Jeg har vist været ret god til at give udtryk for de ting, der har irriteret mig meget ved hovedstaden (= cyklisterne, som stadig dagligt ridder mig som en mare) (jeg blev cyklet ind i så sent som i dag) og det har nok helt overskygget alle de gode ting, der er at sige om byen. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg aldrig har haft nogen våde drømme om et stort københavnereventyr, og jeg har også altid troet, at hvis jeg en skønne dag skulle til noget større, så ville det være i udlandet. Nu er jeg så alligevel havnet her, og det er jeg faktisk ret glad for – for de gode ting er her helt sikkert også.

Kendte. Kendte. Kendte. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke bliver lidt starstruck. Af de større øjeblikke kan jeg nævne, da jeg så: 1) Pilou Asbæk, 2) David Dencik, 3) Nicolas Bro, 4) Lars Bom (på grund af Rejseholdet) og 5) Mads Christensen.

Kjøwenhavnere kommer hinanden ved. Hvor ville jeg bare ønske, at det var en myte uden hold i virkeligheden, men jyder er sgu ret ringe til at tale med mennesker, de ikke kender. Lige nu taler jeg med fremmede hver dag (på deres initiativ, selvfølgelig. Jeg er jo jyde.) I forgårs fx sad jeg på en bænk og snakkede med en fyr om, hvordan det er at arbejde på lungekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, når man er ryger, mens en anden fyr kom forbi og var helt på røven over, at han ikke kunne finde en blomsterhandler, og han havde travlt, fordi han skulle på første date om 5 minutter (han var i øvrigt lige landet fra Barcelona, og alt var kaotisk lige nu, men den historie måtte han give ved anden lejlighed.)

Det er her, ting sker. Og pludselig forstår jeg lidt bedre årsagen til Københavner-alarmen, som fra tid til anden bimler i provinsen.

Jeg er ikke en særling, selvom jeg faktisk opfører mig som en. For uanset hvad jeg gør vil der altid være en anden, der er lidt mere underlig end mig. Og mine faste gåruter og tisserutiner bliver ikke bemærket, fordi her alligevel er så mange mennesker, at ingen lægger mærke til, at jeg gør de samme ting hver dag på stort set samme tidspunkt.

Min far er ikke min underbo.

Der findes ikke en gade, der ikke er udstyret med en Netto. Og langt de fleste af dem har åbent til klokken 22 – eller senere! Desværre er byen ret fattig på Remaer, hvilket vitterligt ikke giver nogen mening – alle elsker jo Rema 1000! Faktisk mener jeg at have hørt, at den ved Forum har den største omsætning i hele landet. Er der ikke et menneske, der kan forklare mig, hvorfor den norske discountkæde endnu ikke har sat sig på det københavnske marked?

Femina. Og jeg har endelig, endelig fået en hverdag, jeg helt oprigtigt er vanvittigt glad for.

Dialekten, som jeg faktisk altid har fundet lidt irriterende, har så småt vundet mit hjerte – omend den stadig ikke slår den nordjyske, der til tid og evighed vil være det fineste sprog i kongeriget.

Den kollektive trafik. Selvom jeg ikke kan påstå at have gjort brug af den, er det stadig meget rart at vide, at hjem aldrig er længere end et S-tog væk. Selvfølgelig er der også busser og lignende i Aarhus, men bor du i Stjær og skal hjem fra en veninde mandag aften,    er du potentielt virkelig meget på røven.

Green spots. Nu har jeg lige haft min lillesøster på besøg i 3 dage, og havde vi været i Aarhus, var det helt sikkert blevet til en masse ture langs vandet og skovene omkring Skåde. Det var af gode grunde ikke muligt herovre – faktisk aner jeg ikke, hvor den nærmeste skov ligger. Heldigvis gjorde Laura-musen mig opmærksom på, at der er et overvældende antal grønne områder overalt i København, som lidt har en oase-stemning over sig. Det har hun helt ret i, og det skal jeg også nok prøve at huske på.

