Blogmasochist.

 

“Hvornår har du tænkt dig at skrive noget nyt?” blev jeg spurgt for nogle dage siden, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal svare til den slags spørgsmål.

Når jeg har tid.

Når jeg har lyst.

Når jeg har en god punchline.

Når jeg har noget vigtigt at sige.

Og helst det hele på én gang, ellers dur det ikke rigtigt for mig. Mit største problem, hvis man altså kan kalde det for det, er primært, at jeg sjældent har lyst, når jeg har tid (og jeg lover jer, at mange gyldne oplevelser har misset sine 15 minutters berømmelse på den konto… for eksempel da jeg før jul blev slynget ud på vejen af en inkompetent cyklist, så jeg var tæt på at blive påkørt af en varevogn) Ligeledes har jeg stadig ikke fået skrevet: Hvor Fucking Mange Nedture Blogging Rummer, Xx Produkter I Never EVER Må Bruge Penge På og Hey, Fik Du Nogensinde Broderet Den Der Makeupclutch færdig?

Store sager. Store mangler, som I nok kan se, og dermed kan jeg passende begynde at kradse lidt i lakken på noget af det, der unægteligt er ret hårdt, men på samme tid også er blevet til lidt af en kliché.

Det er nemlig sådan, at INTET kan give mig mindreværd og ondt i maven, som min blog kan. Følelserne kommer ikke af, at jeg skriver om lortefamilier, lortehår eller lort, men af konstant at sætte barren der, hvor hvert indlæg skal have samme substans og spidsfindighed som forordene til Enten – Eller, og det er selvsagt lidt svært at ramme Kierkegaardsk niveau hver eneste gang.

Endnu værre er det, når jeg har været “væk” i lang tid. Jeg mener, at det var Linda, der beskrev følelsen på et tidspunkt: Når man gør sit tilbagetog, så skal det også være fænomenalt, det man kommer med. Så kan man ikke bare nøjes med nogle løst formulerede betragtninger om, hvad man har fået sin dag til at gå med.

Det der blog-halløj, det er på mange måder det bedste OG de værste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er godt, fordi den åbenhed, jeg gerne vil have her, også er fulgt med ude i den virkelige verden. Jeg snakker med mine nærmeste om ALT, og bloggen er typisk en god og oplagt icebreaker til rent faktisk at få det gjort. Og det er fantastisk – i hvert fald for mig. Når det også er det værste, skyldes det, og jeg slet ikke er cool nok til at betragte min kaffeblog som noget, der ikke er en 1:1-skalering af mig.

Jeg tager ALTING uforholdsmæssigt personligt, hvorfor jeg holder mig helt og aldeles væk fra at tjekke tallene for læsere og følgere (faktisk er jeg så bange for tal, at jeg holder hånden op foran min computerskærm, når jeg logger ind på mit domæne. Lidt samme taktik som med min netbank.) Det tjener selvfølgelig det ædle formål, at ingen nogensinde kan anklage mig for kun at skrive for at skabe kliks, men først og fremmest handler det om, at jeg ikke kan tåle afvisningen.

Dengang jeg ikke undgik min Bloglovin’, skete der sommetider det, at folk ligesom faldt fra. Og når det skete, kunne jeg godt gå resten af dagen og være ked af det, for det følte vitterligt, som om en håndfuld mennesker sagde til mig: Du er et kedeligt menneske, Karoline, og vi gider ikke spilde vores tid på dig. Den efterfølgende tid går jeg og tænker, hvad jeg mon har gjort forkert, og om det er bedre at lukke og slukke, mens legen stadig er god.

Jeg ved udmærket godt, hvornår jeg ikke gør det her godt nok. Det er, når jeg ikke formår at være ærlig eller konkret nok, for eksempel her, hvor ingen – udover måske undertegnede – ved, hvor jeg egentlig vil hen. Jeg skulle bare have skrevet noget om, hvor fuldstændig sindssygt det er, at jeg i dag rent faktisk har et liv, hvor jeg kan passe et fuldtidsarbejde, tage på presseture og have venner og fritid ved siden af, som jeg ikke forsømmer. Og om hvor hårdt jeg har det før en rejsedag, og at jeg flere uger op til undertrykker latente angstanfald ved tanken om, at jeg skal sidde 10 timer i fly og tog uden mulighed for at dyrke mine gåture. Men jeg klarede den, og det var slet ikke slemt, og efter den tur til Schweiz følte jeg vitterligt, at jeg havde taget mit liv tilbage – eller i hvert fald var på vej til det.

Det var nok det, jeg skulle have sagt, for det havde været meget bedre end sådan noget metagtigt noget, som ingen alligevel gider at tolke på (altså… det gider jeg sgu heller ikke selv.) Jeg ville ønske, at jeg hundrede procent vidste, at det kun er den slags, der skal fungere som mit pejlemærke; om jeg er ærlig og konkret nok. Når jeg først fatter det, bliver jeg nok også ligeglad med, om tallet siger -42 eller +7.

Kh usikker_pige14

PS. I går hørte jeg en mand sige TEKSTikel. Det var lidt underligt, synes jeg.