Karoline tester: Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101)

Det er alt for tæt på.

La Rambla, 18. august 2017

Jeg har i lang tid gået og crushet lidt på Morten Albæk. Det gør jeg ikke længere, hvilket er en helt anden historie, men derfor synes jeg stadig, at han siger nogle meget kloge ting. På flyet hjem fra Barcelona sad jeg og lyttede til Mads og Monopolet på SmukFest, hvor den kære erhvervsfilosof var en af monopolisterne. Han sagde mange ting, hvoraf størstedelen var alt for hulelignelse-agtige, men han sagde også noget, som ramte mig. Både på et helt generelt plan, men også meget som en forlængelse af de sidste par dage.

Sørg for at skabe minder, du aldrig glemmer. (Det var helt sikkert ikke sådan, han sagde det, men jeg er ret sikker på, at jeg har indfanget essensen.) Jeg er også ret sikker på, at han ikke mente, at man skulle havne midt i en terrorramt by, men det var ikke desto mindre det, der skete, og jeg er ret sikker på, at jeg for altid vil huske de sidste 72 timer og lader dem være en del af den der rygsæk, vi alle pakker tungere og tungere gennem livet.

Jeg var på strandpromenaden, da det skete. Anne sad på en turistbus et sted langs vandet. Der begyndte at tikke beskeder ind på min telefon, beskeder fra folk, som ville høre, om jeg var okay. Først troede jeg, at jeg havde givet det indtryk, at Anne og jeg var blevet uvenner (fordi vi ligesom ikke var sammen den dag. Soltørret tomat møder kogt kartoffel, som man siger) men jeg fandt ret hurtigt ud af, at der desværre var andre ting på spil. Da sandheden endelig dæmrede, kiggede jeg op og rundt på menneskene omkring mig. Det var tydeligt, at nyheden ikke var nået frem til dem endnu. De pjattede videre, grinte, badede, mens man kunne høre lyden af sirener, ambulancer og helikoptere, der sværmede ind mod bymidten. Og pludselig kunne jeg se, at flere hev deres telefoner frem. Enten blev de stille, eller også begyndte de at græde.

Min telefon bimlede løs, og jeg mit eget personlige Ritzau-bureau opdaterede mig hele tiden med udviklingen. En gerningsmand er løs, politiet leder efter endnu en varevogn, gidseltagning på en restaurant, flere personer meldes omkomne. Endnu ikke bekræftet. Søg ly. Bliv derhjemme. Bliv indenfor. Hvad gør man så? Vores lejlighed lå kun få gader fra Ramblaen, så vi kunne ikke tage tilbage. Min hjerne begyndte at søge efter gemmesteder, baglokaler og lukkede områder. Allerhelst ville jeg bare væk, og da Anne endelig kom, drog vi mod et indkøbscenter i udkanten af Barcelona  så langt væk som muligt, og jeg sværger, at jeg aldrig har oplevet en hel storbys gader ligge så øde hen.

Det er for tæt på. Det er alt for tæt på, husker jeg at have sagt – igen og igen.

Jeg føler mig overhovedet ikke berettiget til at komme med dette skriv, men det ville næsten også være underligt, hvis jeg lod som ingenting. Jeg føler ikke, at jeg var der. men det var jeg. Jeg føler heller ikke, at jeg burde have været der. Jeg føler ikke, at jeg havde ret til at være bange, fordi jeg aldrig nogensinde for alvor var i fare.

Anne og jeg gik mod Placa de Catalunya og Ramblaen dagen efter. Pladsen og gaden var igen åbnet op for mennesker. Hvis ikke det var for blomsterne, de brændende lys og den gennemtrængende stilhed blandt de tusindvis af mennesker, havde man aldrig anet, at der havde foregået noget så rædselsfuldt og tragisk kun et halvt døgn forinden.

Det føles forkert at være her. Det er, som om vi blander os i en sorg, som er Spaniens. Hvis vi ikke var her, var intet af det her nogensinde sket, blev jeg ved med at tænke, og Anne havde det på samme måde. Det handler ikke om os. Det var bare alt for tæt på.