Forstæderne lever deres eget liv. Godt nok har jeg ikke meget mere erfaring end Valby og Vanløse, men jeg er helt vild med, at de har deres egen bymidte, nogenlunde spisesteder, biograf og metrostation.

Fyrene. De er flotte, og der er mange af dem. (Men mange af dem ved også godt, at de er pæne, og så er vi tilbage til, at jeg alligevel ikke helt ved, hvad jeg skal stille op.)

Sort kaffe til nogenlunde anstændige priser. Jeg var lidt blevet varslet om den evige traver  om ‘cafe latte til 50 kroner’, hvilket jeg for nuværende hverken kan be- eller afkræfte, men den sorte kaffe kan faktisk fås til rimelige penge de fleste steder. Irma sælger sort tjære (og jeg mener det, den er sort!) til 15 kroner. ZAGGIs er bedre og til samme pris, og på de fleste gadehjørner kan man slippe med 20 kroner for en kop to go. 

Kebab med stolthed, rødkål og grillet grønt. Selvfølgelig kan man få rrrullekebab i Aarhus – og det er vist noget med, at det heder durum herovre – og flere steder smager de også okay. Men vi kommer aldrig længere end standardvarianten med iceberg, tomat, rødløg og en hvidløgsdressing fra Inco. Til min store fornøjelse er shawarmaoplevelsen en smule mere autentisk i København, og på en god dag slipper du for at betale for den ekstra falafel, du skulle have med.

Trends
Jeg kan meget hurtigt klæde den typiske københavner på.
Lad os starte med skoene, og som min gode, gamle fader ville have sagt, er de jo nok mere specielle, end de er kønne. Fodtøj kræver selvfølgelig en form for bentøj, og de kunne meget vel se sådan her ud – vælg frit fra listen, de går alle an! Outfittet skal selvsagt rundes af med noget farve og helst også et statement, og det bedste valg vil for alles vedkommende altid være denne sag, som ikke bare er nuttet og klædelig, den viser også, at du har et politisk standpunkt, til du tager et nyt.
Fyrene har jeg desværre lidt glemt at tjekke ud, men jeg har en klar formodning om, at de går nogenlunde i det samme. (Måske lige opgraderet med den her jakke og sådan en sag.)

Socialt
Er jeg blevet det menneske, der ringer op til min lillesøster flere gange om uden og indleder samtalen med ‘nå, hvad så?’

Forskelligheder
Sidsel og Lasse er kommet mig i forkøbet med lister over kulturchok for jyder, som er havnet i København. Jeg synes egentlig, at de har gjort arbejdet ganske upåklageligt, dog tillader jeg mig at komme med et par tilføjelser:

1. Man skal ikke trykke på lysreguleringsknapper for at få grønt lys. Det skyldes sikkert, at man antager, at der altid er fodgængere (mennesker) til stede. Samme slutning kan man ikke lave i Jylland.

2. Man får ikke tilbudt Samvirke. Det skal man selv bede om.

3. Folk snakker lidt anderledes. Og jeg skal stadig tage mig selv i at tænke, at de ikke nødvendigvis er røvhuller, bare fordi de udtaler ordene lidt sjovt.

4. Der er mange, der gerne vil have dine smøger. I Aarhus var det altid (og det var ret sjældent) sådan: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må købe?
Herovre lyder det: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må få? – og det sker gerne 2-3 gange om dagen.

5. Og så er der cyklisterne. Dem har vi talt om. De er psykopater. Og siden sidst er jeg blevet påkørt af tre styks. Hvis ikke jeg snart skal eksplodere af forargelse og indignation, bliver jeg nødt til at forfatte et læserbrev (til Politiken, fordi det handler om København.) Først og fremmest vil jeg insistere på, at turister bliver frataget retten til at leje cykler. For det andet skal der indføres cykelpoliti. For det tredje skal man tage et cykelkørekort, hvis man ikke har et gyldigt kørekort til en automobil. Og for det fjerde skal man implementere en form for social legalisering af selvtægt, når folk ter sig tosset på deres tohjulede – jeg foreslår en intervention i retning af Skærmtrolden Hugo, hvor man banker folk tre gange i knolden med ordene ‘halloooooo, så er der altså kun et liv tilbage!’

