Det skal ikke hedde sig, at jeg helt utilsigtet kommer til at gøre flere af jer bekymrede for bloggens ve og vel, men det er alligevel det, jeg føler, er sket. Og det beklager jeg!

Min sidste liste var ment som en blid kontra-offensiv, men jeg kan godt se nu, at den cirka var ligeså vattet og tvetydig som min ‘Jeg hader dig med emojis’-besked, jeg sendte sidste år.

Så lad mig slå én ting fast: Der er ikke planer om at gøre noget som helst anderledes. 

Jeg er helt klart størst fan af at spille med åbne kort, så vi tager den fra begyndelsen: Jer, der har læst mange blogs gennem årenes løb, husker helt sikkert Christina Barré, som bloggede på (den nu hedengangne) bittebitte.dk. Frøken Barré var dengang også community manager hos Bloggers Delight, og som jeg har forstået det, var hendes primære opgave at være i kontakt med netværkets premiumbloggere samt at hverve nye. 

Christina er i dag baws for influentnetværket, ConfettiCPH, hvorfor Bloggers Delight ansatte en ny community manager, Caroline. For længe, længe siden meldte hun ud, at hun ville planlægge kaffemøder med os alle hver især, så hun kunne få sat ansigt på bloggerne i BD. Og det var så det, der skete i sidste uge. 

Vi mødtes over kaffe, og der var ingen dagsorden på programmet. Faktisk havde jeg lidt svært ved at se nødvendigheden i et møde, eftersom jeg ikke rigtigt har så meget med Delight’en at gøre. Snakken gik heldigvis nemt, Caroline er pisse fin, og vi drøftede blandt andet:

Hvorfor jeg begyndte at blogge. Lad svaret være, at jeg var i sommerhus med min mor, vejret var dårligt, og det samme var mit humør.

Hvad jeg skal lave nu. Her burde jeg svare ‘gå all in på journaliststudiet’, men vi véd jo godt, at det ikke kommer til at ske.

Om jeg har lyst til nogensinde at lave spons, hvortil jeg kun kan sige ‘både og’. Det kræver sikkert en uddybning. Modsat hvad man måske skulle tro, har jeg ikke noget imod sponsorerede indlæg på blogs, og jeg kunne aldrig finde på at springe over et post, bare fordi det er købt. Derimod har jeg rigtig meget imod utroværdig, uvederhæftig og uærlig spons, og jeg synes, det er decideret klamt, når bloggere anbefaler produkter, de aldrig selv ville kaste mønter efter. (Selvfølgelig bryder jeg mig heller ikke om blogs, hvor 50 procent af indholdet er annonce, men så er det bloggeren, jeg ikke kan lide, snarere end det er reklamerne). I løbet af mine 18 måneder på femina sad jeg også på den digitale redaktion, hvor jeg sommetider skrev native artikler (eksempel her). Så kan man mene, hvad man vil om den slags, men journalistisk og skrivemæssigt er det en virkelig god udfordring. Det samme (forestiller jeg mig) gør sig gældende for sponsoreret indhold.

Hvis det lyder, som om jeg er ved at gøde jorden for en stor, kommerciel fremtid herinde, vil jeg meget gerne understrege, at det ikke er mit ærinde. Først og fremmest er jeg – i nærmest alle henseender – dybt “uattraktiv” for virksomheder: Din blog er for lille, dine billeder er for grimme, dine indlæg for lange og for tunge, og du er ikke “produktorienteret” nok (nogle har vist ikke læst mine anbefalinger af discountvarer).

