Der er far. Kan vi godt vende om nu?

Forbandede efteraber

Vil du ikke nok lade være med at falde ned i de samme huller, som jeg er? spurgte jeg min lillesøster, da vi gik gennem Forstbotanisk have i øsende regnvejr den første dag i det nye år.

Jo, svarede hun uden at bede om en forklaring.

Vi gik videre. Turen var et billede på det hele. Jeg havde det forfærdeligt, og det havde jeg sagt til hende. At vi godt kunne gå en tur, bare den ikke blev for lang. Men hun blev ved med at slå omveje, gøre stierne længere, og jeg var gennemblødt og syg i kroppen. Vandet løb ned over mit ansigt, og det blandede sig med de tårer, som ikke var nødvendige at tørre væk med mit jakkeærme. Jeg tror ikke, at hun ænsede det, hun havde travlt med at gå, fordi hun også har lært, at gåture holder afmagt på afstand.

Det der med at gå, det er i mit tilfælde ikke engang så meget en metafor, som det er helt bogstaveligt. Hvis vi gjorde regnskabet op, har jeg nok tilbagelagt jordens omkreds på mine ben, men det er altså en elendig bedrift, hvis du glemmer at blive hos nogle af de mennesker, du møder på din vej.

Da jeg åbnede Instagram den første januar, scrollede jeg forbi en masse lykkelige nytårsbilleder, og jeg standsede ved et af to mennesker, som kyssede. Først tænkte jeg ikke så meget over det, men jeg kiggede nærmere på fyren, og da jeg endelig genkendte ham, føltes det kort, som om jeg aldrig ville blive glad igen.

Jeg mødte ham på Journalisthøjskolen, da jeg gik på første semester, og jeg fattede slet ikke, hvor sød han var, og vi så hinanden. Meget. Men det var altid på gåture, og han nævnte frustreret for sine venner, at Karoline fandeme altid ville gå, og hun ville aldrig andet, og jeg må medgive, at det har været ret frustrerende aldrig bare at kunne sidde ned og snakke, ligge i en seng og hygge og netflixe og friturespise dagen lang.

Så enden på ham blev, at det var vigtigere for mig at gå, end det var at blive og blive forelsket. Nu er han forelsket i en anden (og hallelujah for dem!)

Min ekskæreste ville gerne have børn som 28-årig. Det ved jeg, fordi det var den slags ting, vi snakkede om. Det var lidt kringlet, for han var ældre end mig, og betød det så, at jeg allerede skulle være mor som 25-årig, det var jo lidt tidligt, altså i forhold til uddannelse og karriere og sådan. Men lige pludselig snakkede vi ikke længere om yngel, for det var cirka der, jeg fik travlt med at gå. Og så gik der ikke længe, før kærligheden var væk, og jeg forsvandt fra ham.

Der var også ham, jeg inviterede ud på kaffe, for jeg mente vitterligt, at vi kunne være et perfekt match. Han snakkede nordjysk og alt muligt, og jeg fortalte om ham til mine veninder med sætninger som ‘han virker bare som en ægte god fyr’! Og vi endte med at drikke kaffe, ja faktisk to gange, og han var så sød, som jeg forestillede mig, men jeg fik aldrig fulgt op på vores aftaler, for mit skema var jo fyldt op med gåture. I dag har han lige købt lejlighed med sin kæreste.

Ham idioten der… nej, vi var helt sikkert ikke et stærkt match. Overhovedet ikke. Men jeg gav ham ligesom heller aldrig en chance. “Du er her aldrig, hvorfor vil du hellere gå end at være hos mig?” Krævede han et utal af gange svar på. Jeg kunne ikke fortælle ham noget fornuftigt, jeg kunne bare sige, at det gav mig ro i hovedet. Jeg blev nødt til det. Og mens jeg spankulerede rundt i mine Birkenstocks, fandt han en pige, som var bedre til at sidde ved siden af ham.

At gå er nok lidt som at synge: Du kan umuligt blive i dårligere humør af det. Men medmindre du går med en ved din side, er det heller ikke det, der får dig til at grine eller blive forelsket. Jeg er ked af det lige nu, fordi jeg har ødelagt så meget for mig selv, og jeg er ked af det, fordi jeg er ved at snøre mine sko lige nu. For helvede, jeg ved jo ikke, hvordan man gør det andet.