??
‘Velintegreret københavner’-buksen

1. Min lejlighed. Godt nok blev mit lille domicil til sidst besudlet af dårlig energi fra stueetagen, men det var stadig min lejlighed. Når jeg kom hjem, så den ud, som jeg havde forladt den. Hvis der var rod, var det mit rod, og jeg behøvede kun at tage mit stemmebånd i brug, når jeg selv ville. På mange måder er det enormt fantastisk og hyggeligt at bo med en veninde, men det er også en daglig påmindelse om, hvor stor en enspænder kørt fast i sine egne rutiner, jeg er.
2. Min lillesøster. Endnu engang en grund til at blive sur over, at jeg aldrig nogensinde fik besøg af en ugle til Skandiwartz. Det havde været så fedt med en transitnøgle direkte hjem til Laura.
3. Følelsen af at høre til og være hjemme. Jeg er for længst kommet mig over fasen, hvor jeg har følt mig som en fortabt turist. København føles heller ikke længere som en eventyrslabyrint, hvor jeg hele tiden blev konfronteret med mytiske navne, jeg havde hørt om i medierne. (Guuuud, det er Jagtvej/Forum/Kastellet/Nordhavn/Valby Bakke etc.) Byen er allerede blevet mindre, og jeg har lært at finde rundt på rekordtid, men mentalt er jeg stadig på udebane og overarbejde.
4. Ro. I storbyen kommer ét dyt aldrig alene.
5. Skov og strand. Som det ufatteligt priviligerede menneske jeg er, boede jeg både tæt på bycentrum, stranden, Marselisborg, skovene og Mindeparken i Aarhus (det gør faktisk cirka alle aarhusianere.) Nu er det jo ikke, fordi jeg var sådan et zen-menneske, der dagligt gik ud i naturen og praktiserede digital detox, men det ville være meget rart at have muligheden, når livet er hårdt, og folk ikke kan lide mit nye opslag på Instagram. (Det gør så ondt, når jeg ikke får den anerkendelse, jeg har brug for.)
6. Mennesketomme gader. Hvis jeg gik alene langs Frederiks Allé i Aarhus eller Skagensvej i Nordjylland, var det ikke fordi, jeg var på afveje. Der var bare ikke lige andre mennesker på det tidspunkt.

… hvor tæt jeg var på at give kundeservicemedarbekderen i Kvickly et møgfald, da hun prøvede at belære mig om skyr, og på samme tid nægtede at give mig de 13 kroner retur, som butikken uretmæssigt havde stjålet fra mit Dankort. Undskyld, jeg var ret sulten, og til en anden gang skal jeg nok lade være med at bruge ordene ‘alternative facts’ i en indkøbssituation.

… cyklisterne i København. De er sindssyge, anarkistiske og tydeligvis ret OK med at dø i en højresvingsulykke. Derfor er jeg også lidt foruroliget over min egen cykeladfærd, som alle dage har grænset til at være irriterende regelret, men at jeg allerede er begyndt at adaptere den uacceptable adfærd, som hersker på de københavnske cykelstier. Heldigvis har jeg fået mig en cykelhjelm. (IKEA, 179 kroner. Og den er flot og sort.)

… at det i morgen er den 1. februar. Det betyder, at det er min første dag i praktik. På Femina. Et rigtigt voksenjob. Jeg kan ikke engang finde ud af at skifte en støvsugerpose, jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad en forskudsopgørelse er, og om det er noget, jeg bør tage stilling til, og sommetider glemmer jeg at lukke min mund, så der løber savl ned fra min hage. Det skal nok blive godt, det her.

… at have en roomie, som ligesom også har madvarer stående i køkkenet. De er ikke mine, og det kræver altså lidt tilvænning. Nu har jeg drukket halvdelen af hendes letmælk (første gang var et uheld) og jeg har minimum spist halvdelen af hendes tyrkisk peber-bolcher. Det var ikke et uheld.

… min far. Ja, ham. Igen. Fortsættelse følger.

