“Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig.”


Rimelig kryptisk overskrift til en rimelig mærkværdig situation. 

Jeg havde fundet mig et GoMore-lift, som skulle fragte mig til Aarhus i går. Det virkede ret win, at jeg kunne nøjes med 5 kvarter sammen med nogle fremmede mennesker, og så nyde aleneheden resten af vejen fra Odden til Aarhus. 

Liftet kostede 150 kroner, og så gjorde det ikke så meget, at turen blev sammen med en familie – far, mor og to børn. For et par år siden havde jeg svoret, at jeg aldrig kunne finde på at kaste mig ud i den form for deleøkonomi, men heldigvis er jeg kommet til det punkt, hvor fremmede mennesker ikke gør mig så meget. 

Det var en rigtig sød familie. Også selvom de var af den opfattelse, at femina er sådan noget frisørjournalistik, man kun læser i et venteværelse eller med folie i hele håret. Fred være med det. 

Forældrene var den slags, der tiltalte hinanden som smukke og honey, og faderen brugte hele turen på at fortælle om deres talrige ferier til udlandet og alle de Coldplay-koncerter, de havde været til. Børnene var søde, cirka 6 og 11 år, og jeg tror også, at de var intelligente over niveau. I hvert fald kom de med skarpe comebacks til deres forældre formuleret i sætninger med et ret højt Lix-tal. Den yngste, deres dreng, kendte til ret nøjagtige detaljer om geparden, mens pigen var træt af, at Trump er præsident, men herregud, han kan jo alligevel kun sidde der i 8 år. 

Men til trods for deres velfungerende hjerner var de jo stadigvæk bare børn, og de opførte sig, som børn nu engang gør – hvilket for det meste accellerer, når rastløsheden sætter ind efter lang tid i en bil. 

Adrian begyndte at rumstere og vride sig i sin autostol. Hans ord blev meget høje og insisterende – som om han ville kalde nogen op, der stod i den anden ende af skolegården. 

“Adrian. Dæmp dig så!” begyndte hans far, mens de to fik øjenkontakt i bilens bakspejl. 

Adrian. Vil du ikke være sød at gøre, som din far siger. Jeg beder dig. Gør som han siger. 

Men Adrian fortsatte ufortrødent med at kalde hele bilen op. Han var begejstret for et eller andet, eller også mente han bare, at det, han havde at sige, var meget vigtigt for os andre at høre. 

“Adrian, vi sidder LIGE ved siden af dig. Hvorfor er det, du taler så højt? Gider du godt at skrue ned?” prøvede hans far igen. Endnu engang fik de øjenkontakt i spejlet, og jeg kiggede med. 

Adrian. Du bliver nødt til at stoppe. Ellers tilintetgør han dig. Når jeg forlader bilen, ødelægger din far dig. Min mave gjorde knuder, og jeg kunne mærke, at mine øjne begyndte at brænde. Jeg blev nødt til at kigge ud gennem bilens sidevindue, mens jeg klemte mine øjne sammen og bad til, at Adrian snart ville gøre, som hans far sagde. For sin egen skyld. 

Da vi nåede Aarhus, satte de mig af ved Havnens Perle, og jeg fortalte, at det er en institution, der laver en af de bedste bøfsandwich i Danmark. Jo længere tid jeg ville snakke, jo større sandsynlighed ville der være for, at Adrians larm ville blive glemt i mellemtiden. 

Men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. De glemmer ikke. 

*

I dag fortalte min mor mig, at min far altid blev sur på hende, når de havde været til møde med socialrådgivere eller behandlere. 

Du får det til at lyde, som om jeg har slået mine børn, sagde han. 

Men det har du jo også, siger min mor nu.  

Dengang sagde hun ikke noget. 

37 thoughts on ““Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig.”

  1. Så sidde jeg her og snøfter lidt. Det lyder til at have været hård kost at vokse op med din far.

    1. Det var det også. Endnu mere, når jeg sidder nu og tænker tilbage. Heldigvis er det overstået. 🙂

  2. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. For det første synes jeg det er så interessant, at vi oplever at reagere stærkt på noget uden at have en bevidst hukommelse om hvad der er baggrunden for det. Dernæst tænker jeg på den far, som på almindelig vis irettesætter sin søn uden at vide, hvilke reaktioner der bobler inde i dig. Alle mennesker omkring os har en erfaring med sig, som vi ikke kender til. Og som har formet dem og givet mening til hvorfor de er og reagerer som de gør i dag.