87aa97b3-b86d-42c9-a9d2-58f381120b16

43 kommentarer

  • Simone

    Tilslutter mig lige de andre kommentarer, hvor skriver du bare så fint <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Stadig overdrevent fantastisk og dejligt at læse. Tak Simone. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette Kvist

    Sender patronus power <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jaaaa! Det er min yndlings <3 du får det også selv! Jeg tror, at min patronus er en hund. Hvad er din?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Sender patronus power <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Du er virkelig, virkelig dygtig til at skrive!

    Vi ligner på mange måder hinanden. Har haft det psykisk dårligt (har jeg stadig), en usikkerhed, skæv relation til vores far og journaliststuderende.

    Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, om du også kender til at have det svært med studiet/branchen. Har du følt, det har været hårdt at passe ind og ikke mindst at kæmpe sådan om pladserne til panikdag osv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Helt vildt mange tak, A.
      Det er jeg ked af at høre – med dig og din far, sådan en skæv relation påvirker desværre også ens psyke ret meget. Men fedt, at du læser journalistik – hvis du altså er glad for det, selvfølgelig. Hvor læser du henne? DMJX, RUC, Syddansk? 🙂

      Oh yes, du kan tro, at jeg har gjort mig tanker om ikke at passe ind. Jeg tror, at man skal være lidt masochist for at være skræddersyet til de vilkår med Panikdag, praktikpladser, performance, grænseoverskridende opgaver osv. I forhold til Panikdag kan jeg nok ikke sige noget, som for alvor beroliger dig, for det er bare en vanvittigt hård tid for alle. Jeg havde selv fokus på bare at ‘være i det’, ikke bruge for meget tid sammen med de andre ansøgere (fordi alle panikker, og det smitter!) og så forklarede jeg mig selv, at hvis det ikke lykkedes i første omgang, så var det ikke jordens – eller min – undergang. Hvis der er noget som helst, du gerne vil høre om, så skal du være mere end velkommen til at skrive til mig.

      I forhold til det andet med at “passe ind”. Ja, på første semester følte jeg mig ret underlegen i forhold til så mange andre, fordi jeg ikke var sådan en højtråbende, ekstrovert type, som deltog i alle sociale arrangementer. Heldigvis havde vi en underviser og studievejleder, som lagde stor vægt på at fortælle om ‘introverte journalister’, som ofte klarede sig ret godt, fordi de ikke skræmte deres kilder væk, haha. Det tog jeg med mig, selvom det kunne være svært at sætte pris på, når de andre var i fredagscafe og jeg tog hjem. Efter et stykke tid endte jeg dog med at få nogle ret gode veninder på studiet, og de kunne sgu egentlig meget godt lide, at jeg var nede på jorden, og at de altid vidste, hvor de havde mig (derhjemme eller ude og gå, lol.) Vi snakkede også en del om, om journaliststudiet mon var det rigtige, hvilket er ret fy fy for nogle at snakke om, fordi vi åbenbart skal elske studiet ubetinget, nu når vi er kommet ind på optagelsesprøve. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det fylder for dig, men HVIS du har det på samme måde, så åbn op om det. Jeg LOVER, at der er en masse tvivlere derude, som kan have svært ved at åbne op om det – og det bliver immervæk meget nemmere at komme igennem, hvis man har nogle, man kan snakke med det om.