… at i morgen også bliver den første gang i et halvt år, hvor jeg kommer til at iføre mig en BH (eller i hvert fald bare sådan en blondesag uden bøjler.) Mine lunger er allerede begyndt at brokke sig.

… gamle damer med gangstativ på Falkoner Allé/Gammel Kongevej/Vesterbrogade/alle andre gader.

Ønsk mig nu lige held og lykke, ing’?

Jeg har fundet ud af, at min venstre hjernehalvdel ikke fungerer specielt godt, når den er omringet af kaos. Men nu er flyttekasserne efterhånden havnet i papcontaineren, mit tøj er smidt på plads i kommoderne, og jeg har fundet en stikdåseløsning, som ikke involverer et ledningehelvede til elkedel, mikroovn og Nespressomaskine ude i køkkenet. Så kan jeg bare håbe på, at mine ord så langsomt begynder at vende tilbage. Ikke kun fordi det har været ret hårdt at have så travlt, at alle mine tanker forsvandt, men nok også fordi Femina bliver ret trætte af en journalistpraktikant, som ikke lige er i stødet til at skrive.

Siden fredag har jeg haft lejligheden for mig selv, og jeg er her også alene de næste par dage, mens Nadia – min veninde fra 1. semester, som jeg skal bo sammen med – er i Holstebro for at hjælpe sin journalistkæreste med at pakke ud. (Det er sådan en meget klassisk indavlssituation blandt journalister. Journalister er sammen med journalister, og sandsynligheden for at jeg også ender med en journalist er tæt på 100. Jeg har hørt, at det er det samme for læger.)

Det har passet mig ret udmærket, for jeg har fået frit slag ude i køkkenet, som ved min ankomst stod ganske ryddet og med tomme hylder, kun klar til at blive overtaget af mig og mine ting. Nadia spiser nemlig som en fugl i 0. klasse (dvs. meget lidt, og det er for det meste A38 1,5 % og Kelloggs Cornflakes) så det passede os begge fremragende, at køkkenet blev en udvidet del af mit værelse.

Så nu bruger jeg dagene på at få følelsen af, at lejligheden også er mit hjem, og at København er min by. Projektet går nogenlunde, men jeg bliver lidt modarbejdet af enkeltelementer, som især udfordrer min tålmodighed, personlige hygiejne og nervøse mave. Ovnen i køkkenet er sådan en lydløs sag, som ikke viser tegn på aktivitet, når den er tændt. Det er ikke et udtryk for den nyeste pyrolytiske termoteknologi. Det er snarere en konklusion på, at den er 17 år gammel og endnu ikke kender varmluftens ædle kunst, men stadig bryster sig af sine stilfærdige varmelegemer, som gerne vil tilberede ens mad, hvis bare man kan vente længe nok på det.

Der er intet bad i lejligheden (heller ikke i kælderen), og jeg lugter efterhånden lidt fordærvet, hvilket er en anden ting, jeg nok lige skal have løst inden min første arbejdsdag. Min sidste anke må være toilettet, som ikke kan klare modstanden af selv det mest beskedne læs, hvilket jeg nogenlunde kan håndtere, mens jeg har lejligheden for mig selv. Men når min udlejer kommer tilbage, forudser jeg, at mine tarme får et seriøst problem.

Og hvis man ser bort fra ovenstående, så er alt faktisk godt, og det er i hvert fald meget bedre, end jeg kunne have håbet på. I går faldt jeg i snak med mine nye underboer, et par i 40’erne, og det endte med, at vi brugte et par timer på mit nye køkkengulv (som ret beset ikke er et gulv, for det er blevet rykket op) mens vi fjernede søm fra brædderne og snakkede om Gud, Frederiksberg og behandling af spiseforstyrrede. Da vi var færdige, gav kvinden mig et langt kram, kiggede mig i øjnene og sagde: “Tak for din fortælling.”

Det var dybest set lidt paradoksalt, for i virkeligheden var det jo mig, som skulle takke for hjælp, værktøj og arbejdskraft. Lige nu synes jeg egentlig også, at de fortjener et tak for at lade mig finde ud af, at mine ord langt om længe er kommet tilbage. Og det er ret rart.