ikke specielt meget bedre, end den relation hun kommer fra. At føle sig feteret må være jordens dårligste argument for at svigte sine børn. Det sætter dybe spor, og man skal ikke smadre andre menneskers tillid, forbi man har brug for ‘at løbe med hestene’.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hun har løbet med hestene i over to år. Det er ret lang tid.
      Jeg vil altid være der for hende, det er ingen af os i tvivl om. Og hun fortjener at blive elsket og at være forelsket.
      Jeg bad om inputs, og det er rart at få nogle, som ikke stryger mig med hårene, men hvorfor udelukker ‘at bruge år på lykke’, at hun også kan være der for sine børn? Hvordan i alverden kan det ene retfærdighedsvis være på bekostning af det andet?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Jeg må bare skrive det, som jeg tænker det: det er mig uforståeligt! Lige meget hvor store ens børn bliver, bør de “altid” (forstået på den måde, at man også kan blive nødt til at sætte sig selv først, for at gøre børnene det gode) være ens første prioritet.
    Jeg forstår godt, at dit hjerte gør ondt. I relation til dine forældre, vil du altid være det lille barn, der skal holdes om! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg synes jo, at det er fantastisk at læse – selvfølgelig fordi du giver mig ret ( 😛 ) men nok egentlig mest fordi, du er så god til at sige tingene på en måde, jeg ikke selv tør. Åh, hvor er jeg bange for at sætte mig selv i lille barn-positionen, fordi det bare kan gøre så ondt, når jeg så bliver skuffet. Tusind tak til dig. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Man kunne også se sådan på det at det er fantastisk din mor kan og tør forelske sig igen. Og hvor er det vidunderligt at efter årene med din far så har hun fundet er forhold der gør hende glad. Og lur mig om hun ikke også har store sår på sjælen efter tiden med din far lige som du har?
    Når det så er sagt…
    Så lyder det lidt mystisk med den gode Ludwig, men så længe han betaler selv og ikke får din mor til det så går det nok. Har selv en ven med lige så utrolige historier, men de ér faktisk rigtige.
    Nu ved jeg ikke hvor tit du selv ringer til din mor. Min mor ringer helst ikke fordi hun er bange for at forstyrre og hendes drog af en datter får kun ringet en gang om måneden. Og tit får jeg ringet når hun er optaget eller de ikke er hjemme. Så føler jeg mig snydt. Og bagefter tænker jeg heldigvis sidder de ikke hjemme og venter på jeg ringer, for det gør jeg jo nærmest aldrig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Jeg er meget uenig. Det lyder for mig som en ekstrem usund forelskelse, hvis man ikke formår at være mor samtidig. På mig virker moren ekstrem underlegen i den relation, hvis hun er nødt til at haste hjem midt i julen for ikke at gå glip af tid sammen med ham. Og alle alarmklokker bimler og bamler, når jeg læser hans jævnt megalomane og utroværdige fremstilling af sig selv. @Karoline jeg håber din mor har et netværk der kan samle hende, hvis han vedbliver at være lige så manipulerende og uærlig, som han lyder her. Men det er ikke dit ansvar – kun din mors at komme ud af en relation som måske er nedbrydende for hende. Og slutteligt synes jeg slet ikke man kan sammenligne ikke lige at få ringet til sin mor med Karolines historie. Her er en datter som higer efter at mærke sin mors kærlighed, men som bliver svigtet gang på gang. Det må man sgu gerne være i oprigtig sorg over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Maria, jeg tror måske, at du er min skytsengel, lige hvad den her sag angår.
      Jeg tør slet ikke selv at skrive alle de ting, du har skrevet, fordi jeg aldrig nogensinde (i nogen aspekter her i livet) ved, hvor meget jeg kan stå på retten til mine egne følelser.
      Det er helt uvurderlig læsning, og jeg tager det hele med mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg ved ikke, hvordan de fikser betalinger, og jeg har heller ikke gidet at spørge, for jeg tror måske ikke, at jeg kommer til at heppe over svaret.