      PØJ PØJ og kram herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg kan godt sætte mig ind i den sorg der nogle gange bare overvælder en, selvom man for det meste kan holde den ud i strakt arm.
    Jeg er desværre selv ramt af en alvorlig kronisk sygdom, men ligesom du forsøger jeg at proppe nok sukker på citronerne til at det hele alligevel bliver tåleligt. Ind i mellem løber man bare tør for sukker, det hele bliver for surt og så må man også have lov til at sørge over konsekvenserne og det der er tabt. Det vigtigste er, at vi får fyldt sukkerlageret op igen, drysser videre og forsøder livet hvordan vi nu end kan.
    Giv dig selv lov til at gå, lad være med at straf dig selv over det. Gåturene er en af dine måder at drysse lidt sukker på tilværelsen så du kan holde den ud. Men husk at komme hjem igen til dem der venter på dig imens du går. For det vil de rigtige mennesker gøre. De vil forstå, rumme og acceptere – og du vil ligeså lære at tage dem med eller gøre gåturerne kortere. Du skal nok finde ud af det. Det skal jeg også. Vi skal bare blive ved med at drysse sukker på citronerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er helt sandt, og du forstår det virkelig. For at blive i metaforen, så er gåturene som sukker, men det skal man bare heller ikke have FOR meget af. 😀 Men hold nu op, hvor har jeg gået mig fri for mange indre kriser og følelsesudsving – lige der er der intet, der virker bedre.
      Hm, det er faktisk ret fint skrevet, som du har gjort det der. Jeg husker på dem, der venter… og så øver jeg mig lige i, at det er okay, at de er der. Det må være det næste skridt.
      Jeg er ked af at høre, at du er ramt af sygdom. Håber af hele hjertet, at du kan blive ved med at hælde gode ting på din tilværelse, selv om den er hård. Alt det bedste og store kram herfra. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Tak skal du have 🙂 du kan tro at jeg gør alt hvad jeg kan for at gøre hver eneste dag til en god dag. Også selvom det nogle gange er hårdt arbejde.

      Jeg tænker at det er rigtig vigtigt at du lader dig selv have de gåture fordi du ved at det er et “helle” for tankerne og mørket der kan overtage fornuften. Det er også vigtigt at det ikke bliver en flugt men et værktøj til at lette det der trykker. For at tale lidt i billedsprog, så skal du ikke gå din tur i en lige linje der fører dig væk fra udgangspunktet, men i en cirkel, så du kan vende tilbage og fortsætte hvor, og med hvem, du slap, når dine batterier er ladet op igen.
      Jeg arbejder i psykiatrien og jeg bruger hver eneste dag på at tale med mennesker der af forskellige årsager har det svært. Men noget der ofte går igen er altså at gåture lindrer. Det nytter selvfølgelig ikke noget hvis man overgør det, går så langt at man ikke længere kan orientere sig og forlader relationer før de når at grundfæste sig. Men du skal heller ikke stoppe med at gå. Du må øve dig på at finde en mellemvej. Og som jeg skrev før, så vil de rigtige mennesker kunne rumme at du ind i mellem må gå. Så længe du kan finde tilbage igen når du er færdig. Og det er jeg helt sikker på at du kan lære!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er så klogt, det der. Jeg gemmer på det hele, for jeg er overbevist om, at det er vigtigt.
      Tak til dig, Anna. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Hold da op. Meget meget stærkt indlæg! Alt det bedste til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Mega meget <3 din vej og vil du sende noget retur, tager du selv imod. Ikke fordi jeg ikke kunne bruge noget, men er sikker på, at du lige nu har mere brug for det, end mig <3 knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, har vi ikke alle brug for lidt kærlighed og hjerter? <3 du får i hvert fald en masse herfra, og så tager jeg selv det hele til mig. i hvert fald en million gange tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MI

    Jeg løber. Eller… Jeg løb. Før jeg smadrede mine knæ på grund af de mange (nødvendige) løbeture. Jeg anerkender dig virkelig for den kamp, du kæmper. Og jeg beundrer dig for din ærlighed og ikke mindst din evne til at bruge sproget. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak for det hele. <3
      Jeg er ked af at høre, at du havde det sådan – og satme også ærgerlig over, at det gik sådan ud over knæet. Jeg håber, at du har det bedre i dag, virkelig (og ikke bare har afløst det med en daglig Tour de Danmark på cyklen.) Kram.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Hvor er dit indlæg smukt. Og hvor rammer det mig bare lige dér, hvor det gør ondt. Min flugt er ikke udelukkende gåture, men restriktive vaner og træning generelt. Det er svært at forelske sig i et menneske der aldrig kan give slip. Og hvor er det bare hårdt at indse. Især fordi det ikke er givet, at man får kærligheden det øjeblik man giver slip. Man kan opgive sine højtelskede vaner og forstyrrelser og opleve, at den anden ikke forelsker sig alene af den grund. Men derfor skal vi stadig lære at give slip. Sige ja til den andens forslag, hvad end det er netflix i sengen eller middag med forbudte fødevarer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, Nina… det er jeg godt nok ked af at høre. 🙁 Og hvor er det bare grumt, at sådan nogle lortevaner forplanter sig så bredt i éns liv. Det er slet ikke til at fatte. Jeg håber VIRKELIG, at du har modet og viljen til at komme alle dine restriktive rutiner til livs, for du er tjent med så meget bedre. Jeg er heldigvis kommet dertil, hvor der ikke er noget, der er forbudt (altså at spise, hehe) og det kan du også lige starte med at fortælle dig selv 😉 tak for din besked, og alt det bedste herfra. Kram. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sasha

