Du er ikke din diagnose

3 x tudekiks

Jeg havde en fuldstændig henrivende glad dag i går. Ikke fordi der skete noget som helst sindsoprivende, og heller ikke fordi jeg var sammen med nogle fantastiske mennesker. Faktisk brugte jeg hele dagen i selskab med mig selv. Men det var en af de dage, hvor jeg smilte til alle, jeg mødte på min vej, og til stor forundring smilte samtlige tilbage (det kan skyldes, at jeg havde glemt at tage underbukser på, og mine træningstights viste sig at være gennemsigtige, hvilket jeg beklageligvis først fandt ud af, da dagen var omme.)

Faktisk var mit humør så højt, at jeg ikke mindre end 3 gange brød sammen i gråd – det vil sige den gode af slagsen. Retrospektivt virker det ret ret overdrevent, I kan jo selv være med til at vurdere.

1. gang var om morgenen, da jeg blev nødt til at stille min kop kaffe fra mig, fordi jeg snøftede så meget. Jeg sad og lyttede til P1, hvor Sara Blædel var inviteret i studiet for at fortælle om sin nyeste bog. Som en del af sim research var hun i praktik som bedemand. Her fortalte hun om sin oplevelse med at tage ud på plejehjem for at afhente den afdøde. Umiddelbart er det svært at sige så meget muntert omkring den sag, men jeg blev så rørt, da hun fortalte, hvordan plejepersonalet lagde blomster på den afdøde og sørgede for en smuk og fredfyldt afsked, at jeg ikke kunne stoppe med at græde.

2. gang var lidt senere på dagen, da jeg rendte rundt nede i byen og nød det gode vejr. Cirka 100 meter forude kan jeg pludselig se en, jeg kender. Det var min far, som gik hånd i hånd med sin nye kæreste. De gik og fjantede, krammede og kyssede, og de kunne slet ikke holde sig væk fra hinanden eller stoppe med at grine. Jeg har aldrig nogensinde set min far se så lykkelig ud, og det var tilsyneladende nok til at åbne op for sluserne for anden gang den dag.

3. gang var sidst på eftermiddagen, hvor jeg sad på en bænk på Klostertorv og overvejede, hvad jeg mon skulle have til aftensmad. Pludselig bemærker jeg, at der står fem 12-årige drenge foran mig og kigger nervøst i min retning. En af dem puffer til sin sidemand og mumler ‘tør du spørge hende, Hassan?’. Jeg kigger på dem og smiler forventningsfuldt. Den mindste af dem rækker hånden frem mod mig og får fremstammet ‘kunne du tænke dig nogle fuglefrø?’ Jeg takker pænt ja, og han hælder en håndfuld frø over i min hånd. En af de andre drenge giver mig også et par stykker og siger ‘du skal ikke spise skallen, kun det indeni.’ Jeg fyrer et par af de salte frø i munden, knækker mig ind til kernen og begynder at tygge. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, og drengene smiler stort tilbage til mig. Med munden fuld af fuglefoder siger jeg mange tak, rejser mig og går videre. Spørgsmålet hvad har jeg gjort for at være så heldig kører gennem mit hoved, mens jeg smutter tilbage til min lejlighed, og det var åbenbart nok til at få  mig til at græde igen.

Skriv en kommentar

  • Louise

    Har fundet din blog i dag gennem Miriam. Fik tårer i øjnene af nummer 3. Så fucking cute.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg genlæste det lige, da jeg så din besked, og jeg blev helt varm om hjertet. Søde unger, altså.
      Og velkommen til!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du er ikke din diagnose