Alle mine tanker går til Barcelona, ofrene og deres familier.

17 kommentarer

  • Marie-Louise (m. late Olga)

    Shit, så på snap du var på ferie, havde ikke fattet, det var i Barcelona. Hvor må det have været væmmeligt at stå i – kan virkelig godt forstå, du var og er chokeret. Godt du er ok!
    Jeg skal til London om lidt, for 117. gang, men det et som om, at terrortanken har en fast plads i baghovedet efterhånden, det er nyt. Desværre :/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Årh, pas nu for hyvlan godt på dig selv. <3 Hav verdens bedste tur!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] ikke fan. Vi er et dårligt match, august og jeg. Det er, som Hvid kaffe for et par dages skrev (i en helt anden og langt alvorligere sammenhæng): “Soltørret tomat møder kogt kartoffel” – og jeg går ud fra, at det er mig, […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Det er meget smuk (be)skrevet. Ambivalensen mellem at være tæt på og så alligevel slet ikke. Det må ha været uhyggeligt uanset hvad, at være så tæt på. Det er så forfærdeligt hver gang uanset hvor “normalt” det bliver, at nogen mener de har retten til at tage andres liv med en eller anden latterlig religion som “forsvar”. Hver gang jeg hører om terror bliver jeg berørt og måske endnu mere med vores lille datter i maven, for hvad er det for en verden jeg sender hende ud i?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Virkelig tak, Michelle. <3
      Det kan jeg godt forstå, at du tænker. Som det hele ser ud lige nu, virker det som en meget kaotisk verden at starte liv i. Men det skal vi, og det må hjernedøde idioter ikke lave om på. Det skal nok gå.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Et stort kram til jer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    (nu kommenterer jeg igen, beklager).

    Karoline, det her er så spot on. Om du var der eller ej. Synes du er SÅ berettiget. For du kan om noget fortælle os, der (endnu?) ikke har været så tæt på, hvordan det er at være det – og du lykkes så godt med det, at jeg nu sidder med våde øjne og føler den. Kæmpe kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det må du ALDRIG beklage, for jeg synes, at det er lige dejligt hver evig eneste gang. <3
      Og af hjertet tak for det, du skriver. Det er jeg på et helt dybfølt niveau oprigtigt glad for. Kram herfra også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte (med Egon, du ved!)

    Nu vil jeg nødigt besudle indlægget her med noget mindre alvorsfyldt, men ved lejlighed bliver jeg nødt til at høre, hvorfor du er ovre dit crush på Morten Albæk.

    Godt, I er godt hjemme igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det kan du gange med hundrede! Det ligger efterhånden lidt forskelligt og venter på det lukkede forum. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg tænkte faktisk straks på dig, da jeg hørte det. Man bliver hurtigt mindet om at selvom hvor stor verden kan føles, bliver den minimal på et split sekund. Terrorisme er en sorg, der rammer alle, når den rammer. Den minder os om en ondskab, vi til dagligt tillader os at ignorere og bliver tvunget til at forholde os til. Det er skræmmende, især for en som dig, der var lige i nærheden. Det er skræmmende og meningsløst at den tager ofte med sig, som intet har med noget som helst at gøre. Det er det, der gør det til en så uforståelig ondskab. Og derfor havde du mindst lige så meget ret til at sørge og være ude af den som alle andre, og som jeg går ud fra din familie har været det på dine vegne med tanken om at have dig midt i alt kaosset. Jeg er glad for at du i hvert fald fysisk er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er helt rigtigt, og det er mega skræmmende. Du er så god til at sætte ord på det, jeg tænker, men aldrig formår at få med. Stort tak for det, jeg værdsætter det (eller dig? :-P) virkelig meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha altså ❤️ Det er for tæt på, fordi det i det hele taget sker!
    Godt, I ikke var helt tæt på, nu da det skete!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det har du helt ret i. Sådan noget er modbydeligt, uanset hvor det sker, eller hvor man er.
      Og ja, for pokker. Tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Karoline tester: Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101)