    Har du nogen erindring om at din far har slået dig eller dine søskende? Og hvordan har du det med at få det at vide nu?

    1. Jeg vidste det godt, og jeg kan tydeligt huske det. Men der blev aldrig sagt noget – eller sagt fra.
      Det er så længe siden nu, at jeg aldrig tænker på det længere. Faktisk havde jeg lidt glemt det. Så det kom meget bag på mig, at jeg pludselig reagerede, som jeg gjorde. Har aldrig nogensinde oplevet den slags ‘angst’ på den måde før. Men ja, det er virkelig interessant, hvad der ligger og gemmer sig i os.. og hvad der skal til, før det kommer frem igen. 🙂

  3. Av. Her troede man bare man skulle læse en uskyldig historie om børn i biler.. Jeg er helt mundlam, eller ordløs burde vel være ordet når det er en skrevet kommentar online. Det har ikke været sjovt. Kram!

    1. Haha, hvad tror du om mig? Jeg har ingen muntre historier! 😀 Tak, søde Michelle. Kram herfra.

      1. Nej ved heller ikke hvordan jeg kunne tro det men stærkt skrevet! Fantastiske skrive talent du har…

  4. <3

    Fuck. Jo mere man lærer din historie at kende jo større et mirakel er det at du er kommet ud på den anden side som sådan et opmærksomt, omsorgsfuldt og tilgivende menneske.
    (Ja, jeg ved godt jeg ikke kender dig personligt, men de personlighedstræk er ret tydelige at se i dine indlæg).

    1. Hvor er det en pisse dejlig og betænksom kommentar at få. Det varmer virkelig. Tak, Natasha. :-*

  5. Jeg kan relatere uhyggeligt meget til din historie. Følelsen af konstant at sidde på nåle – også (og måske især) på andres vegne – fordi det er så dybt inkorporeret i ens nervesystem, at man bør træde varsomt for ikke at sætte sig selv i unødvendig fare.
    Alt, der lugter det mindste af skældud eller konflikt, får stadig min mave til at knudre sig sammen i en alder af snart 25. Min mor var også bange for at sige noget i mange år. Det er hun heldigvis ikke mere. Men det kan godt være svært at skulle forholde sig til noget, man enten ikke ved eller måske helt har fortrængt, så mange år efter, det har fundet sted.
    Endnu en stor omgang kram til dig og tak, fordi du deler <3

    1. Det er jeg så ked af, at du kan, for det er simpelthen så trist at skulle have det med i rygsækken for altid. Forhåbentligvis finder vi på et tidspunkt ud af, hvordan vi bruger det til noget godt. Måske gør vi det allerede lige nu. 🙂
      Og selvfølgelig, det gør jeg gerne. Alle de bedste tanker herfra – og selv tak til dig. <3

  6. Av for sevan. Det gør så avs at læse. I min familie var det omvendt med mine forældre – Min far der fandt på undskyldninger for min mors vold. Det er blæret, at vi ikke er mere jacked up i hjernen end vi er <3

    1. Av. Det er på helt samme måde frygteligt at høre.
      Men ja, for pokker! Hvor er det skønt – og på en eller anden måde er det vel også det vigtigste. :-*

  7. Jeg tænker stakels dreng. Han bliver totalt misforstået og talt ned til det, det gør ondt. Jeg er selv blevet tæsket som barn så voldsomt og hyppigt at jeg idag slet ikke kan tage folk der rører mine skuldre, overarme, og bagdel, bare tanken gør ondt.

    1. Hvor lyder det bare forfærdeligt. Men helt forståeligt, at du reagerer sådan i dag. Håber virkelig, at det bliver bedre med tiden.

      1. Tror det næbbe da det holdte inden jeg blev 10 år og idag er jeg 19 år og det bliver faktisk værre som om at jo mere jeg får det på afstand jo mindre bryder jeg mig om det.