For det andet har jeg slet ikke lyst til at lave spons lige nu; det elsker jeg simpelthen min grimme, teksttunge blog for meget til. MEN hvis Lidl en dag kontakter mig, fordi de har lanceret en ny øko-linje, vil jeg få svært ved at sige nej. De, Lidl altså, har forresten fået sweet potato fries på frost (500 gram til cirka 16 kroner) og de smager h-e-l-t-r-i-g-t-i-g-t.

aKa The Bloggle Struggle™️

Som den narrebloggerfisse jeg nu engang er, meddelte jeg engang for hundrede år siden (= 7 måneder), at jeg havde skrevet om de omsiggribende personlige nedture, udfordringer og kampe, *man* som blogger står overfor som følge af  beslutningen om at krænge sit liv ud til en masse fremmede mennesker, hvoraf de fleste ikke engang vil dig det godt (her taler jeg selvfølgelig stadig om ‘man’ – det vil sige ‘alle andre end undertegnede’). Ok, lang sætning. Nu har jeg omsider kvindet mig op, så her er listen over det hårde bloggerliv og de hårde bloggerproblemer.

Du får et forskruet forhold til tal, og du synes ikke længere, det er en smule sygt og surrealistisk, at 1045 mennesker følger dig på Instagram. 10K, så kan vi begynde at tale om det. #SwipeUpEllerDøSomEnTaber.

Du er genetisk uheldig, og rent survival of the fittest-mæssigt giver du ingen mening. I hvert fald findes der ikke den skavank, du ikke døjer med. Heldigvis kan et sponsoreret produkt altid afhjælpe de ubehagelige gener for en stund.

Du tager dig selv for seriøst – for hurtigt, så når du efter 2 uger som selvudnævnt blogger udtrykker ‘at dit domæne er i rivende udvikling’, så tror jeg ikke på dig. Men jeg er glad, hvis du tror på dig selv.

Du er givetvis hammerirriterende i virkeligheden. Men altså … hvad kom først? Hønen eller ægget?

Du vil for altid være stigmatiseret som værende egoistisk, navlepillende og ekshibitionistisk. Både af Nationen, den akademiske/kulturelle elite og af mænd helt generelt.

Du tror, at alle skal kunne lide dig. Og resultatet bliver så kantløst og beige, at ingen kan lide dig.

Du er plaget af konstante mindreværdskomplekser, fordi du ved, at din blog er lig med dig, summen af dine handlinger og din real life persona. Faldende læsertal vil derfor pr. definition betyde, at du:
1. Ikke længere er sjov.
2. Har mistet ‘magien’.
3. Lever et liv, der ikke længere er værd at følge med i.

(Løsning kan være digital detox. Skriv om det, når du er tilbage igen. Skriv også, hvordan du har lært, at Bloggen ikke er life).

Du mister glæden ved virkeligheden, fordi alt, der sker i dit liv, har blogpotentiale, og jeg kan forklare det ved hjælp af en sætning, som forhåbentlig vækker resonans: “That’s a good vending. Maybe vi can use that in another afsnit.”

Udskift bare “afsnit” med “indlæg”, så ved I, hvordan bloggere tænker.

Du skal altid være venlig og overskudsagtig, fordi din næste kan være en læser. (Min erfaring tilsiger mig imidlertid, at mange bloginfluenzere har overset det her punkt, og det er lidt en skam, synes jeg). And pardon my bitch-fjæs – måske ser jeg sur ud, men jeg opfører mig sgu som en putte.

Du er sandsynligvis kvinde – og selv om det er et helt håbløst udgangspunkt, er der hjælp at hente: Iklæd dig noget marineblåt tøj, skriv om magtstrukturer, politik og store tænkere, få din blog tilknyttet Berlingske, og kald dig selv meningsdanner i stedet.

Set i Berlingske Media, Pilestræde

Min dag startede ud med, at jeg tissede i en kop. Klokken var 5.30, jeg kunne ikke sove længere, og min blære var fyldt. Ret slukøret kunne jeg konstatere, at min roomie netop var gået i bad, så jeg trissede febrilsk rundt i lejligheden for til sidst at ende i køkkenet. Her stod jeg og stenede, mens jeg posttraumatisk stirrede på håndvasken og mindedes den frygtelige tid på Frederiksberg, hvor jeg dagligt (og natligt) forettede min nødtørft med en vandhane halvvejs oppe i røven. Jeg overvejede det kort, men naboerne kan kigge direkte ind, og jeg orkede sgu ikke lige springet. Så jeg fandt en kop, og jeg følte mig herre klam, men også ret lettet. 

