Med røven i klaskehøjde

At gå tilbage til en fuser


Opsigelse af lejemål v. Vejlegade.
Jeg opsiger hermed lejemålet ved ovenstående adresse, således lejligheden står til din disposition pr. 1. februar 2017. 

Det var ved at være 6 uger siden, jeg sidst havde set min far, 4 uger siden, jeg havde fået en praktikplads og 2 uger siden, jeg fik skrevet en opsigelse af min lejlighed.
Der lå den på mit bord i 10 dage, og hver gang jeg kiggede på papiret, fik jeg en knude i maven. En knude som mest bestod af dårlig samvittighed, skuffelse og splittelse.

Jeg havde allermest lyst til at smide brevet igennem hans brevsprække og lade ordene være en afsked i sig selv. Men på samme tid havde jeg også lyst til at fortælle ham om mit nye liv i København med fuldtidsjob, overenskomst og cykelhjelm. Så papiret lå bare der og mindede mig om, hvor uforløst det er at være datter til min far.

Men i torsdags blev jeg ramt af en eller anden form for klarsyn. Eller i hvert fald gik det op for mig, at det ikke gav nogen mening at blive ved med at udskyde opsigelsen, som på alle måder havde vokset sig større i hovedet på mig, end det nogensinde ville blive for min far. Så jeg greb papiret, vandrede mod stueetagen og bankede på hans dør.

Han var glad for at se mig. Han var også glad for at høre om min praktikplads, selvom hans kæreste havde fortalt, at det var på Alt for Damerne. Han kunne godt lide, at jeg var ved at blive voksen, og at det var rart, når hans børn godt kunne livet selv. Og så kiggede han mig dybt i øjnene, smilte til mig og holdt om min hånd.

“Det gør mig så glad, når det går jer godt.”

Med mænd, sådan helt generelt, tolererer jeg nok ikke så meget bullshit. Og hvis de først er ude, så kommer de ikke ind igen. Med min far er det bare noget andet, for han er ikke ligesom andre mænd. Allerede som 15-årig begyndte jeg at forsone mig med tanken om, at jeg nok skulle leve et voksenliv uden en far. Den beslutning tog jeg mange gange, men jeg endte altid med at få kolde fødder.

For min far behøver kun at smile til mig, og så glemmer jeg, hvor meget jeg har forbandet ham langt væk, hvor meget jeg har manglet ham i mine teenageår, og hvor svært han har gjort det for min familie at være glad.  Og alle de gange jeg har råbt og svovlet ham i hovedet bliver ligegyldige. For nu smiler han til mig og fortæller mig, hvor stolt han er.

Min lillesøster siger, at jeg skal passe på. At jeg ikke skal tilgive ham så hurtigt, for jeg ender bare med at blive ked af det igen. Jeg ved også godt, at hun har ret, selvom det er hårdt at erkende. Men det er ikke ligeså hårdt som ikke at have en far.

18 kommentarer

  • […] Så for at hjælpe mig selv videre herfra, må jeg hellere samle op, hvor jeg slap den sidst og gangen før det.  […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Det lyder ogsaa svaert, naar dine fölelser omkring ham er saa splittede. Og saa har I endda boet i samme bygning. Pyha, det er lige saadan noget jeg kunne faa mareridt over. Haaber ikke det har vaeret alt for slemt.
    Der har det vaeret lidt nemmere for mig og mit problematiske familieforhold, fordi jeg mest kun har de negative fölelser tilknyttet til det. Jeg havde kolde födder, men jeg vidste altid at det var den rigtige retning jeg gik i.
    Det er ogsaa ret tabu at snakke om. “Jamen, det er jo din mor/far!” *indsaet chokeret stemmeleje*.
    Saa det er rart at höre om andres mere eller mindre problematiske familieforhold.

    For nogle aar siden tog jeg det svaere valg at droppe kontakten til min mor. Jeg har en mini-familie, saa jeg holdte krampagtigt fast i det der nu var tilbage.
    Det er ikke fedt at vaere mutters alene, det er ikke noget man vaelger, ikke rigtigt at have nogle rödder eller fast holdested. Ved faktisk ikke helt, hvad det der familie er for noget? (jeg blev tvangsfjernet, desvaerre lidt for sent imo, burde have vaere fjernet ved födslen). Det giver nogle styrker, der er ikke det jeg ikke kan klare selv. Det maa jeg jo, for der er ingen at ringe til. Föler mig ret bad-ass nogle gange. Noget godt maa man jo pröve at finde frem i en uheldig situation, den er nu engang som den er. Men man er ogsaa gaaet glip af meget rent udviklingsmaessigt, det er bare ikke godt for hjernen at vokse op saadan og paa mange punkter er jeg langt bagud og det er tvivlsomt, om jeg nogensinde indhenter det hele.

