I går faldt jeg over noget meget sjovt (hos Maren Uthaug): ManusFestet - Til alle os, der gerne
Se næste indlæg >
6 spøjse fænomener, som er små, men dog stadig spøjse
F1: Følelsen af at gå rundt, helt glad og uskyldig, og pludselig kan du mærke følelsen af menstruation i dine trusser. Men du ved, at du ikke har menstruation, for det havde du sidste uge, og fordi du går på gaden, må du bare alt for længe bryde din hjerne med spørgsmålet: Hvis du ikke er blod. Hvad er du så.
F2: Den aften, du kommer sent hjem, og hele lejligheden lugter af rådden fisk og julekrydderier. Du går ud i køkkenet og finder noget, som til forveksling ligner et menneskeorgan, der flyder rundt i en gryde. Din første tanke er – helt legit – at din udlejer har kogt et menneske, mens du har været væk, og at du først alt for sent finder ud af, at der findes noget, der hedder ‘Torskebukser’, og at den spise ligeså godt kunne stamme fra en 80’er splatterfilm.
F3: Når du finder ud af, hvem din overbo er. Så lad dette være en kort opfølgning på min opsejlende nabofejde: Der er tre styks. En kvindelig jurist, jeg aldrig før har set. Og hendes kæreste, der har et meget Sovsen på P3sk-klingende navn og åbenbart er en eller anden semi-kendt DJ i det danske clubbingmiljø. Og så er der den sidste, og jeg tror, at det er ham, jeg hader, og nu skal jeg fortælle hvorfor. Han ligner ikke én, der burde bo på Amager. Han ligner én, der er her ved en fejl eller på et midlertidigt ophold, før hans 2-værelses på Indre Nørrebro (eller en container i Nordhavn) bliver ledig til ham. Først og fremmest havde han et tracksuit på a la det her, og hans sko var et par grå Yeezy. Hvis jeg skulle give ham et navn, ville det være Hurtig Karl (det kalder hans venner ham. Hans venner er Emil Kruse og resten af det slæng), og H. Karl er (forestiller jeg mig igen) en priviligeret møgunge fra en Københavnsk forstad. Hans profilbillede på Facebook er helt sikkert i sort/hvid og virkelig artsy, og så producerer han musik med sine hættetrøjehomeboys gennem det selvejede ARTPEOPLE INC. Forestiller jeg mig.
Med andre ord er han præcis den type fyr, jeg er allermest bange for, og jeg forestiller mig, at hvis jeg beder ham om at klappe i og slukke for musikken fredag nat, så vil han cirka respondere med: Så hold dog kæft, fede so. Kan du ikke lide lugten i bageriet, så kvæl en kage og forsvind.
F4: Når du går en tur i Indre By, og du kommer forbi Restaurant Flammen på H.C. Andersens Boulevard, og du kan konstatere, at halvdelen (hvis ikke 90 procent) af klientellet er jyder, som er taget til København. For at spise på Flammen. (Det svarer lidt til amerikanere, der tager til Danmark og spiser frokost på McDonalds.)
F5: Du er syg og snottet på femtedagen, og det går op for dig, at det sådan cirka også er fem dage siden, du sidst tog et ordentligt bad. Og du begynder at bekymre dig lidt over, hvor meget du mon lugter, og om du mon har været til gene for andre mennesker, og om du egentlig burde tænke i en løsningsorienteret retning.
F6: Når medierne refererer til nye undersøgelser blandt unge mennesker, og du har lidt svært ved at relatere til resultaterne. Så går det op for dig, at du er 25 og faktisk slet ikke UNG længere, og du undrer dig over, hvor mange år endnu, du stadig pr. refleks vil sætte kryds i 13-20-års-boksen.