Senere samme dag – altså stadig i dag – var jeg blevet træt på arbejdet, og det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg (igen) skulle tisse, og jeg i et uopmærksomt øjeblik tabte min menstruationskop ned i kummen. Jeg skal ikke være sen til at sige, at det var ret træls, men udfordringen var også overskuelig, og jeg kom hurtigt videre med mit liv. 

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg har vandret halvdelen af Amager rundt med et stykke toiletpapir i panden, fordi jeg åbenbart har været lidt for lemfældig med en omgang tørren sved af panden. 

Jeg ville sommetider godt, at jeg kunne være sådan en, der kunne vise, når jeg også er sej og semi succesfuld, men jeg aner ikke, hvordan man gør. Maude sagde til mig, at hun egentlig gerne gad at vide, når jeg engang imellem har det godt. Det er ret grineren sagt, og jeg forstår sagtens, hvor hun vil hen. (Shit mand, jeg efterlyser præcis den indsigt om mig selv på daglig basis).

Så nu har jeg tænkt. En hel del faktisk, hvilket egentlig er ret usædvanligt for mig, og jeg tror måske også, jeg er nået frem til noget, der giver nogenlunde mening.

1. De fleste af dagstimerne bruger jeg på Femsen, og lige fra begyndelsen tog jeg den eneste rigtige beslutning, nemlig at arbejde ikke skulle følge med herind. Jeg kan ikke lide gråzoner, selv om det havde givet mig anledning til at fortælle lidt om, hvor meget ros jeg får fra mine kollegaer. Det er meget, og det gør mig glad hele tiden.

2. Når jeg har fri, er jeg meget sammen med andre mennesker, og heldigvis er det dem, der gør, at jeg ikke er med røven i vandskorpen hele tiden. Men ‘andre mennesker’ fortæller jeg ikke om. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere grænseoverskridende eller ubehageligt end det. (Åkæ, mine forældre er undtagelsen, men det har de det fint med. Altså min mor har). Med andre ord er der kun meget lidt tid til bare at have det godt over mig selv, og så bliver det sådan noget lavfrekvent ‘Fedt, jeg hader ikke mig selv specielt meget længere’ eller ‘ Fedt, jeg fandt lige en totalt opturs-kvark i Lidl’! Oopaaaa! 

3. Jeg er makabert bevidst om, at alt, der er godt, også har en ende. Så længe jeg mest skriver om det, der gør livet til sort of a bitch, er der meget mindre at tabe og meget mindre at forklare, når livet virkelig er en bitch. Og på den måde gør jeg jo bare ligesom så mange andre: kravler over, hvor hegnet allerede er pillet ned. 

Så til alle jer, der gennem det sidste år og 354 dage (bloggis har åbenbart snart fødselsdag, tillykke) har spurgt, om der er noget i mit liv, jeg ikke skriver om, kan jeg endelig svare: Ja. Cirka 90 procent.

“Hvornår har du tænkt dig at skrive noget nyt?” blev jeg spurgt for nogle dage siden, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal svare til den slags spørgsmål.

Når jeg har tid.

Når jeg har lyst.

Når jeg har en god punchline.

Når jeg har noget vigtigt at sige.