      Og så til det andet… fuck, hvor er jeg glad for, at min mor kan være glad igen! Og fuck, hvor er det godt, at hun er væk fra min far og får noget positiv opmærksomhed. Men det er slet ikke problemet. Problemet – som jeg ser det – er, at Ludwig er en spøjs fætter, og at min mors opførsel på mange måder ligner den, hun også havde sammen med min far. Grænseløst, uden krav, uden betingelser – og at det er ham hele tiden. At hun tilsyneladende er så forelsket, at hendes kæreste er ALT, og resten er sekundært. Dét er jeg træt af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg vil lige sige at det er fuldstændigt ok, at du føler som du gør. Ens forældre burde være de nogen af få mennesker, man altid kan stole på vil være der for en. Gennem hele livet, også den voksne del af det. Så kan godt forstå det gør ondt, når de svigter. Jeg sender et stort kram din vej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du får lige et kram fra os 🐾
    Kan godt forstå både dine følelser og din søsters tanke. … samtidig er det jo rart din mor er forelsket….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh, forældre og forventning er aldrig en sjov kombination. Selvom mine forældre er dejligere end det mest. Det kan stadig ikke forenes – hverken den ene eller den anden vej, så vi ser igennem fingrene med forventningerne og får det bedste ud af det hele, på hver vores måde.

    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Av 😥 Kram til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Årh mand, sikke dog en situation. Det gør ondt på mig at læse. Som barn blev jeg selv svigtet voldsomt af min far pga. en “ny” kvinde, så jeg kan til dels sætte mig ind i det. Grundlæggende set: Ja, dine følelser er (mere end) berettiget. Om de er forgæves? Hvad hvis de er? Du kan jo ikke, fra det ene sekund til det andet, beslutte, at du ikke vil føle dét, du føler. Men det lader jo ikke til, at hun har tænkt sig at ændre adfærd. Til trods for, at hun gør sine børn (SINE BØRN!!) kede af det. Hvilket er uendeligt trist og i min verden.. Virkelig et svigt. Måske skal hun bare have noget tid til at være forelsket, og så går virkeligheden (som virker knap så lyserød) op for hende? Men hvor lang tid noget tid er? Det er jo umuligt at vide. Det virker jo som om, at det ikke ligefrem er første gang at hun underlægger sig en mand og lægger alt andet til side. Så… Kort sagt… Så har jeg absolut ingen løsningsforslag, men jeg vil gerne fortælle dig, at jeg føler virkelig meget med dig og jeg synes virkelig, at du har alle grunde i verden til at være såret. Især også med tanke på, at hun ved hvordan jeres anden voksne (jeres far) har svigtet jer. At hun nu også gør det.. Det er bare slet ikke fair.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siff

    For fanden, det lyder hårdt! Jeg håber virkelig, at hun snart åbner sine øjne og ser jer og jeres savn. Har du hørt Tværs? De sidste par programmer sætter fokus på misforhold mellem barn og forælder, måske kunne det være noget for dig at høre?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Nu skal jeg passe på med at være for hård mod din mor, for teksten er selvfølgelig ikke skrevet for at udlevere hende. Men hold kæft hvor kan jeg godt forstå, at du er i sorg. Det må næsten føles som et dødsfald, når ens mor bliver så fjern. Kvinden som burde være der uanset hvad – barn som voksen. Det kan mødre ikke altid, men de kan prøve. Jeg håber din mor læser din tekst og kigger lidt indad. Forelskelse kan være vild og vanvittig, men hvis den får en til at fravælge sine børn, bør man virkelig være sig sit ansvar bevidst og blive en mere voksen version af sig selv. Kram til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hannah

      Jeg er så enig!! Forældre har selv valgt at være forældre, og derfor bør forholdet tol børnene ALTID være vigtigere end forholdet til en ny kæreste – uanset hvor stor forelskelsen er osv. Jeg synes, at det er SÅ uretfærdigt for dig, kæreste Karoline ❤️❤️❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det letter seriøst så meget at læse, det der. Fuuck, hvor har jeg bare været bange for, at jeg var helt ved siden af og helt og aldeles uretfærdig. Tusind tak for kommentaren, nu håber jeg, at jeg får lidt mere mod på at få snakket med min muttifix om det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg synes, at det er helt vildt, hvordan du bare sådan kan sætte ord på en hel masse af det, jeg selv er fyldt op af.