  8. Wow!! Har nu læst dit indlæg 3 gange. Du skal bare vide at det fik mig til at kramme mine drenge længere og hårdere – og der var tryk på ‘du er HELT særlig’ da jeg puttede dem under dynen!

    1. <3
      Hvor er det bare fantastisk, at der kan komme noget så godt ud af det skidt. Du er god!

  9. Kære Karoline.
    Du skriver fantastisk! Det trak simpelthen tårer denne gang. Du beskriver det så det løber mig koldt ned ad ryggen af genkendelse…
    Men hør: Hvis de forældre er ægte søde så sker der ikke Adrian noget. Det er da rigtigt at han ikke lige bliver rummet i situationen, men det skal han nok klare. Hans far synes bare at det er forstyrrende for kørslen og irriterende at han larmer sådan – thats it – Adrian er rummet og elsket og der sker ikke noget! Ej det ved jeg jo selvfølgelig ikke en skid om – men det er da en mulighed ikke? Præcis som dine (og mine) erfaringer om det modsatte desværre er en mulighed.
    Min egen historie fra min barndom, har givet mig en del knas med empatien forstået på den måde, at jeg kan gå helt i spåner hvis der er fare på færde især for børn eller andre der er svage. Jeg kan ikke have det! Men det handler om, at når man har været vant til at have antennerne så meget ude i forhold til hvad der mon kunne ske – med begrundet forventning om noget negativt. Så er man så over følsom overfor disse ting. Fordi man desværre ikke har nogen begrundet forventning med sig om at de voksne er ægte søde og rummelige (eller bare forudsigelige).
    Så jeg vælger at tro at Adrian er ok! Men jeg har lyst til at give det største kram til lille Karoline – og fortælle hende at det kunne de (voksne) ikke være bekendt!

    Knus Vibeke.

    1. Kære Vibeke. Først og fremmest, så tak. Det er så absolut et af de største komplimenter, jeg overhovedet kan få. 🙂
      Du har helt ret, og det var jeg heller ikke i tvivl om på noget tidspunkt. Det var gode mennesker og en god familie, og jeg reagerede kun, som jeg gjorde pga. min egen irriterende historik, som bliver ved med at kigge frem i tide og utide.
      Jeg vælger at tro det samme som dig. Vores antennemønster lyder ret ens. Jeg håber, at det en dag bliver bedre for vores begges vedkommende. Tak for krammene, de er vel taget imod – og jeg kvitterer med en kæmpe omgang i din retning også. Kh Karo

      1. Antennerne dem har jeg også og de er langt ude og søger efter ting der på nogen mulig kan gå galt, og så gør det helt ondt i maven når jeg enten er nød til at skælde ud eller er nød til at høre på andre der gør det. (Selvom man er den godeste g bedste spejder leder så kan det være nødvendigt)

  10. Kære Karoline. Du skriver fantastisk. Jeg fangede først ‘tankereferencerne’ anden gang jeg læste indlægget og fik helt ondt i maven. Shit. Jeg ville aldrig selv have tænkt sådan om et barn der blev irettesat. Jeg sender verdens største knus til dig og alle, som har oplevet forældre som ikke har kunnet magte at være ordentlige forældre for deres børn. Tænk at bære rundt på den byrde. I må tage to gange ved kagebaren for evigt! Hold kæft hvor er du sej! Tak fordi du skriver så meningsfyldt, og rent faktisk bruger en blog til at snakke om nogle vigtige emner og ikke kun om penge og forbrug. <3 <3 håber virkelig, du får lov til kun at opleve kærlighed og tryghed fra nu af!

    1. Kære Clara.
      Oh my, hvor er du sød at høre på! (Eller læse på? Hvad siger man? Du forstår forhåbentlig, hvad jeg mener…)
      Jeg kan ikke rigtigt komme på andet at sige end ‘tak’, men jeg håber, at du ved, hvor dybfølt det er. Det overvælder mig hver gang, et andet menneske viser så meget omsorg og betænksomhed, som du lige har. Alt det bedste herfra. <3

  11. Stærkt! Både stærkt skrevet og stærkt at du er kommet ud på den anden side som et så fint menneske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *