Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?

Engang havde jeg en træner, som – hver gang han skulle veje sine ord, når han var bange for at formulere sig forkert – indledte sætninger med en lyd, der vel kan staves sådan her: Erhm.

Lidt på samme måde starter jeg nu.

Erhm:

I visse kredse er det en brandvarm kartoffel, mens det for andre – og sikkert størstedelen af os – er passeret ubemærket hen, at der har været lidt røre omkring mænds kønsorganer.

For at det ikke skal virke, som om jeg er sensationslysten, for det er jeg oprigtigt ikke, skal vi spole tilbage til en varm sommerdag tidligere på året. Selv om min adfærd og relativt mørke kartoffelfarve kan indikere det modsatte, er jeg faktisk ikke specielt glad for eller god til for meget sol. Min hjerne står simpelthen af. Således havde jeg trukket mine mørklægningsgardiner for til mit værelse, åbnet alle vinduer og lagt mig på min seng med en kold klud på panden, mens jeg prøvede ikke at kede mig ihjel. Midlet hertil var den fremragende podcast Perfekt Uperfekt af Katrine Gisiger, og lad mig understrege, at jeg er ret begejstret for begge.

I den pågældende episode begyndte værten og gæsten at tale om et engangsknald, som vist var mislykket på mange måder, og hans lille pik, og hvad den ikke kunne, blev nævnt flere gange. Jeg fik forbandet ondt i maven af at høre det, og jeg tænkte: Stakkels gut … hvis han hører det her …

Der skal ikke megen selvransagelse til, før jeg kan konstatere, at den der maveonde ikke kun skyldtes sympati for manden, men i lige så høj grad havde rod i egne mindreværdskomplekser og gamle teenagetanker om at se fuldstændig forkert ud mellem benene. Jeg fik det dårligt ved tanken om, at to mænd skulle snakke om et dårligt knald med mig, udveksle detaljer om mine kønslæber for bagefter at slynge det ud som en lydoptagelse i det store Podcastland. 

Tilbage i en mere nærværende nutid skete der det, at Katrine Gisiger i mandags gæstede Stegger og Toft på P3. Før hun vidste af det, afspillede de to radioværter podcastklippet for hende, hvorefter de havde fået en mand i studiet, som gennem hele sit liv havde haft seriøse mindreværdskomplekser på grund af størrelsen på hans pik. Jeg kan med det samme afsløre, at det var ret ubehageligt.

(Journalisten beskriver her sagen og forklarer, hvordan Katrine Gisiger (ikke) er blevet briefet om, hvad der skulle foregå i radiostudiet den dag.) Af åbenlyse årsager aner jeg ikke, hvad der er blevet sagt, og derfor vil jeg også prøve ikke at forholde mig så meget til den del. Umiddelbart mener jeg, at Gisiger bliver fremstillet som dobbeltmoralsk, og det er jeg ret sikker på, hun ikke er; jeg anerkender virkelig hendes arbejde, og at kalde hende ud som kropsudskammer, er seriøst skørt.

Derfor vil jeg i stedet tale om pikke og den korte sekvens i podcasten, som overskred min personlige grænse. 

Jeg har en håndfuld meget gode og nære veninder, og ligesom de fleste andre veninder taler vi om kønslæber, onani, skedelugte, røvsved, præferencer i sengen og uønsket hårvækst. Hvad vi derimod helst ikke snakker om, er størrelsen på mænds tissemænd. (Indrømmet, det har jeg selvfølgelig gjort, da jeg var yngre, men det var sgu heller ikke fedt gjort). Vi har ikke aftalt, at det er noget, vi ikke gør, sådan er det bare blevet. For mig svarer det til en udlevering af noget, man ikke selv er herre over, og vender jeg den igen om, er der det egoistiske hensyn, at jeg af hele mit hjerte ville hade, hvis en eller anden mand diskuterede mine kønsorganer med andre mænd. Offentligt såvel som i et lukket forum.

