Kvinder, der hader kvinder, men elsker mænd. 

Jeg har tænkt mig kort at berøre tre ting:

1. Kvinder, jeg ikke forstår – og heller ikke bryder mig om.
2. Graviditet.
3. Min ekskæreste.

Vi lægger hårdt ud med kvinderne.
1. Jeg er jo begyndt til Crossfit, og i den forbindelse er jeg stødt på en håndfuld kvinder, som alle har en række ting tilfælles, hvoraf jeg kun har noget imod den ene: De er stærke, de har svulmende muskler, tjek på teknikken, og så har de en røv-nederen attitude. Men altså kun over for mig og de øvrige svedende XX-kromosomer. Over for mændene er de smilende, flirtende og imødekommende. Jeg kan huske den slags kvinder, eller piger, rettere sagt fra folkeskolen og gymnasiet, hvor amoriner, usikkerhed og hormoner fløj rundt i luften, og det samme gjorde tøserne efter drengene. Man vidste, at man ikke skulle prøve at lege med, for hvis man gjorde, ville de blot kvittere med en flabet bemærkning, et dræberblik eller hånende tavshed. Jeg husker dem grufuldt tydeligt, men jeg var også i den naive tro, at det var noget, man voksede fra med alderen. Boy, was I wrong. Det der cwossfit er ret socialt, og det sker ofte, at vi skal teame op to og to sammen, og hver gang det sker, kan jeg mærke, at jeg bliver suget 15 år tilbage. Mine øjne søger febrilsk efter en pige, som ser smilende og rar ud, for GUD FORBYDE, at jeg skal ende sammen med en af kvindehaderne. Den slags kan nemlig ødelægge en ellers dejlig time. Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det flere gange, og det er ikke sjovt. Sidst var der en, som snappede af mig, fordi jeg ikke vidste om et Es (altså i et kortspil) havde højeste eller laveste værdi, hvorefter hun vendte sig mod Trænet Gut i Bar Overkrop og grinte. Før hende var der en anden, som nedladende forklarede mig, at jeg lissom ikke havde brug for TO kettlebells, før hun smutter over til Mandlig Coach og flirter med ham. Hvis jeg havde været en tegnefilm, havde jeg i begge situationer kløet mig voldsomt bag øret i lutter forvirring. Hvor kommer de kvinder fra? Og hvad fanden stiller man op med dem?

2. For en håndfuld dage siden gik det op for mig, at alt det, jeg havde tolket som stresssignaler, måske i virkeligheden var noget ganske andet. I 3-4 uger har jeg været umådeligt træt, min mave har været oppustet og gjort ondt, jeg har haft kvalme og hovedpine, og min hud er gået amok. Et hurtigt blik på kalenderen berettede også, at jeg skulle have haft menstruation for 7-8 dage siden, og så var det lidt ligesom, at brikkerne inde i mit hoved begyndte at skifte plads. Fuck. Fuck. Fuck, kørte det rundt, mens jeg hørte Orgi-E’s stemme i Det’ Ikk’ Vores, og sådan gik jeg ellers rundt flere dage som Umoden Type, Som Ikke Oooooorker At Købe Graviditetstest, indtil jeg en magisk morgen vågnede og for første gang i mit liv følte mig taknemmelig over et rødplettet lagen. Det sætter vi stor pris på.

3. Som et led I min My Name is Earl-liste (der, hvor jeg skal sige undskyld til forskellige mennesker) skrev jeg før nytår til min ekskæreste, som jeg ikke har talt med, siden jeg var meget lille og meget syg. Jeg ville bare ønske ham et glædeligt 2018, og som hurtig sidenote beklagede jeg også, at det endte, som det gjorde. Som et helt utopisk scenarie resulterede det i, at han skrev til mig i lørdags, fordi han var i byen, og vi endte med at hooke up til kaffe. Jeg tror, at vi begge fik brugt ordet forløsende flere gange (på den ikke-nasty måde), og jeg kan virkelig, virkelig på et ganske u-frelst plan anbefale, at man får ryddet op i de der kærlighedstråde fra fortiden, som gør, at der altid er et menneske, du ikke kan se i øjnene, når du passerer vedkommende på gaden.