    TTT – Ting Tar’ Tid. Det siger Piet Hein. Og jeg tror det er rigtigt.
    Hvis alting var umuligt kunne man bare lægge sig til at dø nu. Ingen grund til at gøre mere ud af det. Men alting er ikke umuligt, meget mere end vi tør tro på er faktisk muligt. Det tager bare lang tid. Lang tid at lære, lang tid at turde. Men det KAN lade sig gøre. Jeg tror alt muligt kan lade sig gøre for dig. Tak for din fantastiske blog.

    Hilsen Sasha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg lægger lige ud med at sige tak til dig og rosen. Det gør mig så glad.
      Du og Hr. Hein har selvfølgelig helt ret. TTT og alt det der.. det har jeg erkendt, men så længe det er langsomt i den rigtige retning, kan jeg godt leve med det. Det, der har ramt mig det sidste stykke tid, er bare noget helt andet.
      I flere år har jeg været god til at lave lemonade ud af min sygdom; uden den var der ingen blog, jeg ville nok stadig være et halvnederen menneske, og jeg havde nok ikke fået den praktikplads, jeg har i dag. Det er vildt godt at presse citronerne med sukker, for det har gjort, at jeg alligevel har været i stand til at se en mening med det hele.
      Nu er der bare begyndt at komme en masse ting frem til mig, som alle sammen kredser om det, jeg har mistet på bekostning af den lortesygdom, og det er desværre en del. Det skal jeg lige lære at leve med nu. 🙂
      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid Marie

    <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • w

    Kæmpe <3 til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      tak, og også til dig. <3 har forresten nogle lykønskninger til gode!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Nu vil jeg nødigt rangliste dine indlæg, for for pokker hvor har du mange gode, men det her, wauw.. helt poetisk og smukt! Jeg blev helt rørt. Du har en gave med ord, og jeg sætter virkelig pris på, at du vil dele den med os andre 😊
    Alt godt til dig!
    Kh. Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hold så, det er da mig, der bliver helt rørt! Desuden en udmærket idé med et metaindlæg over ranglistede indlæg.. hvis der altså en dag er lavvande. 😉 Tusind tak for det, Nanna. Jeg sætter enorm pris på din besked.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Åh nej, søde Karoline. Håber dine nærmeste passer lidt ekstra på dig den her tid <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Vi prøver. Jeg skal bare lige huske at give dem lov. 😉 Tak, søde Emma. <3 Hils vuf.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Du skriver bare så godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Du skriver simpelthen så fint! Som i helt vanvittigt fint. Og så er du fandme sej. For det er fandme sejt at kæmpe mod den lede sygdom, du har kæmpet/kæmper mod. Bliv endelig ved med at skrive. Jeg læser med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh… nu rejser mine hår sig. Hvor er det umanerligt sødt og dejligt at læse, Amalie. Tusind tak – jeg blir’ ved med det hele. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Hjerteskærende smuk skrevet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det bliver jeg simpelthen så glad for, at du synes. Tak, du søde. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    <3 <3 <3 til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ella

    <3 Det hele skal nok ordne sig på et tidspunkt, Karoline <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det tror jeg, at du har ret i, og det er dejligt at blive mindet om. Tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Du skriver så smukt. Smerteligt men smukt!! Tak for det og fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, Anette. Det er noget af det allerfineste, jeg overhovedet kan få at vide. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er far. Kan vi godt vende om nu?