    Jeg havde prövet paa at se om vi kunne faa et overfladisk vi-snupper-en-latte forhold. Det gik bare ikke, det er alt eller intet med hende. Saa maa det vaere intet.

    I starten taenkte jeg at det maaske bare var et paar aar, at jeg efter en pause ville have mod paa det igen. Der tog jeg vaeldig fejl. Det er som en kaempe byrde der er lettet fra mine skuldre.
    Det er egentligt sjovt (altsaa ikke sjovt-sjovt, vel) hvor lidt jeg taenker paa hende. För fyldte hun saa meget i min hverdag, nu kan der gaa maaneder hvor jeg slet ikke taenker paa hende. Hov, jeg havde da engang en mor, kommer jeg nogle gange i tanke om. For mig er det fortiden. En smule som min bedsteforaelder der er död, som jeg dog oftere taenker paa, forskellen er bare at min mor stadig lever et sted derude. Jeg haaber hun har det godt paa trods af omstaendighederne. Jeg kan bare ikke ofre mit eget liv og blive trukket ned med hende, jeg er blevet trukket langt nok ned af hende allerede.

    Her op til julen hvor jeg ordner gaver faar jeg nogle gange en skidegod idé til hvad jeg skal give min mor. Men naa nej, det skal jeg jo ikke. Jeg kan godt lide at finde gaver til folk, ihvertfald dem jeg kender rigtig godt. Jeg har för taenkt paa om jeg skulle sende en pakke afsted. Men det ville hun ikke kunne lade ligge, ligemeget hvor anonymt jeg sendte den ville hun gaette den var fra mig. Saa ville der vaere fuld knald paa forholdet igen, det er alt eller intet.
    Aergeligt hun ikke kan vaere “Sponsormor” som jeg kunne sende lidt ting til engang imellem. Ligesom et Sponsorbarn, jeg vil bare ikke have tegninger, billeder eller höre saa meget som et pip fra hende 😉

    Sorry det blev lidt langt, haaber det hjaelper nogen at höre om andres fucked up familie 🙂 det hjaelper tit mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder så usandsynligt barskt, at jeg slet ikke kan sætte mig ind i, hvordan det må have været – og nok også stadig er.
      Du virker så reflekteret over det, og det kan jeg kun tage hatten af over. For nej, det er på ingen måde sjovt, men hvis det er, som du siger, så har du helt sikkert også oplevet nogle ting, som har givet dig en helt speciel robusthed, som andre ikke har. Jeg er ganske overbevist om, at du er sej, bad ass og helt fint med. Måske bare på en anden måde end ligusterhæksbørn.
      Det er helt OK, at det blev langt; for mig er det også rart at få sat tingene lidt i perspektiv. Alt det bedste herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    wow. <3
    Jeg kan næsten fornemme den her dirrende følelse i kroppen af kærlighed og vrede på én gang, som jeg får hver gang mine forældre sender et anfald af venlighed i min retning.. Tør man tro på den der kærlighed? Tør jeg? Jeg har med tiden fundet ud af at det er i orden at varme sig ved de søde ord, eller det forsigtige kram.. men de realistiske briller er nødvendige at lade hvile trofast på næsen, så alle de mange uforløste forventninger og behov igen kan blive mit eget projekt ikke deres.
    Hvordan har det egentlig været at bo så tæt på din far uden at I har talt sammen? Det lyder virkelig op ad bakke, at han ikke selv har taget kontakt..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Men, hvis han sårer dig igen, har jeg nu hans adresse hihihi. Jeg ville ønske jeg kunne få din far til at forstå hvor heldig, han er. Der er bare nogen der fædre ikke forstår at man ikke bliver far af to ryk og en aflevering, men sine handlinger og så er der desværre lang vej igen.. lov mig, du passer på. Også selvom det burde være ham, der passede på dig. Du fortjener kys og klap i måsen og en masse godt. Det gør den søde af dine søstre også. (Den anden kan rende mig)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Haha, fuck. Jeg havde ikke lige overvejet, at jeg har et énmands-tæskehold, som står klar. 😉
      Det lover jeg dig, at jeg gør. Passer på altså. Og min dag er startet godt ud, for jeg er både vild med kys og klask. TAK til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Jeg kan tage min kat med! Hun kan sgu bide fra sig, hvis han har nogle lækre tæer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mulle