Vi snakker så meget om kvinder, og det er dejligt, det er vigtigt, og det er tiltrængt, men vi snakker ikke så meget om mænd med mænd. Måske er det, fordi de er født med privilegiekæppen og derfor ikke må brokke sig, måske skyldes det den – uuh – giftige maskulinitet, eller måske er det bare for svært. Eller noget fjerde. Men bare fordi vi ikke taler om det, må vi ikke glemme, at de kære mænd også har mindreværdskomplekser. 

Bare fordi der ikke er nogen indvendinger, når vi siger om en irriterende mand, at han sikkert bare er sur, fordi han har en lille pik, er det ikke ensbetydende med, at der ikke sidder nogen og bliver kede af det, når den slags bliver ytret.

I P3-studiet sagde gæsterne, at de – som kvinder – ikke kunne tage mandekampen (ok, véd ikke, om det er direkte citeret, men sådan afkodede jeg det).

Jeg tror ikke på, at nogen mand nogensinde kunne finde på at gøre mig til fanebærer for noget som helst mandefrigørende projekt, men jeg tror på, at enhver mand (måske med en penis, der måler mindre end gennemsnittet) ville sætte stor pris på, at jeg ikke fnisede af hans pik.

Det synes jeg egentlig er meget fair – og et udmærket sted at starte.

Hvis man tror på, at alle kroppe er dejlige, må det nødvendigvis også betyde, at alle pikke er dejlige. Det her er i min verden et eksempel på, at når man siger A, må man også sige B. 

rip karo

I morges sad jeg og hyggede med mit tredje og meget vigtige sakramente: Bloggers Delights nyhedsfeed og en gigantisk kop kaffe, som vist også var den tredje. Her faldt jeg over Sydhavnsmor, som skrev, at hun var ret vild med sine skamlæber. Min umiddelbare reaktion var wow girl, good for you, men der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at hun selvfølgelig ikke snakkede om læber mellem benene, men at der i stedet var tale om en reference til norske Frøken Sætres mørkmalede MAC-læber.

Desværre, tænker jeg egentlig lidt. For der er godt nok ikke mange, som taler om skamlæber. Mig selv inklusive. Men ordet indbyder bare heller ikke helt til det. SKAMlæber. Det har altså lidt en uheldig klang, og det er mig en gåde, hvorfor en bedre løsning ikke har vundet indpas hos os endnu. (Jeg tillader mig at foreslå kønslæber; en konservativ, men alligevel væsentlig ændring.)

Som jeg tidligere har givet udtryk for, er jeg af den overbevisning, at ord har en stor betydning for, hvordan vi opfatter og taler om ting. Og jeg ville heller ikke mene, at skamlæber var et dårligt ord, hvis vi ikke havde et problem med at gå til lægen og proklamere: Min højre skamlæbe er sgu lidt hævet, vil du venligst tilse den for mig? Personligt ville jeg nærmest hellere gå med en ispose mellem benene i en uge og vente på, at min krop selv klarede jobbet.

Men sagen er bare, at der er mange, som skammer sig over deres skamlæber. Hvis man foretager en hurtig googlesøgning på ordet, er størstedelen af resultaterne fra plastikkirurgiske klinikker, som tilbyder reduktion af de kvindelige skamlæber, og de resterende søgeresultater er fra usikre kvinder, som i debatfora udtrykker bekymring og ærgrelse over størrelsen af samme.

Jeg kan godt forstå dem. I de første år af min pubertet var jeg selv hamrende usikker, og jeg troede, at jeg var totalt forkert og sikkert også ramt af elefantitis i kønsdelene. Med ret stor sikkerhed kan jeg i dag sige, at det ikke er tilfældet. Men dengang var min primære kilde til nøgne kvinder, når mine veninder og jeg sneg os ind på redtube for at blive forargede (eller noget i den retning), og netop disse ture i de kuriøse afkroge af internettet fik mig til at tro, at rigtige kvinder var små og lyserøde.

