Det er alt for tæt på.

Jeg har i lang tid gået og crushet lidt på Morten Albæk. Det gør jeg ikke længere, hvilket er en helt anden historie, men derfor synes jeg stadig, at han siger nogle meget kloge ting. På flyet hjem fra Barcelona sad jeg og lyttede til Mads og Monopolet på SmukFest, hvor den kære erhvervsfilosof var en af monopolisterne. Han sagde mange ting, hvoraf størstedelen var alt for hulelignelse-agtige, men han sagde også noget, som ramte mig. Både på et helt generelt plan, men også meget som en forlængelse af de sidste par dage.

Sørg for at skabe minder, du aldrig glemmer. (Det var helt sikkert ikke sådan, han sagde det, men jeg er ret sikker på, at jeg har indfanget essensen.) Jeg er også ret sikker på, at han ikke mente, at man skulle havne midt i en terrorramt by, men det var ikke desto mindre det, der skete, og jeg er ret sikker på, at jeg for altid vil huske de sidste 72 timer og lader dem være en del af den der rygsæk, vi alle pakker tungere og tungere gennem livet.

Jeg var på strandpromenaden, da det skete. Anne sad på en turistbus et sted langs vandet. Der begyndte at tikke beskeder ind på min telefon, beskeder fra folk, som ville høre, om jeg var okay. Først troede jeg, at jeg havde givet det indtryk, at Anne og jeg var blevet uvenner (fordi vi ligesom ikke var sammen den dag. Soltørret tomat møder kogt kartoffel, som man siger) men jeg fandt ret hurtigt ud af, at der desværre var andre ting på spil. Da sandheden endelig dæmrede, kiggede jeg op og rundt på menneskene omkring mig. Det var tydeligt, at nyheden ikke var nået frem til dem endnu. De pjattede videre, grinte, badede, mens man kunne høre lyden af sirener, ambulancer og helikoptere, der sværmede ind mod bymidten. Og pludselig kunne jeg se, at flere hev deres telefoner frem. Enten blev de stille, eller også begyndte de at græde.

Min telefon bimlede løs, og jeg mit eget personlige Ritzau-bureau opdaterede mig hele tiden med udviklingen. En gerningsmand er løs, politiet leder efter endnu en varevogn, gidseltagning på en restaurant, flere personer meldes omkomne. Endnu ikke bekræftet. Søg ly. Bliv derhjemme. Bliv indenfor. Hvad gør man så? Vores lejlighed lå kun få gader fra Ramblaen, så vi kunne ikke tage tilbage. Min hjerne begyndte at søge efter gemmesteder, baglokaler og lukkede områder. Allerhelst ville jeg bare væk, og da Anne endelig kom, drog vi mod et indkøbscenter i udkanten af Barcelona  så langt væk som muligt, og jeg sværger, at jeg aldrig har oplevet en hel storbys gader ligge så øde hen.

Det er for tæt på. Det er alt for tæt på, husker jeg at have sagt – igen og igen.

Jeg føler mig overhovedet ikke berettiget til at komme med dette skriv, men det ville næsten også være underligt, hvis jeg lod som ingenting. Jeg føler ikke, at jeg var der. men det var jeg. Jeg føler heller ikke, at jeg burde have været der. Jeg føler ikke, at jeg havde ret til at være bange, fordi jeg aldrig nogensinde for alvor var i fare.

Anne og jeg gik mod Placa de Catalunya og Ramblaen dagen efter. Pladsen og gaden var igen åbnet op for mennesker. Hvis ikke det var for blomsterne, de brændende lys og den gennemtrængende stilhed blandt de tusindvis af mennesker, havde man aldrig anet, at der havde foregået noget så rædselsfuldt og tragisk kun et halvt døgn forinden.

Det føles forkert at være her. Det er, som om vi blander os i en sorg, som er Spaniens. Hvis vi ikke var her, var intet af det her nogensinde sket, blev jeg ved med at tænke, og Anne havde det på samme måde. Det handler ikke om os. Det var bare alt for tæt på.

Alle mine tanker går til Barcelona, ofrene og deres familier.