Og helst det hele på én gang, ellers dur det ikke rigtigt for mig. Mit største problem, hvis man altså kan kalde det for det, er primært, at jeg sjældent har lyst, når jeg har tid (og jeg lover jer, at mange gyldne oplevelser har misset sine 15 minutters berømmelse på den konto… for eksempel da jeg før jul blev slynget ud på vejen af en inkompetent cyklist, så jeg var tæt på at blive påkørt af en varevogn) Ligeledes har jeg stadig ikke fået skrevet: Hvor Fucking Mange Nedture Blogging Rummer, Xx Produkter I Never EVER Må Bruge Penge På og Hey, Fik Du Nogensinde Broderet Den Der Makeupclutch færdig?

Store sager. Store mangler, som I nok kan se, og dermed kan jeg passende begynde at kradse lidt i lakken på noget af det, der unægteligt er ret hårdt, men på samme tid også er blevet til lidt af en kliché.

Det er nemlig sådan, at INTET kan give mig mindreværd og ondt i maven, som min blog kan. Følelserne kommer ikke af, at jeg skriver om lortefamilier, lortehår eller lort, men af konstant at sætte barren der, hvor hvert indlæg skal have samme substans og spidsfindighed som forordene til Enten – Eller, og det er selvsagt lidt svært at ramme Kierkegaardsk niveau hver eneste gang.

Endnu værre er det, når jeg har været “væk” i lang tid. Jeg mener, at det var Linda, der beskrev følelsen på et tidspunkt: Når man gør sit tilbagetog, så skal det også være fænomenalt, det man kommer med. Så kan man ikke bare nøjes med nogle løst formulerede betragtninger om, hvad man har fået sin dag til at gå med.

Det der blog-halløj, det er på mange måder det bedste OG de værste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er godt, fordi den åbenhed, jeg gerne vil have her, også er fulgt med ude i den virkelige verden. Jeg snakker med mine nærmeste om ALT, og bloggen er typisk en god og oplagt icebreaker til rent faktisk at få det gjort. Og det er fantastisk – i hvert fald for mig. Når det også er det værste, skyldes det, og jeg slet ikke er cool nok til at betragte min kaffeblog som noget, der ikke er en 1:1-skalering af mig.

Jeg tager ALTING uforholdsmæssigt personligt, hvorfor jeg holder mig helt og aldeles væk fra at tjekke tallene for læsere og følgere (faktisk er jeg så bange for tal, at jeg holder hånden op foran min computerskærm, når jeg logger ind på mit domæne. Lidt samme taktik som med min netbank.) Det tjener selvfølgelig det ædle formål, at ingen nogensinde kan anklage mig for kun at skrive for at skabe kliks, men først og fremmest handler det om, at jeg ikke kan tåle afvisningen.

Dengang jeg ikke undgik min Bloglovin’, skete der sommetider det, at folk ligesom faldt fra. Og når det skete, kunne jeg godt gå resten af dagen og være ked af det, for det følte vitterligt, som om en håndfuld mennesker sagde til mig: Du er et kedeligt menneske, Karoline, og vi gider ikke spilde vores tid på dig. Den efterfølgende tid går jeg og tænker, hvad jeg mon har gjort forkert, og om det er bedre at lukke og slukke, mens legen stadig er god.

Jeg ved udmærket godt, hvornår jeg ikke gør det her godt nok. Det er, når jeg ikke formår at være ærlig eller konkret nok, for eksempel her, hvor ingen – udover måske undertegnede – ved, hvor jeg egentlig vil hen. Jeg skulle bare have skrevet noget om, hvor fuldstændig sindssygt det er, at jeg i dag rent faktisk har et liv, hvor jeg kan passe et fuldtidsarbejde, tage på presseture og have venner og fritid ved siden af, som jeg ikke forsømmer. Og om hvor hårdt jeg har det før en rejsedag, og at jeg flere uger op til undertrykker latente angstanfald ved tanken om, at jeg skal sidde 10 timer i fly og tog uden mulighed for at dyrke mine gåture. Men jeg klarede den, og det var slet ikke slemt, og efter den tur til Schweiz følte jeg vitterligt, at jeg havde taget mit liv tilbage – eller i hvert fald var på vej til det.