På nogenlunde samme tidspunkt var der en del hype over Kussomaten, hvor kvinder kunne gå ind og tage et billede af deres kønsdele. Og ideen var ret god. Jeg læste også et blogindlæg skrevet af en jævnaldrende fourth wave-feminist, som kritiserede udførslen af projektet, fordi billederne ikke komplimenterede kvindekønnet, men i stedet bekræftede opfattelsen af, at almindelige tissekoner er grimme. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg give hende ret.

Jeg har oplevet flere mødre, som anekdotisk og kærligt har fortalt om deres små tumlingedrenge, som hele tiden vil have bleen af, så de kan gå og rykke sig selv i tissemanden. Sjovt nok har jeg aldrig hørt samme historie om piger, og det til trods for at jeg flere gange selv har været vidne til, at de er ligeså tilbøjelige til at rende med nulrefingre i skridtet. Min teori er, at det er lidt kært, nuttet og nærmest forventeligt, når drenge gør det, mens det på en anden måde opfattes som pinligt, underligt og uvant eksplicit, hvis det er en pige.

Ligeledes har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt sætningen det er ikke størrelsen, men gørelsen om mændenes lem, hvorimod jeg ikke erindrer nogensinde at have hørt, at omfanget af kvindens kønsorganer er fuldstændig underordnet, uanset om vi snakker æstetik, nydelse eller ydelse.

Jeg tror, at jeg vil arbejde lidt med stativ, stakit, kasket. Måske den i stedet kunne lyde kønslæbe, klitoris, onani. 

Det nemmeste, mest oplagte og clickbait-agtige havde egentlig været at kalde dette indlæg for Bryd Tabuet. Men det gider jeg ikke. Og det er der tre grunde til. For det første minder ordene mig i uhyggelig grad om de utallige pathos-hungrende indlæg på Aftenshowet, hvor en stakkels dansker har været udsat for noget ekstraordinært hårdt. For det andet synes jeg, at det efterhånden er blevet misbrugt så meget, at det er blevet en sproglig kliché. Og det er oftest sådan med klicheer, at de mister deres tiltænkte betydning. Den tredje grund er, at når man først har stadfæstet noget som et tabu, så vil det også blive det. Og det er der jo ingen grund til.

Egentlig synes jeg, at vi skal kunne tale om alt. Bevares, right place, right time-reglen gælder selvfølgelig stadig. Der er især én ting, som jeg føler, vi ikke snakker nok om: kvindelig onani. Hvor ofte har du fortalt dine veninder om, hvordan og hvor meget du onanerer? Hvad dine foretrukne remedie til orgasme er, og på hvilket måde du bedst kommer i mål? Mit bud må være, at det ikke er ret tit. Og på en eller anden måde giver det jo ingen mening. Onani er både rart, en ret fremragende overspringshandling, og jeg vil vove den påstand, at de fleste af os gør det. Problemet er bare, de ord vi har at gøre godt med.

Fyre har en pik. Fyre spiller pik. Og hvad med os piger? Vi onanerer bare. I bedste fald mastuberer vi. Så er der de forskellige navne for vores kønsorgan. En tissekone er noget, som børn har, en fisse er noget fyre siger, men ikke kan få, og kusse lyder bare mega klamt. På et tidspunkt så jeg et indslag i Nyhederne om, at Tidens Kvinder i Sverige havde indført ‘Gina’ som betegnelse for de kvindelige kønsorganer som et led i ligestillingsdebatten. Det medførte et meget forarget interview med eks-bloggeren Gina Jaqueline, som opfattede det som en fornærmelse mod hende og øvrige navnefæller. (Argument = ‘Jeg gider sgu da ikke associeres med en tissekone.’) Vi kan godt begynde at kalde punanien, vaginaen eller vores cunt for Karoline. Jeg er egentlig ligeglad. Men jeg tror bare, at der findes væsentlig bedre bud derude.

Så skal vi ikke prøve at snakke lidt mere om onani og under samme ombæring finde et pænere ord for tissekone?