De danske mememagere + spørgerunde.

Søjlerne

Jeg går en tur med min veninde, og hun fortæller om søjlerne. Dem, man kan gøre sit liv op i, hvis man godt kan lide det simpelt. Der er søjlen for familie, den for venner, for kærlighed, for karriere, og så er der den for en selv. Måske er der også flere, hun nævner dem ikke, men siger, at hvis én af dem er i underskud eller ubalance, går det ud over de andre. Så overskygger sorgen over det ene glæden over det andet, forklarer hun.

Så det er helt forståeligt, at du har det sådan der, siger hun.

Jeg tygger lidt på det og ærger mig over, at det altid er andre mennesker, der skal legitimere mine følelser, før jeg selv kan.

Vi gennemgår mine søjler. Først er der familien. Jeg har overvejet, om jeg skal flytte hjem til Århus for en stund, så jeg kan være hos min lillesøster og hjælpe hende igennem det, der sker lige nu. Men hun er ligesom jeg selv er, og hun ville aldrig gå med til det. I stedet er det hende, der sidder ved min side på Amager Strand og spørger halvt insisterende, om jeg ikke nok vil overveje parterapi med min mor, for vi har sådan brug for det. Jeg giver hende ret, men siger også, at jeg ikke ved, hvad vi skal snakke om – jeg ved jo ikke engang, hvorfor jeg er så vred. Måske, og jeg understreger for hende, at det sikkert ikke har hold på sig, men måske har det noget at gøre med, at jeg først lærte min mor at kende, da jeg var 21. Indtil da var jeg barnet, der blev voksen som 10-årig og blev nødt til at passe sig selv, trøste sig selv og berolige sig selv for alt det farlige, der var i verden. Barnet, der ikke blev set. Min lillesøster ser ud som en, der har ret, og det havde hun helt sikkert også, da hun sagde, at det da sikkert er en meget væsentlig grund til, at jeg er så vred. Jeg kigger ud over vandet og siger tjah. Lad os se.

Så tænker jeg på i sommer, da jeg pludselig havde fået en MobilePay-overførsel på 10.000 kroner. Det var fra min far, jeg ikke har hørt fra i, jeg ved ikke hvor længe. Jeg overvejer at sende pengene tilbage, for han skal ikke længere have magten over mig, men jeg har også brug for pengene og nogle nye stole. Og en tur til tandlægen. Han sender en SMS og siger, at det er et lille tilskud til livet. Jeg kan ikke holde det ud, mit hjerte går i stykker. Sent på dagen svarer jeg, og jeg skriver til ham, at jeg lige er kommet hjem fra arbejde, og at jeg blev færdiguddannet journalist for nogle måneder siden. Så går der ikke længe, før han tikker frem på displayet igen. Han siger, at han er stolt. At det er pissegodt gået, han sender hjerter og billeder fra Vejlegade, som om virkeligheden aldrig er sket. Han er så overbevisende, at jeg selv kommer i tvivl. Hvad nu hvis det er mig, den har været gal med hele tiden? Jeg smiler og græder indvendigt, for jeg vil bare have ham tilbage.

Karrieresøjlen (jeg hader allerede nu at snakke i søjler …) ja, den er, som den er. Det er hårdt at gode mennesker bliver fyret, og det er hårdt at rive et trygt fundament ned. Jeg tror på, at det kan blive godt, men jeg savner de gamle hoveder, og det er svært hele tiden at være svar skyldig, når marketingafdelingen kommer forbi og vil vide, hvem der står for hvad, og hvordan plejer I at gøre det her? I bedste fald kan jeg svare, men tit kan jeg kun sige, hvordan vi plejede, og så stopper svarene ligesom der.

Kærligheden opsluger alt det andet, siger jeg til min veninde, men på en mere kluntet måde. Jeg ved ikke, om han vil mig, som jeg vil ham, og det gør mig ulykkelig.

Jeg kigger på min veninde. Hun er en stor del af min solide søjle. Jeg kan virkelig godt lide hende, og jeg véd, at hvis jeg ringer, så er hun der. Alle mine veninder er gode, og jeg siger til hende, at jeg ville ønske, at glæden ved dem overskyggede alt andet. Så undskylder jeg, fordi det ikke er sådan, selv om det måske burde.

Hvordan så med den sidste søjle, den om en selv? Giver det mening at skille dem ad, eller er du bare summen af alt det andet? For kort tid siden fik jeg påmindelsen om, hvor skrøbeligt alting er, og jeg har ikke kunnet slippe tanken siden. Jeg fik fjernet 2 centimeter af min livmoderhals, og så ringede jeg til gynækologen i mandags for at høre, om de havde fået det hele med. Hun rodede i systemet og sagde, at prøven ikke var gyldig, så de vidste det faktisk ikke. Jeg måtte have en ny tid, så jeg skal ind og testes igen. Det er sikkert ok, men jeg kan ikke lide, at det tager så lang tid. Jeg har haft feber i over en uge, men jeg bliver ikke helt syg, men heller ikke helt rask. Min hals og mit bryst gør ondt, og jeg er rædselsslagen for, om jeg skal dø snart. Til gengæld har jeg brug for at sove hele tiden, men min søvn er elendig, som om den ikke har virket, når mit vækkeur ringer. Jeg får 184 point i stresstesten og ved ikke helt, om jeg skal lægge noget i det.