Det var nok det, jeg skulle have sagt, for det havde været meget bedre end sådan noget metagtigt noget, som ingen alligevel gider at tolke på (altså… det gider jeg sgu heller ikke selv.) Jeg ville ønske, at jeg hundrede procent vidste, at det kun er den slags, der skal fungere som mit pejlemærke; om jeg er ærlig og konkret nok. Når jeg først fatter det, bliver jeg nok også ligeglad med, om tallet siger -42 eller +7.

Kh usikker_pige14

PS. I går hørte jeg en mand sige TEKSTikel. Det var lidt underligt, synes jeg.

Jeg har i lang tid tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at sprede lidt af den famøse LINK LOVE, som bare gør Bloggossfæren et rarere sted at være. Desværre har jeg holdt igen, fordi jeg har tænkt, at Hvid Kaffe er så lille, at nogle linkanbefalinger til andre skrivende hoveder ikke ville gøre noget fra eller til. Nu er det så (THANK GOD) gået op for mig, at det er sindssygt underordnet, hvor mange kliks, jeg genererer. Som altid er det den søde tanke, der tæller.

I hjalp jo med godt læsestof, hvilket har opgraderet min blogrutine noget så gevaldigt. Derfor vil det jo være oplagt at give lidt af den gode stemning videre, og det har jeg så besluttet mig at gøre i form af en – lad os ikke kalde det en føljeton – men end håndfuld (eller i hvert fald 3-4) tematisk vinklede indlæg med bloganbefalinger – gamle kendinge som nye bekendtskaber. Det første kommer her, og jeg har valgt at samle blogtrioen under titlen Bloggere uden domæne.

#1/ Weemoed: Jeg aner ikke, hvordan pokker man skal udtale navnet, og jeg aner heller ikke, hvem skribenten er. Det irriterer mig helt modbydeligt, for jeg ville ønske, at jeg kunne spotte hende på Nørrebrogade og give hende en velfortjent høj femmer for hendes sproglige udskejelser. Weemoed skriver godt og langt – mest om livet, kærlighed, sex, følelser, mænd, ekskærester og smøger – mens hun brækker sig over sig selv. Det er navlepilleri, når den slags fungerer fucking fedt (hvilket er lidt af en præstation), for det bliver aldrig selvhøjtideligt eller uvedkommende.

#2/ Nom de Mie: Mie (eller det hedder hun sgu nok ikke i sit pas, hun er nemlig også anonym…) ved det ikke selv, men for tiden har jeg dedikeret mit liv til at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke nommer den online. (Jeg har nemlig grunde til at tro, at vi ikke er så langt væk fra hinanden.) Hendes blog er en af dem, man ville ønske blev opdateret dagligt, for hun skriver bare fedt, hun er sjov, og hun er skarp. Desuden har hun lige sat fokus på det faktum, at Blogland seriøst godt kunne bruge en dansklærer/sproglig mentor – et indlæg, jeg desuden slet ikke følte mig truffet over.

#3/ Ungtanten: Faktisk gider jeg slet ikke anbefale Ungtanten, for jeg bliver oprigtigt bange for, at I klikker jer ind hos hende for aldrig at komme tilbage til mig. Ungtanten er også også anonym, og selvom hun hader mange mennesker, kan jeg stadig virkelig god lide hende. Hun slipper afsted med sarkasme og stikpiller til det etablerede, fordi man kan mærke, at hun inderst inde er et nogenlunde anstændigt menneske, som ikke bander ligeså meget i virkeligheden, som hun gør på sin blog. Tjek hende ud (og husk at komme tilbage!)

PS. Hvis din blog ikke er med, så hold igen med bedrøvelsen (den får jeg nemlig selv, hver gang jeg ikke bliver anbefalet. Bekræftelse <3) så er det nok bare, fordi du er på til næste (eller næste) gang igen.