    Jeg er 18 og lever uden forældre. (Min mor er død og min far er en kæmpe nar) for 3 år siden havde jeg alt, en god mor der altid var der for mig og en far jeg nok kom på kant med (vi er begge autister) men vi kom ud af, for 2 1/2 år siden vendte min mors brystkræft tilbag og det havde spræt sig og i nov. 14 sover hun ind, her efter bliver det hele noget rod da min far overlader det huslige til mig det står på iet år, og da jeg bor på skolehjem i hverdagene skal jeg klare 7 dages arbejde på 2 dage og når jeg kom hjem havde jeg bare brug for at være alene men hvis jeg ikke ordnede det huslige blev det ikke gjordt. Og efter et år mødte jeg en sød fyr som min far ikke kunne lide så, jeg stak af hjemme fra og har kun været hjemme en gang, for at hente mine ting. I hverdagen tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er voksen jeg har mit eget job, egen lejlighed og bil. Noget galt i det? Hvis Bare folk ville lade være med ynke mig bare fordi jeg lever et kedeligt voksen liv på et stram buget. Jeg har i stedet nær kontakt med min bror, mine bedsteforældre (alle 4) og onkler og tanter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Helt uden at ynke over dig, men det lyder godt nok hårdt.
      På samme tid lader det også til, at du er ret afklaret, og har fået gode ting med dig også. Og det er virkelig rart at læse. Tak, fordi du skrev. Alt det bedste herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Årh hvor er der mange ting du kan få ned på skrift, som jeg ikke engang kan finde rundt i når jeg tænker på det. Både når det gælder min lillesøster med asperger som jeg har lidt svært ved at “acceptere”, fordi vi ser tingene så forskelligt. Men især også det med at skulle give slip på en forældre og så alligevel ikke. Jeg har af mange omgange givet slip på min mor. I dag inkl. Allerede nu fortryder jeg.. for du har ret, ligemeget hvor ondt det gør med, gør det mere ondt uden. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med den her smøre. Men tak for dine skriverier. Tusind tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Årh, jeg får helt gåsehud, når jeg læser din kommentar. Det lyder godt nok som en hård omgang. Aspergers er en ordentlig mundfuld, og mit bedste råd må være at lære at trække på skuldrene og smile lidt. Det har hjulpet for mig. Med din mor er den straks værre, men jeg håber virkelig, at du finder ud af, hvad der er bedst for dig.
      Det er også helt okay ikke at vide, hvor man vil hen. Jeg er bare glad for, at du skrev. KH. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • A

      Tak for dit svar, Karoline! Selvom jeg er ked af at det skal være sådan, er jeg alligevel fortrøstningsfuld ved, at jeg ikke er den eneste. Uanset hvor mange man har omkring sig, synes jeg godt man kan føle sig lidt ensom i det her, når ingen andre kan relatere 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Du er ikke alene. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det var jeg nok bange for, at jeg ikke var. Du får også lige en ordentlig omgang rare tanker fra mig. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Wow, Karoline. Jeg har så længe gået og vidst, at jeg selvfølgelig ikke er den eneste, der har oplevet det at “miste” sin far. Men jeg har aldrig mødt nogen, der egentlig har sat samme ord på det, som jeg selv ville have gjort, hvis jeg havde jeg haft nosserne til rigtigt at føle efter, hvordan jeg har det. Eller – i det mindste er det sådan jeg ville formulere mig, hvis jeg nogensinde fik taget mig sammen til at konfrontere ham.

    “For min far behøver kun at smile til mig, og så glemmer jeg, hvor meget jeg har forbandet ham langt væk, hvor meget jeg har manglet ham i mine teenageår, og hvor svært han har gjort det for min familie at være glad.”

    Hvorfor er det så fandens svært? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har overvejet at sende den mail, der, som det eneste dokument, har prydet skrivebordet på min mac de seneste to år. Den tomme baggrundsskærm, hvis eneste kontrast er ikonet af et stykke papir med et foldet højre hjørne og teksten “til far”, er en daglig reminder om at jeg nok skal gøre det en dag. Altså fortælle ham, hvor stor en idiot, jeg synes han er. Så tak! Tak for at få mig til at føle, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er så forbandet svært, fordi man elsker det åndsbollede narhoved, selvom han er en forbandet nar, som slet ikke altid gør sig fortjent til den kærlighed. Og det er så urimeligt og svært at håndtere. Jeg er oprigtigt ked af at høre, at du sidder med de samme følelser.
      Og i forhold til dit brev (jeg har overvejet det samme en million gange) så tænker jeg, hvis din far er ligesom min, at du først skal række ham det, når du selv er klar til det. For han vil sandsynligvis ikke ændre sig, fordi du beder ham om det; og så ender du med at blive ked af det igen. Så du skal gøre det for det egen skyld, fordi du bliver nødt til at lette skuldrene.
      Tusind tak for din kommentar, og du får en ladfuld god karma sendt med herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med røven i klaskehøjde