Jeg er bange for, om det altid vil være sådan her, eller om jeg også en dag vil få en base, hvor verden ser lys ud. Og om der er en, der vil give mig et kram herhjemme, når den engang imellem synes mørk.

Så løber jeg tør for ord. Eller i hvert fald for tanker.

Jeg forstår ikke, hvordan du bærer dig ad med at stå op hver dag, siger min veninde. Hvor får du motivationen fra?

Vi er ved Voldene. Jeg tror, at solen er gået ned nu.

Det er et godt spørgsmål, svarer jeg og tygger videre, indtil jeg siger, at min pligtfølelse er enorm. Men den er ikke afgørende, tror jeg. Så siger jeg, at det her nok lyder lidt grandiost, men jeg er sikker på, at jeg er lavet af en meget stærk kerne, hvad end det betyder. Jeg ved ikke, om den er noget, jeg selv har opfundet til lejligheden, fordi jeg ikke kan holde ud at være så svarløs hele tiden.

Men et eller andet sted tror jeg altså, at det er rigtigt nok.

 

35 kommentarer

  • Line

    Kærlighed til dig! Og tak fordi du tør være sårbar og blotte dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      <3 tilbage. Jeg håber, du ved, at jeg er den taknemmelige – fordi jeg kan og må, og fordi det bliver taget sådan imod.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Du skriver helt fantastisk. Tak for at dele med os. Sender krammere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak <3 Det er mig, som takker. Virkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du kan godt få en base, hvor verden ser lys ud, og én der vil give dig et kram når den synes mørk.
    Jeg troede ikke det var muligt, og i hvert fald mod alle odds, og der gik også mange svære år.
    Men altså – det næsten umulige skete, så hæng i du – og bliv ved og bliv ved.
    Selvom det er lettere sagt end gjort, det ved jeg godt.
    Ting bliver oftest ikke ved med at være lige svære, man opdager det bare først sent.
    Knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg så glad for – at du fandt det. <3 Jeg håber (og tror) på, at du har ret. Tak for det hele

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Sådan et fint indlæg, Karoline. Jeg sidder med tårer i øjnene på arbejdet, fordi jeg kan genkende så meget af det, du skriver. Og finde trøst i det. Så tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er glad for, at det rammer et sted, hvor det ikke kun gør ondt, men også gør noget rigtigt. Jeg håber, at det bliver bedre for dig. Tak fordi du skrev. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du må altid sige til hvis du vil snakke eller skrive om det der prøvelort
    Hilsen en, der også har døjet med prøve lort
    Kh Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, grinte højt. Lorte prøvelort med lort. TAAK <3 Alt godt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • NH

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åååhh hold kæft det er svært! Meget pøj pøj herfra, og jeg tror på din stærke kerne! Hvis man ikke har en klippe at læne sig op af, så man gro sig nogle stærke rødder, der sørger for at man bliver stående! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Lige præcis. Det er sgu det eneste, der holder i længden. 😉 Tusind tak skal du have. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hold nu k… altså hvor skriver du godt. Af hjertet tak for at være så ærlig og for at lukke os ind. Jeg lover, at det ikke er forgæves, for det rammer lige ned i en masse følelser og identifikation, som vist kun er sundt at tænke lidt over. Ligedele takkere og krammere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      For fannn, det rammer også et ømt sted, Emma. Af hjertet tak for den besked. Jeg kommer til at nævne det flere gange her, men det er mig, der takker mest for det her. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Tak, fordi du lukker os ind. Du er stærk og sej og modig. Kram <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak, fordi jeg må… det er kun, fordi I tager så pænt og omsorgsfuldt imod hver evig eneste gang. Det gør en kæmpe forskel. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Stærkt indlæg.
    Jeg har lært, at selvom der er rod i en af mine søjler, så kan jeg godt have det godt og være glad. Det har taget mig en hel barndom med ustabile forældre at lære og til tider, så rammer min families dårligdom mig også. Men uanset hvad, så ved jeg, at jeg fortjener at være glad, selvom de har det dårligt.
    Jeg håber og ønsker for dig, at du kan få det på samme måde en dag. At andres følelser ikke skal stikke ligeså dybt som dine egne og samtidig overskygge din egen glæde og lykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Kæmpe kram til dig herfra.
    Og hvor er du altså bare fantastisk dygtig til at formulere dig på skrift – jeg elsker at læse dine tekster.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er noget af det bedste, jeg kan modtage ros for – det gør mig så glad. Også at du tager dig tiden til at skrive .. det hjælper rigtig meget. <3 Tusind tak, du

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • KB

    For hvad det er værd, så tror jeg på, at der er en mening med alt i livet. Vi opdager den bare ikke altid. Nogle gange er meningen helt enkel. At det skal styrke vores kerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Den tænker jeg lige lidt over … måske kan det blive en trøst. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Hvor er det et fint indlæg. Så flot skrevet, og beskrevet af dig.
    Du får en krammer herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er det sødt skrevet, Liv. Sådan noget gør mig pisseglad. <3 Tusind tak og tusind kram tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du skriver så fantastisk malende. Jeg kæmper også lige nu. Stort kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg fandme ked af at høre, Louise. Det er rigtig svært at være i og holde ud. Jeg håber, at du også meget snart ser det der pokkers lys, vi forhåbentlig alle bliver ramt af. <3 stort kram og tak

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Du er fandme sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg ved snart ikke, men nu tror jeg lidt på det. Tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karl

    Fjernet

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De danske mememagere + spørgerunde.