      Min mor har læst teksten nu, og hun skrev en sms umiddelbart med det samme, og jeg tror, at hun er blevet påvirket af det. Men jeg tør ikke gøre mig nogle forhåbninger, for intet af det, jeg har skrevet, er nyt for hende. Vi har haft snakken maaaange gange før, og netop fordi der ikke er sket en skid (*ruske ruske*) blev jeg simpelthen nødt til at få nogle tilbagemeldinger på, om jeg bare er pisse urimelig. Af hjertet tak for din kommentar, jeg er pokkers glad for den!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Åh for pokker det lyder godt nok som om, du har nogle lorteforældre! Man bliver jo helt glad for sine egne og de er sgu også op ad bakke tit og ofte. Vær stolt over, at du, trods alt, på skrift virker til at være en skøn person!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg har én lorteforælder. Og så har jeg en anden, jeg slet ikke forstår. 😉
      Hehe, du har ret! Jeg er sgu ret skøn, og tak for den påmindelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja Elverkilde

    For det første synes jeg det er GODT du skriver det, selv om du er i tvivl. Det er ligesom altid sværest med de nuancerede og komplicerede følelser, hvor man ikke har lyst til at såre nogen – men det er samtidig dem, der er flest af, og hvis ingen siger det højt, tror alle de er alene om at føle det. Og så ville jeg ønske jeg kunne ruske din mor (bare en lille smule), for det er simpelthen ikke i orden opførsel! Hun skulle bare stå der foran Aller og falde i svime over sin røvseje datter, og blive helt vildt lykkelig over at du har lyst til at besøge hende, intet mindre, basta! Og så elsker jeg hende samtidig lidt for at være så smaskforelsket, fordi: det er jo det fedeste at være så smaskforelsket og skide på det hele – og så netop i wunder-Ludwig, som OBVIOUSLY er alt han siger og mere til, well … hm, ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg synes bare virkelig det er godt du skriver det, og at du skriver det vildt fint.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er det nemlig, og det er så pokkers. Det føles rart at komme ud med, men det er fileme også en smule ambivalent og utrygt, fordi jeg for alt i verden ikke vil træde på dem, jeg holder så meget af.
      Nå.. men jeg var faktisk ved at græde lidt, da jeg læste din kommentar. Både fordi den er helt ufatteligt sød og omsorgsfuld, men også fordi jeg giver dig ret. Det var sådan, jeg gerne ville have haft, det var. Så jeg kan bruge det til en hel masse, og jeg er enormt glad for, at du gav dig tid til at skrive. Tak til dig. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Jeg har så enorm meget respekt for dig og syntes du er noget af det sejeste!! Du skriver om nogen vilde ting og du skriver det så bundærligt. Et kæmpe skulderklap herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Haha, åååh.. hvis du kunne se mit rødmende hoved lige nu, Freja! Tusind tak skal du have. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    1. Min kommasætning er elendig, jeg trænger til et lyn dansk kursus.
    2. Jeg vil mene at det er fuldstændigt retfærdigt, at man forventer og håber på opmærksomhed og kærlighed fra sine forældre. Derimod er der nogle forældre, som simpelthen ikke magter den rolle de har påtaget sig. Og det finder man jo sjovt nok først ud af lidt for sent. Trust me, jeg har et pragt eksemplar i min familie.
    3. Det kan være svært at opleve, at ens mor eller far hopper ud i et nyt forhold – OGSÅ selvom man er glad på deres vegne!
    4. Ludwig lyder som en eventyrlig bandit. Måske han er det modsatte af din far? Måske det er det hun falder for, og hermed pludseligt ikke kan få nok. Der er mange vinkler på sagen.
    5. Jeg ved det ærligt talt ikke, og jeg vil nødigt virke som om jeg pådutter dig en masse holdninger. I’m just writing out loud. Sincere apologies hvis det er too much!
    6. Stort kram fra Århus (sagt med et langt Å)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du klarer det sgu meget fint, Christine. 😉 (min egen kommatering er også helt fucked, så alt forladt)
      Ludwig er helt afgjort en modsætning på langt de fleste punkter. Jeg ser bare en masse ligheder ved min mor – altså i forhold til hendes adfærd over for dem, og det er nok det, der er mest foruroligende.
      Mange vinkler, yes. Tak for det, og kæmpe kram fra mig til dig og ÅÅÅÅÅrhus. Hav det dejligt. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Os med “kedelige grå” forældre ved slet ikke hvor godt vi har det. Jeg håber dig og dine søskende kan læne jer lidt op af hinanden ind imellem, når nu I ikke har fået nogle forældre der magter den rolle. Og husk så, at dine forældres manglende evner ikke handler om, at du ikke er værd at give den ubetingede kærlighed og opmærksomhed. Det har slet ikke noget med dig at gøre. Og måske er det netop dét, der er problemet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      hehe, nej. leverpostejsforældre er virkelig en gave 😀
      Jeg sætter stor pris på reminderen, det skal jeg prøve at fortælle mig selv lidt oftere. For selv om jeg ikke er specielt bevidst om det hele tiden, har det desværre nok haft en indflydelse på, hvad jeg selv synes, jeg er værd. Og det er sgu nederen. Så tak, Ninna.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 spøjse fænomener, som er små, men dog stadig spøjse